Dagen kom, hvor min intense løbetræning skulle stå sin eksamen!
Altså den træning der til sammen udgør max 7 træningsture på omkring 30 km siden påske...
Men hvis jeg lover noget, så står jeg ved det, navnligt når der er hjemmebagt banankage med i spillet, så er jeg ikke for fin til at eksponere mig selv i alt for stramme spandexbuser og snot i to massive brammer ud af næsen.
Jeg er ikke på nogen måde topatlet (hvis I fejlagtigt skulle have fået et andet indtryk), men man kan de utroligste ting, hvis man har viljen til det, og hvis man har vinden i ryggen!
Mit primære mål med at deltage i Alt for Damernes kvindeløb va at jeg, så vidt det var muligt, skulle løbe ruten uden hverken at kaste op, begynde at græde eller noget der havde noget ned fosterstilling at gøre! Næste ambition var at gennemføre (det lyder sgu også så højtideligt - og lidt som om jeg skulle løbe tværs over Indlandsisen i bare fødder) uden at gå, hvilket jeg ikke havde gjort på nogle af mine utallige max 7 trænigsture.
Jeg kan med stolthed meddele, at jeg kan sætte flueben ved alle målene! Ingen opkast, ingen gråd, ingen fosterstilling MEN løb uden stop! Eller "løb" - hvis ret skal være ret...
Jojo bevares! Jeg overhalede rent faktisk også et par stykker der hverken havde rollator eller førehund med, men som rent faktisk også løb, eller "løb"... Vi befandt os i hvertfald i svævestadiet, som jo er afgørende for om gangarten er ja, gang eller løb. Men jeg skal ikke afvise at en kapganger eller hedder det kapgænger? i frisk gang ville kunne overhale mig, så jeg ville blive blæst omkuld.
Jeg er ikke nogen sprinter. Jeg nægter at tro man har anlæg for at løbe hurtigt, når ens ben er så grotesk korte, som mine ben er. Altså vi snakker, STUMPEBUKSER skal lægges op, for jeg ikke skal træde på dem...
Til gengæld er jeg udholdende, og som med alle gamle damplokomotiver, så er jeg lidt træg i starten, men kommer jeg først fra start, SÅ kan jeg også blive ved! Eller i hvertfald blive ved til jeg ikke kan mere - men det lød da godt, ikk?
Selve eventen var fin. Vi (mine sportsagtige - hvor jeg var den der nok var mest agtig frem for sport - kollegaer) slog lejr i Marabouteltet! Der var chokolade AD LIBITUM og tørvejr!
Opvarmningen var alibi, men energisk, og starten var helt ok. Folk viste hensyn og havde lagt albuerundsavene der hjemme.
Det hele gik - eller løb tøhø - gnidningsløst rent logistikmæssigt, og ruten passede helt perfekt til mig.
Så selvom jeg i virkeligheden hader at løbe, så kan jeg ikke udelukke at jeg godt kan finde på at løbe igen, sådan helt af egen fri vilje... Om ikke andet, så for at arbejde lidt med tiden.
Jeg er ikke på nogen måde topatlet (hvis I fejlagtigt skulle have fået et andet indtryk), men man kan de utroligste ting, hvis man har viljen til det, og hvis man har vinden i ryggen!
Mit primære mål med at deltage i Alt for Damernes kvindeløb va at jeg, så vidt det var muligt, skulle løbe ruten uden hverken at kaste op, begynde at græde eller noget der havde noget ned fosterstilling at gøre! Næste ambition var at gennemføre (det lyder sgu også så højtideligt - og lidt som om jeg skulle løbe tværs over Indlandsisen i bare fødder) uden at gå, hvilket jeg ikke havde gjort på nogle af mine utallige max 7 trænigsture.
Jeg kan med stolthed meddele, at jeg kan sætte flueben ved alle målene! Ingen opkast, ingen gråd, ingen fosterstilling MEN løb uden stop! Eller "løb" - hvis ret skal være ret...
Jojo bevares! Jeg overhalede rent faktisk også et par stykker der hverken havde rollator eller førehund med, men som rent faktisk også løb, eller "løb"... Vi befandt os i hvertfald i svævestadiet, som jo er afgørende for om gangarten er ja, gang eller løb. Men jeg skal ikke afvise at en kapganger eller hedder det kapgænger? i frisk gang ville kunne overhale mig, så jeg ville blive blæst omkuld.
Jeg er ikke nogen sprinter. Jeg nægter at tro man har anlæg for at løbe hurtigt, når ens ben er så grotesk korte, som mine ben er. Altså vi snakker, STUMPEBUKSER skal lægges op, for jeg ikke skal træde på dem...
Til gengæld er jeg udholdende, og som med alle gamle damplokomotiver, så er jeg lidt træg i starten, men kommer jeg først fra start, SÅ kan jeg også blive ved! Eller i hvertfald blive ved til jeg ikke kan mere - men det lød da godt, ikk?
Selve eventen var fin. Vi (mine sportsagtige - hvor jeg var den der nok var mest agtig frem for sport - kollegaer) slog lejr i Marabouteltet! Der var chokolade AD LIBITUM og tørvejr!
Opvarmningen var alibi, men energisk, og starten var helt ok. Folk viste hensyn og havde lagt albuerundsavene der hjemme.
Det hele gik - eller løb tøhø - gnidningsløst rent logistikmæssigt, og ruten passede helt perfekt til mig.
Så selvom jeg i virkeligheden hader at løbe, så kan jeg ikke udelukke at jeg godt kan finde på at løbe igen, sådan helt af egen fri vilje... Om ikke andet, så for at arbejde lidt med tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar