Årsberetningen anno 2022

 Årsberetningen 2022

Jeg havde egentlig skrevet en ualmindelig lang og kedelig kronologisk opremsning af ting jeg havde foretaget mig i det forgangne år, men på min biltur hjem fra en perifær bekendt i Vester Hassing, kom jeg frem til, at årsberetningen ikke skulle være sådan alligevel. Det er jo i bund og grund så skide uinteressant hvad jeg laver, og de der skulle finde det bare en snas spændende, har rige muligheder for at følge med i mine bedrifter (eller mangel på samme) på de sociale medier.

THE CURE

Det er vidst ikke gået nogens næse forbi, at The Cure har været på tour, og at de har spillet i Royal Arena. Det er især ikke gået nogens næse forbi, at jeg var til koncerten i Royal Arena, og det er decideret ikke gået nogens næse forbi, at The Cure har brugt ét af de billeder jeg tog til koncerten på deres sociale medier.

Det der muligvis er gået nogens næse forbi er, at jeg havde et broderi med til koncerten, der forestiller Robert Smith. Et broderi jeg for mange år siden fik af en perifær bekendt, som jeg kørte hjem fra i dag, da jeg besluttede at skrive en ny årsberetning. Et broderi min perifære bekendte havde tvunget sin studerende til at stikke. Et broderi der, da det blev afleveret til mig, blev kylet ud af vinduet på bilen - og landede i min lille forhave. Et broderi der fangede Robert Smiths fulde opmærksomhed 2/3 henne i Close To Me, hvor han, da han så broderiet, gik helt i stå, og ikke kunne tage øjnene fra sig selv gengivet i sort og rød DMC (det er broderigarn).

Det kan umuligt overraske nogen, at det var en kæmpe oplevelse, langt om længe at etablere en form for kontakt-situation med den mand jeg siden 1992 har været fuldstændig forgabt i. Som én sagde til mig: nu ved han du eksisterer - og som jeg svarede: jeps, ooog nu har han allerede glemt det igen! Men det fratager ikke mig den kæmpe oplevelse det var, at have hans fulde opmærksomhed i adskillige minutter…

MOR

Mor bliver 89 om få dage, og selvom det værker i lemmerne, så fungerer hjernen overraskende godt - alt taget i betragtning, hun husker i hvert fald på kroner og ører, hvis man skylder hende penge. Nogle gange handler jeg for hende, og det kan godt knibe med at huske (og anerkende) det beløb jeg har lagt ud for hende i den forbindelse - mens hun med et bredt grin lader som om hun intet husker om noget. Men hun synes hun er så træt hele tiden.

Juleaften var hun træt. Men det var der heller ikke noget at sige til. Hun havde nemlig ikke fået sin middagssøvn, fordi hun mente det ville være bedre lige at teste de udendørs faciliteter af rindende vand.

Efter adskillige dage med hård frost, syntes mor at hun ville åbne for vandhanen udenfor, lige for at se hvordan den klarede sig i det kolde vejr.

Vandet løb fint - måske endda lidt for fint, for hanen lod sig ikke lukke igen.

Mor måtte derfor ind under køkkenvasken for at slukke på hovedhanen. (Alle der har kendskab til mor, ved at hun ser meget dårligt). På trods af ihærdig skruen på hovedhanen stoppede kaskaderne af udendørs vand ikke. Til gengæld stoppede det varme vand med at virke - og det var under ingen omstændigheder fordi mor muligvis havde skruet på den forkerte hane. DET VAR DET IKKE!

Min bror fik den potentielle vandkatastrofe afhjulpet, og på det tidspunkt var tidsplanen så skubbet, at der ikke var tid til at hvile sig!

Så ikke nok med mor ikke havde fået sin middagssøvn, hun var også udmattet af den sindsoprivende oplevelse. De 2-3 stykker and med tilbehør hun hamrede i klaveret, på trods af massiv madlede, gjorde nok også sit for at fremelske trætheden. Til gengæld fik hun mandlen, og sjældent har man set en gangbesværet svagtseende senior-type gå SÅ målrettet mod sit net og pakke en ellers delbar mandelgave væk med så skarp præcision! Så alt i alt har mor haft en skøn jul - især fordi pakkekalenderen blev udvidet med en 1. juledagspakke, fordi mor adskillige gange havde proklameret, at efter d. 24. var det slet ikke noget ved at stå op, når der ingen pakke var!

Derfor tilføjede jeg en ekstra pakke, som hun gav pigerne hele æren for!

-selv tak, mor…

BERLIN

Det er ingen hemmelighed, at jeg er svært glad for Berlin, og det blev til 4 besøg i 2022. 

Mange spørger (ja! det gør de faktisk - jeg er også selv helt rystet over det), hvorfor jeg er i Berlin så tit, og i kølvandet på spørgsmålet står de med et forventningsfuldt og let lummert udtryk i ansigtet, mens de fortsætter: “har du en kæreste dernede?”

Jeg har ingen kæreste, heller ikke i Berlin - og her kunne jeg kliché og forudsigeligt sige: “Berlin er min kæreste - og vi lever i et åbent forhold”, men det gør jeg ikke. 

Jeg tror lidt jeg er begyndt at betragte det at køre til Berlin, som andre kører i sommerhus, fraset jeg ikke skal bruge tid og penge på vedligehold.

De timer jeg bruger på at køre frem og tilbage, og man skal ikke være noget matematisk geni, for at regne ud, at det er ca 8x8 plus evt kø, så vi runder op til 75 timer. Det er knap 4000,- i benzin. 75 timer er jo ikke engang den tid man skal bruge på at slå græs og male og 4000,- får man ikke meget Gori for nu om stunder!

Jeg er dog i en konstant debat med mig selv, hvor jeg diskuterer om jeg skal tage mere til Berlin end de 4 gange om året, eller om det nu virkelig er nødvendigt at tage derned SÅ ofte, som jeg gør.

Jeg tror Israel og Palæstina når til en enighed før jeg gør, og i mellemtiden bliver jeg ved med at tage til Berlin hver gang lejligheden byder sig (og den er ledig). Men min kærlighed til Berlin er ongoing og vi er nok nået til et punkt i vores forhold, hvor den berusende forelskelse ikke er så signifikant længere, men erstattet af den der dybe kærlighed, hvor vi trods enkelte hurdler trods alt elsker hinanden dybt og inderligt!

VEJEN ER MÅLET 

-OGSÅ SELVOM DEN ER GLAT OG SPÆRRET

Jeg er ikke sådan en type, der forelsker mig i en ting og sparer op til den. Så opsøgende og glad for ting er jeg ikke. Jeg er mere typen der tilfældigt render over en god brugt ting, som jeg ser en potentel god oplevelse forbundet med, eller i det mindste en form for oplevelse.

Som for eksempel da jeg på Instagram faldt over en bordlampe til en ualmindelig god pris. Lampen befandt sig i Kolding, og jeg spottede chancen for en roadtrip med min perifære bekendte. Det der gjorde det attraktivt at hente lampen selv, var det faktum at sælger også var indehaver af en nyrekvireret chihuahuahvalp, og sådan en bette ven kører man jo gerne 200 km for!

Det jeg ikke lige havde kalkuleret med var at de vejrmæssige forhold i særdeleshed viste sig som i den grad ugunstige! Desuden skete der, ikke bare ét men TO, gigantiske uheld samme sted på motorvejen i hver sin retning, hvilket affødte en massiv afspærring og deraf følgende en massiv kø. Ikke nok med turen på baggrund af nævnte faktorer blev gjort noget længere end planlagt, så havde den perifært bekendte støbt en på alle tænkelige måder hæslig playliste til turen, som indeholdt alt fra Tessa til Erik Paaske, men det var som om hun uelegant havde formået, at undgå noget som helst af det gode, der måtte forefindes mellem de to karakterer - om det var derfor vi hørte “du kom med alt det der var dig” som en repræsentant for noget af det mere acceptable mellem Tessa og Erik Paaske adskillige gange på turen, det er mig stadig lidt uklart.

Med beskrevne oplevelse in mente er jeg nået frem til, at de ting jeg ejer, er ikke ting jeg har valgt for tingens skyld, men for den historie og oplevelse der måtte være forbundet med anskaffelsen… (det ville da også være for nemt, bare at bestille noget på nettet, få det leveret til døren og placere det i hjemmet, hvor det nu måtte passe ind - alt alt for nemt!)

VENNER

Der findes faktisk folk i denne verden, som jeg ikke finder afskyelige (som sådan) - og omvendt, skulle jeg hilse at sige! (Eller det går jeg i hvert fald og bilder mig ind). Der er i hvert fald stadig nogen, der ikke har blokeret mig på de sociale medier… endnu!

Nogen af dem har holdt ved i mange mange år, og enten betragter de mig som et antropologisk studie, eller også har de bare vænnet sig til mig. Jeg er ligeglad, for jeg hygger mig faktisk i deres selskab, især hvis det er uden Erik Paaske. De fleste kan jeg endda holde ud at være sammen med i flere timer af gangen, og min egen lille målestok for om jeg kan holde et andet menneske ud er, om jeg ville gide st have vedkommende med til Berlin - og her snakker vi 2x8 timer i bil udover selve opholdet.  Der er nogle ganske få jeg godt gider at tage den køretur med. 

Med alderen kan jeg se summen af venner er konstant. Der er dem der “altid” har været der, og det er den gode håndfuld, jeg håber bliver for evigt - eller i hvert fald indtil jeg bliver så dement, at jeg alligevel ikke kan genkende dem. 

Så er der dem der kommer til, og som jeg selv lader bestemme, hvorvidt de vil blive. Der er dem jeg har kendt i årevis, som jeg egentlig ikke har nogen form for kontakt med - men som pludselig “melder” sig (og dét elsker jeg)

Der er dem der ALTID står parat til at redde min røv, når den er lige lovlig tæt på fletningerne i postkassen, som står lidt længere ude end vandskorpen, hvor jeg døjer med at bunde, og det er som om jeg aldrig helt får betalt tilbage, så selvom jeg hader at have gæld, så må jeg nok erkende, at jeg står SÅ MEGET i RKI for vennetjenester…

CHIHUAHUAERNE

Jeg tror sgu aldrig de har været med i en årsberetning. Det har i hvert fald aldrig haft deres egen rubrik. Eller det kan da godt være de har, men så kan jeg ikke huske det. Ikke at det i sig selv siger en hel masse… 

Men chihuahuaerne - eller de mexicanske kamphunde/pitbulls om man vil, fylder, trods deres begrænsede størrelser, utroligt meget i mit liv. Jeg har muligvis tillagt dem lidt mere (menneskelig) personlighed, end man egentlig kan retfærdiggøre, men hvis I anede hvor søde deres stemmer er, når de svarer mig - når vi har lange lange samtaler om ingenting! Især Pixies stemme er nuttet, hvilket er hendes held, så ubehøvlet som hun nogle gange kan være…

IT CAN NEVER BE THE SAME

Don’t worry, I smile, I’ll miss you, but it’s not like you’re gone…

Den sang, som endnu ikke er udgivet, men kun sunget live, passede perfekt til natten til 18/9, hvor jeg stod på intensiv på Hjørring sygehus mens min højt elskede svigerinde tog rejsen, akkompagneret af et langvaring massivt lyn og tordenvejr, til den anden side, hvor det flyder i kager optøet fra fryseren, utallige papdimser til at lave kort af, kilometervis af garn i de helt rigtige farver og litervis af khaaahffeee!

Jeg savner hende hver dag, men alligevel er det som om hun stadig er her. Bodil havde sans for detaljen, og det er heller ikke tilfældigt hun døde d. 18/9 klokken 9:18…

However far away - I will always love you!

KRIG OG FRED

Det er ikke Tolstoj, selvom det ville være en oplagt mulighed for at nævne helt subtilt, at jeg skam HAR læst Krig og Fred af Tolstoj. Det kan nærmest ikke nævnes for tit, da det er en form for litterær ekstremsport. Alene det at løfte værket er en bedrift i sig selv. Man ligger ikke ned og læser den, i hvert fald ikke uden hjelm og tandbeskytter.

Mit år har på mange måder været helt ekstremt roligt, hvilket jo både er ironisk, men også typisk, når verden udenom mig nærmest ligger i ruiner.

I starten af året skete det uundgåelige, men samtidig helt uvirkelige: Rusland invaderede Ukraine, og de to lande kom i krig, og er stadig i krig i skrivende stund.

Få dage inden krigen brød ud, var en lokal tragedie under opsejling. Mia blev meldt savnet. Vi klamredeos alle til det lille bitte urealistiske håb om at hun ikke var blevet slået ihjel. Men inderst inde tror jeg alle også var klar over at odds ikke var gode. Ingen havde dog i deres værste fantasi forestillet sig hvilken skrækkeig skæbne Mia led, og det er mig ubegribeligt, at man kan finde på at gøre sådanne bestialske ting mod et andet menneske.

Krig kom tæt på vores lille smørkage-land, og truede med at overdøve vores egne gigantiske problemer så som hvem der havde gjort sig fortjent til en prinsetitel og at der var mange børn i det ganske danske land, der ikke var indehavere af den forjættede Tinka nissehue! Det blev helt legalt at iklæde sig blå/gul uden at frygte for at blive sidestillet med en svensker eller en Brøndby-fan, og krig sank stille ind som en del af vores hverdag.

Som tiden gik, og krig blev et fast element i dagens nyheder, var det som om den kom mere og mere på afstand - i vores sind, for afstanden til slagmarken var jo den samme, men chock-effekten havde lagt sig, og fordi vi (trods alt) er så privilegerede, at leve i et så trygt og beskyttet land, så tror jeg slet ikke vi formår at sætte os ind i hvilket liv Ukrainerne (og de russere der ikke ønsker krigen) lever, og det kan jeg sagtens forstå. Vi skal bare huske at være lykkelige og taknemmelige over vi har det så godt, som vi dog har - trods af det elendige vejr, og den store mangel på Tinka-nissehuer

LAST DANCE

Jeg tror denne årsberetning bliver den sidste fra mig. Da jeg startede med at skrive dem, syntes jeg, at det var nemt. Ordene og sætningerne stod nærmest i kø, for at komme ud.

Det bliver sværere og sværere for mig at skrive de her beretninger.

Dels fordi jeg har mistet evnen til at bide mærke i de ting der sker omkring mig, og få dem nedfældet som underholdende historier, og dels fordi jeg synes jeg rent formuleringsmæssigt nok har brugt min kvote at fede vendinger.

Bloggen lader jeg være, og I kan med fordel læse nogle af de helt gamle blogindlæg - fra dengang jeg var skarp.

Jeg ønsker jer alle (dog med nogle få undtagelser) et formidabelt 2023!

-må I undgå høfeber og nedgroede negle!

Årsberetningen anno 2021

 Årsberetning anno 2021

Den her årsberetning har virkelig hængt i bremsen. Mest fordi jeg ikke som sådan synes der er sket en skid for mig i 2021, der kan give anledning til noget interessant på skrift.

Gennemgående for år 2021 må imidlertid være, at de ting jeg kaster mig ud i, altid virker som GENIALE let overkommelige projekter på papiret, måske ikke altid har været helt gennemtænkte i virkeligheden, hvilket har medført, at jeg er blevet ret god til at “være i ting med de konsekvenser de måtte medføre”.

Som for eksempel den dag jeg semispontant gjorde min debut som vinterbader sammen med aupairen på Blokhus strand, der i dagens anledning var beklædt med et smukt lag fygesne. 

Idiotisk idé, som virkelig gav anledning til forbedring.

Men fordi han ikke skulle vinde i vinterbadning, så så jeg pludselig mig selv i fuld forspring - eller i hvert fald på vej henover stranden mod havet, iført gummistøvler, håndklæde og t-shirt KUN!

Aupairen tog den barfodet og barrøvet henover stranden flankeret af verdens mindste håndklæde!

Jeg behøver ikke beskrive hvor koldt vandet var, men jeg nævner bare lige, at jeg var sekunder fra at blodet frøs til is i mine årer, og jeg er sikker på, at jeg har fået en lille smule koldbrand i nogle af tæerne (hvis de i det hele taget stadig sidder fast på mine fødder - jeg har endnu ikke turdet at kigge efter)

De efterføgende gange (ja, fordi én gang tilsyneladende ikke var nok), var vi blevet kloge af (dårlig) erfaring.

Bare det at vi parkerede meget tættere på vandet OG havde badekåber med var en seriøs opgradering i forhold til den amatør-debut vi præsterede første gang. Men nogen wellness-oplevelse vil det sgu aldrig manifestere sig som i min hukommelse OVERHOVEDET! Selvom det nu er noget ganske særligt at sidde i bilen bagefter og drikke te iført hættetrøje, uldsokker og bar røv…

Vinterbadning var bare én af mange særlige ting jeg har foretaget mig sammen med aupairen (som egentlig er (var) en kollega). Aupairen fik sin titel, fordi det var ham der lavede alle de ting i køkkenet, som jeg ikke selv har tålmodighed til: skrabe bitte små kartofler, stå i timevis og massere en risotto, pille adskillige kg pistacienødder eller hummerhaler.

Desværre valgte han at forlade sin plads, fordi han hellere ville slå sine folder på Riget, og det har jeg ikke tilgivet ham for endnu - jeg har heller ikke fået bitte små skrabede kartofler siden - så der er faktisk flere ting ved hans afgang, der er ret så forfærdelige!!! Ja og så var han også hyggelig nok at være sammen med. Mest fordi jeg (næsten) altid fik lov til at bestemme hvad vi skulle lave.

For eksempel i sommer, hvor vi (“ulovligt”) betvang os adgang til en forladt forlystelsespark og efterfølgende frekventerede et mærkeligt hippie-samfund, tilsyneladende holdt under skarpt opsyn af en blond Yoko Ono, der var overraskende (irriterende) snakesaglig, taget i betragtning af hvor meget hun angav at HADE, når folk overrendte hendes “hjem”.

Kunst har jo efterhånden fået tiltusket sig en stor plads i mit hjerte, og jeg elsker at besøge museer. Jeg rejser endda gerne udenbys i kunstens navn. Lød det ikke flot?

Jeg har flere gange været på Arken og andre museer og gallerier som ligger langt væk fra mit normale hood, og selvom 2021 ikke har været det store kunst-år for mig, så har jeg alligevel formået at håndplukke to events, som var helt ekstraordinært fede.

Kvium på Otterup geværfabrik, som var en skøn udstilling af 40 værker, ejet af en nordfynsk samler, hvor jeg allerede havde set de fleste før, men der var også værker, der aldrig havde været udstillet før.

Fernisering på Galerie Parnasse med Peter Max-Jakobsen (som har lavet mit træskæreværk) og Lars Calmar.

Der var en fed stemning, og jeg kan godt forstå hvorfor kunstner-miljøet virker dragende på mange mennesker. Det er super spændende mennesker med kant og en sjælden åbenhed overfor andre - noget jeg efterhånden kun oplever når jeg er sammen med mine venner, der bor i Berlin - og sammen med deres venner og ders venners venner. 

Jeg havde min højeste og flotteste ven, Charlotte med, og vores lange korrespondencer om hvor vi skulle spise efter ferniseringen var spildte, fordi vi før vi fik os set om, og sagt 5. glas rosé, så os selv sidde bænket til langbords midt i galleret sammen med kunstnerne, deres venner, deres venners venner, gallerister og en ordentlig røvfuld hummus, oliven, brød, grillede pølser og meget mere alkohol. Havde det ikke været for jeg skulle med toget hjem, så tror jeg godt at det kune have gået hen at blive sent.

Da Charlotte og jeg forlod galleriet, trådte vi direkte ud i Århus Festuge - og så virkede det nu ikke helt så skidt, at jeg skulle med det der tog hjem!

Året 2021 er nok et af de år, hvor jeg har prøvet flest ting, som jeg aldrig har prøvet før, (og her har vi allerede været inde på vinterbadning) -enten fordi jeg ikke anede det eksisterede, som for eksempel Aplaca walk, eller fordi jeg simpelthen i min vildeste fantasi ikke troede det var en ting - og her snakker jeg selvfølgelig broderi.

De to begivenheder har jeg foretaget mig sammen med min aller bedste perifære bekendte, som jeg har kendt i over 13(!) år. 

Vi glemte at holde kobberbryllup, men eftersom hun er legendarisk for at glemme mærkedage - især hendes bryllupsdag(e), så tager jeg det ikke så tungt.

Jeg forstår ikke hvorfor vi bliver ved med at ses, for vi skændes nærmest konstant, når vi er sammen. 

Tror måske det er derfor vi har baseret vores relation på at lave forskellige (mere eller mindre mærkelige) aktiviteter så som rideture, aplaca walks og nu også broderi. 

Det viser sig så imidlertid, at vi sagtens kan skændes alligevel.

Men hun er den eneste jeg kender, der husker dårligere end mig, ikke at det siger en hel masse, men det er sådan nogle små uligheder, der forskyder magtrelationen til min fordel, man skal huske at holde fast i. 

Nårh ja, så har hun en sød hund, der elsker sin onkel Ninja, de sjoveste børn ever, som jeg endda ikke engang synes er nederen og en tålelig ægtefælle, som efterhånden kun hader mig moderat.

Ja, jeg har været til ikke bare én - men fucking TO broderi-workshops!

Første gang, foruden min perifære bekendte, var SatanO også med. Det gentager sig så IKKE igen. Mest fordi hun totalt vandt broderi! (Nå, I var ikke klar over, at det var en konkurrence? Men det var det - eller det blev det, og JEG tabte big time!)

Efter jeg havde fået lavet måske 3-4 korssting, så var hun jo nærmest færdig med sin 20x150 cm minatureversion af Bayeux Tapetet - eller sådan føltes det i hvert fald!

Godt der var bajere i rigelige mængder!

Ja! BAJERE! Den her workshop var nemlig ikke sådan et FOF-aftenskolekursus med broderi i et klasselokale i neonlysets skær, under ledelse af en skindød pensioneret håndarbejdslærer, lunken kaffe i hylende termokander og næsten sprøde småkager fra Karen Volf. 

Vi snakker en workshop i Appetizes lækre mødelokale spækket med dåseøl, flæskesvær og ukvemsord i luften. 

Ved roret har vi Broderist Trine, som er alt andet end en skindød pensioneret håndarbejdslærer.

Mage til pervers og grimt talende midaldrende kvindfolk skal man lede længe efter (eller for mit eget vedkommende skal jeg bare gå ud til spejlet) - og jeg er dælaneme helt tosset med hende broderisten!

Så tosset at jeg meldte mig til endnu en brodri workshop, hvor temaet var jul.

Jeg har haft lidt svært ved at akkumulere en julestemning. Det skyldes formentlig at vi ikke har haft hverken juletræ eller haft pyntet til jul, fordi vores hjem har lignet en kombination af en byggeplads og et dokumentarprogram om skøre hoaders, som lever deres liv i et enkelt rum i lykkelig forening med alt deres skrammel.

Derfor gav jeg julebroderi en chance, og i Appetizes mødelokale var der disket op med æbleskiver med syltetøj og kokain, pebrnødder og bajere!

Agendaen var julebroderier - og for mit vedkommende resulterede det i de mest bedårende (jule)flagermus og et lille (jule)skull. Ikke engang børn i børnehaven har man nogensinde set producere noget så pisse grimt.

Det var ellers ikke fordi vejret ikke gjorde sit for at mane en form for julestemning frem. 

“Man” valgte simpelthen at skyde december igang ved at levere en episk snestorm af en kaliber man kun har set i den fjerneste og barskeste afkrog af Sibirien. 

Heldigvis havde humørbussen fået spritnye vinterdæk på dagen inden, og efter at have gravet den frem fra en grotesk stor snedrive, kæmpede den sig tappert og sikkert frem gennem snedriverne. 

Til gengæld var der stadig nogle (idioter) der stadig havde sommerdæk på deres biler, som optimistisk (den pæne måde at sige “decideret tåbeligt” på) begav sig ud i snedriverne i den naive forventning om, at de nok godt lige kunne snige sig hjem.

Men man skal ikke være atomforsker for at kunne regne ud, at det ville være et håbløst projekt. Faktisk behøver man kun at være semihabil i perleplader for at kunne regne ud, at man for fanden da ikke skal køre rundt i Sibirien på fucking sommerdæk!

Men tak til dem, da det primært var dem der var skyld i, at jeg holdt i kø i over to timer, og på den måde var næsten tre timer om at køre en strækning på 4,5 km. 

Jeg ville have kunnet komme hurtigere hjem på krykker med to brækkede ben.

Mors holdning til vejret var ikke decideret positiv, og jeg er også helt sikker på, at der faldt mest sne foran hendes dør og temperaturen også var et par gradere lavere - mor var i hvert fald overbevist desangående, og hunden ville heller ikke ud eller noget!

I mit liv er der hvert år en rokade i min omgangskreds. Ikke at jeg er typen der sådan bliver uvenner med mine personer, men jeg tror bare at summen af venner er konstant - og i kraft af jeg (trods alt) hele tiden er i én eller anden form for udvikling (til tider afvikling), så tror jeg min omgangskreds ændrer sig alt efter hvor jeg befinder mig i mit liv. 

Jeg har fået genetableret kontakten med min tidligere klassekammerat, som er hjemvendt efter mange år i udlandet - vi gik faktisk også i børnehave sammen.

Vi har haft nogle skønne timer sammen, og selvom vi begge har ændret os betragteligt (alt andet ville også være mærkeligt efter 34-35 år), så var der så meget, der var det samme. 

Det er på én eller anden måde lige så magisk at genfinde hinanden - efter så mange år, som det er at møde én man føler man har kendt hele sit liv, og som er det der venne-match made in Heaven - eller nok rettere Hell for mit vedkommende med de venner jeg har…

Jeg har jo stadig min en hær af “Tordenskjolds soldater” - som HELDIGVIS ikke har været til at slippe af med, og som har været hos mig i mange mange år!

Selvom der kan gå dage, uger og endda måneder imellem vi ses, så er de der, og det er jeg simpelthen så taknemmelig over, og hvor nederen det end er at skrive “I ved hvem I er” - så er det sådan det forholder sig.

Da sommeren så småt begyndte at melde sin ubamhjertige ankomst, og bedst som man befandt sig i sin dejlige lukkede kapsel med krydderier og puslespil - to ting der begge har taget total overhånd i mit liv!!! - besluttede Lev-Mette eller Slette-Mette, om man vil, at slette Corona.

Alle restriktioner blev ophævet og selvom Danmark slog sig lidt i tøjret over det - det skal man jo gøre, fordi man jo ikke bare stiltiende skal finde sig i noget, åndede man samtidigt lettet op.

Helgoland i København var en kogende myretue af halvnøgne svedende mennesker, mens København var dejlig sommerdoven og mennesketom. 

Jeg elsker mine sommerture til København! Tak, Stine - fordi du har fødselsdag i sommerferien. Jeg stopper aldrig med at besøge dig på din fødselsdag!

Berlin var om muligt (og ja, det var faktisk muligt!) endnu varmere! 

FFP2 masken sejlede i sved, og solbrillerne duggede til mens man sad og kæmpede for sin overlevelse i U-bahnen på vej hen til hvad nu vi skulle hen til af mere eller mindre sær(lig)e begivenheder.

Denne sommer i Berlin, lavede vi som altid det, som enhver turist i Berlin (ikke) ville lave. Altså med mindre man vælger at tage til blodigt drag show, eller at få kastet en stor sten i hovedet af en møgunge ved Strandbad Plötzensee. 

Alle bør til gengæld opleve CSD (CSD står for Christopher Street Day - og er Berlins pride). Det var vores anden gang. Første gang var også første gang vi var i Berlin - og alene det at tage til Berlin med to børn på hhv. 10 og 6 år, uden at ane en skid var i sig selv så overvældende og grænseoverskridende, at ingen fandt en gammel mand iført chaps, gasmaske og strømper KUN(!) specielt bemærkelsesværdig. Det eneste der bekymrede pigerne var at han kunne risikere at træde i glasskår…

Denne sommer i Berlin, bød som altid på mere eller mindre spændende kulinarisker oplevelser. Af de mindre spændende kan jeg nævne noget virkelig mærkeligt sushi, som vi fik på et egentlig pænt nok sted - hvis vi lige ser bort fra det faktum at soyaskålen tydeligvis havde været brugt til ketchup tidligere… Til gengæld fik vi noget helt fantastisk koreansk mad - på et sted jeg sikkert aldrig kommer tilbage til, fordi jeg overhovedet ikke kan huske hvor det ligger. 

Berlin var, som København, også noget mennesketomt - taget i betragtning af hvad jeg nogle gange har oplevet. Jeg kan godt lide, når mine byer er tomme.

Efteråret blev skudt igang, og det samme blev renoveringen af mit køkken, badeværelse og min lille gang.

Endnu et lille overskueligt projekt, som ikke burde tage SÅ lang tid igen, fordi jeg hyrer folk til at gøre tingene for mig…

For mig der hader at ændre på ting (skud ud til hvor meget det fyldte i sidste årsberetning, at jeg havde flyttet om på to møbler i stuen), så var det lidt af en omvæltning at få strippet 3 rum (som udgør 2/3 af stueetagen), og leve hele mit liv i stuen i et sandt inferno af køkkensager, jakker, fodtøj og diverse. Faktisk var der utroligt meget diverse…

Starten var flyvende. Nogle af Tordenskjolds soldater troppede op og fik tømt alle rummene i en aller helvedes fart! Og fra at vågne op til et relativt normalt hjem om morgnen - og til at gå i seng i et hjem, der om natten, lignede noget fra Låsby Svendsens wall of fame, var ret sindsoprivende!

Havde jeg på nogen måde haft den fjerneste anelse om hvor frygteligt sådan noget ombygningsværk ville være, så var jeg sgu nok aldrig gået igang med det! 

Men på en måde var det nok også okay at jeg ikke anede en skid. Ellers ville jeg være stavnsbundet til et køkken i kirsebærtræsfiner eller laminat eller hvad det end var for noget afskyeligt lort, mit gamle køkken var lavet af, som seriøst var ved at falde fra hinanden. 

For slet ikke at snakke om badeværelset, der var så tilkalket, at man nærmest skulle tro det var en filial til Tingbæk Kalkminer.

Heldigvis er projektet ved at være tilendebragt, og en normal hverdag kan så småt genfinde sig i Ninjafæstningen - eller så normal som vi i vores lille familie formår at afvikle.

Hvad 2022 bringer, tør jeg slet ikke gisne om. Jeg ved bare, at mine forventninger befinder mig i den lavere ende af skalaen - primært fordi året nærmest blev skudt igang med et traumatiserende medley med Allan Olsen, Poul Krebs og Lars Lilholt (jeg klæder forresten om på arbejdet med sidstnævntes søster, som er ualmindeligt sød, og jeg er nået så vidt, som til at anerkende, at Lars Lilholt sikkert også er vældig sød og rar, selvom man sgu da for fanden MÅ have én eller andet form for brist, når man år efter år skyder den ene afskyelige musiksituation ud efter den anden.)

Udover det dårlige soundtrack, så trumfede jeg ved at have tilkaldevagt, og samtidig skifte telefonabonnement, som ville træde i kraft 1. januar, altså idet vi passerede midnat.

Det vil selvfølgelig sige, at mit gamle simkort ville ophøre med at virke, og mit nye simkort skulle implementeres i Doro-iPhonen. Mit nye simkort… mit nye simkort, som lå i kurverten i skuffen HJEMME!!!

Nå, men en tilkaldevagt er ualmindeligt stille, når man ikke kan ringes til - lifehack!

Så som man næsten kan regne ud, hvadenten man er atomfysiker eller semihabil i perleplader, så har 2021 været et år, der har været pænt udtamponeret af udfordringer.

Heldigvis har de mange udfordringer været krydret med rigtig mange skønne oplevelser og øjeblikke.

Udfordringer? Hvad fanden er det også for et fesent begreb at bruge om et år, der på mange måder har været et lorteår, men et lorteår jeg dog selv har lagt i kakkelovnen til.

Kakkelovn… hmmm måske det skulle være et 2022-projekt?

Into the sea - You and me

 Mig og så min partner in crime og assorterede idiotiske hjernedøde foretagender skulle gå en dejlig tur på stranden, shoppe lidt hummerhaler og derefter hjem og pådrage os en diskret hvidvinsbrandert.

Der blev, til min store overraskelse, placeret en overordentlig stor taske på bagsædet. I hvert fald noget større end jeg umddelbart ville tage med på stranden til en gåtur i februar måned.

Jeg spurgte om man var ved at flytte ind, og der blev kækt svaret, at man blot havde medbragt lidt af hvert herunder skøjter og mange håndklæder!

Det var her det gik op for mig, at der var en skjult agenda!

Det eneste vi tydeligvis ikke skulle foretage os, var at gå tur på stranden. Der var alligevel også så meget sne, at man skulle have haft ski på (hvilket der dog ikke var i tasken - så vidt jeg ved...)

Til gengæld blev der på hele køreturen henkastet flettet små kommentarer ind vedrørende vinterbadning. VINTERBADNING!!!

Først havde jeg ikke kun nej-hatten på, men jeg var draperet i ét stort NEJ! Bare N E J!!!

Dernæst blev jeg grebet af en “det kan fandme ikke passe”-følelse... og det endte selvfølgelig i en “hold min øl, så skal jeg sataneme-situation...”

Så efter lidt parlamenteren frem og tilbage, så traf jeg en rask beslutning - som man siger, og få sekunder senere så jeg mig selv stå og tage mit tøj af i frostvejr ved siden af humørbussen!

Heldigvis havde jeg nogle dage forinden været i mosen med Destiny - den falmede polstrede marcipan pelsgris, Satan O og Aske, og jeg havde i den forbindelse efterladt mine gummistøvler i bilen.

Iført gummistøvler, bar røv, t-shirt og forrude-dækkenet til bilen begav jeg mig mod havet.

Min partner in crime spankulerede, uden hverken gummistøvler, t-shirt eller bil-dækken mod vandet på den sneklædte strand. 

Det er mig stadig et mirakel, at der ikke gik koldbrand i hans underekstremiteter!

På vej ud i vandet (uden gummistøvler, t-shirt og bil-dækken, men stadig i rigtig meget bar røv) nåede jeg lige at få råbt, at vandet da ikke var så koldt, da en bølge brusede ind på mig, og jeg fik en følelse af hvordan jeg forestiller mig, det vil føles at få al sin hud skrællet af, og derefter blive sænket ned i et kar fyldt med dansk vand. Ikke den der fine med blid brus, men den billige fra Netto med virkelig skarp brus, som nogle gange føles som om man drikker et glas med tegnestifter og vrede bier!

Den prikkende smerte bkev afløst af en helt almindelig ubeskrivelig uudholdelig smerte, som så forplantede sig i en følelsløs tilstand, der forårsagede, at jeg ikke kunne andet end at gå stille og roligt op af vandet, mens min makker benede afsted.

Min krop var på nuværende tidspunkt ikke i stand til hurtige bevægelser, og ethvert forsøg på at løbe ville medføre et formodet fald, fordi mine fødder enten var faldet af ude i vandet - eller fuldstændig følelsesløse!

Tilbage i gummistøvler, t-shirt, et ualmindeligt lille håndklæde og bar røv kom der et par gående forbi som, fuldstændig pakket ind i tykke jakker, mente de lige ville sludre lidt med mig, om hvor FRISK(!) jeg var...

Så der stod jeg i frostvejr halvt påklædt i et meget lille håndklæde -  og småsludrede tænderklappende, mens jeg så hvordan den anden halvdel af den (u)dynamiske duo halsede, nu delvist beklædt med frotté, men stadig på bare fødder mod bilen!

Jeg tror aldrig at jeg har siddet med nogen og spist hindbærsnitter og drukket te i min bil mens man var nøgen!

Eller jeg har heller aldrig gjort det alene - hvilket på mange måder også ville være langt mere sært, hvis man tænker over det...

Det er faktisk ikke decideret nemt at tage sit tøj på i en bil - og slet ikke når man er den der sidder i rat-siden!

Jeg kunne heller ikke finde mine underhylere, og jeg har da ved gud ikke ledt efter mit undertøj j en bil siden midt/sidst i 90’erne!

For uvidende desangående den forudgående kolde afvaskning ville to voksne mennesker i færd med at påklæde sig i en bil med duggede ruder, give anledning til en helt fejlagtig opfattelse af situationen for eventuelle forbipasserende...

Med førligheden genvundet i næsten alle tæerne, kørte vi retur mod Ålleren, pænt tilfredse med vores bedrift.

At jeg så efter et varmt bad, en nat pakket ind i fleece og to dyner stadig ikke helt har fået varmen, er en lille uvæsentlig detalje.

Til gengæld nøjes jeg ikke med kun at fryse fødder, hænder og marv her efter en timelang gåtur med den lådne klorin-ræv, 119 med Melvin-entourage i en uhellig treenighed af blæst, frost og ingen læ.

Forfrysningstilstanden har bredt sig til resten af mit i forvejen faldefærdige legeme, og i skrivende stund (uden at være dramatisk), så tvivler jeg kraftigt på, om jeg nogensinde vil få varmen igen!

Den store grotesk lange årsberetning 2020

 Da vi sidste år tog hul på januar 2020, gjorde vi det, som de sidste mange år, med forhåbninger om vi skulle begynde et nyt år, og endda et nyt årti, hvor de eneste fuck ups forhåbentligt ville være dem vi selv fik støbt.

Mens mange begræder, alt de de ikke har haft mulighed for at gøre i det herrens år 2020, der nu er lakket mod enden - og gudskelov vil mange tænke, vil jeg tage ja-hatten på, og kigge tilbage på alle de ting, som jeg rent faktisk har gjort i 2020, som gør at 2020 i min bog ikke har været så forfærdeligt, som nyhederne (og de selvmedlidende) gerne ville gøre det til.

Jeg vil gerne allerede nu advare om længden på årsberetningen, som er blevet enormt lang, set i lyset af hvor lidt der rent faktisk er sket i mit liv.

Ikke at der ikke er sket noget i 2020, men det var som om at jo mere der skete, jo mere blev ens liv sat på pause...

Vi startede 2020 med hovedet højt, og selvom corona har været en dominerende faktor for alle, det meste af året, så formåede vi altså at starte året helt uvidende om hvad der lå og lurede - og uvidenhed vil, for coronaens vedkommende, være en ret styrende og gennemgående faktor for mange. 

Dels den faglige uvidenhed, fordi det var en situation hvor der intet erfaringsgrundlag fandtes, og dels den mere farlige uvidenhed, som ikke lader sig flytte eller oplyse af videnskabelig fakta...

Når man ommøblerer en portal

Året startede for mit vedkommende med noget langt mere indgribende for mig og den måde mit hoved er indrettet på - end corona... 

Jeg lagde nemlig hårdt ud med en radikal omflytning af møblerne i min stue, og jeg er senere kommet til at tænke på, OM denne store omvæltning kan have åbnet en form for portal, som i den forbindelse slap coronaen ud...

Nå, men stadig, her et årstid senere, er jeg ret henrykt over resultatet! Altså ikke corona, men møblerne! - og såfremt det har noget med coronaen og dens rasen at gøre, så vil jeg meget gerrn sige undskyld, men samtidig også gøre opmærksom på, at nu vaccinen er kommet, så flytter jeg altså IKKE mine møbler tilbage! 

-jeg synes det er vigtigt at få med i årsberetningen, at jeg flyttede om, fordi jeg HADER at flytte om. Jeg kan bedst lidt at ting står der hvor de plejer at stå, og jeg har stadig ikke vænnet mig til, at Stine både har flytte om i sin stue OG køkken for flere år siden... men dét tager hun ikke hensyn til! NEJ NEJ!

Dramatiske russere og kloge damer

Mit forhold til gammel russisk litteratur peakede, da jeg erfarede, at Aalborg Teater var ved at øve sig i replikker til Forbrydelse og Straf, og jeg var tæt på at få et hjertestop af henrykkelse, hvilket kunne indikere, at jeg er en mand på 80, der går i fløjlsbukser og sådan en halvlang cardigan med ruskindslapper på albuerne...

MEN det er jo alment kendt, at jeg var omkring 125 år om at læse bogen, og min begejstring desangående teaterstykket var så udtalt, at jeg så det to gange - og det var ikke fordi jeg ikke forstod det første gang, men fordi jeg syntes jeg fortjente at se det to gange, når nu jeg havde været så længe om at læse den skide bog!

Man skulle så tro, at jeg havde fået min lyst til russisk litteratur styret, men det blev nærmest værre...

Udover Krig og Fred og Idioten, som jeg overvandt i 2019, så bød 2020 på Anna Karenina, som jeg ellers havde svoret jeg aldrig nogensinde ville have noget med at gøre! Men nu er den læst, og jeg sad bare og ventede på hun skulle stemple ud - mage til drama-liderlige kvindfolk skal man da lede efter længe... hun er datidens svar på overtænkende intrigant overdramatisk reality-type! Herreste gud!

Dobbeltgængeren, som er seneste værk, var til gengæld mere interessant. En spændingsroman hvor det hele nærmest falder på plads på sidste side. 

Igangværende russer er Ivan Ilíitsjs ‘s død og som sideløber er jeg igang med “er der en voksen til stede”, som ikke er russisk, men forfattet morsomt og skarpt af Iben Hjejle (mit nye store idol) og Signe Lindkvist, som er ophavskvinder til min foretrukne podcast: Sitter!

Når kunsten flytter ind i hjertet og hjemmet

At jeg også skulle udvise både fan-girlingadfærd og voksenadfærd sådan rent kunstmæssigt, havde jeg ikke regnet med, men ikke desto mindre, så jeg mig selv med hjertebanken og svedige hænder, hvinende af begejstring over en håndskrevet personlig hilsen fra selveste Michael Kvium, min ultimative kunst-helt!

-selvfølgelig i erkendelsen af at jeg aldrig vil komme til at eje et ægte værk af ham.

Til gengæld har jeg rent faktisk købt et ægte stykke kunst! Ja, jeg købte faktisk to, for så voksen er jeg nemlig også blevet.

Det ene var lidt af en udskrivning - altså for sådan én som mig, der både er nærig og egentlig ikke sådan én der køber kostbare ting.

Men i kølvandet på hvor højt jeg elsker mit maleri, af Robert (Smith - hvis nogen skulle være i tvivl), som jeg købte for år tilbage, så traf jeg en beslutning, og slog til! -og jeg må indrømme, at det giver en speciel følelse af lykke, at blive ejer af noget så smukt! 

At jeg også kender kunstneren privat synes jeg er et plus. Men alle de ting jeg har på væggene, som ikke er postkort jeg har rammet ind, er lavet af folk jeg kender, og som jeg holder meget af.

Min værdighed blev efterladt på Penny Lane

Når man lever et liv i en kombination af spaghetti med ketchup, fancy vegansk mad, indrammede postkort, kultegninger lavet af venner og flot kunst af anerkendte kunstnere, så synes jeg det indikerer, at man er en lettere utilreg- øhmmm alsidig person, og den alsidighed kom også til udtryk, da jeg få år efter nytår modtog en pakke (som jeg selv havde bestilt) med et par seje ishockeyskøjter!

-og ja! Jeg lavede også et spektakulært forlæns rullefald i forbindelse med en skøjtetur! At det så skete FØR jeg fik skøjterne på, og at det var på vej ind på Penny Lane, hvor vi skulle købe brød, inden vi skulle skøjte, var en mindre detalje. Uanset hvad så foretog jeg et flot forlæns rullefald ind af døren i en fyldt café, og de der ikke så mig, de hørte mig! Jeg er sikker på der stadig ligger lidt af min værdighed på deres dørmåtte...

-then we take Berlin

Vinterferien blev brugt godt og grundigt i vores andet hjem: Berlin, og glæden ved at vende tilbage gang på gang er af bibelske dimmensioner. 

Denne gang var vores vigtigste planer, at mødes med dem fra Himmelhøj, og jeg ELSKER den magi der er ved at mødes med nogle af sine bedste venner 775 km fra hjemme, selvom de bor “lige oppe bagved”. 

For vores eget vedkommende fandt vi Berlins ældste bageri, udsprungne lyserøde blomstertræer og spiste knödel med nogle af vores venner, der bor i Berlin. Den obligatoriske godnat øl og morgenkaffe i sengen blev også effektueret!

Corona round 1! *ding*

Vi trorde ikke det skulle ramme os, men midt i et migræneanfald bekendtgjorde vores statsminister, at den butik der hed danmark blev sat på stand by!

Det var alvorligt! Mest for de stakler, der nu skulle arbejde hjemme flankeret af deres børn 24-7. Jeg tror en del forældre fandt ud af hvor afskyelige deres børn er, og det har de sgu godt af hahaha...

Danskerne viste samfundssind ved at hamstre toiletpapir, mad og håndsprit.

Naturen blev mere overrendt end Fredericia banegård i myldretiden og nationens hundedyr kom i deres livs form!

Ulovligheder med chefen

Det lyder mere lummert, end det rent fantisk var. Men jeg kan love jer, at det var ulovlighed på ulovlighed!

Chefen og mig tog på smugtur til København, fordi hun skulle til et møde, og på vejen hjem skulle have en pony med fra Fyn...

Jeg så mit snit til at aflægge Stine et smug-besøg. Corona rasede, og alle holdt sig for sig selv, så mit besøg hos Stine foregik helt low key.

Det gjorde køreturen med chefen ikke! -med mindre man synes en gennemsnitsfart på 150 km/t er low key... Den lånte Ford Cmax kørte som en drøm - en lidt uhyggelig drøm, men dog en drøm!

Isolationsmotion

Resten af foråret foregik i hjemmeisolation i den strækning det nu lod sig gøre, når man samtidig er sådan en sundhedsperson der varetager kritiske funktioner.

Men for at bruge tiden hjemme så godt som muligt, nu dagene også formastede sig til at blive lysere og længere, så fik vi gået nogle ture med chihuahuaerne, foretaget nogle strandture med Mikl og hendes entourage, hvor vi i hver vores bil spiste sandwich, mens solen druknede sig i vesterhavet.

Vi tog på udflugter på afstand og glædede os over, at vi trods alt havde mange muligheder for at være sammen - på afstand.

Foråret bidrog til at hjemmeisolationen var til at holde ud.

Servicemeddelelse: du er nu mere end halvvejs i den her lange og uinteressante årsberetning, hvor det er tydeligt, at jeg reelt set ikke har foretaget sig en skid spændende! Godt klaret!

Coronastrand

Meget af foråret gik på stranden. Det er som om ens behov for vidder øges, når man ved der er begrænsninger, lidt som ens behov for socialt samvær øges... eller nårh nej!

Men jeg har i det forgangne år føet frekventeret den strand i al slags vejr, i sol, i vind og i massiv mørke - hvilket var en ret vild oplevelse, især for dronningen af natteblindhed (altså mig). Men når man kunne høre havets insisterende brusen på højre øre, så var man på vej VÆK fra automobilet, og når man kunne høre det på venstre øre, så var man på vej HEN til bilen. Med disse geniale tips i rygsækken fik jeg gået en lang tur på stranden, UDEN at fare vild!

På sommerferie med corona

Sommerens absolutte højdepunkt var at karnevallet var aflyst på grund af corona!

Ej, det er gas! Eller det glædede mig meget, da jeg hørte det blev aflyst. Jeg var næsten gladere over det, end jeg var, da jeg hørte Big Fat Snake stoppede...

Sommerens ægte højdepunkt var selvfølgelig at Emma afsluttede sin karriere i folkeskolen, og skulle starte på Katedralskolen efter sommerferien - det var der sgu ikke nogen der havde regnet med for nogle år siden, hvor hun lige efter nytår 2018 blev hundesyg af hjernebetændelse.

-så det var fantastisk glædeligt at se hende dimittere den aften sidst i juni 2020!

En stor del af sommeren blev tilbragt på stranden, som var mere overrendt end den har været i jeg ved ikke hvor mange år., og bare én lang aften med badning og solnedgang kan lade mine batterier op i sådan en grad, at de få timer kan føles som en hel lille ferie. 

-og selvom corona satte en del begrænsninger, så fik jeg oplevet en masse, også selvom det ikke føles sådan set i det berømte bakspejl, hvor det umiddelbart føles som om man ikke har lavet en skid andet end at sidde og glo hjemme eller tage på arbejde.

Men vi var da i sommerhus! Eller pigerne var med Himmelhøj i sommerhus, og jeg fik tiltusket mig en enkelt overnatning også. 

På trods af jeg kun tilbragte et enkelt døgn der, så nåede vi en del seværdigheder, fordi man spilder ikke tiden, når Rikke er rejseleder!

Og så sgu også til Berlin! 

Aldrig har jeg oplevet Berlin så mennesketomt, hvilket var ret formidabelt!

Det var i Berlin vigtigheden af et moderigtigt mundbind for alvor gik op for mig. Flere måneder inden Danmark kom ind i mundbindskampen, havde Tyskland - som altid, været på forkant.

Jeg havde beordret børnene til at planlægge noget, som ikke var shopping, og det førte os til en tur på Illuseum! Et sted som nok ville være noget federe at besøge, hvis man ikke havde haft dundrende migræne... men selv med migræne var det et vildt fedt sted!

Udover vi ikke ellers havde nogle planer, hvilket vi aldrig har som sådan, når vi er i Berlin, så blev alle vores planer forpurret af spontane dates med venner både dem der bor i Berlin og dem man får opsnuset er på ferie i Berlin.

Således gik det til, at vi brugte en aften i selskab med familien Winsløv Wied på en lusket bar, at vi spiste frokost med Justin - mit seneste venskab baseret på en god gang Instagram-stalking og hans familie, som skulle vise sig at kende nogle af mine andre venner i Berlin. Verden er lille - selv når den er stor!

Jeg elsker, at hele familien Berlin samledes i Mauerpark en hel søndag, fordi de gerne ville hænge ud med os. Jeg elsker, at mentaliteten er spontan, og at man kan lave aftaler fra dag til dag. Det er en skide dejlig modsætning til madplaner og forskudsopgørelser!

Efter Berlin stod den på et visit i anledningen af Stines fødselsdag. Sommeren var for alvor kommet til Danmark, og corona var nærnest glemt for en stund, hvilket var befriende, og gave én en følelse af “som det plejer at være - tryghed!”

Servicemeddelse: da jeg skrev i sidste servicemeddelse, at du var mere end halvvejs, der løj jeg.

Men til gengæld er du ægte mere end halvvejs nu.

Jeg beklager eventuelle gener det måtte have medført.

Corona round 2! *ding*

Sommeren blev til et mild og dejligt efterår, hvor corona så småt blev vækket til live igen.

På den måde minder jeg meget om corona - især ved det faktum, at vi begge dør lidt om sommeren...

Efteråret gik for mit vedkommende dels med at ryste lidt i bukserne over udsigten til at skulle i pandemiberedskab endnu engang. Første gang, i foråret, meldte jeg mig frivilligt og anden gang, i efteråret, meldte jeg mig så frivilligt man nu kan, når man sidder i et rum, hvor bomben smides, og alle lader som om de ikke har opdaget det... så selvom jeg oprindeligt ikke syntes det ville være super fedt for mig, at binde mig til 31/12-20 i kraft af min sociale status som alenemor til to børn, der skal logisteres med en masse kørsel og almen børneomsorg, så skete hverken værre ellee bedre at jeg blev aendt i pandemien med 72 timers varsel.

At jeg rent faktisk blev virkelig glad for at være der, kom mere bag på mig, end det kom bag på mig at jeg var blevet smittet med corona.

Så på alle måder var mit ophold i pandemien en positiv oplevelse - hvilket i sig selv kan være en traumatisk oplevelse for en sur gamel nej-hat som mig!

Men det er sgu svært at være sur, når man i den grad føler man gør en ægte forskel. Mange har lært, at man ikke skal tage ting for givet, som for eksempel fri respiration.

Det er også svært at være ægte sur, når man igen får lov til arbejde sammen med en masse skønne kollegaer, som man tidligere har lært at kende i kraft af de mange mange år i den her branche, for ikke at nævne alle de nye jeg lærte at kende.

Og jeg var heldig at have en ledelse, der virkelig påskønnede den indsats man gjorde, velvidende vi var mange, der var på fuldstændig bar bund rent erfarkngsmæssigt på en sengeafdeling.

Det kimer nu til corona-fest

Julen blev for os, som for de fleste i dette land, en noget anderledes oplevelse.

Men med et juletræ til 29,- overbegjort i ikke mindre end 92 stykker juletræspynt, så kan julen være lige så fucked up, som den har lyst til.

På trods af corona og præmatur nedlukning af hovedkilderne til rekvirering af julegaver: Salling, Friis og Storcentret, så nåede jeg endnu engang at får ordnet det jeg skulle i forbindelse med den forestende jul.

Og selvom vores jul var radikal anderledes, så formåede vi at have en fantastisk jul - hvor jeg KUN kan sende de dybeste tanker til de der måtte sidde alene på en sengestue på P3, som pandemiafsnittet hedder, kun i selskab med et fjernsyn og en iltslange stukket så langt op i snotten, at hypofysen efterhånden var så vindblæst, at den mindede om en lufttørret skinke.

Men de havde fået and mit alles, og den havde været udemærket, fik jeg at vide af min kollega, som havde vundet i vagtlotteriet, og som i den forbindelse var blevet trakteret med hospitals-and inden han kom ud til os, for at markere overgangen fra jul til fødselsdag.

Det var sgu da ikke så slemt

Jeg synes faktisk ikke 2020, for mit vedkommende, har været så slemt et år.  Set i forhold til de sidste mange år, hvor jeg debuterede med en flot skilsmisse i 2012, og efterfølgende hver år har været udsat for katastrofer af større eller mindre grad, så har 2020 nærmest været et wellnessophold ved siden af!

2020 har for eksempel ikke budt på nogen nævneværdig sygdom - altså fraset corona, som ikke har foråsaget hverken indlæggelser, gips eller behov for psykofarmaka. Der her heller ikke været afhøringer hos politiet, opslidende retssager - som trak ud i flere år. Ej heller har jeg været udsat for afskedigelser - i hvertfald ikke jeg har opdaget.

Ingen dødsfald i familien eller i kæledyrsdepartementet, selvom det var tæt på en druknedød for Wilmas vedkommende - og min frosne skulder, som nærmest havde invalideret mig i et par år, valgte endda at tø op!

Så fraset corona, så har 2020 sgu været et ok år for mig, og uanset om vi vi det eller ej, så vil 2020 være et historisk år, som vil fortælle vores børnebørn om, og som vi aldrig vil glemme.

Det sidste ord, der vil stå helt klart, inden demensen for alvor sætter ind, vil være CORONA!

O