Som jeg skrev, så peakede mit liv i fredags. Det betyder, at det fra nu af kun kan gå nedad bakke.
Den deroute startede så i dag...
Det havde været under optræk, men jeg troede ikke det ville gå så galt, som det gjorde.
Humørbussen har jo nok ikke været helt 100 % ved muffen, og jeg var udemærket klar over, at det kun var et spørgsmål om ganske kort tid, før det var definitivt forbi.
Men fordi den til det sidste tid var så frisk, så kom det alligevel som et chok, da mekanikeren sagde noget om gået topstykke med metastaser til cylindre (er alligevel overrasket over cylindre trods alt var i pluralis) og erklærede den for død, og den havde endda lige fået både sprinklervæske og en helt frisk liter olie for ganske få dage siden, så appetitten var jo helt fin, den havde fået en Stelton parkeringsskive og nye vinduesviskere, og den var så stolt og glad.
Jeg fik lov at tilse den straks efter dødstidspunktet var blevet defineret. Den var stadig på liften.
Aldrig havde den set så lille og skrøbelig ud, som den stod der med ledninger og kabler ud af motorrummet og ned af forskærmene.
Det var tragisk og smukt på samme tid. Den så virkelig fredfyld ud, trods den makabre iscenesættelse med kabler og ledninger.
Der er bare så mange ting den aldrig fik nået sammen med mig, fordi vi var var sikre på, at vi havde alverdens tid for os.
Den nåede aldrig at køre tør for benzin, da den havde en helt særlig evne til tappert at køre til nærmeste tankstation på dampene og viljen.
Den nåede aldrig at udløse nogle af de mange air bags den var indehaver af.
Den nåede aldrig op på kogepunktet. Uanset hvor varmt der var, så stod varmemåleren altid stabilt lige i midten af skalaen - og det havde intet at gøre med, at speedometeret - eller triptælleren for den sags skyld kun virkede en sjælden gang imellem.
Den nåede aldrig at prøve at blive vasket i vaskehal - eller blive vasket i det hele taget...
Det bliver svært at få det fortalt til børnene. De havde ikke engang prøvet at kaste op udover sæderne eller noget...
Det er bare den slags hændelser, der manifesterer én gang for alle, at man skal leve i nuet, og ikke udskyde ting til i morgen, fordi man aldrig ved om i morgen kommer.
Der bliver ikke noget i morgen for humørbussen, men til gengæld er der masser af minder trods vores alt for få år sammen.
Når savnet bliver for stort, vil jeg lukke øjnene og tænke tilbage på den vinter, hvor blæseren ikke virkede, og vi kørte rundt i en bil med ruder der duggede enten meget eller sygt meget alt efter hvor fugtigt der var i vejret, og det var der!
Eller den aften, hvor speederkablet var frosset fast, og den skød en omdrejningshastighed på 3000000 - selvom vi holdt for rødt med koblingen så hårdt i bund, at den ville være gået gennem den sprøde butterdejsagtige bund, hvis det ikke var fordi bundmåtterne var så solide. Alligevel blev humørbussen ikke varm. Det gjorde asfalten til gengæld...
Den har adskillige gange transporteret mig til København OG hjem igen, uden at give det mindste kny. Eller jeg tror ikke den gav et kny, men jeg må indrømme at jeg formentlig ikke ville høre det, hvis den gjorde, fordi der som regel var noget der larmede så meget, at jeg var nødt til at skrue radioen utroligt højt op, for at overdøve det.
Selv de gang den er blevet hentet som én af de absolut aller sidste i hospitalets parkeringshus, har den ikke båret nag. Eller i hvertfald ikke noget af nævneværdig betydning. Den startede jo altid i 4. eller 5. forsøg, når den havde fået sat mig på plads, og jeg havde fået givet en undskyldning.
På vej til værkstedet kunne jeg med det samme fornemme, at den var svag og træt. Qua den 1,2 motor, så har den jo aldrig haft den hurtigste accelration, men i dag var helt enestående. Enestående dårligt med 0-60 km/t på noget der minder om 20 minutter, og med en absolut tophastighed på ca. 80 km/t, så kan jeg næsten ikke tro, at det var os, der blev blitzet udenfor Åbybro i dag. Det MÅ have været den hvide bil, der overhalede os i samme øjeblik det røde lys blæste ud af vinduet på den hvide kassebil.
Men på en måde er det da en ret "I don't give a fuck" agtig attitude, hvis det sidste man gør, som bil, inden man for evigt slukker lygterne, er at hive en fartbøde samtidig med man kører på absolut sidste vers.
Kære humørbus!
Tak for alt. Tak for alle glæder, men også for det kvalificerede modspil du aldrig holdt op med give mig.
Du lod dig aldrig koste rundt med. Så kan det godt være man må køre både 110 km/t og 130 km/t på de danske motorveje, men hvis du syntes 80 km/t var passende, så kunne jeg træde nok så insisterende på speederen. Du stod fast som en klippe! Vi var i perioder ikke den mest populære ekvipage på mototvejen, men vi var sammen!
Jeg kommer til at savne dig! Den vedholdende odour af våd hund indtil varmeblæseren havde varmet kabinen op - når den virkede. Den løse forbindelse i speedometer-departementet, der gjorde, at man kun lejlighedsvist (her snakker vi sjældne lejligheder) kunne se hvor stærkt man kørte, som lærte mig at sjusse mig frem til en hastighed baseret på omsrejningstællerens placering, og som gjorde at kilometertælleren ikke kunne aflæses. Men til gengæld blinkede det digitale ur (næsten) i takt med musikken.
Jeg kommer til at savne den spænding der altid var forbundet med et større skybrud i forhold til om du nu denne gang ville gå i total opløsning, da det jo ikke skal være nogen hemmelighed, at det primært var lakeringen der var skyld i at du ikke smuldrede.
Eller den generelle spænding, når du skulle starte, hvilket du gjorde hver gang - næsten...
Kære Humørbus
Ikke alle har formået at få en sang skrevet og dedikeret sig, når man er en bil.
Men du var jo ikke bare en bil.
Du var HUMØRBUSSEN!
R.I.P
Humørbussen!
Den deroute startede så i dag...
Det havde været under optræk, men jeg troede ikke det ville gå så galt, som det gjorde.
Humørbussen har jo nok ikke været helt 100 % ved muffen, og jeg var udemærket klar over, at det kun var et spørgsmål om ganske kort tid, før det var definitivt forbi.
Men fordi den til det sidste tid var så frisk, så kom det alligevel som et chok, da mekanikeren sagde noget om gået topstykke med metastaser til cylindre (er alligevel overrasket over cylindre trods alt var i pluralis) og erklærede den for død, og den havde endda lige fået både sprinklervæske og en helt frisk liter olie for ganske få dage siden, så appetitten var jo helt fin, den havde fået en Stelton parkeringsskive og nye vinduesviskere, og den var så stolt og glad.
Jeg fik lov at tilse den straks efter dødstidspunktet var blevet defineret. Den var stadig på liften.
Aldrig havde den set så lille og skrøbelig ud, som den stod der med ledninger og kabler ud af motorrummet og ned af forskærmene.
Det var tragisk og smukt på samme tid. Den så virkelig fredfyld ud, trods den makabre iscenesættelse med kabler og ledninger.
Der er bare så mange ting den aldrig fik nået sammen med mig, fordi vi var var sikre på, at vi havde alverdens tid for os.
Den nåede aldrig at køre tør for benzin, da den havde en helt særlig evne til tappert at køre til nærmeste tankstation på dampene og viljen.
Den nåede aldrig at udløse nogle af de mange air bags den var indehaver af.
Den nåede aldrig op på kogepunktet. Uanset hvor varmt der var, så stod varmemåleren altid stabilt lige i midten af skalaen - og det havde intet at gøre med, at speedometeret - eller triptælleren for den sags skyld kun virkede en sjælden gang imellem.
Den nåede aldrig at prøve at blive vasket i vaskehal - eller blive vasket i det hele taget...
Det bliver svært at få det fortalt til børnene. De havde ikke engang prøvet at kaste op udover sæderne eller noget...
Det er bare den slags hændelser, der manifesterer én gang for alle, at man skal leve i nuet, og ikke udskyde ting til i morgen, fordi man aldrig ved om i morgen kommer.
Der bliver ikke noget i morgen for humørbussen, men til gengæld er der masser af minder trods vores alt for få år sammen.
Når savnet bliver for stort, vil jeg lukke øjnene og tænke tilbage på den vinter, hvor blæseren ikke virkede, og vi kørte rundt i en bil med ruder der duggede enten meget eller sygt meget alt efter hvor fugtigt der var i vejret, og det var der!
Eller den aften, hvor speederkablet var frosset fast, og den skød en omdrejningshastighed på 3000000 - selvom vi holdt for rødt med koblingen så hårdt i bund, at den ville være gået gennem den sprøde butterdejsagtige bund, hvis det ikke var fordi bundmåtterne var så solide. Alligevel blev humørbussen ikke varm. Det gjorde asfalten til gengæld...
Den har adskillige gange transporteret mig til København OG hjem igen, uden at give det mindste kny. Eller jeg tror ikke den gav et kny, men jeg må indrømme at jeg formentlig ikke ville høre det, hvis den gjorde, fordi der som regel var noget der larmede så meget, at jeg var nødt til at skrue radioen utroligt højt op, for at overdøve det.
Selv de gang den er blevet hentet som én af de absolut aller sidste i hospitalets parkeringshus, har den ikke båret nag. Eller i hvertfald ikke noget af nævneværdig betydning. Den startede jo altid i 4. eller 5. forsøg, når den havde fået sat mig på plads, og jeg havde fået givet en undskyldning.
På vej til værkstedet kunne jeg med det samme fornemme, at den var svag og træt. Qua den 1,2 motor, så har den jo aldrig haft den hurtigste accelration, men i dag var helt enestående. Enestående dårligt med 0-60 km/t på noget der minder om 20 minutter, og med en absolut tophastighed på ca. 80 km/t, så kan jeg næsten ikke tro, at det var os, der blev blitzet udenfor Åbybro i dag. Det MÅ have været den hvide bil, der overhalede os i samme øjeblik det røde lys blæste ud af vinduet på den hvide kassebil.
Men på en måde er det da en ret "I don't give a fuck" agtig attitude, hvis det sidste man gør, som bil, inden man for evigt slukker lygterne, er at hive en fartbøde samtidig med man kører på absolut sidste vers.
Kære humørbus!
Tak for alt. Tak for alle glæder, men også for det kvalificerede modspil du aldrig holdt op med give mig.
Du lod dig aldrig koste rundt med. Så kan det godt være man må køre både 110 km/t og 130 km/t på de danske motorveje, men hvis du syntes 80 km/t var passende, så kunne jeg træde nok så insisterende på speederen. Du stod fast som en klippe! Vi var i perioder ikke den mest populære ekvipage på mototvejen, men vi var sammen!
Jeg kommer til at savne dig! Den vedholdende odour af våd hund indtil varmeblæseren havde varmet kabinen op - når den virkede. Den løse forbindelse i speedometer-departementet, der gjorde, at man kun lejlighedsvist (her snakker vi sjældne lejligheder) kunne se hvor stærkt man kørte, som lærte mig at sjusse mig frem til en hastighed baseret på omsrejningstællerens placering, og som gjorde at kilometertælleren ikke kunne aflæses. Men til gengæld blinkede det digitale ur (næsten) i takt med musikken.
Jeg kommer til at savne den spænding der altid var forbundet med et større skybrud i forhold til om du nu denne gang ville gå i total opløsning, da det jo ikke skal være nogen hemmelighed, at det primært var lakeringen der var skyld i at du ikke smuldrede.
Eller den generelle spænding, når du skulle starte, hvilket du gjorde hver gang - næsten...
Kære Humørbus
Ikke alle har formået at få en sang skrevet og dedikeret sig, når man er en bil.
Men du var jo ikke bare en bil.
Du var HUMØRBUSSEN!
R.I.P
Humørbussen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar