Jeg har fået en ny hobby her i det nye år, som vi allerede er godt igang med.
F.I.T.N.E.S.S!!!
I know... jeg er blevet én af "dem"... Men hey! -det er ikke så slemt endda! Jeg er (selvfølgelig) ikke én af de der "cool" selfie-piger i outfit(ness) der matcher snørebåndene i Nike Free-skoene. Men det er sikkert kun et spørgsmål om tid... Lang tid!
Faktisk er jeg slet ikke cool, eller jo sgu da! jeg er så cool, som man nu kan være, når man tropper op i sine gamle løbesko, natbukser fra Billeren hvor ribben ved anklerne er klippet af, en top fra H&M fra dengang der eksisterede en linje der hed Rocky i deres kollektion engang tilbage i starten af '90erne, og jeg kan garantere at INTET af det matcher! hverken med snørebånd eller noget andet. Jo min pink drikkedunk matcher fint min ansigtskulør allerede efter ti minutters opvarmning!
Men jeg HAR allerede fået de første skader! jow jow... Selvfølgelig ikke sådan nogle seje "jeg har totalt løfter for meget og fået en fiber" -eller hvad det nu er man gør, når man bliver skadet på den seje måde.
Mit program sluttes altid af med at man skal ligge på gulvet og lave skide besværlige øvelser, hvor man både skal holde balancen og alt muligt, og selvfølgelig vælter jeg! Ikke bare sådan tipper over til siden, nej nej! Jeg VÆLTER! som i ruller rundt og slår mig på div kettlebells, vægtskiver og ting der er fastmonteret i gulvet! Det er også bare fordi jeg er så udmattet, når jeg når til "gulvøvlelses-stadiet", så bliver min koordinering helt svitset. (for normalt er jeg jo i 100% kontrol rent motorisk... det ved vi jo alle!!!)
Jeg har en træningsmakker. Han og jeg aftalte faktisk i tidernes morgen (altså for ca. tre måneder siden, hvor det var vi startede på det der fitness...), at vi SELVFØLGELIG også skulle prøve ALLE! hold... Især så jeg frem til at vi BEGGE skulle deltage på "I form efter fødslen!"...
Det er så gået op for mig, til min store skræk, at der er UTROLIG mange (danse)hold. hvor man skal gøre avancerede ting med fødderne op og ned af en skammel OG gøre ting med armene SAMTIDIG... Måske er det ikke så meget til MIN store skræk, men særligt til alle de andre på holdets store skræk (de lever dog stadig i lykkelig uvidenhed).
Men selfie-pige eller ej, så har kroppen inkl. hjernen det altså godt efter en omgang træning.Dog havde jeg forventet at hjernen også ville komme lidt i form på sigt, men lige for mit vedkommende synes det ikke at være tilfældet. Jeg synes det er nogle virkelig irriterende ting jeg af og til glemmer at medbringe i den ellers så rummelige træningstaske. Jeg har endda lavet en top tre over ting jeg har glemt, som især har været nederen at glemme:
Nr. 3: rene strømper.
Ikke at det som sådan skulle være nødvendigt, da jeg faktisk har strømper med til at træne i, men når så de strømper man havde på hjemmefra bliver STJÅLET!!! så er det altså lidt ahemm træls, at skulle iføre sig lidt mere end fugtige, og en del mere end svært ildelugtende trænings-strømper efter bad...
Nr. 2: rene underhylere!
det er bare rigtig klamt at tage de brugte svedige klamme MEN kolde underhylere på igen efter bad...
Nr. 1 og nr. 2 opdagede jeg selvfølgelig først EFTER jeg havde været i bad... "great"
Nr. 3: HÅNDKLÆDE!!!
ja, det skete så i dag! normalt ville jeg bare køre hjem og bade, men i dag efter træning skulle jeg møde direkte på arbejde, så jeg SKULLE i bad! Det var faktisk rart at jeg var den ENESTE i omklædningen her til morgen, fordi jeg så godt nok sølle ud, da jeg stod der og lufttørrede...
Det var så først nu her for fem minutter siden det gik op for mig, at jeg jo kunne bade på hospitalet og have lånt et håndklæde her... suuuper!
Nu skulle man så tro at det kunne ses på mig, at jeg sådan går til fitness... mjah altså... Det forholder sig imidlertid sådan, at "vi" altså og med de her eksotiske gener er beriget med et betragteligt fedtlag i underhuden, hvilket så også medfører at vi ikke har så mange rynker, som vores jævnaldrende mere ariske venner... Altså armene bliver da lidt større, men jeg bliver ikke decideret markeret. Så det ser bare ud til jeg har sådan nogle gigantiske bingo-køller... Med andre ord, så ligner jeg en hvalpefed teenager uden rynker og i skrivende stund med en anelse bumser på hagen, efter et møde med en usund weekend for et par uger siden. Men INDEN I mig bor der en helt vildt markeret fitness-ninja med den helt rigtige squat-røv og six-pack! Det gør der altså!!!
lørdag den 15. marts 2014
mandag den 6. januar 2014
Den store årsberetning anno 2013 -Fuck You most of the way
Den store årsberetning anno 2013. Fuck You most of the way
Dette herrens år startede ret godt. 6 timer i hulen med la familia nytårsaften! Best new year ever!
Afløst af et telefonopkald fra min mor, der fejrede sit nytår med en rask omgang lungebetændelse. På nær rask, for er I tovlige, hun var vag...
Nogle går ind i det nye år med nyt blæk i kroppen, andre med en heftig antibiotikakur. Sådan er vi jo heldigvis så forskellige.
Det hele tydede på at år 2013 ville blive et godt år. DET HELE!
Men karma er en sur kælling som hader mig, så jeg var ikke mere end lige trådt over tærsklen til det nye år, får jeg fik første drag over nakken.
Enhjørningen valgte at låne Pegasus' vinger og flyve af helvede til. Håber ikke de sidder i nærheden af mit bord. Men no hard feelings, udover dem der blev søndertrampet i stumper og stykker. Men hey! Look at me! I'm still breathing, shining and stuff.
Heldigvis mistede jeg interessen for enhjørningen og enhjørninge i al (u)almindelighed, og konverterede tilbage til de mere konventionelle relations konstellationer.
Det gode ved massivt blodmangel akkompagnieret af heftig migræne med dertil hørende hallucinationer er at man helt glemmer at man er heartbroken. Nårh ja, og så en heftig peptalk og et par kærlige nyrehug af selveste Satan O.
Jeg startede år 2013 med et massivt jernmangel. Om i overført betydning kunne have noget med min interesse for enhjørninge og regnbuer at gøre, det kan vi kun gisne og lave dårlige vittigheder om. Men én ting er sikkert. Jeg bliver nok aldrig vampyr. Well Edward... Now I said it, now You know.
Vi lever i et velfærdssamfund, og har adgang til gratis ydelser qua vores tvungne indbetaling af skat. Det betyder at ydelser i sundhedsvæsenet er gratis for skatteyderen, også undersøgelser hvor primære formål er at udrede for indre blødninger ved hjælp af meget meget meget!!! lange slanger...
Kombinationen af en læge med tendens til at (over)dramatisere, og et sundhedsvæsen der ikke er for fin til at undersøge patienterne i hoved og røv, medførte, før jeg fik set mig om, at jeg lå på en briks med en slange nede i halsen og flere forskellige typer af kropsvæske ud af ansigtet. På ingen måde et stolt øjeblik i mit liv... Mere stolt blev det ikke da turen kom til den anden ende, men de helt vidunderlige drugs jeg fik i den forbindelse, fik faktisk vendt situationen til noget helt vidunderligt. Og mellem os sagt, så er jeg ikke for fin til at lægge røv til en anden gang, såfremt jeg kan få Rapifen og Dormicum med som bisiddere. I think I love the both of You! At man så kendte hende der stod for doseringen og administration af sprøjterne var garntrisse også et plus for min mentale tilstand.
Og hey! Look at me! I'm still breathing and shining and stuff. Godtnok ikke så shiny som Edward, men nu har vi jo også fundet ud af jeg ikke hører til på vampyrfakultetet, så det er udelukkende min personlighed der shiner! Nå ja, en heftig jerntabletkur, intens terapi med spinat og røde bøffer bidrog også til kuløren kom retur i mine kinder.
Livet som enlig mor gør at internettet bliver din bedste ven. Man kan få ALT på nettet! Lige fra en fiktiv kæreste til én mere fiktiv kæreste.
Det gode ved den slags kærester er at de ikke roder, snorker eller på andre måder irriterer én rigtigt.
Det dårlige er at man glemmer hvordan det er at føre en ægte samtale ude i den virkelige (totalt intimiderende) verden.
Det gode ved netkærester er at det kan blive mega intenst. Man kan jo stort set altid få fat i hinanden. Dét er også den dårlige ting ved netkærester. Kontakten kan være virkelig stressende, fordi det er så intenst, og fordi man altid kan få fat i hinanden. Det gode er, at man aldrig skal fake hverken en hovedpine, eller en orgasme for den sags skyld. Det dårlige er at man glemmer hvordan det rent faktisk er at fake såvel en hovedpine som en orgasme. Det gode er at man er fri for nogen form for berøring, hvilket også godt kan være en dårlig ting... Og sådan er der gode og dårlige ting ved cyberrelationer...
Jeg har taget orlov fra dén facet af nettet. Men jeg har ikke smækket med nogle døre derinde, hvilket også ville være ret usædvaneligt, da jeg ikke (som sådan) tror man kan smække med en cyber-dør... Men jeg har nu alligevel besluttet mig for at gå den mere hmmm konventionelle vej, hvad relationer angår... Jeg skal bare lige have fundet ud af hvordan man begår sig ovre i det der konventionelle departement. Men so far går det egentligt ret godt. Mennesker er ikke så forfærdelige som jeg husker dem, eller også har de virkelig taget sig sammen...
Som blodprocenten steg, gjorde temperaturen udenfor det samme. Foråret bankede på efter 22 måneder med sne, undskyld massiv sne! Det forår fik jeg en gave som jeg sent vil, glemme. primært fordi den står på hylden i min dagligstue, men mest fordi jeg ikke før, og i skrivende stund, siden har fået sådan en fin ting. I vores familie har vi et stramt gave-skema, og ingen giver hinanden gaver "bare fordi". Denne her gave sorterer under kagegorien "bare fordi", og selvom omstændighederne omkring det hele var helt fucked up, så er jeg stadig utrolig glad for mit kæmpe store sølvæg fra Summerbird! (og også for plastic-enhjørningen, der hedder Allan, som blev leveret som en lille bonusgave fra en anden, og ganske særlig person).
Så startede det der skulle vise sig at blive den mest fantastiske sommer i mange mange år!
Efter at have ventet på mit børnebidrag, kom det (med tilbagevirkende kraft) efter en ventetid på "kun" 11 måneder! Way to go! Det betød at jeg rent faktisk kunne spendere en is til mine døtre, som alle andre forældre, når vi var ude og handle. Og endda andre is end dem til 5,- i IKEA, selvom man på ingen måde skal kimse af en softice til KUN 5,- og det var KUN FEM KRONER!
Sommeren var god. Vejret spillede alle trumfkort, og havde sat en hitparade på med pisse hamrende godt vejr! Og det var som om vejret skulle råde bod på den uendelig lange vinter, for sommeren blev til sensommer og sensommeren blev til indian summer, og vi ved jo alle at indian summer er det vejrmæssige svar på porno!
Jeg fandt ud af at der er en grund til at havne er så populære. -og det er ikke på grund af lugten. Inde i byen er grænsen mellem duften af frisk limfjord og dunsten af knap så frisk limfjord hårfin. Men den dårlige lugt drukner i det gode miljø. Et utal af aften flaneringer med chihuahuaerne blev det til. De kom næsten helt i form og alt muligt.
Jeg blev (gen)forelsket i København endnu engang i sommer. Tror aldrig jeg slår helt op med den by, selvom jeg har indset vi ikke rigtig har en fremtid sammen. Tror sagtens vores forhold ville kunne fungere, hvis det ikke var fordi vi boede så langt fra hinanden.
Jeg fejrede min kære venindes fødselsdag i København denne sommer, og det var så dejlige nogle dage, at jeg helt kom i tvivl om det i virkeligheden var MIN fødselsdag...
Heldigvis fik jeg en undskyldning for at gense byen i august, da en dejlig ven udsatte sig selv for at holde sin 40 års fødselsdag. Den dag var på alle måder god. Selv gåturen hjem til Nansensgade fra det mest afsides sted på Amager var god.
Det sidste besøg i København i år bød på helt ekstraordinære oplevelser. Udover en gedign frokost-brandert, et helt ekseptionelt kup udi strikketrøjer fik jeg besøgt Blocks and Walls klatrecenter. Hvis der findes et lille stykke af Paradis på denne jord, så er det på det lidet flatterende lettere afdankede industriområde på Refshaleøen!
Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne være ren optur at klatre sig selv til blods. Og med blods mener jeg BLODS!
Men alle smerter og al dårligdom blev elimineret med et besøg på restaurant LeLe! Aldrig er jeg blever serviceret så fremragende, som på LeLe. Min veninde og jeg fik den extended prinsesse-behandling. Og at maden var helt vidunderlig gjorde den meget regnfulde aften til en solskins-aften.
Klatring og ture til København blev sat på kraftig stand by, da jeg sidst i november tilsyneladende havde fået et prøvemedlemsskab i den klub der hedder STRESS!!!
Omkring fem uger (min arbejdsgiver har det helt eksakte tal på dage timer og minutter) var jeg i en tilstand hvor det at trække vejret var en helt uoverskuelig bedrift i sig selv. Godt kroppen kunne finde ud af det selv.
Men hvad er det der gør at man kaster håndklædet i ringen? Det kan der være mange grunde til, og dem skal jeg ikke komme nærmere ind på her.
Mit største issue på den konto var den følelse jeg havde af at være en svækling. Jeg havde svært ved at acceptere at det kunne tage mig en hel dag at tømme opvaskemasknen, og det er ikke fordi jeg har flere sager i min opvaskemaskne end andre (går jeg ud fra) Min mor mente at min situation kunne fikses med en god gedign omgang rengøring og piller. Hvilke piller aner jeg ikke, men det kunne da ikke passe at jeg ikke kunne få noget der kunne klare ærterne for mig, så jeg kunne få overskud til st få gjort rent og nippet de visne blomster af rosenbusken. Rosen skal jo se ordentlig ud, hvad vil naboen tænke eller ikke tænke. Hvad hun så,tænkte, når jeg mødte hende iført min "jeg ligner én det er død-dragten" er ligegldigt, så længe rosen ser ordentlig ud!
Men som jeg lærte at acceptere, at jeg burde undgå de der ikke bidrog med noget godt til min ikke for gode mentale tilstand (som i min mor) og jeg begyndte at søge dem jeg kunne mærke gav mig ro og gjorde mig glad, afslappet og godt tilpas, begyndte jeg også at acceptere at min krop bare var træt helt ind til benet. Og SÅ lige pludselig en dag kunne jeg mærke at den begyndte at reparere sig selv.
Ugentlige kaffedriknings sessioner udviklede sig til endnu et come back på klatrng, som udviklede sig til en radikal ændring af livsstil, herunder et medlemsskab i Fitness World, som rent faktisk bliver benyttet. Det er jo ikke det samme at drikke proteindrik, hvis man ikke har svedt, haft ondt over det hele og kastet blod op inden. Min krop, og især min hjerne, vil have motion. Jeg tror jeg har et indbygget barometer, der får kroppen i uhellig alliance med hjernen til at te sig, når min muskelmasse har reduceret sig med x antal procenter... Det er bare et gæt, men ikke et dårligt gæt, hvis vi antog at min holdning havde noget at sige... Men det er godt for mig at omgive mig med nogle der har en plan, og som kan motivere mig til selv at have en plan og endda at følge den. Nå ja, som heller ikke går i panik over jeg er som jeg er. Rolig og ukompliceret uden så meget pis er det nye sort, har jeg hørt.
Wood Wood er i hvertfald ikke, da jeg ikke formoder det helt suveræne og overlegne brand vil sættes i bås med noget så alment ejet som sort...
Set i bakspejlet har 2013 ikke været så slemt, men det det har udmærket sig ved, er at det har været ægte slemt, NÅR det har været slemt!
Så 2013! Fuck You most of the way.
mandag den 9. december 2013
Let it rain
Nogle gange opdager man knap nok det regner.
Slet ikke når man, i selskab med to fyre, en motorsav og et gammelt udtjent Beal klatrereb, skal fælde et over 10 meter højt grantræ, fordi man skal bruge toppen til noget...
For det første er det sgu da (på en måde) pisse prisværdigt, at de overhovedet gider tumle rundt i skoven i et vejr der på ingen måde indbyder til skovtur.
Men powertools har åbenbart en helt særlig evne til at drive en mand (eller i dette tilfælde, to forvoksede drengerøve) ud i silende regn!
Det hele startede med, at jeg havde brug for hjælp til at få et juletræ transporteret hjem, da de juletræer jeg ville kunne transportere i Clioen ikke på nogen måde ville blive godkendt hos mine døtre.
"Ja da" sagde han, "men så skal det også være sådan et man selv fælder" "ring til Fønss og spørg om vi må komme og fælde et af hans træer"
Allerede dér kunne jeg fornemme hvordan projekt juletræ gik fra at være MIT projekt-"rolig tur til Bauhaus og shoppe træ" til at være HANS projekt-"nu skal vi ud og save og gøre grimme ting mod sagesløse træer med økser". Hvilket, hvis jeg skal være helt ærlig, passede mig fremragende.
Tanken om at være allieret med en anden (slags) voksen virkede umiddelbart tiltalende, selvom pigerne gennem årerne har været udemærkede juletræs-coaches.
Måske var det også tanken om at jeg ikke nødvendigvis skulle investere i butikkens højeste træ der virkede tiltalende. Når man er henholdsvis 5 og 9 år, så kan et juletræ jo ikke blive for stort, bortset fra at vi så har verdens mindste stue, hvilket et par år har givet hmmm logistiske udfordringer, og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg nemt bliver grebet af "klart unger, vi skal da have det største træ-feberen", og sådan et 3,5 meter højt juleteæ synes ikke af så forfærdeligt meget i hallen i Bauhaus som det gør i vores stue, hvor der kun er godt 2 meter til loftet.
Men det var også kun fordi jeg, på daværende tidspunkt, ingen anelse havde om hvordan vejret ville te sig! Og hold da helt kæft der var travlhed ovre i rengvejrs-departementet!
Det var som om regnen forsøgte at regne alle de ødelæggelser væk som stormen havde forårsaget for få dage siden.
Hvad de må have misforstået i vejrministeriet var, at efter en storm med orkaniske tendenser, så vil befolkningen have ROLIGT vejr! Især på en dag hvor jeg skulle ud og shoppe et pisse vigtigt juletræ kunne det have været perfekt med et let snefald. Ikke så meget at det ville blive bøvlet, men tlstrækkeligt til at det hele ville være smukt og juleagtigt. Men hvorfor skulle vejret dog arte sig efter mit hovede når intet andet gør? -selvom det ville have været forfriskende med en lille smule medgang. Ville tørvejr og vindstille i det mindste være for meget forlangt? Ja åbenbart!
Nå, men trods vejrmæssige uoverensstemmelser har denne søndag været lidt mere end en smule bedre end andres. (Primært fordi det ikke var MIG der har haft ild (ikke på den der gode grrrrr-miau måde) i de ædlere dele. Om det skyldtes usømmelig omgang med hanernero-chili eller usømmelig omgang med de ædlere dele eller måske en ond kombination, det skal jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg er bare glad for det ikke var MIG det gik ud over (for en gangs skyld) men én der tåler mosten lidt bedre)
Udover adventsgaven fra George Clooney, så fik jeg rent faktisk en ægte gave, som jeg ikke engang selv havde købt! Og vi lader den bare stå her! Det giver nemlig det bedste indtryk ikke at komme nærmere ind på hvad der faktisk var i gaven... (krybbespil -hilsen redaktionen) og de der vil mene, at det er tanken der tæller, ja det er også rigtigt, men jeg er bare ikke helt sikker på hvorledes tankerne bag indkøbet af krybbespillet havde foranstaltet sig hos afsenderen... Men hey! Jeg fik en ægte gave jeg ikke selv havde købt! Bum! (Kan næsten, med streg under næsten, ikke vente med at se hvad jeg får på næste søndag, da krybbespillet,ikke bliver sin sag at trumfe)
Fik jeg nævnt at den silende insiterende regn holdt op i det øjeblik vi kom hjem med juletræet.
Slet ikke når man, i selskab med to fyre, en motorsav og et gammelt udtjent Beal klatrereb, skal fælde et over 10 meter højt grantræ, fordi man skal bruge toppen til noget...
For det første er det sgu da (på en måde) pisse prisværdigt, at de overhovedet gider tumle rundt i skoven i et vejr der på ingen måde indbyder til skovtur.
Men powertools har åbenbart en helt særlig evne til at drive en mand (eller i dette tilfælde, to forvoksede drengerøve) ud i silende regn!
Det hele startede med, at jeg havde brug for hjælp til at få et juletræ transporteret hjem, da de juletræer jeg ville kunne transportere i Clioen ikke på nogen måde ville blive godkendt hos mine døtre.
"Ja da" sagde han, "men så skal det også være sådan et man selv fælder" "ring til Fønss og spørg om vi må komme og fælde et af hans træer"
Allerede dér kunne jeg fornemme hvordan projekt juletræ gik fra at være MIT projekt-"rolig tur til Bauhaus og shoppe træ" til at være HANS projekt-"nu skal vi ud og save og gøre grimme ting mod sagesløse træer med økser". Hvilket, hvis jeg skal være helt ærlig, passede mig fremragende.
Tanken om at være allieret med en anden (slags) voksen virkede umiddelbart tiltalende, selvom pigerne gennem årerne har været udemærkede juletræs-coaches.
Måske var det også tanken om at jeg ikke nødvendigvis skulle investere i butikkens højeste træ der virkede tiltalende. Når man er henholdsvis 5 og 9 år, så kan et juletræ jo ikke blive for stort, bortset fra at vi så har verdens mindste stue, hvilket et par år har givet hmmm logistiske udfordringer, og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg nemt bliver grebet af "klart unger, vi skal da have det største træ-feberen", og sådan et 3,5 meter højt juleteæ synes ikke af så forfærdeligt meget i hallen i Bauhaus som det gør i vores stue, hvor der kun er godt 2 meter til loftet.
Men det var også kun fordi jeg, på daværende tidspunkt, ingen anelse havde om hvordan vejret ville te sig! Og hold da helt kæft der var travlhed ovre i rengvejrs-departementet!
Det var som om regnen forsøgte at regne alle de ødelæggelser væk som stormen havde forårsaget for få dage siden.
Hvad de må have misforstået i vejrministeriet var, at efter en storm med orkaniske tendenser, så vil befolkningen have ROLIGT vejr! Især på en dag hvor jeg skulle ud og shoppe et pisse vigtigt juletræ kunne det have været perfekt med et let snefald. Ikke så meget at det ville blive bøvlet, men tlstrækkeligt til at det hele ville være smukt og juleagtigt. Men hvorfor skulle vejret dog arte sig efter mit hovede når intet andet gør? -selvom det ville have været forfriskende med en lille smule medgang. Ville tørvejr og vindstille i det mindste være for meget forlangt? Ja åbenbart!
Nå, men trods vejrmæssige uoverensstemmelser har denne søndag været lidt mere end en smule bedre end andres. (Primært fordi det ikke var MIG der har haft ild (ikke på den der gode grrrrr-miau måde) i de ædlere dele. Om det skyldtes usømmelig omgang med hanernero-chili eller usømmelig omgang med de ædlere dele eller måske en ond kombination, det skal jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg er bare glad for det ikke var MIG det gik ud over (for en gangs skyld) men én der tåler mosten lidt bedre)
Udover adventsgaven fra George Clooney, så fik jeg rent faktisk en ægte gave, som jeg ikke engang selv havde købt! Og vi lader den bare stå her! Det giver nemlig det bedste indtryk ikke at komme nærmere ind på hvad der faktisk var i gaven... (krybbespil -hilsen redaktionen) og de der vil mene, at det er tanken der tæller, ja det er også rigtigt, men jeg er bare ikke helt sikker på hvorledes tankerne bag indkøbet af krybbespillet havde foranstaltet sig hos afsenderen... Men hey! Jeg fik en ægte gave jeg ikke selv havde købt! Bum! (Kan næsten, med streg under næsten, ikke vente med at se hvad jeg får på næste søndag, da krybbespillet,ikke bliver sin sag at trumfe)
Fik jeg nævnt at den silende insiterende regn holdt op i det øjeblik vi kom hjem med juletræet.
fredag den 29. november 2013
Fire walk with me
Eller næsten...
Mine ben er ikke på nogen måde lange! Overhovedet!!! Heldigvis er de så lange, at jeg lige akkurat kan nå jorden.
Det skulle så også vise sig at de lige akkurat er så lange, at de lige netop kunne nå hen til flammen på det stearinlys jeg en aften i sidste uge havde tændt for at skabe lidt hygge.
Halvt liggende i sofaen med stængerne mageligt placeret på bordet var jeg ved at ordne vigtige ting på nettet, da jeg til min store overraskelse OG forfærdelse (vi er nok ude i en 50/50 på dén der) ser der er ild i mine sokker!!! Altså vi snakker de sokker jeg har på!!!
Jeg ved faktisk ikke hvad der affødte reaktionen jeg vil beskrive senere. Var det den snigende, men alligevel kontante (over)ophedning af mine fodsåler, lugten af sveden uld/akryl? -blanding som sokkerne var lavet af, eller om det var de stikflammer der rent faktisk stolt og stoisk rejste sig fra mine fødder... Måske lige dele?
Dansen! Dansen jeg udførte for at slukke ilden var et kunststykke uden lige! En uskøn fusion af riverdance, cancan, jitterbug og en dans hvor højlydt akkompagnering vokalt er obligatorisk (ved ikke helt om en sådan dans ægte eksisterer, men mon ikke den gør) blev udført der midt i stuen MED en iPad i hånden OG to chihuahuaer, der troede det hele var en leg kreeret udelukkende til ære for dem, vimsende rundt i røgskyen... Aldrig har jeg sympatiseret mere med dem der går på glødende kul end den aften. Det var heldigvis ingen sag (som sådan) at vaske sodpletten af gulvet...
Sikke en aften... Den nat sov jeg dejligt, og frøs ikke om fødderne én eneste gang.
Må hellere få fat i asbestsokker, så jeg er forberedt på julens komme og det overforbrug af levende lys denne højtid fører med sig... Googler asbestgarn, og får nul hits. Pis os'
Julen er lysenes tid, hjerternes fest OG det tidspunkt diverse opsamlingsalbums reknkarneres (desværre)...
HVOR mange compilations mener musikbranchen de kan slippe afsted med at udgive? Jeg mener, Lars Lilholts greatest hits?!?! Har han overhovedet lavet ét eneste hit (der er værd at lytte til?). Dét har han tilsyneladende i følge reklamerne på tv. Det er også fint nok (eller nej, det er jo helt af helvede til faktisk), men når nu det SKAL være, og der absolut SKAL reklameres SÅ massivt for noget, jeg ikke formoder nogen med en lille smule musikalsk intregritet og respekt for sig selv gider købe, er det så absolut nødvendigt at spille små bidder (som føles uendelige) af ALLE tracks? Er de overhovedet klar over hvor stressende det er at skulle finde remoten til tv'et, for slet ikke at tale om muteknappen? Det er faktisk ret besværligt, og kunsten er at nå det hele INDEN reklamen når til min altoverskyggende hadesang i HELE verden "kald det kærlighed" åhhh jeg kan ikke beskrive med ord hvor meget jeg hader den sang! En dans ville kunne udtrykke det, og faktisk tror jeg min ild-i-sokkerne-dans ville være helt perfekt! Ville det ikke være forfriskende med en reklame (især i dette tilfælde) hvor der ganske kort bliver informeret om at idioten igen har udgivet en(dnu) en opsamling, og at den kan købes i en box med et sæt ørepropper og 20 mg Valium?
På en måde har jeg mere respekt for de der udgiver et helt nyt album op til jul, selvom det stadig stinker langt væk af julegave-luder. Thomas Helmig er én af dem, der efter eksorbitant lang tid i musikbranchen har regnet ud at der er gode penge i at udgive op til jul. Botox er jo en dyr hobby, også selvom man kan få den med rabat af sin nu allerede ekskæreste? Hallo Thomas H, du er en aldrende mand(sling), det gør ikke noget man har rynker. Slet ikke i din alder!
Jeg synes selv rynker giver karakteristik og udtryk i ansigtet. Jeg har intet imod rynker, og jeg kan endda finde dem både sexy og charmerende... ISÆR når de gennempløjer andres ansigter til et sandt delta-inferno af atrofieret underhudsfedt.
Men skulle jeg vælge mellem botox-prinsen og delta-kongen, så må det blive botox...
Med mindre man kan vælge at danse riverdance på glødende kul? For så tror jeg nok jeg vælger dét. Eller nårh nej, det HAR jeg jo prøver, så jeg tror bare jeg sidder over på det hele!
Mine ben er ikke på nogen måde lange! Overhovedet!!! Heldigvis er de så lange, at jeg lige akkurat kan nå jorden.
Det skulle så også vise sig at de lige akkurat er så lange, at de lige netop kunne nå hen til flammen på det stearinlys jeg en aften i sidste uge havde tændt for at skabe lidt hygge.
Halvt liggende i sofaen med stængerne mageligt placeret på bordet var jeg ved at ordne vigtige ting på nettet, da jeg til min store overraskelse OG forfærdelse (vi er nok ude i en 50/50 på dén der) ser der er ild i mine sokker!!! Altså vi snakker de sokker jeg har på!!!
Jeg ved faktisk ikke hvad der affødte reaktionen jeg vil beskrive senere. Var det den snigende, men alligevel kontante (over)ophedning af mine fodsåler, lugten af sveden uld/akryl? -blanding som sokkerne var lavet af, eller om det var de stikflammer der rent faktisk stolt og stoisk rejste sig fra mine fødder... Måske lige dele?
Dansen! Dansen jeg udførte for at slukke ilden var et kunststykke uden lige! En uskøn fusion af riverdance, cancan, jitterbug og en dans hvor højlydt akkompagnering vokalt er obligatorisk (ved ikke helt om en sådan dans ægte eksisterer, men mon ikke den gør) blev udført der midt i stuen MED en iPad i hånden OG to chihuahuaer, der troede det hele var en leg kreeret udelukkende til ære for dem, vimsende rundt i røgskyen... Aldrig har jeg sympatiseret mere med dem der går på glødende kul end den aften. Det var heldigvis ingen sag (som sådan) at vaske sodpletten af gulvet...
Sikke en aften... Den nat sov jeg dejligt, og frøs ikke om fødderne én eneste gang.
Må hellere få fat i asbestsokker, så jeg er forberedt på julens komme og det overforbrug af levende lys denne højtid fører med sig... Googler asbestgarn, og får nul hits. Pis os'
Julen er lysenes tid, hjerternes fest OG det tidspunkt diverse opsamlingsalbums reknkarneres (desværre)...
HVOR mange compilations mener musikbranchen de kan slippe afsted med at udgive? Jeg mener, Lars Lilholts greatest hits?!?! Har han overhovedet lavet ét eneste hit (der er værd at lytte til?). Dét har han tilsyneladende i følge reklamerne på tv. Det er også fint nok (eller nej, det er jo helt af helvede til faktisk), men når nu det SKAL være, og der absolut SKAL reklameres SÅ massivt for noget, jeg ikke formoder nogen med en lille smule musikalsk intregritet og respekt for sig selv gider købe, er det så absolut nødvendigt at spille små bidder (som føles uendelige) af ALLE tracks? Er de overhovedet klar over hvor stressende det er at skulle finde remoten til tv'et, for slet ikke at tale om muteknappen? Det er faktisk ret besværligt, og kunsten er at nå det hele INDEN reklamen når til min altoverskyggende hadesang i HELE verden "kald det kærlighed" åhhh jeg kan ikke beskrive med ord hvor meget jeg hader den sang! En dans ville kunne udtrykke det, og faktisk tror jeg min ild-i-sokkerne-dans ville være helt perfekt! Ville det ikke være forfriskende med en reklame (især i dette tilfælde) hvor der ganske kort bliver informeret om at idioten igen har udgivet en(dnu) en opsamling, og at den kan købes i en box med et sæt ørepropper og 20 mg Valium?
På en måde har jeg mere respekt for de der udgiver et helt nyt album op til jul, selvom det stadig stinker langt væk af julegave-luder. Thomas Helmig er én af dem, der efter eksorbitant lang tid i musikbranchen har regnet ud at der er gode penge i at udgive op til jul. Botox er jo en dyr hobby, også selvom man kan få den med rabat af sin nu allerede ekskæreste? Hallo Thomas H, du er en aldrende mand(sling), det gør ikke noget man har rynker. Slet ikke i din alder!
Jeg synes selv rynker giver karakteristik og udtryk i ansigtet. Jeg har intet imod rynker, og jeg kan endda finde dem både sexy og charmerende... ISÆR når de gennempløjer andres ansigter til et sandt delta-inferno af atrofieret underhudsfedt.
Men skulle jeg vælge mellem botox-prinsen og delta-kongen, så må det blive botox...
Med mindre man kan vælge at danse riverdance på glødende kul? For så tror jeg nok jeg vælger dét. Eller nårh nej, det HAR jeg jo prøver, så jeg tror bare jeg sidder over på det hele!
torsdag den 25. juli 2013
Sol(o) og sommer
Det er faktisk utroligt hvordan jeg gang på gang på gang kan begejstres over et brusebad. Især her om sommeren, hvor det (rent undtagelsesvist) er varmt og solrigt i danmark.
Nogle af mine læsere, der kender mig lidt bedre (end måske godt er), er helt gennem-orienterede desangående mine større eller mindre issues, og ét af dem (især her om sommeren) er at der ikke skal meget varme til før min krop prompte kvitterer ved at drapere mig i en hinde af klister! De selvsamme vil så også vide, at hvis der er noget jeg ikke kan holde ud (udover H2O-badetøfler... og Lars Lilholt) så er det at være klistret, og hvem (udover børn i alderen 2-6 år) kan i øvrigt dét?
Derfor er jeg en hyppig gæst under bruseren. Og til trods for de mange besøg bag forhænget, så tænker jeg næsten hver gang ved mig selv: "ihhh dét var vel nok et enestående godt bad".
Men det ER gode bade jeg foranstalter. Dér hvor filmen måske kan tendere til et mindre knæk, er når jeg et kort øjeblik overvejer (drevet af ren og skær dovenskab) om jeg kan skrue røven i et par af Emmas underhylere, der har deres faste plads på badeværelset. Hun er 8snart9, som rent faktisk ER en ægte alder, altså ottesnartni) Men jeg ender nu altid med at marchere gennem køkkenet (med vinduer til gårdspladsen, som ofte er pænt godt befærdet), stuen, op af trappen og ind i mit soveværelse hvor underhylere i mere passende størrelser befinder sig.
-Jeg har endnu ikke ladet mig friste så meget, at jeg har forsøgt at skrue mig i et par af Emmas hylere. Man kender vel sine begrænsninger ja man gør. Men HVIS jeg havde forsøgt mig, så vil jeg naturligvis dele "the attempt" med jer som noget af det første!
Måske er jeg ved at indfinde mig i min egen lille (sære naturligvis) zen-tilstand, da jeg fandt mig selv være fuld af glæde og henrykkelse ved det faktum at jeg rent faktisk havde husket at rekvirere vatrondeller til påføring af nyindkøbt skintonic (det er bare ikke det samme når man bruger toiletpapir) - eller så er jeg bare på vej over i en ny og hidtil uopdaget grad af "godt lune" -må tale med lægen om det næste gang jeg skal til kontrol med min blod % -som i øvrigt var faldet til 5,2 i går, men efter andet forsøg var den 7,2 og det er altid andet forsøg der gælder (blev vi enige om). Men faldet er den alligevel, så udover at jeg igen skal øges i jerntilskud (og her taler vi tabletterne), så blev jeg bedt om at forsøge at spise en rød steak én til to gange om ugen! Ikke en ordination man kan blive ægte vred over. -gad vide om jeg kan få tilskud af sygesikring Danmark til mine fremtidige Hereford-besøg?!?! -og er der nogen der vil med?
Jeg har fået en mistanke om at mit gode lune er sideløbende med temperaturen ude. Højere temperaturer = højere humør, eller i hvertfald mindre vrede og irritation, for jeg går selvfølgelig ikke ud fra at der er færre idioter omkring mig. Jeg tolererer dem nok bare bedre fordi det er varmt og alt er godt. (og fordi jeg har fået lidt mere asti end jeg plejer)
Sommeren har, qua vejret, været et oplagt fundament til et omfattende misbrug af asti. Ikke desto mindre har mit alkoholforbrug været patetisk lavt (altså klimaet OG ikke mindst habituelle forbrug taget i betragtning -that is). Prøvede godt nok at indhente det manglende alkoholindtag til Grøn koncert, som jeg helt ekstraordinært deltog i denne sommer.
Kan ikke huske hvornår jeg sidst frekventerede et sådan arrangement, men DAD var der dengang, og det var de (så vidt jeg ved) ikke i år. Men hvad ved jeg, for jeg havde travlt med at feste som en teenager, og når jeg siger teenager, så mener jeg teenager! Alt for mange dåseøl og et enkelt opast! Jeps! Jeg ørlede på baggrund af fuldskab (og en nådesløs bagende sol). Kan ikke mindes hvornår jeg sidst har kastet op fordi jeg var fuld. Ka ikke huske hvornår jeg sidst var fuld faktisk. (Det KAN ha været i går, men jeg tror det ikke, for jeg har det fint i dag)...
Ikke desto mindre! -jeg var wasted, shitfaced og hvad der ellers findes af mindre flatterende synonymer til den tilstand. Jeg var det HELE! -og det var herligt!!!
Taget i betragtning hvor lidt jeg har set mine børn denne sommerferie, så er det imponerende hvor afdæmpet jeg, rent adfærdsmæssigt, har formået at holde mig.
Startede sommeren med at springe ud som en tro kopi af min mor! Nemlig!!! -det gør man ved at man, som det første når man træder ind i et befolket lokale, brøler noget om blomster. I mit tilfælde var det: "orrrrk SOM jeg har fået en flot georgine, og der en SÅ mange knopper der ikke er sprunget ud endnu, så jeg sir jer!!! -når DE springer ud!!!" Og så standsede jeg og fik et panikanfald.
Når jeg ikke har tilbedt min blomsterbesætning, som også indeholder en VIRKELIG flot rose OG asters OG pelagonier OG... ok, jeg stopper bare nu! Sorry... - så har jeg tilbragt mange skønne aftener på havnen, hvor jeg har flaneret med chihuahuaerne. En rute på lidt over 5 km går vi, når vi er der, og dét kan man godt se på hundene. Deres små trinde kroppe har forvandlet sig til noget helt utroligt aerodynamisk og muskuløst! -eller cirka deromkring. De har i hvertfald tabt sig! -lidt...
Dét har jeg så ikke! Og slet ikke efter jeg forelskede mig hovedkulds i Magnum Black Espresso! Det gode OG det farlige ved den is er jo som bekendt espressoen. Espressoen gør, at man sagtens kan spise TO is i træk uden at få (nævneværdig) kvalme! Damn You Magnum Black Espresso! (fik jeg lige skrevet espresso 5 gange på 3 linjer inkl. den sidste gang hvor jeg manifesterer hvor mange gange jeg har skrevet det? -det tror jeg så nok lige)
Men orrrk som jeg hygger mig med at flanere på havnen. Det begynder langsomt at gå op for mig hvorfor det maritime miljø alle dage har tiltrukket godt, og knap så godt - folk. Får altid lyst til at eje en båd når jeg går der på havnen, men hvad værre er, er at jeg også får lyst til at iføre mig diverse maritime accessories så som klap for øjet og papagøje. -og jeg er overhovedet ikke søstærk, som i SLET IKKE!!!
Måske sku jeg nøjes med en "havluft" på dåse, hvis det da ikke var for at grænsen mellem duften af hav og stanken af rådden fisk var hårfin.
Parallelt med sommeren langsomt går på hæld, begynder jeg at drømme mig til himmelstrøg hvor husene ikke er isolerede i hulmuren og duggen ikke falder som et omklamrende tæppe inden solen er gået helt ned. Men jeg tror bare slet slet ikke jeg er helt klar til at emigrere til Grønland endnu...
Jeg vil hellere gå vinteren og et forhåbentligt mildt efterår i møde med oprejst pande og langtids braiserede ting i stegegryden, hvile i det kaos jeg befinder mig i og tage tingene som de kommer.
Nogle af mine læsere, der kender mig lidt bedre (end måske godt er), er helt gennem-orienterede desangående mine større eller mindre issues, og ét af dem (især her om sommeren) er at der ikke skal meget varme til før min krop prompte kvitterer ved at drapere mig i en hinde af klister! De selvsamme vil så også vide, at hvis der er noget jeg ikke kan holde ud (udover H2O-badetøfler... og Lars Lilholt) så er det at være klistret, og hvem (udover børn i alderen 2-6 år) kan i øvrigt dét?
Derfor er jeg en hyppig gæst under bruseren. Og til trods for de mange besøg bag forhænget, så tænker jeg næsten hver gang ved mig selv: "ihhh dét var vel nok et enestående godt bad".
Men det ER gode bade jeg foranstalter. Dér hvor filmen måske kan tendere til et mindre knæk, er når jeg et kort øjeblik overvejer (drevet af ren og skær dovenskab) om jeg kan skrue røven i et par af Emmas underhylere, der har deres faste plads på badeværelset. Hun er 8snart9, som rent faktisk ER en ægte alder, altså ottesnartni) Men jeg ender nu altid med at marchere gennem køkkenet (med vinduer til gårdspladsen, som ofte er pænt godt befærdet), stuen, op af trappen og ind i mit soveværelse hvor underhylere i mere passende størrelser befinder sig.
-Jeg har endnu ikke ladet mig friste så meget, at jeg har forsøgt at skrue mig i et par af Emmas hylere. Man kender vel sine begrænsninger ja man gør. Men HVIS jeg havde forsøgt mig, så vil jeg naturligvis dele "the attempt" med jer som noget af det første!
Måske er jeg ved at indfinde mig i min egen lille (sære naturligvis) zen-tilstand, da jeg fandt mig selv være fuld af glæde og henrykkelse ved det faktum at jeg rent faktisk havde husket at rekvirere vatrondeller til påføring af nyindkøbt skintonic (det er bare ikke det samme når man bruger toiletpapir) - eller så er jeg bare på vej over i en ny og hidtil uopdaget grad af "godt lune" -må tale med lægen om det næste gang jeg skal til kontrol med min blod % -som i øvrigt var faldet til 5,2 i går, men efter andet forsøg var den 7,2 og det er altid andet forsøg der gælder (blev vi enige om). Men faldet er den alligevel, så udover at jeg igen skal øges i jerntilskud (og her taler vi tabletterne), så blev jeg bedt om at forsøge at spise en rød steak én til to gange om ugen! Ikke en ordination man kan blive ægte vred over. -gad vide om jeg kan få tilskud af sygesikring Danmark til mine fremtidige Hereford-besøg?!?! -og er der nogen der vil med?
Jeg har fået en mistanke om at mit gode lune er sideløbende med temperaturen ude. Højere temperaturer = højere humør, eller i hvertfald mindre vrede og irritation, for jeg går selvfølgelig ikke ud fra at der er færre idioter omkring mig. Jeg tolererer dem nok bare bedre fordi det er varmt og alt er godt. (og fordi jeg har fået lidt mere asti end jeg plejer)
Sommeren har, qua vejret, været et oplagt fundament til et omfattende misbrug af asti. Ikke desto mindre har mit alkoholforbrug været patetisk lavt (altså klimaet OG ikke mindst habituelle forbrug taget i betragtning -that is). Prøvede godt nok at indhente det manglende alkoholindtag til Grøn koncert, som jeg helt ekstraordinært deltog i denne sommer.
Kan ikke huske hvornår jeg sidst frekventerede et sådan arrangement, men DAD var der dengang, og det var de (så vidt jeg ved) ikke i år. Men hvad ved jeg, for jeg havde travlt med at feste som en teenager, og når jeg siger teenager, så mener jeg teenager! Alt for mange dåseøl og et enkelt opast! Jeps! Jeg ørlede på baggrund af fuldskab (og en nådesløs bagende sol). Kan ikke mindes hvornår jeg sidst har kastet op fordi jeg var fuld. Ka ikke huske hvornår jeg sidst var fuld faktisk. (Det KAN ha været i går, men jeg tror det ikke, for jeg har det fint i dag)...
Ikke desto mindre! -jeg var wasted, shitfaced og hvad der ellers findes af mindre flatterende synonymer til den tilstand. Jeg var det HELE! -og det var herligt!!!
Taget i betragtning hvor lidt jeg har set mine børn denne sommerferie, så er det imponerende hvor afdæmpet jeg, rent adfærdsmæssigt, har formået at holde mig.
Startede sommeren med at springe ud som en tro kopi af min mor! Nemlig!!! -det gør man ved at man, som det første når man træder ind i et befolket lokale, brøler noget om blomster. I mit tilfælde var det: "orrrrk SOM jeg har fået en flot georgine, og der en SÅ mange knopper der ikke er sprunget ud endnu, så jeg sir jer!!! -når DE springer ud!!!" Og så standsede jeg og fik et panikanfald.
Når jeg ikke har tilbedt min blomsterbesætning, som også indeholder en VIRKELIG flot rose OG asters OG pelagonier OG... ok, jeg stopper bare nu! Sorry... - så har jeg tilbragt mange skønne aftener på havnen, hvor jeg har flaneret med chihuahuaerne. En rute på lidt over 5 km går vi, når vi er der, og dét kan man godt se på hundene. Deres små trinde kroppe har forvandlet sig til noget helt utroligt aerodynamisk og muskuløst! -eller cirka deromkring. De har i hvertfald tabt sig! -lidt...
Dét har jeg så ikke! Og slet ikke efter jeg forelskede mig hovedkulds i Magnum Black Espresso! Det gode OG det farlige ved den is er jo som bekendt espressoen. Espressoen gør, at man sagtens kan spise TO is i træk uden at få (nævneværdig) kvalme! Damn You Magnum Black Espresso! (fik jeg lige skrevet espresso 5 gange på 3 linjer inkl. den sidste gang hvor jeg manifesterer hvor mange gange jeg har skrevet det? -det tror jeg så nok lige)
Men orrrk som jeg hygger mig med at flanere på havnen. Det begynder langsomt at gå op for mig hvorfor det maritime miljø alle dage har tiltrukket godt, og knap så godt - folk. Får altid lyst til at eje en båd når jeg går der på havnen, men hvad værre er, er at jeg også får lyst til at iføre mig diverse maritime accessories så som klap for øjet og papagøje. -og jeg er overhovedet ikke søstærk, som i SLET IKKE!!!
Måske sku jeg nøjes med en "havluft" på dåse, hvis det da ikke var for at grænsen mellem duften af hav og stanken af rådden fisk var hårfin.
Parallelt med sommeren langsomt går på hæld, begynder jeg at drømme mig til himmelstrøg hvor husene ikke er isolerede i hulmuren og duggen ikke falder som et omklamrende tæppe inden solen er gået helt ned. Men jeg tror bare slet slet ikke jeg er helt klar til at emigrere til Grønland endnu...
Jeg vil hellere gå vinteren og et forhåbentligt mildt efterår i møde med oprejst pande og langtids braiserede ting i stegegryden, hvile i det kaos jeg befinder mig i og tage tingene som de kommer.
fredag den 21. juni 2013
Am-en (helt ærligt)
Amme-debatten, ja det er så sandelig blevet et begreb AMME-DEBATTEN... -er ved at gå for vidt, synes jeg. Skal man ha en holdning til ALT? -Og hvad så, hvis der sidder en mor og ammer sin baby? Er det ikke bedre med lidt bart og en stille baby? Eller foretrækker vi en skrigende baby og en kampsvedende mor (med meget spændte mælke-babser?) -er det virkelig dét vi hellere vil have? Eller vil vi bare ha de der pisse irriterende barsels-mødre, der standser op midt i gågaden med deres shiny Oddervogn (på alustel) skal blive hjemme bag nedrullede gardiner? Har de virkelig investeret næsten 10000,- på en vogn der aldrig må blive luftet?
Og hvad er det nøjagtigt der støder folks blufærdighed? Der er jo dels både bar hud (i mere eller mindre flatterende serveringer) og dels bare bryster (også i mere eller mindre flatterende serveringer) over alt!
Jeg kunne ikke være mere ligeglad med om der er en parade af ammende kvinder og mælkesprøjtende babser og fede babyer i mit gadebillede, jeg har nemlig så mange andre ting at forarges over.
Hvad med de utroligt overvægtige damemennesker der mener de skal spankulere gaderne tynde i så stramtsiddende blondeleggins, at deres læg til forveksling ligner en overkogt partyskinke? Hvad med dem? Jeg mener bare at Sundhedsstyrelsen rent faktisk anbefaler at mødre ammer deres babyer, men er næsten sikker på, at det ikke er angivet nogen steder, at det anbefales at have lægge som skinker, og jeg er helt overbevist om at der intet står om blondeleggins...
Men jeg tænker bare at det er synd for skinkerne, at de ingen ægte venner har, der på en pæn, eller måske mindre pæn måde kan gøre dem klart, at (appelsin)hud presset ud gennem hulmønster er no-go!
Jeg formoder ikke, at de ammende kvinder ligefrem nyder at sidde og eksponere deres bryster, hvilket de jo heller ikke gør, dersom brystet jo oftest er dækket af en meget sultent babyhoved, der er så begærlig og så besidderisk på brystet, at ingen andre kan komme i nærheden af kilden med livseliksir. Og særligt nu i amme-debatten orkanøje er ammende kvinder jaget vildt. Hvilket kan være godt for os andre, da fokus så flyttes, og man kan te sig som man vil.
Hvilket der er en del der benytter sig af. Om deres adfærd er direkte udløst af amme-debatten ved jeg dog ikke, men på en måde håber jeg det, da det på ingen andre måder kan retfærdiggøres. Jeg tænker selvfølgelig på de typer der ikke er for fine til at eksponere sig selv, eller dele af sig selv... For eksempel de midaldrende kvinder, der ikke mener de er for gamle til at gå i g-streng. En "beklædnings"genstand, der på niveau med H2O-badetøflen burde forbydes ved lov. Mener, har verden brug for at se mere cellulitisramt harmonikarøv end højest nødvendigt? Ikke hvis man spørger mig, men ikke desto mindre var jeg vidne til netop synet af den midaldrende (foroverbøjede -endda) kvinde i g-streng.
Et syn der kunne få de fleste til at foretrække en kødrand af ammende kvinder.
Eller bare generelt foretrække kødrand, som jo (heldigvis) er en spise der ligeså stille er ved at blive sluset ud af de danske køkkener.
Havde jeg været i besiddelse af en saks (hvilket var godt jeg ikke var), ville fristelsen være uimodståelig. Lige et lille klip og den billige satin ville forsvinde for evigt mellem "filet-mignon" anno 1959. Men fordi jeg er dannet og rummelig, så nøjedes jeg med at væmmes indeni og koncentrere mig om at nedtone det panikanfald min associationskæde af billig satin og smæld på unævnelige slimhinder kunne fremkalde...
Eller hvad med de mænd der ikke kan få deres badebukser stramme nok? Jo bevares, jeg ved godt at badebukser er passende i svømmehallen, og jeg er dog trods alt lykkelig for at den (utroligt tynde og afslørende) beklædningsgenstand dog er påbudt i det etablissement.
Ikke destomindre har jeg været vidne til badebukser der var så tætsiddende, at man ikke et sekund var i tvivl om hvorvidt bæreren af denne buks var omskåret eller ej. Og blev jeg forarget? Ja sgu da, men jeg lod som ingenting og var mere fokuseret på at jeg ikke fik vand i ansigtet, eller andre steder på min krop, hvilket var en umulig opgave, men så var jeg aktiveret -må man sige. Og mit bad efterfølgende ville ryge direkte ind på side 1 i OCD-håndbogen... Har ikke været i svømmehallen siden...
Og skal jeg gå til stregen og blive kontroversiel, og det skal jeg jo. Især nu jeg har lagt op til det... Hvad med de der sidder og savler (i en kørestol)? Skal de også ekskluderes fra visse steder. Ja det er jo ingen hemmelighed at de ikke er velkomne på café Spiret i Ålleren (måske det har ændret sig).
Nårh, men "de" kan jo ikke gøre for de sidder og savler (i en kørestol...) Og næææ det kan de ikke, og man kan heller ikke gøre for at babyen bliver sulten (og man ikke har råd til andet end at amme, fordi man bruger alle sine penge på at gå på café), men det bliver bare ikke mindre frastødende at se på én der savler, uanset om vedkommende kan gøre for det eller ej. Men dét er der jo ingen der direkte åbenlyst lader sig påvirke af, for "man skal jo ikke være dømmende", selvom vi alle godt ved at det er de samme ("ikke dømmende") typer der spiser lidt hurtigere og kigger lidt mere andre steder hen.
Kan de typer så ikke også bare gøre det samme ved ammende kvinder? Altså ignorere dem, som man ignorerer ham der står og sælger Husforbi? Der er jo ingen der beder ham om at rufle hen på et andet gadehjørne. -så vidt jeg ved...
Og jeg har (for the reccord) INTET mod hverken folk der savler, hjemløse, ammende ELLER fede lægge i blondeleggins.
Vi skal jo alle være her. (undtagen dem i H2O-badetøfler) For FUCK jeg HADER H2O-badetøfler næsten lige så meget som jeg hader Lars Lilholt... Lars Lilholt i H2O-badetøfler!!! -ku man forestille sig det???!?!?!...
Og hvad er det nøjagtigt der støder folks blufærdighed? Der er jo dels både bar hud (i mere eller mindre flatterende serveringer) og dels bare bryster (også i mere eller mindre flatterende serveringer) over alt!
Jeg kunne ikke være mere ligeglad med om der er en parade af ammende kvinder og mælkesprøjtende babser og fede babyer i mit gadebillede, jeg har nemlig så mange andre ting at forarges over.
Hvad med de utroligt overvægtige damemennesker der mener de skal spankulere gaderne tynde i så stramtsiddende blondeleggins, at deres læg til forveksling ligner en overkogt partyskinke? Hvad med dem? Jeg mener bare at Sundhedsstyrelsen rent faktisk anbefaler at mødre ammer deres babyer, men er næsten sikker på, at det ikke er angivet nogen steder, at det anbefales at have lægge som skinker, og jeg er helt overbevist om at der intet står om blondeleggins...
Men jeg tænker bare at det er synd for skinkerne, at de ingen ægte venner har, der på en pæn, eller måske mindre pæn måde kan gøre dem klart, at (appelsin)hud presset ud gennem hulmønster er no-go!
Jeg formoder ikke, at de ammende kvinder ligefrem nyder at sidde og eksponere deres bryster, hvilket de jo heller ikke gør, dersom brystet jo oftest er dækket af en meget sultent babyhoved, der er så begærlig og så besidderisk på brystet, at ingen andre kan komme i nærheden af kilden med livseliksir. Og særligt nu i amme-debatten orkanøje er ammende kvinder jaget vildt. Hvilket kan være godt for os andre, da fokus så flyttes, og man kan te sig som man vil.
Hvilket der er en del der benytter sig af. Om deres adfærd er direkte udløst af amme-debatten ved jeg dog ikke, men på en måde håber jeg det, da det på ingen andre måder kan retfærdiggøres. Jeg tænker selvfølgelig på de typer der ikke er for fine til at eksponere sig selv, eller dele af sig selv... For eksempel de midaldrende kvinder, der ikke mener de er for gamle til at gå i g-streng. En "beklædnings"genstand, der på niveau med H2O-badetøflen burde forbydes ved lov. Mener, har verden brug for at se mere cellulitisramt harmonikarøv end højest nødvendigt? Ikke hvis man spørger mig, men ikke desto mindre var jeg vidne til netop synet af den midaldrende (foroverbøjede -endda) kvinde i g-streng.
Et syn der kunne få de fleste til at foretrække en kødrand af ammende kvinder.
Eller bare generelt foretrække kødrand, som jo (heldigvis) er en spise der ligeså stille er ved at blive sluset ud af de danske køkkener.
Havde jeg været i besiddelse af en saks (hvilket var godt jeg ikke var), ville fristelsen være uimodståelig. Lige et lille klip og den billige satin ville forsvinde for evigt mellem "filet-mignon" anno 1959. Men fordi jeg er dannet og rummelig, så nøjedes jeg med at væmmes indeni og koncentrere mig om at nedtone det panikanfald min associationskæde af billig satin og smæld på unævnelige slimhinder kunne fremkalde...
Eller hvad med de mænd der ikke kan få deres badebukser stramme nok? Jo bevares, jeg ved godt at badebukser er passende i svømmehallen, og jeg er dog trods alt lykkelig for at den (utroligt tynde og afslørende) beklædningsgenstand dog er påbudt i det etablissement.
Ikke destomindre har jeg været vidne til badebukser der var så tætsiddende, at man ikke et sekund var i tvivl om hvorvidt bæreren af denne buks var omskåret eller ej. Og blev jeg forarget? Ja sgu da, men jeg lod som ingenting og var mere fokuseret på at jeg ikke fik vand i ansigtet, eller andre steder på min krop, hvilket var en umulig opgave, men så var jeg aktiveret -må man sige. Og mit bad efterfølgende ville ryge direkte ind på side 1 i OCD-håndbogen... Har ikke været i svømmehallen siden...
Og skal jeg gå til stregen og blive kontroversiel, og det skal jeg jo. Især nu jeg har lagt op til det... Hvad med de der sidder og savler (i en kørestol)? Skal de også ekskluderes fra visse steder. Ja det er jo ingen hemmelighed at de ikke er velkomne på café Spiret i Ålleren (måske det har ændret sig).
Nårh, men "de" kan jo ikke gøre for de sidder og savler (i en kørestol...) Og næææ det kan de ikke, og man kan heller ikke gøre for at babyen bliver sulten (og man ikke har råd til andet end at amme, fordi man bruger alle sine penge på at gå på café), men det bliver bare ikke mindre frastødende at se på én der savler, uanset om vedkommende kan gøre for det eller ej. Men dét er der jo ingen der direkte åbenlyst lader sig påvirke af, for "man skal jo ikke være dømmende", selvom vi alle godt ved at det er de samme ("ikke dømmende") typer der spiser lidt hurtigere og kigger lidt mere andre steder hen.
Kan de typer så ikke også bare gøre det samme ved ammende kvinder? Altså ignorere dem, som man ignorerer ham der står og sælger Husforbi? Der er jo ingen der beder ham om at rufle hen på et andet gadehjørne. -så vidt jeg ved...
Og jeg har (for the reccord) INTET mod hverken folk der savler, hjemløse, ammende ELLER fede lægge i blondeleggins.
Vi skal jo alle være her. (undtagen dem i H2O-badetøfler) For FUCK jeg HADER H2O-badetøfler næsten lige så meget som jeg hader Lars Lilholt... Lars Lilholt i H2O-badetøfler!!! -ku man forestille sig det???!?!?!...
tirsdag den 21. maj 2013
Halvvejs gennem pisset
Er nogle af ordene i et nummer med årets danske mandlige kunstner LOC. LOC som jeg siden "undskyld ho" har forsaget mere end spidskommen. Men spidskommen er begyndt at vokse på mig, især efter jeg har fundet en økologisk version af dette underlødige krydderi. LOC og spidskommen er gået hånd i hånd ind i mit musikalske spicy hjerte. Og I ved godt det bliver mellem os sagt...
Men halvvejs gennem pisset, halvvejs gennem livet... Og første halvdel af livet har jeg (som de fleste andre) brugt på både at finde mig selv, været fuld og håbløst forelsket, men også i dén grad kreeret mig selv. Og jeg tror næsten jeg er færdig med værket (i hvertfald det der med at finde og kreere mig selv). Der er i hvertfald grænser for hvor meget jeg gider at ændre ved den her (i nogles øjne lidet flatterende) kreation, men så må jeg bare hænge med de der rent faktisk kan leve med de små UBETYDELIGE SKØNHEDSfejl jeg besidder!
Jeg gider ikke bruge min sidste halvdel af livet på at hige efter det umulige, men jeg gider heller ikke nøjes med det acceptable. Jeg vil ha cremen, og jeg vil fandme ha den serveret på et sølvfad! -af en smuk mand iført lændeklæde og sixpack! (Både den på maven, men også den der hedder Heineken)
Jeg gider ikke spilde min tid på at hige, men har besluttet at bruge lige akkurat den nødvendige mængde krudt.
Jeg ved mit liv ikke er perfekt eller noget der minder om, men jeg har besluttet at hvile i kaos og generel sadass-tilstand. Og ikke mindst har jeg besluttet at acceptere, elske og ære mig selv på alle mulige tåbelige kliché-agtige måder.
Jeg har lært (qua min konstante mangel på penge primært) at værdsætte de små ting i livet. Og jeg mener små ting. Jeg har lært at cash ikke gør lykkelig, men dog livet nemmere på mange måder -det anerkender jeg, bevares, men jeg har været så low on cash, at jeg har tvunget mig selv til at lovprise det faktum, at hverken mine døtre eller jeg på noget tidspunkt er gået sultne i seng. -eller jeg er jo altid sulten, eller aldrig mæt, eller jeg kan inhvertfald altid lige spise noget, men I ved hvad jeg mener...
Men små ting i livet for nogle kan faktisk være store ting i livet for andre. Og i bund og grund vil vi jo bare gerne elskes (eller i det mindste tænkes kærligt på, eller bare tænkes på uden der er decideret had indblandet), holde varmen og ikke være alt for fedtede i hovedbunden.
Jeg ved mit liv på mange måder er lort, men jeg mener, så længe jeg stadig naivt tænker ved mig selv, at det bliver bedre i morgen, så kan mit lorteliv vel sidestilles med en mild diarré. Ikke noget der (som sådan) er på vippen til det katastrofale, men heller ikke en tilstand man ligefrem tilstræber at opnå, med mindre man har et helt særligt forhold til sit badeværelse, og ikke mindst sit toilet, og hvad mit forhold til mit toilet angår, så henviser jeg til mit indlæg desangående, der blev publiceret i december 2012...
Joooh... Jeg lever skam i et relativt lykkeligt forhold med mig selv, men det skyldes udelukkende parametre omkring mig selv, som jeg VED er i gode konditioner.
Jeg et en pisse god ven på mange områder, og en helt shitty og crappy én af slagsen på andre områder, men sålænge det gode shiner over det crappy, så er det sgu ok med mig, og i henhold til staben af skide gode venner, så er den crappy del nok lige akkurat til at leve med.
Som mor skralder det lige netop an. Jeg er (som størstedelen af andre mødre) ved at blive drevet til massiv alkoholisme og en uimodståelig trang til konstant virkelighedsflugt af mine børn. Men igen murrer det naive "i morgen bliver det bedre" velvidende at vi går en teenage-periode i møde med stormskridt, men så længe der er Valium i glasset, så længe er der håb om at det bliver bedre i morgen...
Jeg er ligeså elsket på mit job af mine kollegaer som jeg er forhadt af mine ledere. Men man kan ikke vinde hver gang, og her tænker jeg på mine ledere... Altså som i, at de virkelig trak nitten, da jeg blev ansat. Ikke at jeg ikke er god til mit job, bevares... Det klarer jeg mig, så vidt vides, helt ok. Der er inhvertfald ingen der er døde på min vagt (endnu), men det kræver dælme snilde og uovertruffen dygtighed, hvis man ska ha succes med at tage livet af en patient der bliver opereret for grå stær.
Jeg mener ikke jeg sælger ud fordi jeg spiller spillet, smiler og flyder med strømmen, for jeg flyder ikke på dybere vand, end at jeg altid kan plante mine fødder på bunden og skride, hvis jeg ikke gider mere. Men man ska ikke opsøge konflikten for konfliktens skyld. Dertil har jeg for meget værdighed og integritet. Og bare fordi jeg smiler og spørger om hvor højt jeg skal hoppe, så hersker der vel ingen tvivl om, at jeg ikke hopper højere end det netop passer mig (og det er IKKE fordi jeg er blevet for tung i røven)
Sidste halvdel af pisset vil jeg høste frugten af alle anstrengelserne fra første halvdel af pisset. Spring ombord på bussen. Her er plads til alle, men det er mig der bestemmer hvor den kører hen og hvor stærkt den kører!
Men halvvejs gennem pisset, halvvejs gennem livet... Og første halvdel af livet har jeg (som de fleste andre) brugt på både at finde mig selv, været fuld og håbløst forelsket, men også i dén grad kreeret mig selv. Og jeg tror næsten jeg er færdig med værket (i hvertfald det der med at finde og kreere mig selv). Der er i hvertfald grænser for hvor meget jeg gider at ændre ved den her (i nogles øjne lidet flatterende) kreation, men så må jeg bare hænge med de der rent faktisk kan leve med de små UBETYDELIGE SKØNHEDSfejl jeg besidder!
Jeg gider ikke bruge min sidste halvdel af livet på at hige efter det umulige, men jeg gider heller ikke nøjes med det acceptable. Jeg vil ha cremen, og jeg vil fandme ha den serveret på et sølvfad! -af en smuk mand iført lændeklæde og sixpack! (Både den på maven, men også den der hedder Heineken)
Jeg gider ikke spilde min tid på at hige, men har besluttet at bruge lige akkurat den nødvendige mængde krudt.
Jeg ved mit liv ikke er perfekt eller noget der minder om, men jeg har besluttet at hvile i kaos og generel sadass-tilstand. Og ikke mindst har jeg besluttet at acceptere, elske og ære mig selv på alle mulige tåbelige kliché-agtige måder.
Jeg har lært (qua min konstante mangel på penge primært) at værdsætte de små ting i livet. Og jeg mener små ting. Jeg har lært at cash ikke gør lykkelig, men dog livet nemmere på mange måder -det anerkender jeg, bevares, men jeg har været så low on cash, at jeg har tvunget mig selv til at lovprise det faktum, at hverken mine døtre eller jeg på noget tidspunkt er gået sultne i seng. -eller jeg er jo altid sulten, eller aldrig mæt, eller jeg kan inhvertfald altid lige spise noget, men I ved hvad jeg mener...
Men små ting i livet for nogle kan faktisk være store ting i livet for andre. Og i bund og grund vil vi jo bare gerne elskes (eller i det mindste tænkes kærligt på, eller bare tænkes på uden der er decideret had indblandet), holde varmen og ikke være alt for fedtede i hovedbunden.
Jeg ved mit liv på mange måder er lort, men jeg mener, så længe jeg stadig naivt tænker ved mig selv, at det bliver bedre i morgen, så kan mit lorteliv vel sidestilles med en mild diarré. Ikke noget der (som sådan) er på vippen til det katastrofale, men heller ikke en tilstand man ligefrem tilstræber at opnå, med mindre man har et helt særligt forhold til sit badeværelse, og ikke mindst sit toilet, og hvad mit forhold til mit toilet angår, så henviser jeg til mit indlæg desangående, der blev publiceret i december 2012...
Joooh... Jeg lever skam i et relativt lykkeligt forhold med mig selv, men det skyldes udelukkende parametre omkring mig selv, som jeg VED er i gode konditioner.
Jeg et en pisse god ven på mange områder, og en helt shitty og crappy én af slagsen på andre områder, men sålænge det gode shiner over det crappy, så er det sgu ok med mig, og i henhold til staben af skide gode venner, så er den crappy del nok lige akkurat til at leve med.
Som mor skralder det lige netop an. Jeg er (som størstedelen af andre mødre) ved at blive drevet til massiv alkoholisme og en uimodståelig trang til konstant virkelighedsflugt af mine børn. Men igen murrer det naive "i morgen bliver det bedre" velvidende at vi går en teenage-periode i møde med stormskridt, men så længe der er Valium i glasset, så længe er der håb om at det bliver bedre i morgen...
Jeg er ligeså elsket på mit job af mine kollegaer som jeg er forhadt af mine ledere. Men man kan ikke vinde hver gang, og her tænker jeg på mine ledere... Altså som i, at de virkelig trak nitten, da jeg blev ansat. Ikke at jeg ikke er god til mit job, bevares... Det klarer jeg mig, så vidt vides, helt ok. Der er inhvertfald ingen der er døde på min vagt (endnu), men det kræver dælme snilde og uovertruffen dygtighed, hvis man ska ha succes med at tage livet af en patient der bliver opereret for grå stær.
Jeg mener ikke jeg sælger ud fordi jeg spiller spillet, smiler og flyder med strømmen, for jeg flyder ikke på dybere vand, end at jeg altid kan plante mine fødder på bunden og skride, hvis jeg ikke gider mere. Men man ska ikke opsøge konflikten for konfliktens skyld. Dertil har jeg for meget værdighed og integritet. Og bare fordi jeg smiler og spørger om hvor højt jeg skal hoppe, så hersker der vel ingen tvivl om, at jeg ikke hopper højere end det netop passer mig (og det er IKKE fordi jeg er blevet for tung i røven)
Sidste halvdel af pisset vil jeg høste frugten af alle anstrengelserne fra første halvdel af pisset. Spring ombord på bussen. Her er plads til alle, men det er mig der bestemmer hvor den kører hen og hvor stærkt den kører!
Abonner på:
Opslag (Atom)