I dag har det været mandag! Jeg burde allerede ved dagens start have anet uråd: parkering på taget!!! Værst tænkelige parkeringsplads EVER!
Men alligevel viste mandag sig fra sin mere medgørlige side, i hvertfald på arbejdet. To slags kage fik jeg mig tiltusket, og et rundstykke med ost! Jojo...
Det var faktisk først sidst på dagen mandag begyndte at gøre væsen af sig.
Denne gang var badeværelset arena for de katastrofale eskapader!
Jeg havde sat en vask over, og da dispalyet på vaskemaskinen, efter adskillige timer meddelte,
at der stadig var omkring to timer tilbage, begyndte jeg at ane uråd...
Første forsøg på damagecontrol er altid at rense det der filter, hvis eksistens man først kommer i tanke om, når fanden ER løs i Laksegade!!!
Bevæbnet med utallige håndklæder, løsner jeg forsigtig den prop der adskiller mig og jeg ved ikke hvor mange liter vand. Og der er jo aldrig håndklæder nok! For slet ikke at tale om de ringe odds der er for at få samme håndklæder vasket igen, da det jo er vaskemaskinens tvivlsomme kondition der udløste det her nødvendige overforbrug af rektangulært frotté!
Mens jeg sad på hug, og kunne mærke hvordan vandet langsomt men insisterende sivede gennem mine futter, lovede jeg, at den dag JEG skal designe en vaskemaskine, SÅ skal der monteres en anordning hvormed man sikkert og tørskoet kan tømme de tusinder liter vand, en sådan vaskemaskine tilsyneladende indeholder i inaktiv tilstand!
Da vandet var ude af maskinen, og inde i håndklæder, futter og den bunke vasketøj, der lå parat ved vaskemaskinen, opdager jeg en sær lille slange lige ved siden af filtret, som jeg nærmest kunne trække ud... altså helt ud! Som i at jeg stod med et stykke gråt slange i hånden, et stykke slange som ikke havde nogen fysisk kontakt til selve vaskemaskinen længere!!!
Føromtalte anordning eksisterede altså!!! Og så alligevel ikke, eftersom jeg havde netop havde afmonteret den...
I et helhjerTet, men halvhjerNet forsøg på alibi-damagecontrol propper jeg slangen retur hvor den kom fra, fyldte helt lalala-agtigt maskinen med tøj, startede og håbede på at miraklernes tid ikke var helt forbi...
For mit vedkommende lod miraklet vente på sig - kan man roligt sige.
Udover at have hældt en halv bøtte vaskepulver ud over gulvet i ren og skær kampgejst, så væltede det selvfølgelig ud med vand fra bunden af vaskemaskinen. Den grå slange blev jo aldrig helt remonteret på behørig vis igen, så det her scenarie kunne jeg have sagt mig selv...
I panik løb jeg over til en nabo - Per, som nærmest kan alt, og som før har reddet mig ud af diverse kattepiner.
Lige så kolerisk og opkørt jeg var, lige så rolig og flegmatisk var han. Og så blev jeg også rolig... (Gu gjorde jeg da ej! Hvem fanden kan være rolig, når ens badeværelse sejler i vand - og vaskepulver?!?!)
Per fik maskinen ud fra væggen, og fik lagt den ned, så han kunne remontere anordningsslangen, mens jeg fik et nyt nervesammenbrud!
Hold da helt kæft hvor kan der blive måwe inde bag sådan et stykke hård hvidevare! Eller plyds gråvare, for det var hvad vaskemaskinen ægte kunne defineres som!
Der var så meget støv PÅ og BAGVED vaskemaskinen, at man kunne rulle det sammen, og isolere et større kolonihavehus med det!
Nøj, hvor ville min mor ikke være stolt - eller astma og allergiforbundet for den sags skyld!
Heldigvis havde det store vandudslip gjort sit til, at støvet ikke hvirvlede rundt, men nærmere omdannedes til en slags slimet grød! En masse man lige kunne snuppe med en gang køkkenrulle, hvis man ikke havde et mindre issue med at komme i for tæt kontakt med støvslim, hvilket jeg blankt måtte sande, at jeg i den grad havde!
Prøvede at bruge gulvmoppen, men altså...
Nå, men Per fik remonteret slangen og fik maskinen på højkant og genforenet med plysstøvhulen!
Jeg takkede ham for at have reddet mit liv! Intet mindre!
Fyldte maskinen med det våde klamme støvbefængte tøj, fodrede den med den rest vaskepulver jeg
ikke havde formået at få hældt ud på gulvet, trykkede start og ventede forventningsfuldt...
Og ventede og ventede
Og
Ventede...
Jo, bevares! Den tog vand ind, som den skulle, men så skete der så sandelig heller ikke mere!
Jeg skiftede mellem de forskellige programmer, og blev enig med mig selv (der var ikke så mange andre at blive enige med på det tidspunkt, da alle var blevet beordret i seng), om at al ventetid er lang, og at det stik mod sædvane nok var mig, der udviste en anelse utålmodighed...
Men lige lidt hjalp det! Jeg kunne erkende fra daværende tidspunkt og til der kom overskud i det
offentlige sundhedsvæsen, der skete ikke en skid! Det var som om vaskemaskinen ikke anede om den
skulle dreje tromlen mod uret eller med uret, eller om den i det hele taget skulle dreje tromlen. Stilstand...
Ja, jeg ved ikke helt hvad der gik af mig, men pludselig så jeg mig selv, efter et par apatiske timer på sofaen, googlende vaskemaskiner i øst og vest, i færd med (endnu engang) at mosle vaskemaskinen
ud af plyshulen og få den lagt ned igen på egen hånd. Hvad jeg forventede at se, var cirka det samme som bilister uden forstand på biler forventer at se, når bilen er i stykker, og de åbner kølerhjelmen og stirrer tomt ned i motorrummet...
Men for at vaskemaskine-wrestlingen ikke skulle være helt forgæves, så støvsugede jeg da lige det værste lag støv af plyshulen, fatter resolut en suppeøse og slår lidt på vaskemaskinens motor... Får maskinen på højkant, og for at stoppe den kvælningslyd den fremprovokere fra dens indre, starter jeg en tom maskine på 60 grader uden sæbe, bare fordi...
Og dyret begynder at spinde som en kælen velsmurt motor i en Ford Fiesta fra '99
Tromlen er ikke det mindste i tvivl om hvilken vej den vil dreje, og det eneste der mangler i den her lyksaglighed er tøjet!!!
Nu tør jeg ikke hverken flytte maskinen retur til den nu helt - eller så godt som - støvfrie zone, eller gå i seng, før den er færdig med at vaske den her prøvevask...
Og så snakker vi ikke om, at jeg har tænkt mig at sætte en ægte vask over, stille alarmen for at se om alt går som det skal...
Selvom den sidste idiot ikke er født endnu, så er miraklernes tid heldigvis heller ikke helt forbi, og ej heller forventningens umiddelbare glædesrus!
Miraklerne har jeg stadig til gode, for efter en times lystig snurren, gik gassen i den grad af ballonen!
Både hvad vaskemaskinen angår, og i dén grad undertegnede!
Glædesrusen blev sporenstrengs erstattet af lige dele apati, panik og stress.
Med udsigt til flere kilo halv til helvådt vasketøj, hvoraf størstedelen udgjordes af håndklæder, hvis behov for vask jo var forårsaget af hele kernen til den her efterhånden håbløse situation...
Indtil endnu en redningsmand heltemodigt sprang ind i arenaen!
Søndagsøl-Carsten og jeg henter i morgen en splinter sprit funklende ny vaskemaskine!
I samme ærinde pensionerer vi den gamle vaskemaskine - og med lidt held, har vi rene og måske endda tørre håndklæder på torsdag!
Jeg tror der er god udsigt til en tirsdags-øl...
Men alligevel viste mandag sig fra sin mere medgørlige side, i hvertfald på arbejdet. To slags kage fik jeg mig tiltusket, og et rundstykke med ost! Jojo...
Det var faktisk først sidst på dagen mandag begyndte at gøre væsen af sig.
Denne gang var badeværelset arena for de katastrofale eskapader!
Jeg havde sat en vask over, og da dispalyet på vaskemaskinen, efter adskillige timer meddelte,
at der stadig var omkring to timer tilbage, begyndte jeg at ane uråd...
Første forsøg på damagecontrol er altid at rense det der filter, hvis eksistens man først kommer i tanke om, når fanden ER løs i Laksegade!!!
Bevæbnet med utallige håndklæder, løsner jeg forsigtig den prop der adskiller mig og jeg ved ikke hvor mange liter vand. Og der er jo aldrig håndklæder nok! For slet ikke at tale om de ringe odds der er for at få samme håndklæder vasket igen, da det jo er vaskemaskinens tvivlsomme kondition der udløste det her nødvendige overforbrug af rektangulært frotté!
Mens jeg sad på hug, og kunne mærke hvordan vandet langsomt men insisterende sivede gennem mine futter, lovede jeg, at den dag JEG skal designe en vaskemaskine, SÅ skal der monteres en anordning hvormed man sikkert og tørskoet kan tømme de tusinder liter vand, en sådan vaskemaskine tilsyneladende indeholder i inaktiv tilstand!
Da vandet var ude af maskinen, og inde i håndklæder, futter og den bunke vasketøj, der lå parat ved vaskemaskinen, opdager jeg en sær lille slange lige ved siden af filtret, som jeg nærmest kunne trække ud... altså helt ud! Som i at jeg stod med et stykke gråt slange i hånden, et stykke slange som ikke havde nogen fysisk kontakt til selve vaskemaskinen længere!!!
Føromtalte anordning eksisterede altså!!! Og så alligevel ikke, eftersom jeg havde netop havde afmonteret den...
I et helhjerTet, men halvhjerNet forsøg på alibi-damagecontrol propper jeg slangen retur hvor den kom fra, fyldte helt lalala-agtigt maskinen med tøj, startede og håbede på at miraklernes tid ikke var helt forbi...
For mit vedkommende lod miraklet vente på sig - kan man roligt sige.
Udover at have hældt en halv bøtte vaskepulver ud over gulvet i ren og skær kampgejst, så væltede det selvfølgelig ud med vand fra bunden af vaskemaskinen. Den grå slange blev jo aldrig helt remonteret på behørig vis igen, så det her scenarie kunne jeg have sagt mig selv...
I panik løb jeg over til en nabo - Per, som nærmest kan alt, og som før har reddet mig ud af diverse kattepiner.
Lige så kolerisk og opkørt jeg var, lige så rolig og flegmatisk var han. Og så blev jeg også rolig... (Gu gjorde jeg da ej! Hvem fanden kan være rolig, når ens badeværelse sejler i vand - og vaskepulver?!?!)
Per fik maskinen ud fra væggen, og fik lagt den ned, så han kunne remontere anordningsslangen, mens jeg fik et nyt nervesammenbrud!
Hold da helt kæft hvor kan der blive måwe inde bag sådan et stykke hård hvidevare! Eller plyds gråvare, for det var hvad vaskemaskinen ægte kunne defineres som!
Der var så meget støv PÅ og BAGVED vaskemaskinen, at man kunne rulle det sammen, og isolere et større kolonihavehus med det!
Nøj, hvor ville min mor ikke være stolt - eller astma og allergiforbundet for den sags skyld!
Heldigvis havde det store vandudslip gjort sit til, at støvet ikke hvirvlede rundt, men nærmere omdannedes til en slags slimet grød! En masse man lige kunne snuppe med en gang køkkenrulle, hvis man ikke havde et mindre issue med at komme i for tæt kontakt med støvslim, hvilket jeg blankt måtte sande, at jeg i den grad havde!
Prøvede at bruge gulvmoppen, men altså...
Nå, men Per fik remonteret slangen og fik maskinen på højkant og genforenet med plysstøvhulen!
Jeg takkede ham for at have reddet mit liv! Intet mindre!
Fyldte maskinen med det våde klamme støvbefængte tøj, fodrede den med den rest vaskepulver jeg
ikke havde formået at få hældt ud på gulvet, trykkede start og ventede forventningsfuldt...
Og ventede og ventede
Og
Ventede...
Jo, bevares! Den tog vand ind, som den skulle, men så skete der så sandelig heller ikke mere!
Jeg skiftede mellem de forskellige programmer, og blev enig med mig selv (der var ikke så mange andre at blive enige med på det tidspunkt, da alle var blevet beordret i seng), om at al ventetid er lang, og at det stik mod sædvane nok var mig, der udviste en anelse utålmodighed...
Men lige lidt hjalp det! Jeg kunne erkende fra daværende tidspunkt og til der kom overskud i det
offentlige sundhedsvæsen, der skete ikke en skid! Det var som om vaskemaskinen ikke anede om den
skulle dreje tromlen mod uret eller med uret, eller om den i det hele taget skulle dreje tromlen. Stilstand...
Ja, jeg ved ikke helt hvad der gik af mig, men pludselig så jeg mig selv, efter et par apatiske timer på sofaen, googlende vaskemaskiner i øst og vest, i færd med (endnu engang) at mosle vaskemaskinen
ud af plyshulen og få den lagt ned igen på egen hånd. Hvad jeg forventede at se, var cirka det samme som bilister uden forstand på biler forventer at se, når bilen er i stykker, og de åbner kølerhjelmen og stirrer tomt ned i motorrummet...
Men for at vaskemaskine-wrestlingen ikke skulle være helt forgæves, så støvsugede jeg da lige det værste lag støv af plyshulen, fatter resolut en suppeøse og slår lidt på vaskemaskinens motor... Får maskinen på højkant, og for at stoppe den kvælningslyd den fremprovokere fra dens indre, starter jeg en tom maskine på 60 grader uden sæbe, bare fordi...
Og dyret begynder at spinde som en kælen velsmurt motor i en Ford Fiesta fra '99
Tromlen er ikke det mindste i tvivl om hvilken vej den vil dreje, og det eneste der mangler i den her lyksaglighed er tøjet!!!
Nu tør jeg ikke hverken flytte maskinen retur til den nu helt - eller så godt som - støvfrie zone, eller gå i seng, før den er færdig med at vaske den her prøvevask...
Og så snakker vi ikke om, at jeg har tænkt mig at sætte en ægte vask over, stille alarmen for at se om alt går som det skal...
Selvom den sidste idiot ikke er født endnu, så er miraklernes tid heldigvis heller ikke helt forbi, og ej heller forventningens umiddelbare glædesrus!
Miraklerne har jeg stadig til gode, for efter en times lystig snurren, gik gassen i den grad af ballonen!
Både hvad vaskemaskinen angår, og i dén grad undertegnede!
Glædesrusen blev sporenstrengs erstattet af lige dele apati, panik og stress.
Med udsigt til flere kilo halv til helvådt vasketøj, hvoraf størstedelen udgjordes af håndklæder, hvis behov for vask jo var forårsaget af hele kernen til den her efterhånden håbløse situation...
Indtil endnu en redningsmand heltemodigt sprang ind i arenaen!
Søndagsøl-Carsten og jeg henter i morgen en splinter sprit funklende ny vaskemaskine!
I samme ærinde pensionerer vi den gamle vaskemaskine - og med lidt held, har vi rene og måske endda tørre håndklæder på torsdag!
Jeg tror der er god udsigt til en tirsdags-øl...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar