Det er først nu 3-4 dage efter, at jeg så småt er ved at komme til hægterne igen. SÅ SMÅT!
Igen i år til Stafet for livet fik jeg én gang for alle manifesteret, at jeg hverken er ekstremløber, ultraløber, marathonløber eller blot motionist, når jeg ved hver forsigtigt skridt jeg tager, bliver gjort opmærksom på min højre fods lidelser, som kommer til udtryk via skærende jag.
Ikke desto mindre valgte jeg igen i år at ignorere ovenstående, og mosle rundt i Kildeparken for team Live, som min niece er holdkaptajn for, fra lørdag til søndag, med kun få timers utrolig ringe søvn effektueret på et liggeunderlag i et telt, akkompagneret af en meget skinger, men meget taktfast og insisterende klappen.
Det gode ved denne vedholdende klappen var, at det kvalte lyden af min egen forcerede respiration, som var opstået på baggrund af en situation med bilateral tilstopning af nasale luftveje. Så ligger man det på sit Therm a Rest, rekvireret i Friluftsland engang først i 2000, og drømmer tilbage i sit stille sind (eller så stille som en skinger klappen nu tillod), til dengang man bare tog frie luftveje for givet.
Jeg er decideret på røven over, at omkring 40 helt fantastiske mennesker, fordelt på børn og voksne, havde vilje, overskud og styrke til til sammen at tilbagelægge over 800 omgange à 912 meter!
At nogle brugte et døgn, af deres travle liv på at styrte rundt og samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse, når man ved hvor hellig weekends er i en travl hverdag. Dét er fandme kærlighed!
For manges vedkommende er præstationen det døgn Stafet for Livet varer blot "belønningen" ovenpå hektiske dage med at samle sponsorer, og glæden, når nogen sagde JA, var ubeskrivelig!
De første timer blev domineret af børnene, som viste sider af sig selv ovre i departementet for motion og bevægelse, som man ikke troede eksisterede.
I hvertfald ikke en torsdag eftermiddag i Storcentret, hvor det næsten kan være en umulig opgave at akkumulere styrke til at gå fra bilen, og ind til boden med underlødige franske hotdogs til en 10'er, med mindre der også er lovning på både sodavand og is!
Alle curling-tendenser syntes at være forsvundet som wienerbrød på en kagebuffet for pensionister.
Ud på de små timer tyndede det ud, men team Live havde altid nogen i paddocken.
Undtagen ved den højtidelige lysceremoni, hvor der ikke måtte løbes.
Lysceremonien var smuk og rørende, og soundtracket var upassende højt leveret af Runrig.
Men vi skal jo være her alle sammen, også dem der bidrager med unødvendige høje decibel.
Omkrinng midnat valgte jeg at udsætte mig selv for det enerverende limbo man befinder sig i, når man, efter adskillige timer, ikke har den fjerneste idé om, om man har sovet eller ej, fordi man ligger dårligt, man er psyched over stemningen og man prøver samtidig at kontrollere den udmattelse man ved ligger latent i kroppen og venter på at få overtaget.
Traditionen tro drak holdkaptajnen og undertegnede morgenøl ved solopgang.
Jeg ved ikke om det var den ene øl på tom mave, dehydreret krop og udmattet sjæl, der medførte en lettere hysterisk tilstand, men har man prøvet at befinde sig i et sammensurium af træthed, udmattelse og en overdosis af endorfiner i en jetlag-lignende tilstand, så ved man også at det meste er sjovt, og man føler sig let indeni på trods af tiltagende tunghed.
Da solen henad morgentimerne begynder at kunne mærkes, dukker der flere og flere op.
Nogen går, nogen løber og andre slingrer mod strømmen på vej hjem fra en bytur, som muligvis tog sin start til Runrig.
Den nat fik vi rendt penge i kassen til Kræftens bekæmpelse og Danmark fik OL-metal.
Søndagen gik, for mit eget vedkommende med at sove, abstrahere fra de nådesløse smerter, der havde gjort sit indtog i min krop, der medførte at den største bedrift, på hjemmefronten, var lige fordelt mellem at komme helskindet ned af trappen og mellem at være i stand til at sætte mig på toilettet uden at klage mig højlydt.
I skrivende stund er det blevet torsdag, og jeg er næsten rentgående igen.
Jeg er sikker på, at jeg nok skal være klar til næste år!
Igen i år til Stafet for livet fik jeg én gang for alle manifesteret, at jeg hverken er ekstremløber, ultraløber, marathonløber eller blot motionist, når jeg ved hver forsigtigt skridt jeg tager, bliver gjort opmærksom på min højre fods lidelser, som kommer til udtryk via skærende jag.
Ikke desto mindre valgte jeg igen i år at ignorere ovenstående, og mosle rundt i Kildeparken for team Live, som min niece er holdkaptajn for, fra lørdag til søndag, med kun få timers utrolig ringe søvn effektueret på et liggeunderlag i et telt, akkompagneret af en meget skinger, men meget taktfast og insisterende klappen.
Det gode ved denne vedholdende klappen var, at det kvalte lyden af min egen forcerede respiration, som var opstået på baggrund af en situation med bilateral tilstopning af nasale luftveje. Så ligger man det på sit Therm a Rest, rekvireret i Friluftsland engang først i 2000, og drømmer tilbage i sit stille sind (eller så stille som en skinger klappen nu tillod), til dengang man bare tog frie luftveje for givet.
Jeg er decideret på røven over, at omkring 40 helt fantastiske mennesker, fordelt på børn og voksne, havde vilje, overskud og styrke til til sammen at tilbagelægge over 800 omgange à 912 meter!
At nogle brugte et døgn, af deres travle liv på at styrte rundt og samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse, når man ved hvor hellig weekends er i en travl hverdag. Dét er fandme kærlighed!
For manges vedkommende er præstationen det døgn Stafet for Livet varer blot "belønningen" ovenpå hektiske dage med at samle sponsorer, og glæden, når nogen sagde JA, var ubeskrivelig!
De første timer blev domineret af børnene, som viste sider af sig selv ovre i departementet for motion og bevægelse, som man ikke troede eksisterede.
I hvertfald ikke en torsdag eftermiddag i Storcentret, hvor det næsten kan være en umulig opgave at akkumulere styrke til at gå fra bilen, og ind til boden med underlødige franske hotdogs til en 10'er, med mindre der også er lovning på både sodavand og is!
Alle curling-tendenser syntes at være forsvundet som wienerbrød på en kagebuffet for pensionister.
Ud på de små timer tyndede det ud, men team Live havde altid nogen i paddocken.
Undtagen ved den højtidelige lysceremoni, hvor der ikke måtte løbes.
Lysceremonien var smuk og rørende, og soundtracket var upassende højt leveret af Runrig.
Men vi skal jo være her alle sammen, også dem der bidrager med unødvendige høje decibel.
Omkrinng midnat valgte jeg at udsætte mig selv for det enerverende limbo man befinder sig i, når man, efter adskillige timer, ikke har den fjerneste idé om, om man har sovet eller ej, fordi man ligger dårligt, man er psyched over stemningen og man prøver samtidig at kontrollere den udmattelse man ved ligger latent i kroppen og venter på at få overtaget.
Traditionen tro drak holdkaptajnen og undertegnede morgenøl ved solopgang.
Jeg ved ikke om det var den ene øl på tom mave, dehydreret krop og udmattet sjæl, der medførte en lettere hysterisk tilstand, men har man prøvet at befinde sig i et sammensurium af træthed, udmattelse og en overdosis af endorfiner i en jetlag-lignende tilstand, så ved man også at det meste er sjovt, og man føler sig let indeni på trods af tiltagende tunghed.
Da solen henad morgentimerne begynder at kunne mærkes, dukker der flere og flere op.
Nogen går, nogen løber og andre slingrer mod strømmen på vej hjem fra en bytur, som muligvis tog sin start til Runrig.
Den nat fik vi rendt penge i kassen til Kræftens bekæmpelse og Danmark fik OL-metal.
Søndagen gik, for mit eget vedkommende med at sove, abstrahere fra de nådesløse smerter, der havde gjort sit indtog i min krop, der medførte at den største bedrift, på hjemmefronten, var lige fordelt mellem at komme helskindet ned af trappen og mellem at være i stand til at sætte mig på toilettet uden at klage mig højlydt.
I skrivende stund er det blevet torsdag, og jeg er næsten rentgående igen.
Jeg er sikker på, at jeg nok skal være klar til næste år!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar