Jeg har fået vildt mange sug i maven i dag (og i går) Gode sug! Mest fordi jeg kun har spist og shoppet... Men også et lille stress-sug, da det gik op for mig, at jeg havde glemt Stines fødselsdagsgave i lufthavnen...
Jeg har mødt vidunderlige - og underlige mennesker, og alt har været tres bien!
Indtil jeg - strandet på Øresund station, på vej til CPH lufthavn (igen) for at lede efter gaven, ser hvordan Bastille-dagen blev ødelagt for jeg ved ikke hvor mange mennesker!
Det var tydeligt, at langt fra alle havde opdaget hvad der var sket, og den kæmpe fest udenfor Torvehallerne med udspændte ranker af franske flag, virkede på mange måder både absurd, men også lidt manifesterende. Men ingen der var klar over hvad der var sket. Det var helt tydeligt.
I dag har de sociale medier endnu engang peaket i udvekslinger af lige dele medfølelse over tragedien og formentlig lige dele vrede og had.
Jeg har fulgt med på TV2 news, og med vilje undgået de sociale medier.
Jeg forsøger at holde min Facebook fri for politik og religion, da jeg som udgangspunkt betragter Facebook som et socialt underholdningsmedie, hvor jeg følger med i hvad mine 550 nærmeste venner går og laver - og hvor de (med stor glæde og fornøjelse) kan følge med i hvad jeg begår af storslåede og spektakulære bedrifter!
Men tro ikke jeg ikke har en holdning til de onde, kyniske og hjernedøde ting der foregår i den her efterhånden forskruede verden. Tro ikke jeg ikke har en holdning til religion og politik.
Jeg har en holdning til begge dele, men jeg deler den sjældent. Dels fordi jeg ikke mener jeg har viden nok, til at jeg kan tillade mig, at braldre op om dit og dat, og dels fordi jeg synes det er utroligt svært at formidle de holdninger jeg har etableret på baggrund af en meget sparsom viden.
Jeg besidder (næsten) samme parametre af følelser, som alle andre - og det der med næsten, den tager vi lige en anden gang...
Men min medfølelse med oftene og min vrede, mit had og min væmmelse mod terroristerne, er lige så intakt som alle andres.
Jeg gik forbi den Franske ambassade i København i dag, og blev rørt og ulykkelig ved at se flagene på halvt og ved at se blomsterne udenfor. Det var ikke blot Tricolore der var på halvt, men også EU-flaget med de 12 stjerner, hvilket i mine øjne symboliserede, at det der foregår af ondskab er et anliggende, der berører os alle.
Men altså, på mange måder er verden jo blevet mindre, og selvom der er færre terrorangreb i dag, end der var for 40 år siden, så er det jo ikke laveste fællesnævner, der skal sætte agendaen.
Jeg er nok så afstumpet i det her, at enten så dør jeg, eller også gør jeg ikke.
Jeg kan blive kørt over i morgen, og alt efter chaufførens hudfarve, politiske og religiøse overbevisning, så kan man definere det som enten værende en ulykke eller et terrorangreb.
Men på trods af afstumpetheden, så besidder jeg stadig en mængde angst, frygt og bekymringer. Dels angående mine børn og deres opvækst og vel og dels angående mit eget velbefindende - trods alt.
Jojo bevares, så er det ikke alle religiøse, uanset hvilken religion de dedikerer sig til, der er ekstremister, men som udgangspunkt er repræsenterer alle religiøse og politiske grupper hinanden indenfor de nicher de nu engang har valgt, og det er vel deres pligt at tage et ansvar for med-dedikerede, i stedet for at vaske hænderne og sidde på et selvforanstaltet "frelst-piedestal" og hævde, det ikke har noget med dem at gøre. Det her har altså noget med os alme at gøre!
Det er jo et mentalitets-issue og formentlig også et kulturelt issue, at man kan føle så meget for noget, at man ikke kan forstå at ikke alle synes det er the shit.
Det er jo i min optik et mentalt og socialt brist, at man kan føle så stærkt for noget, at man er parat til at gøre andre ondt.
Men på en måde kan jeg godt sætte mig ind i de følelser der fylder én, når man oplever noget man synes er helt forkert, og man nærer et håb om at kunne bidrage til at omvende til det rigtige. Endda ting nogle hævder er en fis i en hornlygte, hvor jeg helt dedikeret hårdnakket proklamerer, at uanset hvad andre tror eller endda måske ved, så kan jeg mærke, at jeg er nødt til at tro på, at det jeg gør, er det rigtige. Men der er i min bog, som hverken er en Bibel eller en Koran - men nærmere en kogebog, forskel på at dedikere sig "luftkasteller" og dyrke det for sig selv, og så til at tvinge andre med.
Ikke at jeg ved hver given lejlighed gør mit til at tale godt for min sag, men jeg har også så meget respekt for andres valg, at jeg stille nøjes med vide, at jeg selvdølgelig har fat i den lange ende.
Enten er jeg ikke tilstrækkeligt dedikeret, til at besidde viljen, til at gøre andre ondt, for at få dem til at makke ret, eller også er jeg bare blevet opflasket med en anden mentalitet, som tydeligvis harmonerer noget bedre med den samfundsstruktur jeg nu engang er bosiddende i.
Jeg er ked af at sige det, men jeg vil frygtelg gerne have lov til at fortsætte mit bekymringsfrie liv, og på trods af mit mystiske dragende orientalske udseende, og på trods af at jeg for første gang i mit liv, har smagt mad fra mit hjemland - og var vild med det, såer jeg altså dansk, med alt hvad det indebærer.
Jeg følger de danske regler, bidrager til det danske samfund, anerkender de danske normer og synes som alle andre, at det er lidt som at komme til udlandet, når jeg handler i Lidl.
Jeg oplever heller aldrig racisme på egen krop, bortset fra mine (nærmeste) venner og familie, men jeg tvinger mig selv til at betragte det som en positiv ting, at de ligesåvel som jeg, kan se at jeg ser anderledes ud.
Og jeg har også langt om længe erkendt, at jeg nok aldrig vil føde et rødhåret barn, til trods for både min ene storebror og min nu afdøde bedstemor begge er/var rødhårede...
Jeg bliver bare ked af og frustreret over, man ikke kan tilkendegive sin mening, uden racismekortet bliver smidt. Det må da være muligt at forvalte sin ytringefrihed på en måde der ikke er nogen der føler sig stødt eller såret, at man ikke kan eller vil anerkende der er store kulturelle forskelle, ja endda kløfter, man ikke lige umiddelbart kan harmonisere, at vi altid skal måle os med laveste fællesnævner og at vi efterhånden er blevet til en forskræmt undskyld-nation.
Jndskyld!
Jeg har mødt vidunderlige - og underlige mennesker, og alt har været tres bien!
Indtil jeg - strandet på Øresund station, på vej til CPH lufthavn (igen) for at lede efter gaven, ser hvordan Bastille-dagen blev ødelagt for jeg ved ikke hvor mange mennesker!
Det var tydeligt, at langt fra alle havde opdaget hvad der var sket, og den kæmpe fest udenfor Torvehallerne med udspændte ranker af franske flag, virkede på mange måder både absurd, men også lidt manifesterende. Men ingen der var klar over hvad der var sket. Det var helt tydeligt.
I dag har de sociale medier endnu engang peaket i udvekslinger af lige dele medfølelse over tragedien og formentlig lige dele vrede og had.
Jeg har fulgt med på TV2 news, og med vilje undgået de sociale medier.
Jeg forsøger at holde min Facebook fri for politik og religion, da jeg som udgangspunkt betragter Facebook som et socialt underholdningsmedie, hvor jeg følger med i hvad mine 550 nærmeste venner går og laver - og hvor de (med stor glæde og fornøjelse) kan følge med i hvad jeg begår af storslåede og spektakulære bedrifter!
Men tro ikke jeg ikke har en holdning til de onde, kyniske og hjernedøde ting der foregår i den her efterhånden forskruede verden. Tro ikke jeg ikke har en holdning til religion og politik.
Jeg har en holdning til begge dele, men jeg deler den sjældent. Dels fordi jeg ikke mener jeg har viden nok, til at jeg kan tillade mig, at braldre op om dit og dat, og dels fordi jeg synes det er utroligt svært at formidle de holdninger jeg har etableret på baggrund af en meget sparsom viden.
Jeg besidder (næsten) samme parametre af følelser, som alle andre - og det der med næsten, den tager vi lige en anden gang...
Men min medfølelse med oftene og min vrede, mit had og min væmmelse mod terroristerne, er lige så intakt som alle andres.
Jeg gik forbi den Franske ambassade i København i dag, og blev rørt og ulykkelig ved at se flagene på halvt og ved at se blomsterne udenfor. Det var ikke blot Tricolore der var på halvt, men også EU-flaget med de 12 stjerner, hvilket i mine øjne symboliserede, at det der foregår af ondskab er et anliggende, der berører os alle.
Men altså, på mange måder er verden jo blevet mindre, og selvom der er færre terrorangreb i dag, end der var for 40 år siden, så er det jo ikke laveste fællesnævner, der skal sætte agendaen.
Jeg er nok så afstumpet i det her, at enten så dør jeg, eller også gør jeg ikke.
Jeg kan blive kørt over i morgen, og alt efter chaufførens hudfarve, politiske og religiøse overbevisning, så kan man definere det som enten værende en ulykke eller et terrorangreb.
Men på trods af afstumpetheden, så besidder jeg stadig en mængde angst, frygt og bekymringer. Dels angående mine børn og deres opvækst og vel og dels angående mit eget velbefindende - trods alt.
Jojo bevares, så er det ikke alle religiøse, uanset hvilken religion de dedikerer sig til, der er ekstremister, men som udgangspunkt er repræsenterer alle religiøse og politiske grupper hinanden indenfor de nicher de nu engang har valgt, og det er vel deres pligt at tage et ansvar for med-dedikerede, i stedet for at vaske hænderne og sidde på et selvforanstaltet "frelst-piedestal" og hævde, det ikke har noget med dem at gøre. Det her har altså noget med os alme at gøre!
Det er jo et mentalitets-issue og formentlig også et kulturelt issue, at man kan føle så meget for noget, at man ikke kan forstå at ikke alle synes det er the shit.
Det er jo i min optik et mentalt og socialt brist, at man kan føle så stærkt for noget, at man er parat til at gøre andre ondt.
Men på en måde kan jeg godt sætte mig ind i de følelser der fylder én, når man oplever noget man synes er helt forkert, og man nærer et håb om at kunne bidrage til at omvende til det rigtige. Endda ting nogle hævder er en fis i en hornlygte, hvor jeg helt dedikeret hårdnakket proklamerer, at uanset hvad andre tror eller endda måske ved, så kan jeg mærke, at jeg er nødt til at tro på, at det jeg gør, er det rigtige. Men der er i min bog, som hverken er en Bibel eller en Koran - men nærmere en kogebog, forskel på at dedikere sig "luftkasteller" og dyrke det for sig selv, og så til at tvinge andre med.
Ikke at jeg ved hver given lejlighed gør mit til at tale godt for min sag, men jeg har også så meget respekt for andres valg, at jeg stille nøjes med vide, at jeg selvdølgelig har fat i den lange ende.
Enten er jeg ikke tilstrækkeligt dedikeret, til at besidde viljen, til at gøre andre ondt, for at få dem til at makke ret, eller også er jeg bare blevet opflasket med en anden mentalitet, som tydeligvis harmonerer noget bedre med den samfundsstruktur jeg nu engang er bosiddende i.
Jeg er ked af at sige det, men jeg vil frygtelg gerne have lov til at fortsætte mit bekymringsfrie liv, og på trods af mit mystiske dragende orientalske udseende, og på trods af at jeg for første gang i mit liv, har smagt mad fra mit hjemland - og var vild med det, såer jeg altså dansk, med alt hvad det indebærer.
Jeg følger de danske regler, bidrager til det danske samfund, anerkender de danske normer og synes som alle andre, at det er lidt som at komme til udlandet, når jeg handler i Lidl.
Jeg oplever heller aldrig racisme på egen krop, bortset fra mine (nærmeste) venner og familie, men jeg tvinger mig selv til at betragte det som en positiv ting, at de ligesåvel som jeg, kan se at jeg ser anderledes ud.
Og jeg har også langt om længe erkendt, at jeg nok aldrig vil føde et rødhåret barn, til trods for både min ene storebror og min nu afdøde bedstemor begge er/var rødhårede...
Jeg bliver bare ked af og frustreret over, man ikke kan tilkendegive sin mening, uden racismekortet bliver smidt. Det må da være muligt at forvalte sin ytringefrihed på en måde der ikke er nogen der føler sig stødt eller såret, at man ikke kan eller vil anerkende der er store kulturelle forskelle, ja endda kløfter, man ikke lige umiddelbart kan harmonisere, at vi altid skal måle os med laveste fællesnævner og at vi efterhånden er blevet til en forskræmt undskyld-nation.
Jndskyld!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar