København - er du sur???

Det er i sandhed et skridt i den helt rigtige retning, når jeg køber en super velovervejet fødselsdagsgave i sygt god tid. Det er et kvanteskridt i den rigtige retning, når jeg også rent faktisk formår at huske at få gaven med til fødselsdagen






i København! Hvilken vej den rigtige retning er, det kan så diskuteres fra nu af og til verdens ende. Mest fordi man heller ikke helt ved, hvilken retning verdens ende ligger i. Måske den rigtige retning? Hvem ved?

Det er så til gengæld et gigantisk skridt tilbage (og en kindhest), når man så ankommer til fødselsdagen, og opdager at gaven er væk!!!

Jeg havde én opgave! (og én fødselsdagsgave) - og jeg formåede ikke at varetage noget af det. Mest fordi opgaven var at få overbragt fødselsdagsgaven til fødselaren.
Ja, et gigantisk skridt tilbage i bogstaveligste forstand! Jeg ilede selvfølgelig retur til lufthavnen, draperet i naivitet og spinkle forhåbninger om at miraklernes tid endnu ikke var forbi, og lidt om at man ikke havde rekvireret Rulle Marie til at afmystificere den suspekte hvide bærepose fra Georg Jensen DAMASK! som var efterladt ved rejsekortsoptankningsautomaten - eller måske endda i flyet, fordi det forekom mig lettere at tage rygsækken ned fra bagagehylden og få den påmonteret, og derefter glemme alt om posen? Jeg kan på ingen måde genkalde forløbet fra rygsækken ned af bagagehylden til udstigning af metroen.

Én ting er sikkert! Gaven var forsvundet!


Til gengæld havde jeg fornøjelsen af at stå klods op af Thomas Wivel.
Du godeste som han havde tabt sig! Ikke at han var blevet pænere af det, men det gode ved det var, at havde han ikke sådan tabt sig, så havde vi stået UTROLIGT tæt(tere) - som om man ikke stod tæt nok i forvejen! Men man kan ALDRIG stå for tæt på Thomas Wivel - jo man kan så!
Jeg synes for eksempel jeg er alt for tæt på ham i skrivende stund, og jeg ligger altså (alene!) i min seng. Så tænk et øjeblik over hvordan det føltes i metroen.
Det eneste der ville have været værre, var hvis det havde været Lars Lilholt...

At den helt igennem røvtur Kastrup lufthavn tur-retur for anden gang den dag peakede på crap-barometeret i kraft af balladen i Tyrkiet, det vil så vise sig at være et tema for mit ophold i København i denne omgang.

Måske er det kommet København for øre, at jeg har fået et godt øje til Berlin? Jeg må i hvertfald sige, at København ikke ligefrem viste sig fra sin pæneste side.

Men med rette mængde af tæpper, så er det ikke decideret hæsligt at spise brunch udendørs i orkan og slagregn... Og hvis man bare gik raskt til, så kunne man sagtens holde varmen, hvis man altså tog rigeligt med pit stop i diverse butikker.

Alligevel var det som om København tøede lidt op.
Lidt som når man har været sur på kæresten, og godt lidt vil være gode venner igen, men det ikke skal være for nemt, og man så surt spørger om han finder en film, mens man (martyragtigt) henter de lakridser han elsker i Netto.
København åbnede i hvertfald sluserne på Gl. Kongevej, hvilket tvang os ind i en tøjbutik - og nærmest direkte i favnen på formentlig byens lækreste stykke hipster mandsperson i hele verden og universet!
Man lagde slet ikke mærke til de sygt nederen sokker, og man accepterede helt og aldeles den tåbelige (men hyper moderigtige) måde huen sad og vippede på hans sygt lækre hår, når han rullede det mest fabelagtige smil hen over det model-uden-photoshop-lækre ansigt!
HVIS man havde været først-midt-måske-endda-sidst i tyverne, så er jeg sikker på, at han og jeg kunne leve et langt og lykkeligt hipster-liv med cortados, chia-grød og kærlighed!
Marcus! Hvis du mod alle odds læser det her, så håber jeg du har fået bonrullen til at virke!!!