søndag den 14. februar 2016

Smag på livet - eller osten

i fredags var jeg i Billeren, for at proviantere til weekenden!
Nede i departementet for ting der oprindeligt er kommet ud af en kos patter, og lavet om til alverdens ting af varierende konsistens og smag - også kaldet ost, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til en helt særlig smøreost fra Pikant, som påstod at smage af TAPAS!
100000 kr spørgsmålet er så (selvfølgelig) hvordan fanden smager tapas? Og sidegevinst-spørgsmålet: hvordan fanden får man smagen af tapas komprimeret ned til at kunne tilkendegive sig i en smøreost???
Har man voldtaget en tapastestaurant for én af hver på kortet - og vi snakker alt fra gambas med hvidløg til kødboller i stærk tomatsovs, som sikkert hedder noget vildt fancy - på spansk! Lidt oliven, aioli og så garneret med lidt assorteret lufttørret gris. Blendet, smagt og rørt op med en pakke friskost?
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det smager. Jeg har faktisk ikke den mindste lyst til hverken at smage det - eller forestille mig hvordan det smager for den sags skyld!

Nu har jeg så, på det allestedsnærværende (er det virkelig ét ord?) sociale medie, Facebook, erfaret at Arla lancerer ikke én ny smøreost, men hele TO nye smøreoste! Man skulle så gætte hvilke slags det var, og spørger man mig, så vil jeg til enhver tid påstå, at Arla slet slet ikke har to nye oste i støbeskeen, men de VIL gerne lancere to nye oste, og derfor bruger de den naive intetanende forbruger som tænketank. De to smagsvarianter der bliver nævnt mest, er de smagsvarianter deres små kemikere så skal forsøge at rekonstruere.
Jeg foreslog - i tråd med tapas-smagen, at man kreerede en ost, der skulle smage af brunch! En ost, hvor man simpelthen har formået at fusionere smagen af sctamble-eggs, bacon, pølser, appelsinjuice, græsk youghurt og granola! Jeg har store forventninger til den ost!
Mit andet forslag var simpelthen ren og skær buffet! Buffet-smagen er tapas-smagens freestylede ven.
Buffet-smagen kunne for eksempel være en smuk forening af alle klassikerne: marinerede sild med karrysalat, fiskefilet med remoulade, røget laks med æggestand, tarteletter, ribbenssteg med rødkål og øl og snaps komprimeret til en smøreost! Til jul forventer jeg naturligvis en jule-edition smøreost med smagen af julefrokost: igen sild og karrysalat og alle de andre klassikere, MEN med en variation af grønlangkål, brunede kartofler og ris a la mande med kirsebærsovs!
Ja selv tak! Arla...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar