I dag her jeg praktiseret ekstrem klatsovning. 4 runder i alt, om man så må sige.
Jeg startede med at klatsove i RUTEbilen, da Klammerten og jeg drog mod nord efter bilen. Efter at have begrædt det tragiske faktum, at jeg skulle ud og befordre mig med et offentligt transportmiddel, valgte jeg at jeg ikke ville gennemføre distancen alene. Nogen måtte gå planken ud med mig, og hvem er bedre til det end Klammerten?... Eller nogen havde haft nattevagt (hvorfor han ikke mente han ville køre mig derop ,og spare mig for en forfærdelig rejse med RUTEbilen), nogen havde en vigtig dag i 0. klasse at gennemføre og nogen havde betydningsfulde gøremål i Spirevippen... Klammerten var den eneste der ikke rigtig havde planer...
Vi var dog så heldige at blive transporteret til RUTEbilen, så Klammerten slap for et længere ophold i tasken. Det var faktisk kun da vi trådte ind i RUTEbilen, den befandt sig i tasken, der var blevet udtamponeret med en pude. Da vi fik os installeret, lå den og sov sin søde søvn PÅ taske og pude. Og det var her jeg indledte klatsovningen. Vi var knap nået ud af byen, før jeg første gang vågnede ved at underkæben ramte brystkassen. Og hvorfor er første tanke: "Var der nogen der så det???" -for selvfølgelig var der ikke det. Alle de andre (klat)sov også mere eller mindre. Jeg må indrømme, at jeg er overrasket hvor bevidstløs man kan må at være mellem Svanekær møbler og Aabybro! Eller fra byskiltet til Kås og til Jetsmarkhallen for den sags skyld... Og det til trods for, at busserne ikke er blevet mere behagelige at (klat)sove i. Hvornår gik komfort i RUTEbiler og busser af mode? Til gengæld var chaufføren fantastisk. Ja, mage til glade mand skal man lede efter længe, og så endda på en dag, hvor han skulle have holdt fri.
Og hvorfor er det egentlig man, eller i hvertfald jeg, bliver så overrasket, når jeg (en sjælden gang) møder servicemedarbejdere der udstråler og udtrykker ægte glæde, venlighed og interesse for deres arbejde og de der bliver serviceret? Altså overrasket kombineret med mistro, for INGEN er jo ægte venlige og glade i virkeligheden, så der må nødvendigvis stikke noget under... :mistroisk og snedig smiley:
Efter afhentning ag automobilet, frokost og passive cigaretter (de lange blå LA) hos mor var det tid at drage hjemad. Klammerten der burde være blevet træt og udmattet, var mere insisterende end nogensinde. Og det var først da vi var kommet hjem (til en omgang kaltsovning på sofaen) hun gik kold.
Med (meget) åbenmund og (meget) udtørret svælg registrerer jeg i det ganske fjerne en meget irriterende brumme lyd. VÆKKEURET!!! Arrrgh! Emma skal hentes ved bussen...
Fordi det stormer, tillader jeg mig selv at tage det nyreparerede automobil, som jo i virkeligheden slet ikke var i stykker, og fordi bussen er lidt forsinket, når jeg at falde i søvn TO gange i bilen. Heldigvis bar jeg ( mega seje) solbriller, så INGEN havde den fjerneste idé om, at jeg var i dyb dyb kog inde i bilen. Måske og KUN måske kan den (atter) hængende uinderkæbe have bidraget til en afsløring om, at der i dette automobil blev klatsovet in extremis!
Hjemme igen, og tilbage til det jeg var ved på sofaen. Dagens måske sidste lur (desværre)... For nu er "de" jo hjemme til at forpurre det ene gode black out efter det andet!
Hej Champagne og sushi...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar