fredag den 27. april 2018

En nat bliver det sommer

For nogle dage siden, nærmere betegnet den dag det var sommer i Danmark, proklamerede Spinelli lidt mere vredt end moderat furiøst, at hun HADER sommer! 

Spinelli hader altså allerede sommeren på trods af dette endnu præmature sommerstadie vi befinder os på. 

Årsagen til frustrationerne desangående, skal findes hos det moderlige ophav (desværre) - hvis vi altså antager at klistrethed (jeg ved ikke engang om det er et anerkendt ord) kan være arveligt. 

Når det er lidt varmere ude end 9 grader, så begynder mit subcutane fedt at græde - og det gør Emmas åbenbart også. Disse tårer af fedt tilkendegiver sig ved at drapere vores kroppe i en tynd hinde at klistret sved! Eller det er i hvertfald sådan jeg er overbevist om det foregår! 

De eneste der har det sværere i varmen end os, må være goths og pensionister. 
Goths må dog nødvendigvis have et ambivalent forhold til sommer, da årstiden for alvor giver anledning til de ikke kommer frem i dagstimerne, og i øvrigt kun medfører ultimativ lidelse, hvilket så igen må være den ideelle tilstand at befinde sig i, hvis man altså er goth... 

Pensionisterne derimod! De aner ikke engang de lider, før de vågner op på skade-modtagelsen efter at have været faldet om af dehydratio.

Min mor, for eksempel, har nærmest det samme tøj på om sommeren som om vinteren. Om sommeren er tøjet blot en lysere nuance af den beige hun går i om vinteren. Men bare fordi nuancen er lidt lysere, bliver tøjet jo ikke mindre varmt, og det kan da godt være det kan trække om sommeren, men derfor kan de godt slække bare lidt på hue, handsker, halstørklæde og den der tynde, men dog DEJLIGT lune, strikketrøje de ynder at bære under vindjakken, der dog, udover at være en lysere nuance end vinter-beige, ikke er med thermofoer! 

Jeg kan nu meget godt lide sommer. Ikke fordi jeg er specielt begejstret for varmen, og den deraf følgende klistrethed, og her stormer jo alligevel mere om sommeren, end det gør om efteråret - vidste man iknke bedre, så kunne man næsten hensætte sig til en kølig, men blæsende eftermiddag på Fuerte Ventura - eller den røde plet på Jupiter! 

Men som altid er april en rigtig lurendrejer - rent vejrmæssigt, og den danske sommer vil formentlig udviste utilregnelig adfærd af særlig manifesterende karakter igen i år, men jeg er ligeglad, for jeg går ihvertfald ikke op i hvordan vejret er! OVERHOVEDET!!!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar