Man er ikke helt ved sine fulde fem, når man kun har fået omkring to timers søvn. Man er nok nærmere kun halvt ved sine fulde fem, eller helt ved sine to-en-halv, og noget der er halvt er ikke super godt, med mindre det er pris vi snakker.
Men alligevel formåede vi at komme rettidigt afsted mod Nørresundby, hvor vi skulle hente Kirsten, som skulle bringe os til banegården i Ålleren!
Vi skulle nemlig igen i år med toget til Berlin, og Kirsten skulle passe på Humørbussen, mens vi var væk.
Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, at jeg på en måde et helt tryg ved at overlade Humørbussen til én der ikke helt har styr på hvor bakgearet er...
I toget godt nede i landet, finder jeg ud af, at jeg nok bør rekvirere mig noget udlandstelefoni, fordi vi har nogle aftaler med nogle forskellige, når vi kommer derned.
Og det er lige så let sagt, som det tilsyneladende er gjort, på nær det med at det var let gjort.
Efter en lidt træg korrespondence med søde CBB piger, som varede nogle dage, får jeg langt om længe skidtet til at virke - dagen efter jeg ægte havde behov for det. Men bedre sent end aldrig - som man siger...
Vi fik et par ekstra togskift mellem Flensburg og Hamburg, som medførte at vi i aller højeste grad missede vores tog fra Hamburg til Berlin, og det helt uden at betale ekstra... Til gengæld sad vi på gulvet halvdelen af turen, indtil togdamen sagde der var MASSER af pladser i de bagerste vogne, som vi havde holdt os langt væk fra, fordi vi troede de var 1. klasse.
På perronen i Hamburg blev jeg antastet af en mor, der havde en datter, der skulle køre alene med toget til Berlin, og hun spurgte MIG om JEG ville holde lidt øje med pigebarnet.
Tror I lige jeg var flatteret? Tænk sig - og tænk jer, at en fremmed helt normalt udseende dame mente at JEG var den der så rarest og mest troværdig ud! - eller også var det fordi hun havde spottet, at jeg havde to piger med, som (udadtil) så helt normale og intakte ud... Men jeg vælger at tro det første!
Vi kunne i øvrigt få refunderet pengene på vored pladsbilletter. Har overvejet at bede om halvdelen, da vi jo sad halvdelen af turen...
På Berlin Hauptbahnhof var det lidt som at komme hjem.
Herfra gik det med tysk præcision!
Indtil vi ankom til det sted vi skulle bo...
Skiltet i vinduet bekendgjorde, at der var åbent, men døren var låst! Nummeret man skulle anrufen kunne vi ikke anrufen, på grund af udlandstelefoni-situationen, eller manglende udlandstelefoni-situationen...
Naboen var en køreskole - tror jeg, og efter en længere redegørense på engelsk, siger damen til manden: "ich verstehe nicht"
Jeg slår over i panik-tysk, hvilket virker!!!
Ich-verstehe-niche-damen hjælper os, og en anden dame kommer, og siger med overraskelse i stemmen: "arhhh SIE sind die Gäste! Wilkommen"
Vi får udleveret nøglerne, og bliver instrueret i det lidt omstændige system, mens jeg tænker om det måske er en tysk version af Pentagon vi skal bo i... og det kan man godt sige det er!
Man skal virkelig ville det, hvis man vil uindbudt ind til os!
På vores værelse er der mega højt til loftet, og det har ikke noget at gøre med, at vi ikke selv er så høje. Her er MEGA højt til loftet! (Og utroligt selvlysende grønt på væggen - hvilket kun giver et friskt islæt, som man siger)
Her er temmeligt mørkt - altid, og svalt. Begge dele er kun en fordel med omkring 35 grader i gennemsnit om dagen - og høj insisterende sol.
Værelset er et lille helligt get away.
Efter et yderst tiltrængt bad, er det tid til den første aftale vi har.
Det er mærkligt at have aftaler med nogen hjemmefra, når man er i en helt fremmed by, men også vildt hyggeligt.
Ferien indledes hos Jesper og Erik med bobler og currywurst-chips (som i øvrigt aldrig bliver en snack jeg får craving efter) i en lejlighed der er fyldt til bristepunktet med sol og fremragende udsigt!
Vi spiser på en lille italiensk restaurant, hvor Karla (til min store overraskelse) må give fortabt på pizzaen på grund af træthed, men som ikke er for fin til at tage resterne med hjem, og spise den til morgenmad næste dag.
Hjemme i vores hood, slår vi vejen omkring vores lokale Spätkauf, hvor vi forsyner os med (alkoholfri) godnatbajer, selvom jeg over et helt år havde glædet mig til at smage en Beck's ice, som stik mod mine forventninger smagte af mint lime!!! Det er det jeg siger om forventninger... man skal holde sig langt fra dem. Derfor blev det til en alkoholfri (mest fordi jeg ikke havde set den var alkoholfri, og mest fordi den havde en pæn etiket)
Trætte rammer vi de super lækre senge, og falder i søvn med det samme - lykkelige over overhovedet at være ankommet, idet odds ikke så for gode ud - der mellem Flensburg og Hamburg!
Men alligevel formåede vi at komme rettidigt afsted mod Nørresundby, hvor vi skulle hente Kirsten, som skulle bringe os til banegården i Ålleren!
Vi skulle nemlig igen i år med toget til Berlin, og Kirsten skulle passe på Humørbussen, mens vi var væk.
Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, at jeg på en måde et helt tryg ved at overlade Humørbussen til én der ikke helt har styr på hvor bakgearet er...
I toget godt nede i landet, finder jeg ud af, at jeg nok bør rekvirere mig noget udlandstelefoni, fordi vi har nogle aftaler med nogle forskellige, når vi kommer derned.
Og det er lige så let sagt, som det tilsyneladende er gjort, på nær det med at det var let gjort.
Efter en lidt træg korrespondence med søde CBB piger, som varede nogle dage, får jeg langt om længe skidtet til at virke - dagen efter jeg ægte havde behov for det. Men bedre sent end aldrig - som man siger...
Vi fik et par ekstra togskift mellem Flensburg og Hamburg, som medførte at vi i aller højeste grad missede vores tog fra Hamburg til Berlin, og det helt uden at betale ekstra... Til gengæld sad vi på gulvet halvdelen af turen, indtil togdamen sagde der var MASSER af pladser i de bagerste vogne, som vi havde holdt os langt væk fra, fordi vi troede de var 1. klasse.
På perronen i Hamburg blev jeg antastet af en mor, der havde en datter, der skulle køre alene med toget til Berlin, og hun spurgte MIG om JEG ville holde lidt øje med pigebarnet.
Tror I lige jeg var flatteret? Tænk sig - og tænk jer, at en fremmed helt normalt udseende dame mente at JEG var den der så rarest og mest troværdig ud! - eller også var det fordi hun havde spottet, at jeg havde to piger med, som (udadtil) så helt normale og intakte ud... Men jeg vælger at tro det første!
Vi kunne i øvrigt få refunderet pengene på vored pladsbilletter. Har overvejet at bede om halvdelen, da vi jo sad halvdelen af turen...
På Berlin Hauptbahnhof var det lidt som at komme hjem.
Herfra gik det med tysk præcision!
Indtil vi ankom til det sted vi skulle bo...
Skiltet i vinduet bekendgjorde, at der var åbent, men døren var låst! Nummeret man skulle anrufen kunne vi ikke anrufen, på grund af udlandstelefoni-situationen, eller manglende udlandstelefoni-situationen...
Naboen var en køreskole - tror jeg, og efter en længere redegørense på engelsk, siger damen til manden: "ich verstehe nicht"
Jeg slår over i panik-tysk, hvilket virker!!!
Ich-verstehe-niche-damen hjælper os, og en anden dame kommer, og siger med overraskelse i stemmen: "arhhh SIE sind die Gäste! Wilkommen"
Vi får udleveret nøglerne, og bliver instrueret i det lidt omstændige system, mens jeg tænker om det måske er en tysk version af Pentagon vi skal bo i... og det kan man godt sige det er!
Man skal virkelig ville det, hvis man vil uindbudt ind til os!
På vores værelse er der mega højt til loftet, og det har ikke noget at gøre med, at vi ikke selv er så høje. Her er MEGA højt til loftet! (Og utroligt selvlysende grønt på væggen - hvilket kun giver et friskt islæt, som man siger)
Her er temmeligt mørkt - altid, og svalt. Begge dele er kun en fordel med omkring 35 grader i gennemsnit om dagen - og høj insisterende sol.
Værelset er et lille helligt get away.
Efter et yderst tiltrængt bad, er det tid til den første aftale vi har.
Det er mærkligt at have aftaler med nogen hjemmefra, når man er i en helt fremmed by, men også vildt hyggeligt.
Ferien indledes hos Jesper og Erik med bobler og currywurst-chips (som i øvrigt aldrig bliver en snack jeg får craving efter) i en lejlighed der er fyldt til bristepunktet med sol og fremragende udsigt!
Vi spiser på en lille italiensk restaurant, hvor Karla (til min store overraskelse) må give fortabt på pizzaen på grund af træthed, men som ikke er for fin til at tage resterne med hjem, og spise den til morgenmad næste dag.
Hjemme i vores hood, slår vi vejen omkring vores lokale Spätkauf, hvor vi forsyner os med (alkoholfri) godnatbajer, selvom jeg over et helt år havde glædet mig til at smage en Beck's ice, som stik mod mine forventninger smagte af mint lime!!! Det er det jeg siger om forventninger... man skal holde sig langt fra dem. Derfor blev det til en alkoholfri (mest fordi jeg ikke havde set den var alkoholfri, og mest fordi den havde en pæn etiket)
Trætte rammer vi de super lækre senge, og falder i søvn med det samme - lykkelige over overhovedet at være ankommet, idet odds ikke så for gode ud - der mellem Flensburg og Hamburg!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar