Stigningen synes uendelig, og foden glider 5 cm baglæns i gruset for hvert skridt.
Chihuahuaerne arbejder sig tappert op ad, mens de hele tiden standser op, og kigger om jeg er med. Det er jeg, men jeg kan mærke hvordan pulsen stiger og bentøjet værker.
Rygsækken jeg har på, virker tungere og tungere for hvert skridt jeg tager.
Heldigvis er der vindstille, der hvor vi går, og solen kæmper en brav kamp, for at skyde stråler ned genmen trækronerne.
Det er lørdag, men jeg har ingen idé om hvad klokken er. Det ville jeg dog formentlig ikke vide, uanset hvad jeg foretog mig, sådan en lørdag. (Eller en hvilken som helst anden dag...)
Jeg synes jeg har mistet orienteringen, og stierne danner ingen logik i forhold til hvor vi skal hen.
Jeg beslutter mig for at gå i den retning, jeg tror vi skal - mest fordi det ville være decideret tåbeligt at gå i modsatte retning, men også fordi jeg snart gerne vil hjem.
Rygsækkens stropper skærer i mine skuldre, og det gør ikke det hele bedre, at det netop var skuldrene der var igennem skærsilden i går aftes i fitness centret...
-hvorfor kunne jeg ikke nøjes med dansk vanden? HVORFOR SKULLE jeg ABSOLUT OGSÅ have en Sprite???
-fordi den var på tilbud!
-nårh ja...
Ja, vi er på vej hjem fra Netto, chihuahuaerne og mig. Vi - eller JEG har rygsækken fyldt med toiletpapir, kulsyreholdige læskedrikke og et (vel)assorteret udvalg af snacks og snolder i blå emballage. At det var et rent tilfælde, at emballagen på ALLE tingene var blå, det får jeg nok ingen til at tro på alligevel - men det VAR et tilfælde!!! (gu var det ej)...
Tænkte det kunne være dejligt, her i det spæde forår, at spadsere hjem gennem Kongshøjskoven, som fra at have været en lille overskuelig skov, tydeligvis hen over et halvt års tid, er blevet en kæmpe - måske danmarks eller verdens største og mest indviklede skov!
Var det ikke fordi jeg hele tiden kunne høre bilerne på vejen, så kan jeg ikke frasige mig, at jeg havde fyret et nødblus af!
Nogen vil kalde det et tilfælde, jeg vælger at kalde det et mirakel, da jeg langt om længe rammer stien der fører hen til kendt territorie. Chihuahuaerne er helt upåvirkede både fysisk og psykisk, men racen er jo også kendt for en enorm udholdenhed og overlegen fysik. Eller også havde de ikke opdaget, at vi var faret vild...
De var i hvertfald mere travle med at snuse hinanden i røven...
Chihuahuaerne arbejder sig tappert op ad, mens de hele tiden standser op, og kigger om jeg er med. Det er jeg, men jeg kan mærke hvordan pulsen stiger og bentøjet værker.
Rygsækken jeg har på, virker tungere og tungere for hvert skridt jeg tager.
Heldigvis er der vindstille, der hvor vi går, og solen kæmper en brav kamp, for at skyde stråler ned genmen trækronerne.
Det er lørdag, men jeg har ingen idé om hvad klokken er. Det ville jeg dog formentlig ikke vide, uanset hvad jeg foretog mig, sådan en lørdag. (Eller en hvilken som helst anden dag...)
Jeg synes jeg har mistet orienteringen, og stierne danner ingen logik i forhold til hvor vi skal hen.
Jeg beslutter mig for at gå i den retning, jeg tror vi skal - mest fordi det ville være decideret tåbeligt at gå i modsatte retning, men også fordi jeg snart gerne vil hjem.
Rygsækkens stropper skærer i mine skuldre, og det gør ikke det hele bedre, at det netop var skuldrene der var igennem skærsilden i går aftes i fitness centret...
-hvorfor kunne jeg ikke nøjes med dansk vanden? HVORFOR SKULLE jeg ABSOLUT OGSÅ have en Sprite???
-fordi den var på tilbud!
-nårh ja...
Ja, vi er på vej hjem fra Netto, chihuahuaerne og mig. Vi - eller JEG har rygsækken fyldt med toiletpapir, kulsyreholdige læskedrikke og et (vel)assorteret udvalg af snacks og snolder i blå emballage. At det var et rent tilfælde, at emballagen på ALLE tingene var blå, det får jeg nok ingen til at tro på alligevel - men det VAR et tilfælde!!! (gu var det ej)...
Tænkte det kunne være dejligt, her i det spæde forår, at spadsere hjem gennem Kongshøjskoven, som fra at have været en lille overskuelig skov, tydeligvis hen over et halvt års tid, er blevet en kæmpe - måske danmarks eller verdens største og mest indviklede skov!
Var det ikke fordi jeg hele tiden kunne høre bilerne på vejen, så kan jeg ikke frasige mig, at jeg havde fyret et nødblus af!
Nogen vil kalde det et tilfælde, jeg vælger at kalde det et mirakel, da jeg langt om længe rammer stien der fører hen til kendt territorie. Chihuahuaerne er helt upåvirkede både fysisk og psykisk, men racen er jo også kendt for en enorm udholdenhed og overlegen fysik. Eller også havde de ikke opdaget, at vi var faret vild...
De var i hvertfald mere travle med at snuse hinanden i røven...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar