Hvad er der med kvinder og mænd med utroligt grimme tænder? Altså udover at kvinderne er vilde med mænd med grimme tænder...
Robbie Williams, ham der fra Take That... Ham er vi vilde med os kvinder! Hold da op som han er en frækkert, med utroligt offensive kindtænder! Jojo bevares, han er næsten undskyldt, for når man synger, kræves det (tilsyneladende) at man får ansigtet trukket ud i lidet flatterende yderpositioner, som medfører en meget uheldig eksponering af dentalt udstyr... Så Robbie Williams er lidt i en klasse for sig, og undskyldt...
Derimod har vi to rendyrkede kvindeMAGNETER her hjemme i lille bitte Danmark.
Mads Mikkelsen og Liam O Connor! De to!!! Har det til fælles, altså udover at være med i de fleste kvinders meget private tankegang, at de har en sygelig trang til, via deres utroligt bredmundede smil, at flashe deres KINDtænder! Og er det bare mig, eller er de to omtalte personager i besiddelse af et større antal kindtænder end gennemsnittet? Så vidt vides har burde vi være udstyret nogenlunde ens rent dentalt, men der er jo altid nogen der vil skille sig ud, og som heller ikke er for fine til at gøre et nummer ud af det...
Men måske HAR de flere kindtænder end andre, fordi man ofte skiller sig af med sine visdomstænder. Adskillelsen med disse tænder forårsages jo typisk af pladsproblemer i munden. Men fordi de to kvindemagneter åbenbart er i besiddelse af en bredere mund end andre kan det lade sig gøre. Nå ja, så kan det muligvis også have noget at gøre med, at de resterende tænder sidder så skævt, at de nærmest sidder i to lag, og så er det jo ingen sag at have 18 kindtænder...
Så hellere Michael Laudrups tænder. Han har da trods alt en god chance for at få et anstændigt tandsæt, når han begynder at skifte mælketænderne ud... Hvilket nok cirka sker samtidig med at Allan Olsens stemme går i overgang!
søndag den 30. september 2012
tirsdag den 14. august 2012
Man mærker slet ikke mærket
Nå, men så er jeg blevet opfordret af flere til at få lidt gang i skriveriet igen. Eller det gælder vel som flere, når den der har opfordret mig til det i et mindre omfang lider af personlighedsforstyrrelser...
Kender I det der med, at man finder billeder af sig selv, som kan dateres 6-7 år tilbage? Dengang man var i sit livs form? Bevares, rund er også en form, og kageform kan tolkes på mage måder. Ikke at jeg har hengivet mig til overvægtens onde og kolesterolprovokerende vold, men man er bare aldrig helt tilfreds vel?
Man vil altid gerne være bare lidt tyndere og have bare en anelse længere øjenvipper...
Jeg var i byen i lørdags! Iført høje hæle, flad mave og en makeup der var så dramatisk god, at man hverken lagde mærke til mine utroligt korte øjenvipper eller det halve kilo glimmer "nogen" havde påmonteret mit ansigt og størstedelen af øverste torso.
Det gode ved at gå i byen de samme steder med de samme mennesker er, at intet ændrer sig, altså bortset fra rynkerne og poserne under øjnene, der avancerer sig til en nyt og overraskende level for hver gang.
Men på en måde er det både trygt og ualmindeligt bekræftende. Trygt, fordi man på intet tidspunkt bliver overrasket over noget som helst. Selv dramaerne er de samme, bare med nye statister. Bekræftende fordi det sgu da er ren optur at JEG holder mig så godt, og stadig ligner én på 24 år, når ALLE de andre tydeligvis er blevet meget meget ældre på både krop og sjæl.
Det kiksede, for mit vedkommende, ved at gå i byen, er når "man" har investeret i det fineste stykke H&M konfektion, bragt det hjem og man lige vil teste om det nu er egnet til formålet, bliver så distraheret, at man efter tre timer i byen, en Heineken og en Ginger Ale forklædt som en meget stærk og fancy drink vender hjem med en selvtilfreds "still going strong" følelse i kroppen der ikke forresten overhovedet ikke ligner en krop der har skudt to børn ud på hhv 3910 g og 3370 g med fire års interval, og opdager, at det den ganske aften har være muligt Gud og hver mand samt pøbel at beskue, at min nye H&M ekvipering har stået mig i 69,95 gode danske kroner! Men hvis ikke jeg skulle kunne gå i byen iført tøj med prismærke på, hvem helvede skulle så?
Det værste ved episoden var, at jeg egentlig ikke engang udviste hverken bestyrtelse eller overraskelse, da jeg opdagede det. Nærmere bare en tør nøgtern konstatering. Skræmmende ikk?
The happy ending, var at jeg rent faktisk formåede at komme hjem uden frakturer, hudafskrabninger eller blå mærker. Og det til trods for at jeg havde høje hæle på i hele TRE timer!
Så gør det ikke så meget at man safe home falder lidt i søvn på sofaen arm i arm med en pose 37 kroners bakteriebefængt bland selv slik fra Billeren...
Kender I det der med, at man finder billeder af sig selv, som kan dateres 6-7 år tilbage? Dengang man var i sit livs form? Bevares, rund er også en form, og kageform kan tolkes på mage måder. Ikke at jeg har hengivet mig til overvægtens onde og kolesterolprovokerende vold, men man er bare aldrig helt tilfreds vel?
Man vil altid gerne være bare lidt tyndere og have bare en anelse længere øjenvipper...
Jeg var i byen i lørdags! Iført høje hæle, flad mave og en makeup der var så dramatisk god, at man hverken lagde mærke til mine utroligt korte øjenvipper eller det halve kilo glimmer "nogen" havde påmonteret mit ansigt og størstedelen af øverste torso.
Det gode ved at gå i byen de samme steder med de samme mennesker er, at intet ændrer sig, altså bortset fra rynkerne og poserne under øjnene, der avancerer sig til en nyt og overraskende level for hver gang.
Men på en måde er det både trygt og ualmindeligt bekræftende. Trygt, fordi man på intet tidspunkt bliver overrasket over noget som helst. Selv dramaerne er de samme, bare med nye statister. Bekræftende fordi det sgu da er ren optur at JEG holder mig så godt, og stadig ligner én på 24 år, når ALLE de andre tydeligvis er blevet meget meget ældre på både krop og sjæl.
Det kiksede, for mit vedkommende, ved at gå i byen, er når "man" har investeret i det fineste stykke H&M konfektion, bragt det hjem og man lige vil teste om det nu er egnet til formålet, bliver så distraheret, at man efter tre timer i byen, en Heineken og en Ginger Ale forklædt som en meget stærk og fancy drink vender hjem med en selvtilfreds "still going strong" følelse i kroppen der ikke forresten overhovedet ikke ligner en krop der har skudt to børn ud på hhv 3910 g og 3370 g med fire års interval, og opdager, at det den ganske aften har være muligt Gud og hver mand samt pøbel at beskue, at min nye H&M ekvipering har stået mig i 69,95 gode danske kroner! Men hvis ikke jeg skulle kunne gå i byen iført tøj med prismærke på, hvem helvede skulle så?
Det værste ved episoden var, at jeg egentlig ikke engang udviste hverken bestyrtelse eller overraskelse, da jeg opdagede det. Nærmere bare en tør nøgtern konstatering. Skræmmende ikk?
The happy ending, var at jeg rent faktisk formåede at komme hjem uden frakturer, hudafskrabninger eller blå mærker. Og det til trods for at jeg havde høje hæle på i hele TRE timer!
Så gør det ikke så meget at man safe home falder lidt i søvn på sofaen arm i arm med en pose 37 kroners bakteriebefængt bland selv slik fra Billeren...
fredag den 4. maj 2012
Whiskey, social status og seksuel orientering
Hvad er det med whiskey? Ja, jeg drikker det yderst sjældent selv. Måske primært fordi jeg ikke kan lide smagen, men i høj grad også fordi jeg, på trods af at jeg ikke kunne lide det, ikke afholdt mig fra at dele en hel flaske Johnnie Walker Black label med én fra min studiegruppe i hedengangne universitetstid.
Umiddelbart syntes det som en god idé, hvis ikke lige det var for, at vi var midt i at skrive projekt... -OG at min mor skulle komme på besøg næste dag...
Hun kom også på besøg, og gjorde rent (som mødre nu gør), mens jeg lå (meget) tømmermandsramt i min seng tæt flankeret af en rød plasticspand med en svag (ram) lugt af Ajax og bræk...
Siden den dag har jeg ikke rigtig drukket whiskey.
Jeg har dog for ganske nyligt erfaret, at whiskey er SÅ meget andet end, ja, Johnnie Walker og en drik der brænder hele vejen gennem systemet. (Også når den skal ud, hvadenten det er den ene eller den anden vej)
Whiskey er en drik, der tilkendegiver social status og seksuel orientering!
Ude på mit køkkenbord (don't ask why) står for eksempel en flaske 10-year STRAIGHT rye whiskey. Spørgsmålet er bare, hvorfor den mener det er vigtigt at gøre, i en sådan eksplicit grad, opmærksom på at den er "straight"... Er det fordi etiketten i virkeligheden er en slags kontaktannonce? I så fald synes jeg det er sært, at jeg aldrig er stødt på en "gay" whiskey, men måske er det fordi man sjældent er så bevist om at man muligvis er gay, i en alder af 10 år? Eller i hvertfald ikke parat til at skilte med det på sammen måde?... Eller også har jeg bare ikke nærstuderet whiskey etiketterne grundigt nok. For der MÅ være homoseksuel whiskey derude et sted. Jeg vil i min jagt på "gay" rye whiskey som udgangspunkt primært holde øje med de lidt ældre whiskey-typer.
Tilbage til køkkenbords-whiskeyen... Jeg kan nu informere om, at jeg (som et antropologisk forsøg forstås) har streget "straight" over og skrevet "gay" i stedet. Ved eventuel uventet respons vil jeg naturligvis forfatte en detaljeret opfølgning herpå!
Men det stopper ikke ved "srtaight" eller "gay" rye whiskey!
SINGLE malt!!! Javel javel. Min mistanke om etiketternes værdi som kontaktannonce kan jo kun blive bekræftet! Dog har jeg gennemskuet HVORFOR man udelukkende ser "single" malt på "markedet". De andre har jo ikke i samme grad behov for at eksponere sig selv på den måde.
I stedet er jeg overbevist om, at "relationship" malt og "married" malt holder sig for dem selv i dertil indrettede samfund. Vil dog næste gang jeg støver rundt i sprutafdelingen i mit supermarked, holde øje med "it's complicated" malt...
Umiddelbart syntes det som en god idé, hvis ikke lige det var for, at vi var midt i at skrive projekt... -OG at min mor skulle komme på besøg næste dag...
Hun kom også på besøg, og gjorde rent (som mødre nu gør), mens jeg lå (meget) tømmermandsramt i min seng tæt flankeret af en rød plasticspand med en svag (ram) lugt af Ajax og bræk...
Siden den dag har jeg ikke rigtig drukket whiskey.
Jeg har dog for ganske nyligt erfaret, at whiskey er SÅ meget andet end, ja, Johnnie Walker og en drik der brænder hele vejen gennem systemet. (Også når den skal ud, hvadenten det er den ene eller den anden vej)
Whiskey er en drik, der tilkendegiver social status og seksuel orientering!
Ude på mit køkkenbord (don't ask why) står for eksempel en flaske 10-year STRAIGHT rye whiskey. Spørgsmålet er bare, hvorfor den mener det er vigtigt at gøre, i en sådan eksplicit grad, opmærksom på at den er "straight"... Er det fordi etiketten i virkeligheden er en slags kontaktannonce? I så fald synes jeg det er sært, at jeg aldrig er stødt på en "gay" whiskey, men måske er det fordi man sjældent er så bevist om at man muligvis er gay, i en alder af 10 år? Eller i hvertfald ikke parat til at skilte med det på sammen måde?... Eller også har jeg bare ikke nærstuderet whiskey etiketterne grundigt nok. For der MÅ være homoseksuel whiskey derude et sted. Jeg vil i min jagt på "gay" rye whiskey som udgangspunkt primært holde øje med de lidt ældre whiskey-typer.
Tilbage til køkkenbords-whiskeyen... Jeg kan nu informere om, at jeg (som et antropologisk forsøg forstås) har streget "straight" over og skrevet "gay" i stedet. Ved eventuel uventet respons vil jeg naturligvis forfatte en detaljeret opfølgning herpå!
Men det stopper ikke ved "srtaight" eller "gay" rye whiskey!
SINGLE malt!!! Javel javel. Min mistanke om etiketternes værdi som kontaktannonce kan jo kun blive bekræftet! Dog har jeg gennemskuet HVORFOR man udelukkende ser "single" malt på "markedet". De andre har jo ikke i samme grad behov for at eksponere sig selv på den måde.
I stedet er jeg overbevist om, at "relationship" malt og "married" malt holder sig for dem selv i dertil indrettede samfund. Vil dog næste gang jeg støver rundt i sprutafdelingen i mit supermarked, holde øje med "it's complicated" malt...
søndag den 22. april 2012
Hæl ærligt...
Tillykke til mig! Jeg er så blevet den stolte ejer af en sprit ny hælspore.
Altså sådan en hælspore, som i følge diverse sider på nettet omhandlende emnet, er sådan en anordning der typisk indfinder sig på: den overvægtige platfodede type fra 50-60 års alderen.
Man har i hvertfald ikke hælspore hvis man er under 35 år. Dét står der selv på nettet, og atter engang må jeg konstatere, at jeg ikke er ung længere, for 35 i den term, må være adskillelsen mellem ung og gammel...
Efter 35 år er de bikubeformede fedtceller i hælregionen åbenbart brugt op, eller tæt på sidste salgsdato. Især hvis man har et arbejde hvor man går meget, så som postbud eller sygeplejkerske.
Ikke nok med at jeg har fået en hælspore. Nej, så skulle jeg jo ud og rekvirere indlæg i en dertil indrettet specialforretning, hvor den meget beige, men utroligt hjælpsomme, dame der foranstaltede ekspeditionen var iført MEGET ergonomisk korrekte sko i en neutral farve -naturligvis...
Hun kiggede forbeholdent, men venligt på mig, ja nærmest overbærende... Og fandt hurtigt de indlæg der ville passe til sådan en type som mig...
Mine indlæg holder en meget frisk og lettere insisterende blå farve. -egentlig ville jeg hellere have haft dem i beige... hvor de så mere diskret ville falde i ét med træskosålen, men jeg tror der er nogle der har besluttet, at hjælpemidler... altså ikke dén slags hjælpemidler, men sådanne hjælpemidler man køber i forretninger hvor man rent faktisk kan kigge ind i selve butikken via vinduerne... -kun skal produceres i meget opsigtsvækkende farver. Måske er den en underspillet måde at vække sympati på hos andre, ved lige at flashe en pink håndledsbeskytter, en turkis rollator eller et par meget azurblå indlæg til aflastning af hælspore... På den anden side, hvem prøver man på at narre, ved at lave beige stomiposer? Ahemmm undskyld mig, men man kan stadig godt se den, og netop her synes jeg det ville være oplagt at få sådan en type som Karl Lagerfeld eller Marc Jacobs indover, så det kunne blive bare lidt fikst at bære stomi. "luk røven (hvilket man i dette tilfælde så allerede har gjort) jeg har lige fået den nye sommerkollektion fra Gucci i STOMIposer!!! FTW!"
Jeg tror hælsporen er kommet af de mange, men utroligt vidunderlige -forstås, timer jeg efterhånden har tilbragt i (hvide) træsko... Og udelukkende af den årsag! For det har INTET med hverken alder, overvægt eller pladfodethed at gøre. -og så snakker vi ikke mere om det...
Den beige dame var dog ikke helt sikker på at mine indlæg kunne blive på plads i mine (hvide) træsko, altså "sportsmodellen", dersom disse er uden hælkappe. Heldigvis er jeg den heldige indehaver af adskillige kg epoxylim, så mon ikke nok sådan den lille friske blå indlægs-dims på den ene eller den anden måde kan støbes fast i de (hvide) træsko. Overgang til hælkappe på træskoen ville være det samme som at tvinge Carrie Bradshaw i et par fodformede Ecco-sko... Ikke at der er noget galt i det, men det er et segment-anliggende... Og Carrie Bradshaw og fodformet Ecco er to segmenter, der i dén grad har placeret sig i hver sin ende af skalaen.
Men heldigvis ligger indlæggene perfekt i sports-træskoen! -hvilket også er det eneste gode at sige om den sag. For de aflaster overhovedet ikke! Og i skrivende stund overvejer jeg kraftigt at humpe de få meter længere ned af gangen til ortpædkirurgisk afdeling, og lade mig bilateralt (som er det fine ord for "begge sider") amputere lige over malleolen (som er de knogler der stikker ud på hver side af anklen).
Det gode ved en sådan operation er, at jeg efterfølgende kan nøjes med at rette henvendelse, ved indkøb af fodtøj, hos Build a bear. De der ikke ved hvad Build a bear er, vil jeg skåne for en yderligere detaljeret beskrivelse, men nøgternt nøjes med at informere om, at de sko man kan købe i det etablissement, er sko "udviklet" til bamser... og denne udvikling består i al sim simpelhed i, at skoene er runde... Bemærk venligst hvordan jeg IKKE kommer ind på at man også kan købe øvrig beklædning og andet i dén grad unødvendigt (grotesk) udstyr i selv samme forretning. Som i øvrigt er et sted man KUN nærmer sig, hvis overskudsbaromeretet står på "høj sol"
Det negative ved opeationen vil selvsagt være, at jeg bliver endu lavere, hvilket måske kan gøre mig kandidat til denne sæsons dværgkast... Jeg ville få problemer med at nå op til indkøbsvognen når jeg var ude at handle. Til gengæld ville der blive mere plads i sofaen... Jeg ville blive nødsaget til at udvikle en ny løbeteknik, men det ville være nemt at strikke sokker til mig, og fodsvamp/vorter vil være en by i Rusland...
Men ærlig talt... Hælspore? Hvorfor, når jeg nu endlig SKAL "fejle" noget, kan det så ikke være noget særligt, eller sådan lidt smart? Nej nej, jeg tilhører åbenbart hæmoride/hælspore/mirgæne-segmentet, som overhovedet ikke er interessant, hvorfor jeg netop kom på idéen om amputation. SÅ ville der være noget at gå op i!
Først og fremmest skulle jeg tage stilling til, om jeg ville have fjedre eller hjul i stedet, og hvor mange vindinger eventuelle fjedre skulle have, og hvilke kuglelejre hvis valget fandt på hjul. Her hælder jeg som tidligere rulleskøjteløber til ABEDC 7 lejre, men der er sikkert opfundet nogle der er meget hurtigere...
Heldigvis står der også selv på nettet, at det "kun" tager 3-5 måneder før den akutte!!! fase går over, og det NOK på sigt skal gå i sig selv igen, i løbet af et par år!!! Come on...
Hvordan gør man umage gang til det nye sort? Sku jeg mon anskaffe mig en stok, og så pimpe den for hårdt med matsort maling, palietter og similisten? -og SÅ komme med i Jersy Shore, som jeg forresten stiftede bekendskab med for nylig til en tv-aften hos Mariette, Anna og Emil... Sjældent har man da set SÅ mange palietter og similisten på et mandfolk siden Elvis lagde det hvide jumpsuit på hylden.
Men min pimpede stok ville passe ind som fod i hose... -eller som amputeret fod i Build a bear sko!
Altså sådan en hælspore, som i følge diverse sider på nettet omhandlende emnet, er sådan en anordning der typisk indfinder sig på: den overvægtige platfodede type fra 50-60 års alderen.
Man har i hvertfald ikke hælspore hvis man er under 35 år. Dét står der selv på nettet, og atter engang må jeg konstatere, at jeg ikke er ung længere, for 35 i den term, må være adskillelsen mellem ung og gammel...
Efter 35 år er de bikubeformede fedtceller i hælregionen åbenbart brugt op, eller tæt på sidste salgsdato. Især hvis man har et arbejde hvor man går meget, så som postbud eller sygeplejkerske.
Ikke nok med at jeg har fået en hælspore. Nej, så skulle jeg jo ud og rekvirere indlæg i en dertil indrettet specialforretning, hvor den meget beige, men utroligt hjælpsomme, dame der foranstaltede ekspeditionen var iført MEGET ergonomisk korrekte sko i en neutral farve -naturligvis...
Hun kiggede forbeholdent, men venligt på mig, ja nærmest overbærende... Og fandt hurtigt de indlæg der ville passe til sådan en type som mig...
Mine indlæg holder en meget frisk og lettere insisterende blå farve. -egentlig ville jeg hellere have haft dem i beige... hvor de så mere diskret ville falde i ét med træskosålen, men jeg tror der er nogle der har besluttet, at hjælpemidler... altså ikke dén slags hjælpemidler, men sådanne hjælpemidler man køber i forretninger hvor man rent faktisk kan kigge ind i selve butikken via vinduerne... -kun skal produceres i meget opsigtsvækkende farver. Måske er den en underspillet måde at vække sympati på hos andre, ved lige at flashe en pink håndledsbeskytter, en turkis rollator eller et par meget azurblå indlæg til aflastning af hælspore... På den anden side, hvem prøver man på at narre, ved at lave beige stomiposer? Ahemmm undskyld mig, men man kan stadig godt se den, og netop her synes jeg det ville være oplagt at få sådan en type som Karl Lagerfeld eller Marc Jacobs indover, så det kunne blive bare lidt fikst at bære stomi. "luk røven (hvilket man i dette tilfælde så allerede har gjort) jeg har lige fået den nye sommerkollektion fra Gucci i STOMIposer!!! FTW!"
Jeg tror hælsporen er kommet af de mange, men utroligt vidunderlige -forstås, timer jeg efterhånden har tilbragt i (hvide) træsko... Og udelukkende af den årsag! For det har INTET med hverken alder, overvægt eller pladfodethed at gøre. -og så snakker vi ikke mere om det...
Den beige dame var dog ikke helt sikker på at mine indlæg kunne blive på plads i mine (hvide) træsko, altså "sportsmodellen", dersom disse er uden hælkappe. Heldigvis er jeg den heldige indehaver af adskillige kg epoxylim, så mon ikke nok sådan den lille friske blå indlægs-dims på den ene eller den anden måde kan støbes fast i de (hvide) træsko. Overgang til hælkappe på træskoen ville være det samme som at tvinge Carrie Bradshaw i et par fodformede Ecco-sko... Ikke at der er noget galt i det, men det er et segment-anliggende... Og Carrie Bradshaw og fodformet Ecco er to segmenter, der i dén grad har placeret sig i hver sin ende af skalaen.
Men heldigvis ligger indlæggene perfekt i sports-træskoen! -hvilket også er det eneste gode at sige om den sag. For de aflaster overhovedet ikke! Og i skrivende stund overvejer jeg kraftigt at humpe de få meter længere ned af gangen til ortpædkirurgisk afdeling, og lade mig bilateralt (som er det fine ord for "begge sider") amputere lige over malleolen (som er de knogler der stikker ud på hver side af anklen).
Det gode ved en sådan operation er, at jeg efterfølgende kan nøjes med at rette henvendelse, ved indkøb af fodtøj, hos Build a bear. De der ikke ved hvad Build a bear er, vil jeg skåne for en yderligere detaljeret beskrivelse, men nøgternt nøjes med at informere om, at de sko man kan købe i det etablissement, er sko "udviklet" til bamser... og denne udvikling består i al sim simpelhed i, at skoene er runde... Bemærk venligst hvordan jeg IKKE kommer ind på at man også kan købe øvrig beklædning og andet i dén grad unødvendigt (grotesk) udstyr i selv samme forretning. Som i øvrigt er et sted man KUN nærmer sig, hvis overskudsbaromeretet står på "høj sol"
Det negative ved opeationen vil selvsagt være, at jeg bliver endu lavere, hvilket måske kan gøre mig kandidat til denne sæsons dværgkast... Jeg ville få problemer med at nå op til indkøbsvognen når jeg var ude at handle. Til gengæld ville der blive mere plads i sofaen... Jeg ville blive nødsaget til at udvikle en ny løbeteknik, men det ville være nemt at strikke sokker til mig, og fodsvamp/vorter vil være en by i Rusland...
Men ærlig talt... Hælspore? Hvorfor, når jeg nu endlig SKAL "fejle" noget, kan det så ikke være noget særligt, eller sådan lidt smart? Nej nej, jeg tilhører åbenbart hæmoride/hælspore/mirgæne-segmentet, som overhovedet ikke er interessant, hvorfor jeg netop kom på idéen om amputation. SÅ ville der være noget at gå op i!
Først og fremmest skulle jeg tage stilling til, om jeg ville have fjedre eller hjul i stedet, og hvor mange vindinger eventuelle fjedre skulle have, og hvilke kuglelejre hvis valget fandt på hjul. Her hælder jeg som tidligere rulleskøjteløber til ABEDC 7 lejre, men der er sikkert opfundet nogle der er meget hurtigere...
Heldigvis står der også selv på nettet, at det "kun" tager 3-5 måneder før den akutte!!! fase går over, og det NOK på sigt skal gå i sig selv igen, i løbet af et par år!!! Come on...
Hvordan gør man umage gang til det nye sort? Sku jeg mon anskaffe mig en stok, og så pimpe den for hårdt med matsort maling, palietter og similisten? -og SÅ komme med i Jersy Shore, som jeg forresten stiftede bekendskab med for nylig til en tv-aften hos Mariette, Anna og Emil... Sjældent har man da set SÅ mange palietter og similisten på et mandfolk siden Elvis lagde det hvide jumpsuit på hylden.
Men min pimpede stok ville passe ind som fod i hose... -eller som amputeret fod i Build a bear sko!
onsdag den 7. marts 2012
When Hell freezes over
Det hele startede i søndags. Tilbudsaviserne meddelte at diverse økologiske herligheder ville blive sat til salg billigere end vanligt. En udførlig dosmerseddel blev forfattet, uden hensyntagen til at den nederste 3. del af vores, i forvejen lille bitte, skabsfryser var et ondt sammensurium af unævnelige ting støbt meget fast sammen i en massiv blok af is. Unævnelige ting, fordi det faktisk ikke lige var sådan at definere HVAD det var jeg i flere år havde ignoreret, der i bunden af skabsfryseren...
Nå, men dagens kup måtte nødvendigvis afføde en omfattende oprydning i fryseren inkl. den unævnelige underetage...
Kækt lagde jeg ud med at skam-føntørre det der sted der... Altså jeg sad og holdte føntørren i den naive tro, at en halv kubikmeter massiv is umiddelbart lod sig smelte... Da jeg ikke kunne mærke mine fødder, og begyndte at få pletter for øjnene af at sidde på hug, gik det op for mig, at føntørren sagtens kunne arbejde, uden jeg skulle stå, eller sidde fadder til processen... Så jeg drak kaffe og var på Instagram, som er blevet min nyeste besættelse...
Da optøningsprocessen langsomt, eller uendeligt langsomt, skred frem, og jeg havde fået skrællet kartofler og pillet mange fed hvidløg til aftensmaden, gik jeg i krig med en stegegaffel, en kniv og en... svensknøgle. Jo jo, her i huset afrimer vi ting ved hjælp at de mest alternative remedier.
På alle fire fik isblokken alt hvad den kunne trække med stød, slag og insisterende varme fra føntørren. Og ja, det gik så vildt for sig, at jeg af og til kunne mærke iskolde nister mellem ballerne, hvor jeg kunne forestille mig, at et ganske nydeligt møntindkast var kommet til syne i mine, indtil nu, rene cowboybukser...
Det var ikke småting der blev trukket frem fra dybet, og fri af isblokken... Og jeg må med røde kinder indrømme, at det her skulle have været gjort for utrolig lang tid siden...
Nå, isen var næsten smeltet skråstreg smadret, og lå sporadisk nede bag den trådkurv, der dog stadig var iset meget fast til fryseren, og for at få isen ud, måtte trådkurven ud af fryseren. Det ville i hvertfald være det nemmeste... altså på dét tidspunkt...
For at få kurven ud skulle døren til fryseren åbnes helt, hvilket en væg i vores køkken forhindrede. Derfor måtte jeg flytte hele kølefrysearrangementet (som det hedder) meget langt ud i køkkenet. Altså køkkenet som er verdens mindste, dersom vi bor i verdens mindste hus.
Det gjorde ikke forflytningsproceduren mindre besværlig af at der er placeret et køkkenbord, som står ret permanent i forbindelse med køkkenvask og hvad der ellers forbinder en sådan anordning, som gør pladsen yderligere trang.
Heldigvis der der hjul under kølefryseskrumlet, eller en slags hjul, som er utroligt ufleksible og meget lidt samarbejdsvillige, og små... Og klikegulvets fuger gør ikke hjulene mere samarbejdsvillige...
Derfor måtte en flaske hvidvin lade livet... Nede bag køleskabet... I stumper og stykker... 10 minutter i spisetid... Arrrrrrrgh!!!
Vi får ved fælles hjælp, mig og så Morten, moslet køleskabet ud, så jeg med nød og næppe kunne kile mig ind bag, for at gøre rent. Altså ikke fordi det sådan trængte, men nu lå der jo en knust flaske og 75 cl hvidvin derinde, så for en god ordens skyld... Jeg er i skrivende øjeblik glad for at jeg hverken er sart, eller lider af astma.
Efter en grundig rengøring af "bag køleskabet", med mig iført bare fødder i vinterstøvler, fordi mine futter og sokker var gennemblødt af hvidvin, får vi det bugseret på plads igen, og fryseren bliver langt om længe fyldt med dagens gode kup, og alt synes idyl og gammen...
SYNES!!! Fordi en del af kuppet var en fersk laks, som skulle på køl, så jeg kunne skære den i steaks i morgen. -ingen skarpe knive til mig i dag... Laksen bliver lagt i køleskabet, sådan lidt bøjet... eller netop så bøjet, at den lige netop kan bøje ud igen, og skubbe den flaske 300,- rødvin UD af køleskabet som Morten og jeg skulle have smagt, med sikker landing PÅ klinkegulvet... samme klinkegulv der for ganske kort tid fik så hatten passede i hvidvin... Mon så det giver rosé i virkeligheden? Nå, men hej hej vin som Morten, der i øvrigt ikke blev sur#godtgift, og jeg skulle ha nydt til Sherlock Holmes på DVD...
Vi fik foransaltet aftensmaden, som bestod af mange steaks og kartofler lige til øllet (ikke mere vin til mig...) for selvfølgelig var børnene mere sultne end nogensnde, og mere vlde med kartofler end nogensnde... Så Morten og jeg fik steaks til aften i bedste no-carb stil -ufrivilligt velsagtens...
Jeg får ryddet op efter maden, uden større uheld eller personskader, og får den geniale idé, at jeg da selvfølgelig lige skal rydde op i de to brede skuffer vi har med diverse kolonial. Skuffe 1 går relativt smertefrit i modsætnig til skuffe 2, der simpelthen vælger at sætte et flot punktum for denne vidunderlige dag, ved at lade sig falde ned på min ene bare storetå.
De næste minutter, akutfasen -som den hedder, er et ubeskriveligt smertehelvede! Heldigvis græd jeg KUN LIDT! -for jeg er nemlig meget brav og tapper! Ja jeg er så! NÅ!
Men jeg fik orden i skufferne, og det er holdt op med at gøre ondt helt op til knæet, som faktisk ER meget, trods meget korte ben! Smerterne er lokale nu, og ved at blive kvalt i uanstændige mængder rødvin, af den vin der overlevede eftermiddagens attentat.
Når jeg nu ræsonererer over dagen, er det faktisk helt heldigt, at jeg ikke nåede at bruge blenderen, som nærer et indædt had til mig, hvilket er kommet til udtryk ved: brændende varm sovs ned over min arm, div. dressinger ud over køkkenbordet og senest frosne jordbær skudt rundt i køkkenet til højre og venstre, hvor Morten fandt en slattent tidligere frossen jordbær bag elkedlen for lidt siden... Utroligt der ikke også var et bag køleskabet, nu jeg tænker over det...
Funderer lidt på om det nu vil være en direkte tur på skadestuen at bruge den elektriske tandbørste når jeg skal i seng om lidt...
Nå, men dagens kup måtte nødvendigvis afføde en omfattende oprydning i fryseren inkl. den unævnelige underetage...
Kækt lagde jeg ud med at skam-føntørre det der sted der... Altså jeg sad og holdte føntørren i den naive tro, at en halv kubikmeter massiv is umiddelbart lod sig smelte... Da jeg ikke kunne mærke mine fødder, og begyndte at få pletter for øjnene af at sidde på hug, gik det op for mig, at føntørren sagtens kunne arbejde, uden jeg skulle stå, eller sidde fadder til processen... Så jeg drak kaffe og var på Instagram, som er blevet min nyeste besættelse...
Da optøningsprocessen langsomt, eller uendeligt langsomt, skred frem, og jeg havde fået skrællet kartofler og pillet mange fed hvidløg til aftensmaden, gik jeg i krig med en stegegaffel, en kniv og en... svensknøgle. Jo jo, her i huset afrimer vi ting ved hjælp at de mest alternative remedier.
På alle fire fik isblokken alt hvad den kunne trække med stød, slag og insisterende varme fra føntørren. Og ja, det gik så vildt for sig, at jeg af og til kunne mærke iskolde nister mellem ballerne, hvor jeg kunne forestille mig, at et ganske nydeligt møntindkast var kommet til syne i mine, indtil nu, rene cowboybukser...
Det var ikke småting der blev trukket frem fra dybet, og fri af isblokken... Og jeg må med røde kinder indrømme, at det her skulle have været gjort for utrolig lang tid siden...
Nå, isen var næsten smeltet skråstreg smadret, og lå sporadisk nede bag den trådkurv, der dog stadig var iset meget fast til fryseren, og for at få isen ud, måtte trådkurven ud af fryseren. Det ville i hvertfald være det nemmeste... altså på dét tidspunkt...
For at få kurven ud skulle døren til fryseren åbnes helt, hvilket en væg i vores køkken forhindrede. Derfor måtte jeg flytte hele kølefrysearrangementet (som det hedder) meget langt ud i køkkenet. Altså køkkenet som er verdens mindste, dersom vi bor i verdens mindste hus.
Det gjorde ikke forflytningsproceduren mindre besværlig af at der er placeret et køkkenbord, som står ret permanent i forbindelse med køkkenvask og hvad der ellers forbinder en sådan anordning, som gør pladsen yderligere trang.
Heldigvis der der hjul under kølefryseskrumlet, eller en slags hjul, som er utroligt ufleksible og meget lidt samarbejdsvillige, og små... Og klikegulvets fuger gør ikke hjulene mere samarbejdsvillige...
Derfor måtte en flaske hvidvin lade livet... Nede bag køleskabet... I stumper og stykker... 10 minutter i spisetid... Arrrrrrrgh!!!
Vi får ved fælles hjælp, mig og så Morten, moslet køleskabet ud, så jeg med nød og næppe kunne kile mig ind bag, for at gøre rent. Altså ikke fordi det sådan trængte, men nu lå der jo en knust flaske og 75 cl hvidvin derinde, så for en god ordens skyld... Jeg er i skrivende øjeblik glad for at jeg hverken er sart, eller lider af astma.
Efter en grundig rengøring af "bag køleskabet", med mig iført bare fødder i vinterstøvler, fordi mine futter og sokker var gennemblødt af hvidvin, får vi det bugseret på plads igen, og fryseren bliver langt om længe fyldt med dagens gode kup, og alt synes idyl og gammen...
SYNES!!! Fordi en del af kuppet var en fersk laks, som skulle på køl, så jeg kunne skære den i steaks i morgen. -ingen skarpe knive til mig i dag... Laksen bliver lagt i køleskabet, sådan lidt bøjet... eller netop så bøjet, at den lige netop kan bøje ud igen, og skubbe den flaske 300,- rødvin UD af køleskabet som Morten og jeg skulle have smagt, med sikker landing PÅ klinkegulvet... samme klinkegulv der for ganske kort tid fik så hatten passede i hvidvin... Mon så det giver rosé i virkeligheden? Nå, men hej hej vin som Morten, der i øvrigt ikke blev sur#godtgift, og jeg skulle ha nydt til Sherlock Holmes på DVD...
Vi fik foransaltet aftensmaden, som bestod af mange steaks og kartofler lige til øllet (ikke mere vin til mig...) for selvfølgelig var børnene mere sultne end nogensnde, og mere vlde med kartofler end nogensnde... Så Morten og jeg fik steaks til aften i bedste no-carb stil -ufrivilligt velsagtens...
Jeg får ryddet op efter maden, uden større uheld eller personskader, og får den geniale idé, at jeg da selvfølgelig lige skal rydde op i de to brede skuffer vi har med diverse kolonial. Skuffe 1 går relativt smertefrit i modsætnig til skuffe 2, der simpelthen vælger at sætte et flot punktum for denne vidunderlige dag, ved at lade sig falde ned på min ene bare storetå.
De næste minutter, akutfasen -som den hedder, er et ubeskriveligt smertehelvede! Heldigvis græd jeg KUN LIDT! -for jeg er nemlig meget brav og tapper! Ja jeg er så! NÅ!
Men jeg fik orden i skufferne, og det er holdt op med at gøre ondt helt op til knæet, som faktisk ER meget, trods meget korte ben! Smerterne er lokale nu, og ved at blive kvalt i uanstændige mængder rødvin, af den vin der overlevede eftermiddagens attentat.
Når jeg nu ræsonererer over dagen, er det faktisk helt heldigt, at jeg ikke nåede at bruge blenderen, som nærer et indædt had til mig, hvilket er kommet til udtryk ved: brændende varm sovs ned over min arm, div. dressinger ud over køkkenbordet og senest frosne jordbær skudt rundt i køkkenet til højre og venstre, hvor Morten fandt en slattent tidligere frossen jordbær bag elkedlen for lidt siden... Utroligt der ikke også var et bag køleskabet, nu jeg tænker over det...
Funderer lidt på om det nu vil være en direkte tur på skadestuen at bruge den elektriske tandbørste når jeg skal i seng om lidt...
tirsdag den 21. februar 2012
Nogle gange er jeg ved at brække mig over folks FB-status
Når de er SÅ lyserøde og perfekte at de næsten burde være en "sådan lever du det perfekte liv" artikel på midtersiderne i det dameblad på fint glittet papir.
Jeg er venner med sådan et par stykker... -der åbenbart her den PERFEKTE familie og HVER dag er heeelt vidunderlig... Og tillykke af helvede til med det :smiley der kaster op: Ja, det bunder formentlig i misundelse fra min side, fordi mit liv ikke altid er dameblads-agtigt (i hvertfald ikke midtersiderne med feel good materialet)
Nå, men ikke desto mindre, så har dagen i dag været god! Eller så god, som den kan blive, når man er mig.
Vi (alle inkl. Morten!!!) startede dagen med brunch på Ulla Terkelsen London, hvor vi rent faktisk hyggede os :smiley i chok:
Derefter tog børnene og jeg til IKEA og købte ENE NØDVENDIGE!!! ting og hyggede os :smiley i chok:
Morten ville hjem og have en lur, fordi han var ikke den der sov til kl. 10... men var den der stod op kl. 6 fordi Aage var hysterisk (som om hun havde noge at være hysterisk over... lip gloss lip gloss lip gloss...)
Ja, der forholder sig jo sådan, at i går stod yngstearvingen af intet og lavede "ingenting" på badeværelset i at stykke tid... Ingenting i hendes verden indbefatter åbenbart at skylle mors lip-gloss (der IKKE kan købes i Danmark) ud i toilettet... -Ja, det samme toilet hun for år tilbage skyllede min (Ole Lyngaard) vilesesring ud i... Ikke at jeg overhovedet går op i den slags... But still...
Da børnene og jeg kom hjem i dejligt solskin, havde hundende hjulpet med at rydde op i affaldet på badeværelset... Og sorteret det på en meget avanceret måde, hvor brugte bind :smiley der kaster mere op ens første smiley der kastede op: åbenbart skulle ligge skambidte i hundekurven og brugte vatpinde skulle ligge i atomer over hele huset... Vatrondellernes skæbne vil jeg slet ikke komme nærmere ind på, da det KAN medføre voldsomme følelsesudbrud hos særligt følsomme læsere...
Forestil Jer blød klassisk musik hele dagen, og den der lyd af pick uppen der skurer hen over pladen i det jeg åbner døren ind til infernoet af "personligt affald"... Det var sådan det var...
Nå, men det skulle ikke ødelægge min damebladsdag. Ting bliver jo også redigeret i det dameblad...
Og jeg klædte hundende på. (ja, vores hunde har ingen pels på maven, så de har faktisk tøj på når det er koldt, og det er IKKE et modeshow og det er IKKE synd for dem) og gav dem deres girafprintede seler på -her begynder modeshowet med matchende hundesnore, der i øvrigt matcher deres pelsfarve :Uffe Buchard-smiley:
Vi gik en DEJLIG tur med hundende. Børnene og jeg. Og den var ÆGTE DEJLIG!
Hjemme igen fik jeg ryddet op OG sat kroKUSSER :lummer-smiley: i glas, så de smukt og damebladsagtigt kunne stå i (den støvede vindueskarm med kafferinge) og bebude forår.
Men det gider jeg sgu da ikke skrive om på Face Book. Jo måske det om de skambidte bind i hundekurven...
Jeg er venner med sådan et par stykker... -der åbenbart her den PERFEKTE familie og HVER dag er heeelt vidunderlig... Og tillykke af helvede til med det :smiley der kaster op: Ja, det bunder formentlig i misundelse fra min side, fordi mit liv ikke altid er dameblads-agtigt (i hvertfald ikke midtersiderne med feel good materialet)
Nå, men ikke desto mindre, så har dagen i dag været god! Eller så god, som den kan blive, når man er mig.
Vi (alle inkl. Morten!!!) startede dagen med brunch på Ulla Terkelsen London, hvor vi rent faktisk hyggede os :smiley i chok:
Derefter tog børnene og jeg til IKEA og købte ENE NØDVENDIGE!!! ting og hyggede os :smiley i chok:
Morten ville hjem og have en lur, fordi han var ikke den der sov til kl. 10... men var den der stod op kl. 6 fordi Aage var hysterisk (som om hun havde noge at være hysterisk over... lip gloss lip gloss lip gloss...)
Ja, der forholder sig jo sådan, at i går stod yngstearvingen af intet og lavede "ingenting" på badeværelset i at stykke tid... Ingenting i hendes verden indbefatter åbenbart at skylle mors lip-gloss (der IKKE kan købes i Danmark) ud i toilettet... -Ja, det samme toilet hun for år tilbage skyllede min (Ole Lyngaard) vilesesring ud i... Ikke at jeg overhovedet går op i den slags... But still...
Da børnene og jeg kom hjem i dejligt solskin, havde hundende hjulpet med at rydde op i affaldet på badeværelset... Og sorteret det på en meget avanceret måde, hvor brugte bind :smiley der kaster mere op ens første smiley der kastede op: åbenbart skulle ligge skambidte i hundekurven og brugte vatpinde skulle ligge i atomer over hele huset... Vatrondellernes skæbne vil jeg slet ikke komme nærmere ind på, da det KAN medføre voldsomme følelsesudbrud hos særligt følsomme læsere...
Forestil Jer blød klassisk musik hele dagen, og den der lyd af pick uppen der skurer hen over pladen i det jeg åbner døren ind til infernoet af "personligt affald"... Det var sådan det var...
Nå, men det skulle ikke ødelægge min damebladsdag. Ting bliver jo også redigeret i det dameblad...
Og jeg klædte hundende på. (ja, vores hunde har ingen pels på maven, så de har faktisk tøj på når det er koldt, og det er IKKE et modeshow og det er IKKE synd for dem) og gav dem deres girafprintede seler på -her begynder modeshowet med matchende hundesnore, der i øvrigt matcher deres pelsfarve :Uffe Buchard-smiley:
Vi gik en DEJLIG tur med hundende. Børnene og jeg. Og den var ÆGTE DEJLIG!
Hjemme igen fik jeg ryddet op OG sat kroKUSSER :lummer-smiley: i glas, så de smukt og damebladsagtigt kunne stå i (den støvede vindueskarm med kafferinge) og bebude forår.
Men det gider jeg sgu da ikke skrive om på Face Book. Jo måske det om de skambidte bind i hundekurven...
søndag den 29. januar 2012
Knæk og bræk (især det sidste...)
Søndag... En dag der for vores vedkommende har vist sig enten som en dag hvor alting sker, eller dagen hvor absolut ingenting sker.
Denne søndag bar meget præg af det første...
Vi ("dem" og jeg) skulle til tante Bodils fødselsdag, hvilket i øvrigt foregik ganske udramatisk med en god times køretur i snestorm (på sommerdæk -hvilket jeg fuldstændig er klar over, står for min egen regning. Altså sommerdækkene... Snevejret har jeg ingen aktier i denne gang)
Børnene blev med stort besvær mast ned i hver sin autostol i de enorme tylskørter de mente var en passende ekvipering til en sådan søndag.
Som en lyserød supernova lavet af tyl begav Forden sig afsted (på sommerdæk) i mærkværdig god tid! Faktisk var vi i så god tid, at vi ankom som de første! Hvilket udløste et slags "målfoto" -formentlig fordi det var lidt af en sensation... Og det var ikke engang fordi vi havde taget fejl af hverken dato eller klokkeslet. Vi var bare tidligt på den!
Selve fødselsdagen blev fejret på behørig vis i et sandt orgie, inferno ville andre vælge at kalde det, af seriøst bagværk. To slags boller, to slags kringle OG to slags lagkage... Nå ja, så lige et par fyldte chokolader, hvis man skulle sidde og trænge... Det hele blev skyllet ned med massive mængder af chokolade. Altså ikke cacao, men mælk med smeltet old school kogechokolade i. Ligesom i de gode gamle dage, hvor sødmælk var den eneste slags mælk man drak, hvis man altså ville være sund og rask.
Dirrende af sukker og kaffe vendte vi hjemad efter en hyggelig eftermiddag, og tanken om aftensmad var direkte intimiderende og angstprovokerende... Heldigvis forårsagede en eller anden form for sportsbegivenhed at Ulla Terkelsen London var sjældent mennesketom. -ihvertfald den tid sportsvegivenheden stod på. Derefter valfartede folk atter til byens bedste café. Heldigvis nåede vi at indtage en omgang let alibi-aftensmad inden den store invasion af opstemte gæster.
Hjemme opsod helt anderledes alvorsstung stemning, da ældsten skulle forcere sine matamatikopgaver, hvilket senere ville vise sig at være balsam for sjælen på mit tålmodigheds-barometer i forhold til hvad aftenen senere ville bringe...
Efter matematiske frustrationer, som i en potens af andengrads procentsbrøk, blev opgaven fuldendt, og aftentoiletten kunne foretages.
Et sår på knæet, erhvervet for nogle dage siden efter et ikke udramatisk faldtraume, har optaget ældsten i en sådan grad, at amputation af pågældende ekstremitet ikke virkede urealistisk, ville sætte et dramatisk punktum for en ellers så relativt harmonisk søndag.
Men det ville nu også være for godt til at være sandt, hvis denne dag kunne gå til køjs i fred og fordragelighed. Det er ikke noget vi bruger i vores familie... Ellers ville der reelt ikke være noget grundlag for denne blogs eksistens. Der er jo ingen der gider at læse om hvor fedt man har det, og hvor artige ens børn er, og hvor mange boller og hvor meget cacao man kan drikke og hvor mange skibakker man kan forcere... Vel? VEL???!!!?
Tilbage til denne dags afslutning...
Efter adskillige dage med plaster på, var tiden inde til at se hvad der gemte sig under den meget omhyggelige indpakning. Er det morbidt at forvente et kødsår af exorbitante dimensioner, når det er ens førstefødte det drejer sig om? -det er det vel egentlig... Og det var heller ikke sådan at jeg fik mine forventninger indfriet. Heldigvis kan man sige... Men jeg vil da i den grad anerkende, at plaster-armeringen gemte på en temmelig øhmmm omfattende hudafskrabning, for to hudafskrabninger i to og femkroners størrelse ER altså temmeligt omfattende i en syvårigs optik... Men ligefrem at nægte at bøje benet, og halte ved mobilisering... Ja ja, kald mig en ond og kynisk mor, men jeg afslog altså på det kraftigste kravet om krykker...
Og det er jo ikke for at to traumatiske hudafskrabninger ikke kan gøre ondt. Bestemt ikke... Og gjorde det ikke ondt, så kom det så sandelig til det, da den onde mor (mig...) insiterede på at påmontere plaster i flydense form under påskud af at det overhovedet ikke ville svie at få på. Hvilket ville vise sig på ingen måde stemte overens med sandheden.
Smerterne fik førstefødte faldtraume-offer til at begræde bedriften af påføring af flydende plaster i en sådan grad, at naboerne ikke kunne fortænkes i at have en formodning om, at der rent faktisk foregik en amputation på badeværelset i 2B. Og som nemesis-kvittering til aplikationen af flydende plaster, påførte patienten badeværelset en indvendig spulning af opkast i så voldsomme mængder, at der både skulle forantaltes et brusebad og en omfattende rengøring af alt fra spej til morens eltandbørste... til gulv og bordvaskearrangement inkl. vandhane og tilhørende amatur...
Evnen til at kaste (voldsomt eksplosivt) op som følge af gråd baseret enten på baggrund af temperament eller fra moren kraftige påførte smerter har den førstefødte altid behersket til stor imponade (og irritation). Jeg er bare glad for det ikke var mig der var den eneste voksne dengang det var instrumentbrættet på onkel Peters Rav4 der stod for skud -om man så må sige...
Og hvis jeg ikke tager fejl, så bliver denne nat krydret med et anfald af ørepine hos den yngte af "dem" 15 minutters interval-sovningen er næsten ikke til at tage fejl af...
Godt jeg skal på arbejde i morgen! Og godt der er en hel uge til weekend igen.
Denne søndag bar meget præg af det første...
Vi ("dem" og jeg) skulle til tante Bodils fødselsdag, hvilket i øvrigt foregik ganske udramatisk med en god times køretur i snestorm (på sommerdæk -hvilket jeg fuldstændig er klar over, står for min egen regning. Altså sommerdækkene... Snevejret har jeg ingen aktier i denne gang)
Børnene blev med stort besvær mast ned i hver sin autostol i de enorme tylskørter de mente var en passende ekvipering til en sådan søndag.
Som en lyserød supernova lavet af tyl begav Forden sig afsted (på sommerdæk) i mærkværdig god tid! Faktisk var vi i så god tid, at vi ankom som de første! Hvilket udløste et slags "målfoto" -formentlig fordi det var lidt af en sensation... Og det var ikke engang fordi vi havde taget fejl af hverken dato eller klokkeslet. Vi var bare tidligt på den!
Selve fødselsdagen blev fejret på behørig vis i et sandt orgie, inferno ville andre vælge at kalde det, af seriøst bagværk. To slags boller, to slags kringle OG to slags lagkage... Nå ja, så lige et par fyldte chokolader, hvis man skulle sidde og trænge... Det hele blev skyllet ned med massive mængder af chokolade. Altså ikke cacao, men mælk med smeltet old school kogechokolade i. Ligesom i de gode gamle dage, hvor sødmælk var den eneste slags mælk man drak, hvis man altså ville være sund og rask.
Dirrende af sukker og kaffe vendte vi hjemad efter en hyggelig eftermiddag, og tanken om aftensmad var direkte intimiderende og angstprovokerende... Heldigvis forårsagede en eller anden form for sportsbegivenhed at Ulla Terkelsen London var sjældent mennesketom. -ihvertfald den tid sportsvegivenheden stod på. Derefter valfartede folk atter til byens bedste café. Heldigvis nåede vi at indtage en omgang let alibi-aftensmad inden den store invasion af opstemte gæster.
Hjemme opsod helt anderledes alvorsstung stemning, da ældsten skulle forcere sine matamatikopgaver, hvilket senere ville vise sig at være balsam for sjælen på mit tålmodigheds-barometer i forhold til hvad aftenen senere ville bringe...
Efter matematiske frustrationer, som i en potens af andengrads procentsbrøk, blev opgaven fuldendt, og aftentoiletten kunne foretages.
Et sår på knæet, erhvervet for nogle dage siden efter et ikke udramatisk faldtraume, har optaget ældsten i en sådan grad, at amputation af pågældende ekstremitet ikke virkede urealistisk, ville sætte et dramatisk punktum for en ellers så relativt harmonisk søndag.
Men det ville nu også være for godt til at være sandt, hvis denne dag kunne gå til køjs i fred og fordragelighed. Det er ikke noget vi bruger i vores familie... Ellers ville der reelt ikke være noget grundlag for denne blogs eksistens. Der er jo ingen der gider at læse om hvor fedt man har det, og hvor artige ens børn er, og hvor mange boller og hvor meget cacao man kan drikke og hvor mange skibakker man kan forcere... Vel? VEL???!!!?
Tilbage til denne dags afslutning...
Efter adskillige dage med plaster på, var tiden inde til at se hvad der gemte sig under den meget omhyggelige indpakning. Er det morbidt at forvente et kødsår af exorbitante dimensioner, når det er ens førstefødte det drejer sig om? -det er det vel egentlig... Og det var heller ikke sådan at jeg fik mine forventninger indfriet. Heldigvis kan man sige... Men jeg vil da i den grad anerkende, at plaster-armeringen gemte på en temmelig øhmmm omfattende hudafskrabning, for to hudafskrabninger i to og femkroners størrelse ER altså temmeligt omfattende i en syvårigs optik... Men ligefrem at nægte at bøje benet, og halte ved mobilisering... Ja ja, kald mig en ond og kynisk mor, men jeg afslog altså på det kraftigste kravet om krykker...
Og det er jo ikke for at to traumatiske hudafskrabninger ikke kan gøre ondt. Bestemt ikke... Og gjorde det ikke ondt, så kom det så sandelig til det, da den onde mor (mig...) insiterede på at påmontere plaster i flydense form under påskud af at det overhovedet ikke ville svie at få på. Hvilket ville vise sig på ingen måde stemte overens med sandheden.
Smerterne fik førstefødte faldtraume-offer til at begræde bedriften af påføring af flydende plaster i en sådan grad, at naboerne ikke kunne fortænkes i at have en formodning om, at der rent faktisk foregik en amputation på badeværelset i 2B. Og som nemesis-kvittering til aplikationen af flydende plaster, påførte patienten badeværelset en indvendig spulning af opkast i så voldsomme mængder, at der både skulle forantaltes et brusebad og en omfattende rengøring af alt fra spej til morens eltandbørste... til gulv og bordvaskearrangement inkl. vandhane og tilhørende amatur...
Evnen til at kaste (voldsomt eksplosivt) op som følge af gråd baseret enten på baggrund af temperament eller fra moren kraftige påførte smerter har den førstefødte altid behersket til stor imponade (og irritation). Jeg er bare glad for det ikke var mig der var den eneste voksne dengang det var instrumentbrættet på onkel Peters Rav4 der stod for skud -om man så må sige...
Og hvis jeg ikke tager fejl, så bliver denne nat krydret med et anfald af ørepine hos den yngte af "dem" 15 minutters interval-sovningen er næsten ikke til at tage fejl af...
Godt jeg skal på arbejde i morgen! Og godt der er en hel uge til weekend igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)