Har lige læst en artikel i Berlingeren om hvor mange venner man har, som er af anden etnisk herkomst, end dansk i dette tilfælde.
Venner der kommer i ens hjem og som man selv besøger.
Jeg har faktisk ingen :overrasket smiley:
Dem jeg kender og ser, er alle "ariske"...
Det overraskede mig faktisk! Da jeg ser mig selv som rummelig og alt det der, men det triggede mig også, at man differentierer mellem racer. (Artiklen har (selvfølgelig) sit udspring fra en amerikansk artikel). Vil man nu gøre det til underspillet racisme, og manglende integrationsvilje (set fra den anden side af disken), hvis man ikke har venner, der racemæssigt afviger fra "majoriteten"?
Er jeg er mindre rummeligt menneske, fordi jeg ikke har venner af anden etnisk herkomst? Er jeg ikke deltagende integrationen så?
Jeg har ikke én eneste nær ven, som har samme race som jeg har. Er jeg så urummelig overfor min egen race? Og lever jrg i ren og skær fornægtelse overfor min race og anden etniske herkomst, fordi jeg sjældent tænker mig selv som en decideret race, eller andre for den sags skyld?
Altså der er jo mange, der har MIG som ven, og JEG er jo sorthåret (der hvor hårene endnu ikke er grå eller hvide, men ikke hvide på den ariske måde) OG jeg er af anden etnisk herkomst, men gælder det, når jeg er adopteret?
Og hvad med mine ikke-etniske venner, er det ikke nok, at de fleste af dem er dybt mærkelige? Er det ikke også en slags bidrag til integrationen - om ikke andet, så infra-integrationen?
Når artiklen spørger hvor mange venner man har med sort hår, så formoder jeg ikke, at man tænker goth, emo og dem der ellers farver håret sort...
Kan man ikke bare få lov til at være venner med dem man kan lide, uanset hår(og hud)farve?
Venner der kommer i ens hjem og som man selv besøger.
Jeg har faktisk ingen :overrasket smiley:
Dem jeg kender og ser, er alle "ariske"...
Det overraskede mig faktisk! Da jeg ser mig selv som rummelig og alt det der, men det triggede mig også, at man differentierer mellem racer. (Artiklen har (selvfølgelig) sit udspring fra en amerikansk artikel). Vil man nu gøre det til underspillet racisme, og manglende integrationsvilje (set fra den anden side af disken), hvis man ikke har venner, der racemæssigt afviger fra "majoriteten"?
Er jeg er mindre rummeligt menneske, fordi jeg ikke har venner af anden etnisk herkomst? Er jeg ikke deltagende integrationen så?
Jeg har ikke én eneste nær ven, som har samme race som jeg har. Er jeg så urummelig overfor min egen race? Og lever jrg i ren og skær fornægtelse overfor min race og anden etniske herkomst, fordi jeg sjældent tænker mig selv som en decideret race, eller andre for den sags skyld?
Altså der er jo mange, der har MIG som ven, og JEG er jo sorthåret (der hvor hårene endnu ikke er grå eller hvide, men ikke hvide på den ariske måde) OG jeg er af anden etnisk herkomst, men gælder det, når jeg er adopteret?
Og hvad med mine ikke-etniske venner, er det ikke nok, at de fleste af dem er dybt mærkelige? Er det ikke også en slags bidrag til integrationen - om ikke andet, så infra-integrationen?
Når artiklen spørger hvor mange venner man har med sort hår, så formoder jeg ikke, at man tænker goth, emo og dem der ellers farver håret sort...
Kan man ikke bare få lov til at være venner med dem man kan lide, uanset hår(og hud)farve?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar