I onsdags, for lidt over en uge siden, havde jeg ikke den fjerneste idé om, at mit liv ganske få timer senere ville ændre sig betragteligt.
Jeg havde i hvertfald ikke hverken planer om at søge et nyt arbejde, skifte arbejde, eller sige op på mit arbejde en uge efter.
Det var midt i madpakke-støbningen beskeden dingede ind på Messenger.
Jeg var først overbevist om, at det var en løftet pegefinger, fordi jeg havde uploaded en upassende madplan i en gruppe for børnefamilier.
Men søndagens menu VAR altså Panodil, Ipren og Dolol...
Det var ikke en løftet pegefinger, men mit hjerte holdt ikke op med at galopere af den grund.
Det var min tidligere utroligt nederen kollegas søde kone, der liiige ville gøre mig opmærksom på at den privat praktiserende øre-næse-hals læge hun arbejdede i praksis for altså manglede en sygeplejerske mere, og at hendes mand (min tidligere kollega) mente det kunne være noget for mig.
Pludselig var alt tilgivet! Alle de mange madpakker han havde lagt i fryseren, alle de cherrytomater han havde injiceret med kaffe via en 30gauge kanyle, alle de gange han har kaldt mig idiot. Det hele var tilgivet!
Mens Jane ihærdigt prøvede at sælge stillingen til mig, var jeg i forvejen helt fyldt op i min lille underbemidlede hjerne over weekendens Stafet for livet.
Torsdagen på arbejdet var jeg til stede fysisk, men mine tanker summede rundt alle mulige andre steder: hos mulige sponsorer, omkring det helt urealistiske jobtilbud - der nærmest kom dumpende ned i hovedet på mig, sex, mad, logistik omkring weekenden og hvad der skulle handles.
Fredag havde jeg en brunch-date med en kær tidligere studiekammerat.
Vi fik vendt verdenssituationen, samtidig med jeg prøvede at skaffe sponsorer, være to steder på én gang, tænke på det potentielle nye job, forfatte en ansøgning, tænke på sex, mad, logistik omkring weekenden og hvad der skulle handles.
Den svenske madmor bistod den aften med aftentraktementet...
Lørdag startede tidligt, hvor jeg efter en lærestreg fra sidste år, støbte en lasagne skulle støbes, så jeg ikke søndag (igen i år) skulle se mig nødsaget til at spise fyldet i sofapuderne, eller hvad der nu måtte være let tilgængeligt, når man er ude af stand til at bevæge sig.
Inden Stafet for Livet skulle vi til en vigtig fødselsdag hos det yngste medlem i familien.
Jeg var fysisk til stede, og forsøgte at etablere så meget nærvær som overhovedet muligt, i det tankemylder der hvirvlede rundt omkring det potentielle nye job, forfatte en ansøgning, mad og logistik. Sex blev på én eller anden måde derangeret, og der skulle ikke handles noget.
Stafet for Livet kan man læse om her
http://ninjamom-procrastinations.blogspot.dk/2016/08/nar-man-lber-for-livet.html?spref=fb&m=1
Og fokus var nu helt og holdent rettet mod at løbe - og senere at holde mig oprejst.
Lørdag blev helt smooth til søndag, og jobtilbuddet genvandt førstepladsen i mindsettet, men hjernen var alligevel for udmattet til at forfatte på ansøgningen, og job-tankerne (og sex) måtte vige for mad der blev indtaget liggende i sofaen - og søvn.
Mandag vågnede jeg i en sand geyser af smerter!
Weekendens strabadser var veloverstået så godt og vel - som man siger, og langt om længe blev der ro til at tænke på sex - eller på det potentielle nye job.
Jeg kunne ikke overskue at konstruere en ægte ansøgning, og mit CV var jeg heller ikke helt klar over hvor befandt sig.
Så for at vinde lidt tid, valgte jeg (liggende på ryggen i min seng drapereti flonel) at skrive en mail, hvor jeg kort fortæller om hvor vidunderlig jeg er.
Så kunne jeg altid skrive en ægte ansøgning OG få fundet CV'et - så SNART jeg igen blev nogenlunde mobil...
Den mandag aften kl. 21:28 - midt i en omgang Candy Crush dingede den skæbnessvangre sms ind, og i løbet af fem minutter blev en "samtale" anbragt på affyringarampen.
Tirsdag kl 12:20 indtraf mødet med ham jeg endnu ikke var klar over skulle vise sig at blive den "nye mand i mit liv"...
Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet eller forestillet mig - men i hvertfald ikke at en jobsamtale skulle foregå over en rugbrød med makrel i chilisovs og en leverpostejsmad indtaget nærmest i liggende stilling mellem to stole, og for en god ordens skyld, så var det ikke mig der lå ned og spiste denne gang...
Tirsdag kl 17:19 ringer han, og vi bliver enige om, at jeg kraft-ed-me' kaster mig ud i det!
Onsdag går med at tænke på det nye arbejde, jeg næsten helt spontant og uovervejet havde takket ja til. Sex, mad, logistik og indkøb eksisterede slet ikke længere i tankeministeriet.
Til gengæld begyndte min exit på mit nuværende arbejde at tage form, og kagemandenmed marcipanbåndet, hvorpå der med svungne bogstaver er skrevet "fuck jer røvhuller, jeg siger op" bliver mere og mege en realitet.
Torsdag får jeg "det" sagt, og min leder springer lettet og glædesstrålende rundt på sit kontor over langt om længe at være sluppet af med afdelingens enfant terrible...
Jeg syne godt hun kunne have ventet med glædesdansen, champagnen og stripperen der sprang op af lagkagen, til jeg HAVDE FORLADT kontoret, men jaja, når man har ventet længe på en sådan forløsning, så skal man da bestemt ikke holde sig tilbage!
Tænk sig engang som livet kan ændre sig. Tænk sig engang som lort kan blive til lagkage, tænk sig engang at jeg næsten ikke har tænkt på hverken sex eller mad og tænk sig engang at jeg aldrig har gjort en skid for det - udover at hoppe på hurra-toget på det rigtige tidspunkt!
Jeg havde i hvertfald ikke hverken planer om at søge et nyt arbejde, skifte arbejde, eller sige op på mit arbejde en uge efter.
Det var midt i madpakke-støbningen beskeden dingede ind på Messenger.
Jeg var først overbevist om, at det var en løftet pegefinger, fordi jeg havde uploaded en upassende madplan i en gruppe for børnefamilier.
Men søndagens menu VAR altså Panodil, Ipren og Dolol...
Det var ikke en løftet pegefinger, men mit hjerte holdt ikke op med at galopere af den grund.
Det var min tidligere utroligt nederen kollegas søde kone, der liiige ville gøre mig opmærksom på at den privat praktiserende øre-næse-hals læge hun arbejdede i praksis for altså manglede en sygeplejerske mere, og at hendes mand (min tidligere kollega) mente det kunne være noget for mig.
Pludselig var alt tilgivet! Alle de mange madpakker han havde lagt i fryseren, alle de cherrytomater han havde injiceret med kaffe via en 30gauge kanyle, alle de gange han har kaldt mig idiot. Det hele var tilgivet!
Mens Jane ihærdigt prøvede at sælge stillingen til mig, var jeg i forvejen helt fyldt op i min lille underbemidlede hjerne over weekendens Stafet for livet.
Torsdagen på arbejdet var jeg til stede fysisk, men mine tanker summede rundt alle mulige andre steder: hos mulige sponsorer, omkring det helt urealistiske jobtilbud - der nærmest kom dumpende ned i hovedet på mig, sex, mad, logistik omkring weekenden og hvad der skulle handles.
Fredag havde jeg en brunch-date med en kær tidligere studiekammerat.
Vi fik vendt verdenssituationen, samtidig med jeg prøvede at skaffe sponsorer, være to steder på én gang, tænke på det potentielle nye job, forfatte en ansøgning, tænke på sex, mad, logistik omkring weekenden og hvad der skulle handles.
Den svenske madmor bistod den aften med aftentraktementet...
Lørdag startede tidligt, hvor jeg efter en lærestreg fra sidste år, støbte en lasagne skulle støbes, så jeg ikke søndag (igen i år) skulle se mig nødsaget til at spise fyldet i sofapuderne, eller hvad der nu måtte være let tilgængeligt, når man er ude af stand til at bevæge sig.
Inden Stafet for Livet skulle vi til en vigtig fødselsdag hos det yngste medlem i familien.
Jeg var fysisk til stede, og forsøgte at etablere så meget nærvær som overhovedet muligt, i det tankemylder der hvirvlede rundt omkring det potentielle nye job, forfatte en ansøgning, mad og logistik. Sex blev på én eller anden måde derangeret, og der skulle ikke handles noget.
Stafet for Livet kan man læse om her
http://ninjamom-procrastinations.blogspot.dk/2016/08/nar-man-lber-for-livet.html?spref=fb&m=1
Og fokus var nu helt og holdent rettet mod at løbe - og senere at holde mig oprejst.
Lørdag blev helt smooth til søndag, og jobtilbuddet genvandt førstepladsen i mindsettet, men hjernen var alligevel for udmattet til at forfatte på ansøgningen, og job-tankerne (og sex) måtte vige for mad der blev indtaget liggende i sofaen - og søvn.
Mandag vågnede jeg i en sand geyser af smerter!
Weekendens strabadser var veloverstået så godt og vel - som man siger, og langt om længe blev der ro til at tænke på sex - eller på det potentielle nye job.
Jeg kunne ikke overskue at konstruere en ægte ansøgning, og mit CV var jeg heller ikke helt klar over hvor befandt sig.
Så for at vinde lidt tid, valgte jeg (liggende på ryggen i min seng drapereti flonel) at skrive en mail, hvor jeg kort fortæller om hvor vidunderlig jeg er.
Så kunne jeg altid skrive en ægte ansøgning OG få fundet CV'et - så SNART jeg igen blev nogenlunde mobil...
Den mandag aften kl. 21:28 - midt i en omgang Candy Crush dingede den skæbnessvangre sms ind, og i løbet af fem minutter blev en "samtale" anbragt på affyringarampen.
Tirsdag kl 12:20 indtraf mødet med ham jeg endnu ikke var klar over skulle vise sig at blive den "nye mand i mit liv"...
Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet eller forestillet mig - men i hvertfald ikke at en jobsamtale skulle foregå over en rugbrød med makrel i chilisovs og en leverpostejsmad indtaget nærmest i liggende stilling mellem to stole, og for en god ordens skyld, så var det ikke mig der lå ned og spiste denne gang...
Tirsdag kl 17:19 ringer han, og vi bliver enige om, at jeg kraft-ed-me' kaster mig ud i det!
Onsdag går med at tænke på det nye arbejde, jeg næsten helt spontant og uovervejet havde takket ja til. Sex, mad, logistik og indkøb eksisterede slet ikke længere i tankeministeriet.
Til gengæld begyndte min exit på mit nuværende arbejde at tage form, og kagemandenmed marcipanbåndet, hvorpå der med svungne bogstaver er skrevet "fuck jer røvhuller, jeg siger op" bliver mere og mege en realitet.
Torsdag får jeg "det" sagt, og min leder springer lettet og glædesstrålende rundt på sit kontor over langt om længe at være sluppet af med afdelingens enfant terrible...
Jeg syne godt hun kunne have ventet med glædesdansen, champagnen og stripperen der sprang op af lagkagen, til jeg HAVDE FORLADT kontoret, men jaja, når man har ventet længe på en sådan forløsning, så skal man da bestemt ikke holde sig tilbage!
Tænk sig engang som livet kan ændre sig. Tænk sig engang som lort kan blive til lagkage, tænk sig engang at jeg næsten ikke har tænkt på hverken sex eller mad og tænk sig engang at jeg aldrig har gjort en skid for det - udover at hoppe på hurra-toget på det rigtige tidspunkt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar