tirsdag den 16. august 2011

Kroppens uundgåelige forfald. Noget om løb, bryster og helium!

Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så er det jo en kendsgerning, at jeg har præsteret ikke ét, men hele TO børn med den krop jeg bærer rundt på.

Jeg vil sige, at jeg er kommet ret godt fra det. Altså hvis man ser på børnene. Vender man derimod blikket mod kroppen der har fostret de der børn, så vil man straks se hvordan to graviditeter og to fødsler sætter sine helt naturlige rustikke patina på den ukønne måde. Ikke at ukøn og ucharmerende er synonymt, for jeg synes det giver kroppen en vis charme, når man kan se på den, at den har ydet noget.

Man kan se på mine hofter de har båret to børn. Det kan man se fordi de er knap så smalle som de var før. Eller også var mine skuldre bredere???!??.... Mine bryster bærer præg af to gange amning på over et år pr. amme-runde. Og her vil jeg nævne, at det var af rent praktiske og økonomiske årsager. Det er altså den billigste og nemmeste måde at holde afkommet i live på. Og i live skal afkommet holdes, så de kan tjene til føden og betale de sagsomkostninger der senere vil blive dem pålagt, i forbindelse med jeg sagsøger dem for strækmærker, løse ledbånd og yderst afslappede bryster...

Forleden lå jeg halvt ned i sofaen med den bærbare på maven. Ikke et uvant scenarie i det her hjem i denne her sofa. Halvsovende beslutter jeg mig for, at nu skal det være nok. Nu vil jeg i seng, og resolut smækker jeg computerlåget i...




-på mine bryster!!! Så vågner man brat må man vel nok sige! Et aluminiums-låg fra en 15" MacBook Pro vejer rimelig godt på et par halvsovende bryster. Og at Mac'en var af den gamle model, gjorde bestemt ikke tyngden af låget mindre på nogen måde!

Med dunkende barm bevægede jeg jeg mod badeværelset, og blev i den grad gjort opmærksom på endnu et bevis på at kroppen er under afvikling. Leverandøren af pigment til håret på øverste etage her tilsyneladende stoppet leverancen. De kunne simpelthen allerede nu se det ikke nyttede noget. Jeg er så blevet efterladt med hår, der allermest minder om et skakbræt på et maleri af Dali. Lidt forvrænget, men ikke nok til man ikke kan se hvad det er... På en måde glæder jeg mig lidt til at pigment-pusheren også lukker for det varme vand i ansigtregionen. Så så man lige mig med stort hvidt skæg OG store hvide buskede øjenbryn! Ole Ernst go home!

Til gengæld udviser mine underekstremiteter en ny og forbedret fasthed der aldrig er blevet set på dem nogensinde. Det der løbning der er altså både godt for krop og sjæl. Ja, altså med undtagelse af bryster og hår, men jeg kan heller ikke rigtig komme i tanke om en løbeteknik, der direkte inddrager brysterne. Og heldigvis, trods deres længde, er de dog ikke så lange at jeg hverken løber PÅ dem, eller falder i dem. -Altså endnu... Men så må de rulles op, eller fyldes med helium. KAN man overhovedet fylde brysterne med helium og derved gøre dem knap så "hæng-vorne"?... Måske et projekt for Jørgen Ege?...

Løberiet har også forårsaget at den forhadte ryg-delle er begyndt at reducere sig betragteligt, og maven er blevet noget fladere. Ikke fastere, men fladere...
Men det kan også have noget med manglen af alkoholindtagelse at gøre. Efter jeg er begyndt at løbe, hvilket oftest foregår lang tid efter mørkets frembrud, så bliver det desværre ikke til så mange Heineken og så meget portvin. Man løber ikke så stabilt med en lille blæser på, selvom det nok er lidt sjovere... Nå ja, de dage jeg ikke løber, har jeg som regel vagt, og patienterne bliver simpelthen så skide sure, hvis man lugter af alkohol, når man skal forsøge at redde dem. Tsk tsk tsk...

Rynker har jeg heldigvis ikke så mange af endnu. Altså i ansigtet...

torsdag den 11. august 2011

Kål og stokkeslag

Når man nu har haft en periode, hvor indtaget af mad har været begrænset, fordi man ikke lige har været sulten et stykke tid, så er det nok verdens dårligste ide, altså næst efter at drikke en halv flaske blå Mikado blandet op i sprite som 13 årig, -at genoptage sin spise-karriere med at spise TO slags kål til aftensmad...

Nu ved alle jo, at kål og løg er fundamentet i en god og hyggelig aften. Altså EFTER indtagelse. Det får os til at holde varmen -som man siger... Let gang over gulvene og jeg kunne blive ved.

MEN jeg har i dag erfaret, at der faktisk er et stadie der ligger UNDER hyggestadiet, og det er det jeg vil beskrive nu...

Allerede i går begik jeg en fejl. Ikke en fejl så stor, som de der kan begåes med tequila og håndvåben, men næsten... Jeg løb 7,25 km EFTER indtagelse af Heineken, nachos med massiv pressening af smeltet ost og en afsluttende espresso. Et brunt punktum, om man så må sige...
Det var nok da jeg havde rundet de 4-5 km jeg lige så stille blev enig med mig selv om, at udskyde opfindelsen af tyggegummi med smeltet ost-smag, og i den forbindelse samtidig udskyde tyggegummi med brun sovs-smag... Sidst på turen, var jeg vel så dehydreret, at jeg ikke længere svedte, men nøjedes med at støve salt! Hud som trylledej er det sidste nye -har jeg hørt...

Nå, men det var også i går, altså udover min begyndende dehydratio, jeg lagde grundstenene til denne dags svækkelse af den ellers så gennemtænkte mekaniske, vi kalder menneskekroppen... Min krop kunne godt bruge en kalibrering, eller måske bare lidt mere vand og lidt mindre kål... Men eftersom man altid kan være bagklog, så måtte jeg betale prisen den ganske lange dag i dag med utilpashed, svie (i solar plexus-regionen) og smerte.

Tåbeligheden i at så meget som overveje at helbrede noget som helst ondt i maven med kaffe, lader sig ikke med mit ringe vokabularium beskrive. Men ikke destomindre... DUMT! At gratinere kaffen med en tosca-snitte tangerer jo til det rene og uforfalskede idioti... Meeen igen... ikke destomindre... DUUUMT!!!

Jeg vil næsten tro jeg nåede klimax af kål-forårsaget dårligdom da vi var ude i IKEA og spise aftensmad. Jeg får pandekager med spinat og ostefyld, salat og en bolle. Ja, jeg har faktisk ikke spist kød i dag. Klimaet og den globale ophedning kan takke mig senere, og kvittere med medvind på cykelstierne.

Halleluja som tarmtøjet ruskede i bidslet. For dælan jeg fik ondt i maven OG kvalme samtidig. Og bare tanken om at skulle forcere afdelingen med duftlys gjorde mig svag og fyldte mig med angst og skumfråde...

Havde det ikke været for den pludselige distraktion af en mand iført elefanthue der midt i IKEA, så ville jeg formentlig ligge på gulvet og vonde mig i en tung og ildelugtende sky af prut og anden ondskab der sådan kan ophobe sig i ens aller inderste.

Ja, det er muligt jeg har noget sært hår, og det er muligt at ALLE kigger, men hvad var det lige præcis der fik "elefantmanden" til ligefrem at vende sig om og glo efter MIG, idet han passerer mig? Jeg mener, håret er jo en faktor det høster en del opmærksomhed, men det var sgu da ikke mig der var draperet af armygrønt patentstrik i hele ansigtet, det var HAM! -skulle have råbt SPEJL efter ham, men det turde jeg slet ikke, dersom manden opførte sig yderst uligevægtig på den ægte creepy måde...

Tilbage til kålen og al dens ondskab. I skrivende stund, skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg er nået på den anden side af ondskabsimperiet og gået lige lukt ind i det føromtalte hyggestadie.

Har jeg lært noget af det her? -altså udover hvad det vil sige at være østeuropæisk gymnastikpige i slutningen af 70'erne, hvor diæten primært bestod af lige dele kål og lige dele stokkeslag. Stokkeslagene må nødvendigvis have til formål at tæske kålens onde egenskaber ud af kroppen.

Måske har jeg gennemgået de ubeskrivelige lidelser i dag, fordi jeg glemte stokkeslagene i går?...

onsdag den 10. august 2011

Sær type i IKEA


Altså udover mig denne gang...

Så gik der en mandsperson rundt i IKEA i dag iført:

Sådan nogle arbejdsbukser i grå med mørke forstærkninger rundt omkring

En kortærmet trøje

Og ELEFANTHUE :smiley der stirrer vantro: -der var trukket sådan op, at man kun kunne se hans øjne...


Manden var ikke gammel, men nok sidst i 30'erne måske midt i 40'erne og slank og veltrænet, men ikke pumpet. Middelhøj...

Han gik mekanisk, som om han var trukket op, og hans ene arm var i en sådan position, som når man skal lade som om man har brede skuldre. Under den anden arm havde han en kæmpe stor træskål...

Når han talte, talte han højt og skingert ud til alle. Han var alene derinde, og han virkede virkelig anspændt, som om han kunne eksplodere når som helst. Når han gik mellem de andre i IKEA, gik han hurtigt, anspændt og virkede meget panisk for at røre ved nogen.
Oppe ved selvbetjeningskasserne stod jeg lige før ham, og da jeg scannede min lampe, stod han med ryggen til kasserne og stirrede på de der stod i kø mens han stod med let spredte ben og den frie arm lidt ud til siden, som om han skulle spærre, så ingen kom ud.

Ikke nok med det, så inden vi overhovedet nåede op til kasserne, så overhalede han os, og "TILLOD" sig at vende sig om og glo på MIG!!! WTF??? Ja, det kan godt være jeg har sært hår, men jeg har sgu da ikke elefanthue på og jeg går heller ikke som om jeg er blevet trukket op...

Det virkelige underlige, som om det der skete inde i selve IKEA ikke var underligt nok, var så at da han gik på parkeringspladsen mod sin sølvgrå Berlingo, der gik han helt normalt og med normale rolige bevægelser tog han elefanthuen af og smed om på bagsædet af bilen inden han helt almindeligt satte sig ind i bilen og kørte væk...

Jeg kan slet ikke forstå der ikke var noge IKEA-medarbejder der stillede spørgsmålstegn ved den hue der. Og jeg vil godt med sikkerhed sige, at det IKKE var for han var vansiret eller noget som helst. Han så helt "normal" ud jo der på parkeringspladsen. Ja, ikke at jeg ville kune genkende ham i en "line-up".

Jeg fik bare "Norge-paranoia" et kort øjeblik...
__________________

mandag den 8. august 2011

Cirkus Summarum

Langt om længe kom den store Cirkus Summarum-dag! Og det projekt, skulle jeg hilse og sige, har på INGEN måde været uden problemer!

Problemerne med det Cirkus der startede, som nogen husker, allerede da billetterne skulle hales i hus:
http://ninjamom-procrastinations.blogspot.com/2011/04/frustrationer-i-ftex.html

Men i hus kom de, og nu skulle vi bare veeente i 100 år, før den store dag kom!

Hvordan helvede kan jeg så "ikke nå" at få ønsket fri den måske vigtigste weekend i hele året? -Og hvad er odds for at jeg har vagt netop den weekend? Ja, til sidste spørgsmål var odds 100 %, og det der med at bytte vagt her i sommerferietiden er nærmest en umulighed. Det ville seriøst være lettere at begå det perfekte røveri i Nationalbanken!

IKKE destomindre fik jeg trukket i trådene, så jeg fik fri den på den vigtige søndag! Ta daaah! Cirkus Summarum var reddet!

Vi drog afsted, mig og så Emma mod Århus. Måske var det ikke lige den bedste dag at eksperimentere med genveje og alternative ruter, men hey, det er dronningen af GPS der sidder bag rattet! -eller noget... -og på mirakuløst vis formår vi at ankomme til Cirkus Summarum-land UDEN at vende bilen én eneste gang, OG uden at køre forkert én eneste gang. At både Emma og jeg var ved at eksplodere er en helt anden sag. Men det er bare så hyggeligt at drikke (rigtig meget) kaffe i bilen, ja altså Emma drak ikke kaffe, men meget meget vand.

Efter lyn hurtig indcheckning, så man to ninjaer storme over pladsen direkte mod toiletterne... Classy!

Forestillingen var fortryllende, selvom Sebastian Klein var blevet smittet med Robbie Williams-syndromet og måtte udgå af programlisten. Men Summarum-folkene gjorde ikke som en vis anden næsten ligeså populær gruppe, aflyste. Summarum-folkene gik i manegen og losse mere røv end nogensinde. Og det er jo altid en fornøjelse at opleve Jacob Riising i bikini...

På vej hjem ville vi lige et smut omkring et lille hyggeligt spisested, som vist nok hedder McDonalds... Og det er overhovedet ikke fordi jeg er gået hen og blevet afhængig af deres wraps med rejer nej det er ikke! NEJ!!! -men barnet insisterede!!! -eller noget...

Jeg fandt én i Randers, som var placeret i hjertet af en mini-pendant til vores City Syd. Bortset fra at det rent faktisk er muligt at finde UD igen, af vores City Syd, når man har besøgt det, fordi det IKKE er opbygget som en meget indviklet labyrint, hvor alle veje (næsten) går til Harald Nyborg!!??!??... Orrrrk altså!

Men vi fandt ud af at finde hjem, og det var kun fordi jeg ved et tilfælde opdagede den lille bitte vej, der mest af alt mindede om en bred cykel sti (det var det altså IKKE -til orientering, så slemt står det trods alt ikke til med orienteringen... endnu), som på mirakuløst vis førte os ud i det fri. Yeeeeeeah Haaaaaaarh...

Men det var en god dag, der overhovedet ikke var præget af sædvanlig panik og kaos. Altså Karla var jo heller ikke med, så det er nok derfor. Til næste år, hvor Karla skal med, så kan det være der slet ikke hersker den samme zen over det jeg skriver... Eller det kan jeg næsten allerede nu forsikre om der IKKE vil gøre. Hey, det er jo Karla...

Jeg ved bare, at jeg nok skal huske at ønske fri. Og måske overveje at røve National Banken i stedet...




søndag den 7. august 2011

Pas nu på dig selv

Er måske den mest overfladiske, ligegyldige sætning i hele verden. En sætning der gerne siges i bedste distancerede mening, og som oftest siges til én der slet ikke enten er i stand til at passe på sig selv, eller har lyst til at passe på sig selv.

Som udgangspunkt formoder jeg da vi passer på os selv. Det er vel ikke sådan man ligefrem går ud foran en bil med vilje. I hvertfald ikke hvis man har en minimal intention om at passe på sig selv.

Kærligheden og de der intime relationer er nok de værste. To mennesker møder hinanden og vil hinanden, men de bliver enige om at tage den med ro. Arhmmen hvorfor nu det? Er det ikke bare spild af tid at luske rundt om den varme grød i flere måneder, for så på sigt at finde ud af at det ikke lige er noget alligevel? Hvorfor ikke give den max gas fra start, og finder man så senere ud af at det ikke er noget, så har man da i det mindste ikke spildt tiden med at luske rundt...

Gode venner lader ikke hinanden sådan gå planken ud, men HVIS det nu sker, så er et dem der smider redningskransen ud efterfølgende. Ikke en "I told You so"-redningskrans, men nærmere en "Nå, vi finder ud af det"-redningskrans. For den næst mest ligegyldige sætning i verden er "Ja, jeg havde jo sagt det til dig"... Orrrrk!!! Hvad kan man bruge det til, når man står der med hjertet flået ud og trampet i stumper og stykker? Ikke en skid. Eller når man står med verdens største gæld, efter at have investeret i, på det tidspunkt, verdens bedste idé, som ikke var det alligevel...

Så har man brug for at blive passet på og samlet op, og blive skubbet kærligt afsted i den rigtige retning af ens gode venner. -Og om mange år kan vi alle sammen grine af det hele... Eller så kan vi ikke...

Det kan jo være man har haft brug for at eksponere sit mest sårbare, og så må man betale prisen bagefter.  Men tænk hvilken fantastisk oplevelse man måske gik glip af, hvis man ikke satte alt på spil den ene gang, eller gentagne gange eller hele tiden... Tænk hvis man faktisk forsøgte sig med at holde bukserne oppe uden både livrem og seler... Og hvad nu hvis man tabte bukserne? JA hvad så? -så har nogen set ens røv, og undskyld for helvede for det! Jeg mener bare, at man nogle gange er nødt til at tage chancer. Chancer som man nok godt inderst inde ved ikke er det mest velovervejede man har gjort i hele sit liv, men det er vel reelt derfor det hedder "at tage en chance", og det er vel ikke for ingenting ordet er blevet opfundet vel?!!!???


Men på den anden side, så er det nu nemmere at sige "pas på dig selv", end at sige "uanset hvad du foretager dig, så vær parat til at tage skraldet og rydde op efter dig". Måske skulle jeg prøve at sige det, næste gang jeg møder én jeg alligevel ikke gider involvere mig 100 % i.