Når man er dedikeret til noget, så vil man gerne fortælle det til hele verden! Eller man behøver ikke som sådan at være dedikeret. Det kan også være når noget fylder meget i ens liv.
Som for eksempel min røv! Altså, den er jo ikke stor stor, som i: "holda kæft en stor røv", den fylder ikke vildt meget i landskabet, men den er lang!!! Hvor mange squats skal man lige tage, for røven stopper det meget omklamrende attentat, den er igang med på ens baglår?!?! Hver gang jeg taget et skridt, så kan jeg simpelthen mærke, hvordan mine balder modvilligt slipper den friktionsalliance de har gang i med mine baglår! Man kan nærmest høre lyden, når de overgiver sig. (Det lyder som når man skiller to stykker fluepapir ad!) - for så ved næste skridt at genetablere det solide favntag!
Nej! Jeg har ikke en lille røv og store lår! Det er min røv der hænger nede på mine lår, og gør de ser store ud! Min røv er nærmest en ud i ét røv, og her er vi igen tilbage ved min fysiske svampebob firkant fremtoning.
Udover min røv, så har løb fyldt uhensigtsmæssigt i mit liv den seneste tid, og det er ikke fordi jeg er blevet en dedikeret løber! At all...
I dag har jeg for eksempel løbet min værste tur nogensinde! Det hele var imod mig! Solen, vinden og mine underbukser!
En ting er at man kæmper sig tappert frem med solen lige i masken, man kan kigge ned i jorden. Vinden kan også være sin sag, men så længe man holder fosfæstet. Men når underbukserne insisterer på at kile sig så langt op mellem balderne, at man kan fornemme bomuld og bremsespor i svælget, SÅ er det uendeligt at løbe 5 km på halvanden time!
Kombinationen at opadgående underbenklæder og lidet flatterende stramme spandexbukser er ubamhjertig!
Men det moriverer til at sætte tempoet op, og få det overstået hurtigst muligt! Og her bliver bomuldsudtamponeringen en sand lise, i forhold til den brændende fornemmelse et lidt for højt tempo i forhold til den egentlige form akkumulerer.
Man befinder sig på det tidspunkt i et ondskabsfuldt limbo mellem en brændende fornemmelse mellem balderne forårsaget af den uhellige alliance mellem obsternasig bomuld og urokkelig spandex, OG en bilateral mellemting af brændende og skærende i underekstremiteterne!
Man glemmer helt man har kvalme og ser heller ikke længere de røde pletter der ellers har ledsaget mig nærmest fra jeg tog hjemmefra...
Det er helt normalt at kunne mærke pulsen både i hovedet og brystet efter sådan en anstrengende og uendelig løbetur, men når man også kan mærke pulsen i røven...
Så det der fylder meget i mit liv for tiden, er løb og min røv, og man kan også godt sige, at det er det der holder mig i live, eller i hvertfald indikerer jeg rent faktisk ER i live, og selvom jeg periodisk føler jeg er døden nær, så fortæller pulsen mig noget andet!
Som for eksempel min røv! Altså, den er jo ikke stor stor, som i: "holda kæft en stor røv", den fylder ikke vildt meget i landskabet, men den er lang!!! Hvor mange squats skal man lige tage, for røven stopper det meget omklamrende attentat, den er igang med på ens baglår?!?! Hver gang jeg taget et skridt, så kan jeg simpelthen mærke, hvordan mine balder modvilligt slipper den friktionsalliance de har gang i med mine baglår! Man kan nærmest høre lyden, når de overgiver sig. (Det lyder som når man skiller to stykker fluepapir ad!) - for så ved næste skridt at genetablere det solide favntag!
Nej! Jeg har ikke en lille røv og store lår! Det er min røv der hænger nede på mine lår, og gør de ser store ud! Min røv er nærmest en ud i ét røv, og her er vi igen tilbage ved min fysiske svampebob firkant fremtoning.
Udover min røv, så har løb fyldt uhensigtsmæssigt i mit liv den seneste tid, og det er ikke fordi jeg er blevet en dedikeret løber! At all...
I dag har jeg for eksempel løbet min værste tur nogensinde! Det hele var imod mig! Solen, vinden og mine underbukser!
En ting er at man kæmper sig tappert frem med solen lige i masken, man kan kigge ned i jorden. Vinden kan også være sin sag, men så længe man holder fosfæstet. Men når underbukserne insisterer på at kile sig så langt op mellem balderne, at man kan fornemme bomuld og bremsespor i svælget, SÅ er det uendeligt at løbe 5 km på halvanden time!
Kombinationen at opadgående underbenklæder og lidet flatterende stramme spandexbukser er ubamhjertig!
Men det moriverer til at sætte tempoet op, og få det overstået hurtigst muligt! Og her bliver bomuldsudtamponeringen en sand lise, i forhold til den brændende fornemmelse et lidt for højt tempo i forhold til den egentlige form akkumulerer.
Man befinder sig på det tidspunkt i et ondskabsfuldt limbo mellem en brændende fornemmelse mellem balderne forårsaget af den uhellige alliance mellem obsternasig bomuld og urokkelig spandex, OG en bilateral mellemting af brændende og skærende i underekstremiteterne!
Man glemmer helt man har kvalme og ser heller ikke længere de røde pletter der ellers har ledsaget mig nærmest fra jeg tog hjemmefra...
Det er helt normalt at kunne mærke pulsen både i hovedet og brystet efter sådan en anstrengende og uendelig løbetur, men når man også kan mærke pulsen i røven...
Så det der fylder meget i mit liv for tiden, er løb og min røv, og man kan også godt sige, at det er det der holder mig i live, eller i hvertfald indikerer jeg rent faktisk ER i live, og selvom jeg periodisk føler jeg er døden nær, så fortæller pulsen mig noget andet!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar