fredag den 17. oktober 2014

Efterårsferie anno 2014

Denne efterårsferie er den første i mange år, hvor jeg ikke har været i København. Ja, der er også så mange andre ting jeg ikke har gjort denne efterårsferie, og skulle jeg liste op, hvad jeg IKKE har gjort denne efterårsferie, så ville det her blogindlæg blive meget langt!

Jeg vil hellere komme ind på nogle af de ting jeg HAR lavet...

For eksempel i søndags! Der blev jeg tvunget ud af fjerene, ALLEREDE kl 10.15, af den unge og friske Martin D, som er meget yngre end mig. MEGET yngre! - hvilket tydeligt kommer til syne gennem hans adfærd!
Jeg blev vækket, fordi vi skulle på bagagerumsmarked og kigge på sager, og måske handle, hvis der skulle være et godt tilbud. - Jeg må indrømme, at jeg mest tog med for hyggens skyld, og fordi jeg fik overbevist Martin om, at det var hans tur til at give hot dogs.
Henkastet på markedet afslørede min ledsager, at han havde fået en slags ny interesse... At samle rav!!! - eller i hvertfald lede efter rav! Ret morfar-agtigt af sådan en UNG!!! type! Men anerkendende (som jeg jo er!!!) levede jeg mig ind i en ravsamlers univers, og gav ham den fremragende beta, at han da skulle have sådan en gribetang! - og sådan én lå tilfældigvis på én af de næste stande... 20 kroner senere, havde min gode UNGE ven nået nye dimensioner i kategorien MORFAR!
Ikke nok med at gribetangen var tiltænkt ovre i rav-samler departementet, men nu kan han også tage sokker på uden at bukke sig (ret meget)! I sandhed et enestående kup! Men gribetangen var kun begyndelsen på en stor handelsdag for morfar! Der hvor dagen nok peakede, var da han så waderserne!!! - eksisterer ordet waderserne i det hele taget? - jeg VED "de" eksisterer, og jeg har skam også haft den "udsøgte fornøjelse" at se dem monteret på en ret overstadig morfar...
Blev heldigvis aklimatiseret med lækker lækker jordbærkage fra Lagkagehuset af dejlige venner og deres røv-irriterende børn! :hjerte:

Mandag blev dagen som på en måde blev skelsættende for min karriere som fitness-dronning! For det første stod jeg frivilligt op kl. 6.45 for at mødes med trænings-maniac couple numero uno: Mads og Pernille! Godmorgen! Godmorgen Bulgarian split-squats! Og dagen efter: godmorgen højre OG venstre røvbalde! Hvis jeg ikke får røv som JLO efter at have stiftet bekendskab OG indgået i forhold med denne øvelse med det lidet flatterende østeuropæiske navn, ja så ved jeg ved den søde grød ikke hvad! Hvade den bare heddet split-squats, så ville jeg naturligvis ikke have så store forventninger...
Mandag var også dagen jeg glemte min trænkngsaftale med min kollega! :flov smiley: I mine overvejelser omkring endnu en session, måtte jeg erkende at jeg (i modsætning til ham med gribetang og waders) er gammel. Derfor kapitulerede jeg i stedet med en veninde til IKEA i Århus, og købte for 800,- ting og sager, eller vidunderlige ting og sager, jeg selvfølgelig ikke havde brug for.
Jaja, jeg ved godt der ligger en IKEA i Ålleren, men hey, så gjorde vi en tur ud af det...

Tirsdag kom pigerne tilbage til mig efter efterårsferie hos det fædrende ophav.
Nåede dog lige at præsentere min kollega for de Bulgarske små kæledækker - og et par andre af de nye og spændende øvelser jeg havde lært om mandagen. Her betyder spændende så strafagtige!

Onsdag startede igen tidligt med en omgang rask med effektiv tortur. Dog var den dynamiske duo halveret. Ikke at det gjorde mindre ondt af den grund, tværtimod... Med alle de nye øvelser sammenlagt med dem jeg allerede laver nu, så vil min krop formå at glemme dem fra gang til gang, og dermed være i stand til stort set at berige mig med nye og spændende smerter et nyt sted hver dag! DEJLIGT!!! eller "DEJLIGT"...
Hvad jeg så senere erfarede var, at det kun var opvarmningen!
Den ægte workout startede et par timer senere, sammen med pigerne, i DGI huset i Nordkraft, hvor hallen var omdannet til en kombineret forhindringsbane/parkour/springgrav/børneagillity? Og klatrevæg!
Tre timer senere kunne ingen af os mere! Overhovedet!
Sen frokost på Bones, og så hjem og installere børnene foran en film, som jeg sov til fra ende til anden! Hold da helt kæft jeg var ødelagt!
Tidligt i seng, så "man" kunne være frisk, eller i hvertfald vågen, til en tur til Gigantium svømmehal næste dag!

TRE timer med kroppen marineret i andre folks, OG mit eget numsevand! Fik også belært mine børn om, hvorfor vandet i babybassinet var så varmt. - de var ligeglade... Det var jeg også, på en måde (hurra for Valium og vodka til morgenmad)
Der blev svømmet hundesvømning og kørt i vandrutschebane og (for mit vedkommende) klatret på klatrevæg. Indendørs deep water soloing! Toppede i første forsøg! OG nåede at få bikinitoppen (re)monteret på de respektive steder INDEN nogen opdagede "det" (så vidt jeg ved)...
Varm kakao med dåseflødeskum af værste underlødige "kvalitet" indtaget med chiabrød og tarvelig ost med flere enzymer end vaskepulver af middelmådig karakter. Stod og sendte kærlige blikke til ciabattabrødet fremstillet af lige dele durummel og optisk hvidt, for st blive i vaslepulver-termen, men dét kunne jeg alligevel ikke få mig til...

I dag har pigerne og jeg så holdt "den store bagedyst-marathon"
Tænk sig der kan være så mange følelser forbundet med fremstilling af kager?!?! Jeg er helt med på at fortæringen kan kræve lidt fra hele følelsesparameteret, men det er jo noget andet!
Efter kage-følelses-marathon nåede vi en ekspresstur til Fårup sommerland. Primært for at teste det nyindkøbte regntøj, og dels (skulle det vise sig) for at erfare nydelsen ved at rekvirere en parkeringsplads så tæt på selve indgangen at selv handicappladserne virkede totalt langt væk!
Har ikke fået så fremragende en plads siden jeg selv arbejdede for koncernen, og det krævede immervæk man var på pletten en halv time før ordinær åbningstid, for at kunne komme i betragtning til en SÅ god parkeringsplads!

Med børnene hægtet af hos deres mormor kørte jeg indenom tortur-kælderen på vej hjem. Mine balder kunne nemlig godt lige bruge en omgang østeuropæisk straf til at gå weekenden i møde med, og havde man ikke fået en så grundig introduktion til det keg lige har skrevet, så ville det lyde helt og aldeles forkert på ALLE måder! - men vi ved jo godt at det bare er træning!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar