Søndag... En dag der for vores vedkommende har vist sig enten som en dag hvor alting sker, eller dagen hvor absolut ingenting sker.
Denne søndag bar meget præg af det første...
Vi ("dem" og jeg) skulle til tante Bodils fødselsdag, hvilket i øvrigt foregik ganske udramatisk med en god times køretur i snestorm (på sommerdæk -hvilket jeg fuldstændig er klar over, står for min egen regning. Altså sommerdækkene... Snevejret har jeg ingen aktier i denne gang)
Børnene blev med stort besvær mast ned i hver sin autostol i de enorme tylskørter de mente var en passende ekvipering til en sådan søndag.
Som en lyserød supernova lavet af tyl begav Forden sig afsted (på sommerdæk) i mærkværdig god tid! Faktisk var vi i så god tid, at vi ankom som de første! Hvilket udløste et slags "målfoto" -formentlig fordi det var lidt af en sensation... Og det var ikke engang fordi vi havde taget fejl af hverken dato eller klokkeslet. Vi var bare tidligt på den!
Selve fødselsdagen blev fejret på behørig vis i et sandt orgie, inferno ville andre vælge at kalde det, af seriøst bagværk. To slags boller, to slags kringle OG to slags lagkage... Nå ja, så lige et par fyldte chokolader, hvis man skulle sidde og trænge... Det hele blev skyllet ned med massive mængder af chokolade. Altså ikke cacao, men mælk med smeltet old school kogechokolade i. Ligesom i de gode gamle dage, hvor sødmælk var den eneste slags mælk man drak, hvis man altså ville være sund og rask.
Dirrende af sukker og kaffe vendte vi hjemad efter en hyggelig eftermiddag, og tanken om aftensmad var direkte intimiderende og angstprovokerende... Heldigvis forårsagede en eller anden form for sportsbegivenhed at Ulla Terkelsen London var sjældent mennesketom. -ihvertfald den tid sportsvegivenheden stod på. Derefter valfartede folk atter til byens bedste café. Heldigvis nåede vi at indtage en omgang let alibi-aftensmad inden den store invasion af opstemte gæster.
Hjemme opsod helt anderledes alvorsstung stemning, da ældsten skulle forcere sine matamatikopgaver, hvilket senere ville vise sig at være balsam for sjælen på mit tålmodigheds-barometer i forhold til hvad aftenen senere ville bringe...
Efter matematiske frustrationer, som i en potens af andengrads procentsbrøk, blev opgaven fuldendt, og aftentoiletten kunne foretages.
Et sår på knæet, erhvervet for nogle dage siden efter et ikke udramatisk faldtraume, har optaget ældsten i en sådan grad, at amputation af pågældende ekstremitet ikke virkede urealistisk, ville sætte et dramatisk punktum for en ellers så relativt harmonisk søndag.
Men det ville nu også være for godt til at være sandt, hvis denne dag kunne gå til køjs i fred og fordragelighed. Det er ikke noget vi bruger i vores familie... Ellers ville der reelt ikke være noget grundlag for denne blogs eksistens. Der er jo ingen der gider at læse om hvor fedt man har det, og hvor artige ens børn er, og hvor mange boller og hvor meget cacao man kan drikke og hvor mange skibakker man kan forcere... Vel? VEL???!!!?
Tilbage til denne dags afslutning...
Efter adskillige dage med plaster på, var tiden inde til at se hvad der gemte sig under den meget omhyggelige indpakning. Er det morbidt at forvente et kødsår af exorbitante dimensioner, når det er ens førstefødte det drejer sig om? -det er det vel egentlig... Og det var heller ikke sådan at jeg fik mine forventninger indfriet. Heldigvis kan man sige... Men jeg vil da i den grad anerkende, at plaster-armeringen gemte på en temmelig øhmmm omfattende hudafskrabning, for to hudafskrabninger i to og femkroners størrelse ER altså temmeligt omfattende i en syvårigs optik... Men ligefrem at nægte at bøje benet, og halte ved mobilisering... Ja ja, kald mig en ond og kynisk mor, men jeg afslog altså på det kraftigste kravet om krykker...
Og det er jo ikke for at to traumatiske hudafskrabninger ikke kan gøre ondt. Bestemt ikke... Og gjorde det ikke ondt, så kom det så sandelig til det, da den onde mor (mig...) insiterede på at påmontere plaster i flydense form under påskud af at det overhovedet ikke ville svie at få på. Hvilket ville vise sig på ingen måde stemte overens med sandheden.
Smerterne fik førstefødte faldtraume-offer til at begræde bedriften af påføring af flydende plaster i en sådan grad, at naboerne ikke kunne fortænkes i at have en formodning om, at der rent faktisk foregik en amputation på badeværelset i 2B. Og som nemesis-kvittering til aplikationen af flydende plaster, påførte patienten badeværelset en indvendig spulning af opkast i så voldsomme mængder, at der både skulle forantaltes et brusebad og en omfattende rengøring af alt fra spej til morens eltandbørste... til gulv og bordvaskearrangement inkl. vandhane og tilhørende amatur...
Evnen til at kaste (voldsomt eksplosivt) op som følge af gråd baseret enten på baggrund af temperament eller fra moren kraftige påførte smerter har den førstefødte altid behersket til stor imponade (og irritation). Jeg er bare glad for det ikke var mig der var den eneste voksne dengang det var instrumentbrættet på onkel Peters Rav4 der stod for skud -om man så må sige...
Og hvis jeg ikke tager fejl, så bliver denne nat krydret med et anfald af ørepine hos den yngte af "dem" 15 minutters interval-sovningen er næsten ikke til at tage fejl af...
Godt jeg skal på arbejde i morgen! Og godt der er en hel uge til weekend igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar