lørdag den 19. november 2016

Hvor fanden er jeg?

I dag præsterede jeg at komme for sent til ikke bare ét kursus, men hele TO kurser!
Det ene kursus var godt nok ikke et jeg skulle deltage på, men det afholdte mig skam ikke fra at komme brasende ind af døren, helt forstyrret og stresset, med min taske, jakke og telefon i favnen. Nøglekæden og ear plugsene var viklet (lige lovligt) stramt rundt om halsen, og håret lignede noget der havde været i klemme i bildøren hele vejen fra Aalborg til Comwell i Middelfart - hvilket det ikke havde. Det skete nemlig først i Haverslev til Aalborg på turen hjem...

Helt diskret, eller så diskret som man nu kan være med sådan et tabernakkel, satte jeg mig bagerst i lokalet.
Oppe foran stod én (ja, jeg kan ikke engang huske om det var en mand eller dame) og fortalte om noget jeg ikne helt forstod. Men altså jeg skulle jo også lige have mig sat og have mig samlet, efter køreturen der blandt andet bød på et trafikuheld in ekstremis, heldigvis ikke med mig impliceret. Men vi snakker bil der lå på sit tag i den nordgående vejbane, og to helt krøllede biler oppe på en skrænt i rabatten i sydgående retning. Håber ikke alle tre biler var fra samme uheld, for så havde det gået vildere for sig, end jeg overhovedet turde forestille mig.

Jeg er for halvanden måned siden startet i nyt job. Det betyder at jeg har skiftet øjen-specialet ud med øre næse hals-specialet. Under det speciale sorterer også allergi og svimmelhed.
Jeg aner ikke en skid om svimmelhed, udover jeg har lært at manipulere øresten på plads, men derudover er jeg ganske blank på det område,
Det var nok også derfor jeg ikke helt tog notits at det underviseren oppe foran sagde, da vedkommende, mens jeg var til stede, var meget fagspecifik helt ned på detailplanet. Indtil der blev sagt BØRNEINKONTINENS!!!

Der gik det op for mig, at der var noget HELT GALT (med mig)
Jeg var på det falske kursus!!!
Jeg havde simpelthen crashet et kursus for børnesygdplejersker, og jeg er da helt sikker på det var spændende, det er slet ikke det, men altså...

Jeg rejser mig stille som en Ninja, og sniger mig (næsten) ubemærket og lydløst ud af lokalet. Eller jeg ved ikke helt hvor lydløs jeg var, da jeg intet kunne høre for den stresspuls der dunkede løs inde i mit hoved!
Ud i receptionen for at forhøre mig om der evt skulle være et andet kursus. Eventuelt et kursus for øre næse hals typer...
Der var et kursus for noget autoreservedels-noget, hvilket ikke lød decideret uspændende, men jeg havde på fornemmelsen, at jeg hellere måtte indfinde mig på det ægte kursus, som viser sig at være ganske ikke eksisterende.
Jeg havde i hvertfald ikke den fjerneste idé om, at det kursus jeg skulle på hed Interacoustics, som jeg godt nok fik at vide i receptionen på Comwell, blev afholdt på deres søsterhotel Kongebrogaarden.
Men ovre på den anden side af vejen, på Hotel Severin, afholdte man også kurser, så der var en god mulighed for det kunne være der.

På Hotel Severin var det eneste sundhedsrelaterede kursus noget onkologi-noget, og jeg overvejede seriøst at tage det i stedet, mens jeg spekulerer på om det ægte var i DAG jeg skulle på kursus, eller om jeg både skulle opleve det falske kursus på det falske sted på den falske dag - ikke at det ville komme som en helt vild overraskelse, hvis det først var på næste fredag...
Min kollega, Jane kunne jeg ikke få fat i - for hun var jo på kursus (og havde de helt specifikke detaljer om hvilket kursus vi skulle på, og ikke mindst HVOR)
Til gengæld fik jeg sat tre virkelig søde og hjælpsomme receptionister på Hotel Severin i sving med at ringe land og rige rundt, for at forhøre sig om hvilke kurser de forskellige hoteller og kursuscentre holdt i dag. Da der ikke var gevinst i Middelfart, ekspanderede de jagtterrænet til både Kolding og Frederecia - uden held...
Helt udtamponeret af panik og stress ringer jeg til min chef, der ikke tager telefonen, og som sidste livline prøver jeg at ringe til en anden øre næse halslæge i Aalborg, for at høre om dehelt tilfældigvis har sygeplejersker sendt på kursus, og i så fald HVOR!
Jeg lægger ud med at være nummer to i køen... Takker de søde receptionister på Hotel Severin, og er nummer ét i køen!

Indtil jeg (næsten) kommer igennem... Men af én eller anden årsag bliver jeg kylet af linjen, og bliver skudt tilbage til at være nummer FEM i køen!!!

Min tilstand er nu kritisk! Og som en frelsende engel giverchefen lyd fra sig.
Jeg får den specifikke location, og ankommer til dagens andet kursus med en forsinkelse på 45 minutter!

Det er bare som om man er helt ved siden af sig selv sådan en dag. Altså mere end habituelt, men til gengæld var der god mad og kager!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar