Det er tre og et halvt år siden jeg løb, altså løb for alvor. Tror ved min søde grød ikke, at der er nogen der løber for sjov, eller jeg håber det sgu ikke!
Løb er ikke sjovt. Jeg har aldrig set nogen der løber OG griner, eller smiler for den sags skyld. Så løb er fandme for alvor!
Jojo, men man har det jo så rart bagefter! Ja, bevares! Det har man også hvis man har gået en hel dag med underhylerne kilet op mellem balderne, og man så langt om længe tager dem ud. Men hvorfor fanden skulle man dog gå med underhylerne oppe mellem balderne? Ja, jeg spørger bare?!?! Altså med mindre vi snakker den lidet flatterende beklædningsgenstand g-strengen! Som vel næppe sorterer under kategorien beklædning! Jeg forstår til stadighed ikke g-strengens berettigelse i denne verden. Enten er man alt for ung til at bære den, eller også er man alt for gammel. Der findes, i min afstumpede optik desangående, ikke en helt perfekt alder til g-streng!
Nå, et sidespring...
Back on track:
Jeg har været ude på min første ægte løbetur i dag!
Det var helt spontant, hvilket er en nødvendighed, da jeg ellers sagtens ville kunne have undveget, hvis det ikke kom som et bagholdsangreb.
Jeg siger ikke løbeskoene ligefrem lå på lur, og tacklede mig, men jeg siger, at jeg uden at tænke over de fatale konsekvenser, udbrød - som om jeg havde tourettes - om børnene ikke ville være med til at cykle mens jeg løb.
Kunne jeg nænne at bide tungen af mig selv i gerningsøjeblikket, så havde jeg gjort det, velvidende at sagt var sagt, og sagt var hørt, og børnene faktisk allerede stod med cykelhjelmene monteret på deres hoveder.
Der var ikke andet at gøre, end helt mekanisk, at iføre mig løbetøjet, og begive mig ud på en helt uoverskuelig rute på 4,75 km i let bakket terræn.
Det gik fint i starten, hvilket det jo altid gør, da man dels et relativt frisk, og dels fordi det går ned ad bakke, hvilket jo kun er godt for moralen og motivationen, hvis man altså formår at holde de dystre tanker om hvor ubamhjertig og konstant stigningen selvsagt er, når turen går hjem!
Jeg bliver bare aldrig sådan en "cardio-pige" er synes det er frisk at få pulsen op, og få røde kinder!
Jeg kan ikke forstå, hvorfor løb er blevet den store "it-sport" - fordi alle kan løbe? Jo bevares, men alle kan da også hive neglene af sine fingrene, det hele er jo blot et spørgsmål om vilje og mentalitet.
Jeg har ikke hverken vilje eller mentalitet til at løbe lange distancer på utroligt kort tid.
Men løb er den event man samles om sammen med kollegaerne. Der er store kommercielle løb, hvor man lokker med både det ene og det andet, og nogle løb hvor man endda lokker med det tredje og fjerde, men de løb er ikke for alle.
Hvorfor kan man ikke samles i en kollegial stund, og hygge sig med at lave hammercurls? Det kan alle sgu da også, og man kan overstå det på moget kortere tid, end man kan løbe 5 km. Med mindre man er sygt stærk og udholdende, og med mindre den der løber de 5 km er sygt hurtig.
Men ved hammercurls kan man trods alt, om ikke decideret kommunikere, så i det mindste sende hinanden indforståede blikke, hvilket man sikkert også kan, når man løber, hvis man bare kunne se noget for de røde pletter der florerer i ens synsfelt, når man løber.
Men jeg klarede de 4,75 km. Jeg skal da være den første til at erkende, at jeg ikke ligefrem klarede distancen i fin overlegen stil, men i min verden er det en sejr i sig selv, at jeg hverken kastede op, besvimede eller græd. Det ville jo også i den grad være upassende at gøre, når børnene var med.
Nu ligger jeg på sofaen. Jeg har været i bad, fået pizza og rødvin, og set i bakspejlet, så var det egentlig ikke så slemt at løbe.
(Jo det var!!!)
Løb er ikke sjovt. Jeg har aldrig set nogen der løber OG griner, eller smiler for den sags skyld. Så løb er fandme for alvor!
Jojo, men man har det jo så rart bagefter! Ja, bevares! Det har man også hvis man har gået en hel dag med underhylerne kilet op mellem balderne, og man så langt om længe tager dem ud. Men hvorfor fanden skulle man dog gå med underhylerne oppe mellem balderne? Ja, jeg spørger bare?!?! Altså med mindre vi snakker den lidet flatterende beklædningsgenstand g-strengen! Som vel næppe sorterer under kategorien beklædning! Jeg forstår til stadighed ikke g-strengens berettigelse i denne verden. Enten er man alt for ung til at bære den, eller også er man alt for gammel. Der findes, i min afstumpede optik desangående, ikke en helt perfekt alder til g-streng!
Nå, et sidespring...
Back on track:
Jeg har været ude på min første ægte løbetur i dag!
Det var helt spontant, hvilket er en nødvendighed, da jeg ellers sagtens ville kunne have undveget, hvis det ikke kom som et bagholdsangreb.
Jeg siger ikke løbeskoene ligefrem lå på lur, og tacklede mig, men jeg siger, at jeg uden at tænke over de fatale konsekvenser, udbrød - som om jeg havde tourettes - om børnene ikke ville være med til at cykle mens jeg løb.
Kunne jeg nænne at bide tungen af mig selv i gerningsøjeblikket, så havde jeg gjort det, velvidende at sagt var sagt, og sagt var hørt, og børnene faktisk allerede stod med cykelhjelmene monteret på deres hoveder.
Der var ikke andet at gøre, end helt mekanisk, at iføre mig løbetøjet, og begive mig ud på en helt uoverskuelig rute på 4,75 km i let bakket terræn.
Det gik fint i starten, hvilket det jo altid gør, da man dels et relativt frisk, og dels fordi det går ned ad bakke, hvilket jo kun er godt for moralen og motivationen, hvis man altså formår at holde de dystre tanker om hvor ubamhjertig og konstant stigningen selvsagt er, når turen går hjem!
Jeg bliver bare aldrig sådan en "cardio-pige" er synes det er frisk at få pulsen op, og få røde kinder!
Jeg kan ikke forstå, hvorfor løb er blevet den store "it-sport" - fordi alle kan løbe? Jo bevares, men alle kan da også hive neglene af sine fingrene, det hele er jo blot et spørgsmål om vilje og mentalitet.
Jeg har ikke hverken vilje eller mentalitet til at løbe lange distancer på utroligt kort tid.
Men løb er den event man samles om sammen med kollegaerne. Der er store kommercielle løb, hvor man lokker med både det ene og det andet, og nogle løb hvor man endda lokker med det tredje og fjerde, men de løb er ikke for alle.
Hvorfor kan man ikke samles i en kollegial stund, og hygge sig med at lave hammercurls? Det kan alle sgu da også, og man kan overstå det på moget kortere tid, end man kan løbe 5 km. Med mindre man er sygt stærk og udholdende, og med mindre den der løber de 5 km er sygt hurtig.
Men ved hammercurls kan man trods alt, om ikke decideret kommunikere, så i det mindste sende hinanden indforståede blikke, hvilket man sikkert også kan, når man løber, hvis man bare kunne se noget for de røde pletter der florerer i ens synsfelt, når man løber.
Men jeg klarede de 4,75 km. Jeg skal da være den første til at erkende, at jeg ikke ligefrem klarede distancen i fin overlegen stil, men i min verden er det en sejr i sig selv, at jeg hverken kastede op, besvimede eller græd. Det ville jo også i den grad være upassende at gøre, når børnene var med.
Nu ligger jeg på sofaen. Jeg har været i bad, fået pizza og rødvin, og set i bakspejlet, så var det egentlig ikke så slemt at løbe.
(Jo det var!!!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar