De eneste jeg har talt med i dag, var hende i kiosken i biografen og billetmanden. Jeg vågnede over flere gange i dag, men det var først da jeg vågnede sidste gang, at jeg besluttede mig for at stå op.
Eller jeg fik mig da en lur eller to, med dertilhørende mareridt på sofaen efter den meget sene morgenmad, som faktisk rent tidsmæssigt sorterer under frokost.
Jeg kan ikke huske hvad det første mareridt handlede om, men det må ikke have traumatiseret mig tilstrækkeligt, eftersom jeg hovedkulds kastede mig uforfærdet ind i den anden lur, og dermed mareridt nummer to.
Vågnede badet i sved. Ikke på grund af mit mareridt, men fordi jeg havde to tæpper og tre mexicanske kamphunde på.
Jeg har haft en weekend, hvor jeg har været omgivet af en masse mennesker jeg holder af - på nær ham den fede, men det kan jeg måske lære, hvis jeg lærer ham at kende. Ikke desto mindre, så indeholdt han (udover en masse gas - tarmgas...) en stor underholdningsværdi, og det er jo altid fedt(!) at få et billigt grin på andres bekostning.
De andre jeg har tilbragt skøn tid med, har INTET til fælles (andet end mig) så jeg har været i alle kroge på ovre i det relationsmæssige departement - og det har været helt fantasitsk, og på mange måder inspirerende til at udforske og genopleve.
I dag har jeg været alene! Helt alene! Det har været skønt!
Ikke at jeg ikke holder af at være sammen med andre. Det gør jeg da - bevares, men når jeg er alene, så føler jeg mig alene. Jeg føler jeg er den eneste der eksisterer i hele verd...nej universet - også selvom jeg (selvfølgelig) godt kan se der er andre, men i mine øjne, omsat til min verden, er de kun skygger, og ikke som sådan eksisterende, og jeg er af den overbevisning, at de i hvertfald ikke kan se mig. Mest fordi jeg er ikke-eksisterende for dem.
Det er en skøn følelse.
Jeg elsker at gå i biografen alene. Faktisk elsker jeg at gøre ting alene. Jeg elsker den uafhængighed og uforpligtelse sammenlagt med den følese af sejr(?) og overvindelse(?) af de sociale normer der ofte forelægger, ved at gøre ting alene. Jeg føler mig i hvertfald lidt stærkere og lidt mere i zen med både mig selv og resten, når jeg har gjort noget for mig selv for mig selv.
At filmen så skulle forestille at være uhyggelig, bidrog muligvis til en endnu større følelse af sejr i det øjeblik jeg indtog sal 5 række 7 sæde 2.
Så uhyggelig var den heller ikke - filmen...
Chefen havde godtnok ødelagt det lidt for mig, ved (i bedste mening - og lidt for at manifestere at han altså nåede at se den først) at skrive, at den var den tammeste og mest forudsigelige af de film der er i (nu) trillogien the Ring(s).
Men han havde ret.
Den var slet ikke nådesløs nok, og alt det uhyggelige var indlysende og relevant.
Det er først når der ingen sammenhæng er i det uhyggelige, at det rent faktisk er uhyggeligt.
Og det er, efter min mening - hvis man spurgte mig, og vi antog den havde nogen betydning, helt malplaceret med en skurk i en film der skulle forestille at balancere mellem det absurde, gys og horror - men det er muligvis mig, der her fået etableret nogle helt forkvaklede idéer og forventninger om hvad gys og horror er. Måske burde jeg genopfriske Rikke Schubart?
Jeg skulle virkelig lægge bånd på mig selv, for ikke at tage kvælertag på dem der sad foran mig, eller bare prikke dem på den ene skulder. Ikke fordi de var irriterende eller noget, men mest fordi de ville få en oplevelse for livet.
Det der afholdt mig fra at gøre det, var min fornuft, hvilket manifesterede mig i, at jeg ikke har givet slip på det hele endnu...
Eller jeg fik mig da en lur eller to, med dertilhørende mareridt på sofaen efter den meget sene morgenmad, som faktisk rent tidsmæssigt sorterer under frokost.
Jeg kan ikke huske hvad det første mareridt handlede om, men det må ikke have traumatiseret mig tilstrækkeligt, eftersom jeg hovedkulds kastede mig uforfærdet ind i den anden lur, og dermed mareridt nummer to.
Vågnede badet i sved. Ikke på grund af mit mareridt, men fordi jeg havde to tæpper og tre mexicanske kamphunde på.
Jeg har haft en weekend, hvor jeg har været omgivet af en masse mennesker jeg holder af - på nær ham den fede, men det kan jeg måske lære, hvis jeg lærer ham at kende. Ikke desto mindre, så indeholdt han (udover en masse gas - tarmgas...) en stor underholdningsværdi, og det er jo altid fedt(!) at få et billigt grin på andres bekostning.
De andre jeg har tilbragt skøn tid med, har INTET til fælles (andet end mig) så jeg har været i alle kroge på ovre i det relationsmæssige departement - og det har været helt fantasitsk, og på mange måder inspirerende til at udforske og genopleve.
I dag har jeg været alene! Helt alene! Det har været skønt!
Ikke at jeg ikke holder af at være sammen med andre. Det gør jeg da - bevares, men når jeg er alene, så føler jeg mig alene. Jeg føler jeg er den eneste der eksisterer i hele verd...nej universet - også selvom jeg (selvfølgelig) godt kan se der er andre, men i mine øjne, omsat til min verden, er de kun skygger, og ikke som sådan eksisterende, og jeg er af den overbevisning, at de i hvertfald ikke kan se mig. Mest fordi jeg er ikke-eksisterende for dem.
Det er en skøn følelse.
Jeg elsker at gå i biografen alene. Faktisk elsker jeg at gøre ting alene. Jeg elsker den uafhængighed og uforpligtelse sammenlagt med den følese af sejr(?) og overvindelse(?) af de sociale normer der ofte forelægger, ved at gøre ting alene. Jeg føler mig i hvertfald lidt stærkere og lidt mere i zen med både mig selv og resten, når jeg har gjort noget for mig selv for mig selv.
At filmen så skulle forestille at være uhyggelig, bidrog muligvis til en endnu større følelse af sejr i det øjeblik jeg indtog sal 5 række 7 sæde 2.
Så uhyggelig var den heller ikke - filmen...
Chefen havde godtnok ødelagt det lidt for mig, ved (i bedste mening - og lidt for at manifestere at han altså nåede at se den først) at skrive, at den var den tammeste og mest forudsigelige af de film der er i (nu) trillogien the Ring(s).
Men han havde ret.
Den var slet ikke nådesløs nok, og alt det uhyggelige var indlysende og relevant.
Det er først når der ingen sammenhæng er i det uhyggelige, at det rent faktisk er uhyggeligt.
Og det er, efter min mening - hvis man spurgte mig, og vi antog den havde nogen betydning, helt malplaceret med en skurk i en film der skulle forestille at balancere mellem det absurde, gys og horror - men det er muligvis mig, der her fået etableret nogle helt forkvaklede idéer og forventninger om hvad gys og horror er. Måske burde jeg genopfriske Rikke Schubart?
Jeg skulle virkelig lægge bånd på mig selv, for ikke at tage kvælertag på dem der sad foran mig, eller bare prikke dem på den ene skulder. Ikke fordi de var irriterende eller noget, men mest fordi de ville få en oplevelse for livet.
Det der afholdt mig fra at gøre det, var min fornuft, hvilket manifesterede mig i, at jeg ikke har givet slip på det hele endnu...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar