Jeg læser sjældent andres blogs. Primært fordi jeg er så selvoptaget, at jeg rent faktisk ikke interesserer mig for andres liv. I hvertfald ikke så meget, at jeg gider at læse om det.
Dernæst er jeg nervøs for, at jeg vil blive "for inspireret" og miste grebet om min egen (mangel) på skrivestil, som jeg stadig, og forhåbentlig, altid vil forsøge at udforske og udvikle. Men i stedet adoptere andres måde at udtrykke sig på.
Ikke desto mindre har jet et par blogs jeg af og til besøger, og for nylig har jeg stiftet bekendskab med en blog, der i den grad er hvad dybstegt kinesisk mad er for én på slankekur. Forskellen på denne her blog og kinesisk mad er at kinesisk mad er fed i modsætning til bloggen.
Man VED det er dårligt for én at beskæftige sig med (såvel den fede kinesiske mad som) den ualmindelig ufede blog.
Lighederne derimod er talrige...
Allerede inden man går igang, har man det lidt dårligt, men alligevel er der noget der driver én til at fortsætte. Mens det står på har man den der fesne fornemmelse af man gør noget der i dén grad er dumt med dumt på. Bagefter efterlades man med en følelse i kroppen af delvis ærgelse og delvis kvalme. Ærgelse fordi man jo udemærket godt var klar over, at det var SÅ dumt at spilde tid, og for madens vedkommende kalorier, for bloggens vedkommende mere tid og reflektionsvirksomhed, der uvilkåligt vil foregå.
Kvalmen er jo indlysende for madens vedkommende, men kvalme i forbindelse med at læse verdens værste blog er ubeskrivelig vel nok fordi kvalme og ærgelse kæmper en ret lige kamp, så det er svært at adskille.
Alle ved hvordan kinesisk dybstegt mad er, når den er fedest, så det vil jeg ikke bruge mere tid på. Derimod vil jeg give denne her blog lidt (ufortjent) omtale.
Det er tydeligt for enhver, at skribentens (som jeg heldigvis ikke kender IRL) formål med bloggen, er at lovprise sig selv helt ned på detail-planet. Skribenten er, udfra bloggen, nærmest den der har opfundet "zen", men fordi hun er så skide rummelig (lige så rummelig som en fucking Yaris), så har hun jo ikke taget patent på det der "zen", men deler gerne ud af sin visdom til alle, hvilket jo er storsindet af hende.
Hun er typen der har svaret på alt, og hvis ikke det var fordi hun var så rummelig, så havde hun nok allerede lavet et (batik)flag, som lå parat, til den dag hun overtog, eller rettere fik tildelt verdensherredømmet.
Hvorfor gider jeg bruge så meget energi, på noget jeg i bund og grund ikke har noget pænt at sige om? JO, fordi jeg bliver så skide inspireret. Den elendige blog er en af mine største inspirationskilder. Den blog er skrevet SÅ ringe, med et sprog der er så forceret og hult, at den nærmest er en sand pestilens at læse. Men den giver mig næring i dimensioner der kan sammenlignes med hestelort i et staudebed fyldt med kødædende planter...
Ikke desto mindre, så læser jeg trofast den ene omgang tastatur-lort (gødning) efter den anden FORDI jeg bliver så forbandet inspireret til at skrive noget virkelig godt, noget virkelig sjovt og noget der ikke forherliger mig i en så urealistisk grad, at alle de der overhovedet gider læse det jeg skriver, faktisk ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, at det er et ægte menneske bag tastaturet på den Mac, hvor i øvrigt "a"-tasten befinder sig i sit meget terminale stadie. Hvilket er vigtigt for mig at fremhæve. For hvor perfekt man end må opfatte iProdukter for at være, og det ER de! -så er jeg selvfølgelig i besidelse af det eneste apparat i hele verden, hvor "a" tasten mangler. Den har jo ikke altid manglet, men den blev amputeret, ved en fejl. Ikke noget drama om amputationen, men den foregik i en uhellig alliance med en Alfons Åberg bog.
De der af og til læser min blog, er jo ikke (længere) i tvivl om, hvilket rigtigt (kikset) menneske der sidder ved det mangelfulde tastatur. Og det gør ikke noget, at I ved jeg ikke afholder mig fra at fise i Netto, fare vild i Salling eller på andre måde eksponere de meget lidt cool ting jeg går og laver.
Min yndlingscafé havde engang et banner, hvorpå der stod: "We don't know cool people". Det er verdens bedste banner!
Min mand kan ikke forstå, hvordan jeg kan sidde til den ene øjenoperation efter den anden, slippe afsted med det uden yderligere sagsomkostninger og så gentagne gange tabe bestikket, når vi spiser til aften. Og jeg har nok også i et eller andet omfang en form for bevægelses-tourette syndrom, eller spasmer. Men det første lyder bare lidt bedre. Heldigvis tror jeg operationsstuerne er døde trekanter, hvad motorik-tourette angår, da jeg umiddelbart før og efter operationerne bestemt ikke afholder mig fra hverken at vælte kaffe eller ødelægge afdelingens alt i en printer/fax/scanner/kopimaskine ved et enkelt, men sikkert snuptag. Jeg mener, der sad en fjeder i mit hår, efter mit forsøg på at "reparere" apparatet. Og jeg forsikrer! -det var med de bedste! intentioner jeg skilte det apparat af! Seriøst! De BEDSTE! Må hellere medbringe "undskyld-kage" på job på mandag...
lørdag den 30. april 2011
fredag den 29. april 2011
Kitler er det nye catsuit...
Jeg har en tendens til ikke bare at blive grebet af stemningen, men nærmere blive besat. Og besættelserne har være talrige, men dem skal jeg nok forskåne Jer for, da de i bund og grund egentlig er ganske uinteressante, ja utroligt uinteressante vil jeg mene (altså set i bakspejlet)
Derimod er min nyeste besættelse nok noget af det mest sære og morsomme jeg nogensinde har interesseret mig for. Her er det underforstået at morsom er en underkategori til den overordnede kategori "sær", for jeg har faktisk interesseret mig med ting, der var langt sjovere end min nye besættelse. Men til gengæld ikke tilnærmelsesvis så sære. Og på trods af, at man jo, nu om dage, ikke kan overraske sig over, der findes hjemmesider om alverdens ting, så er jeg stadig ikke kommet helt ud af min begejstrings-rus over denne hjemmeside, der handler om kitler!
Hvad har kitler og catsuits så med hinanden at gøre? Ikke en masse, hvis man antager, at kitler er kitler, som vi kender dem fra læget, købmænd, mejerister og hvem ellers der bærer kitler. -og man skal ALDRIG kimse (håber du læser med...) af gode kitler. Ikke at ovenstående godtfolk ikke kan være i besiddelse af den type kitler jeg har i tankerne.
Den type kitler jeg tænker på, er "katte der ligner Hitler" = "kitler" -og at en kat kan ligne Hitler, er vel egentlig ikke så sært, eller morsomt , som det faktum at de har deres egen hjemmeside : www.catsthatlooklikehitler.com -og efter hjemmesiden at dømme, så er her ikke bare tale om en lille enklave, men et regulært segment! -og nu har den kvikke læser vel nok allerede gennemskuet sammenhængen mellem kitler og catsuits.
Derimod er min nyeste besættelse nok noget af det mest sære og morsomme jeg nogensinde har interesseret mig for. Her er det underforstået at morsom er en underkategori til den overordnede kategori "sær", for jeg har faktisk interesseret mig med ting, der var langt sjovere end min nye besættelse. Men til gengæld ikke tilnærmelsesvis så sære. Og på trods af, at man jo, nu om dage, ikke kan overraske sig over, der findes hjemmesider om alverdens ting, så er jeg stadig ikke kommet helt ud af min begejstrings-rus over denne hjemmeside, der handler om kitler!
Hvad har kitler og catsuits så med hinanden at gøre? Ikke en masse, hvis man antager, at kitler er kitler, som vi kender dem fra læget, købmænd, mejerister og hvem ellers der bærer kitler. -og man skal ALDRIG kimse (håber du læser med...) af gode kitler. Ikke at ovenstående godtfolk ikke kan være i besiddelse af den type kitler jeg har i tankerne.
Den type kitler jeg tænker på, er "katte der ligner Hitler" = "kitler" -og at en kat kan ligne Hitler, er vel egentlig ikke så sært, eller morsomt , som det faktum at de har deres egen hjemmeside : www.catsthatlooklikehitler.com -og efter hjemmesiden at dømme, så er her ikke bare tale om en lille enklave, men et regulært segment! -og nu har den kvikke læser vel nok allerede gennemskuet sammenhængen mellem kitler og catsuits.
mandag den 25. april 2011
En dag uden "dem"
I dag har jeg haft "fri" selvom jeg har vagt! Fri for "dem"!!!
Jeg startede faktisk dagen i dag i går med at gå rigtigt sent i seng, chatte med fantastisk gammel veninde, der forresten er i Rio disse dage og sove længe i dag. Altså veninden er ikke gammel i sig selv, men vi har kendt hinanden i virkelig mange år... 17 år!!! Men altså lidt gammel er hun, eller i hvertflad er hun ældre end mig. HELE 2!!! måneder ældre.
"Han" tog "dem" med i Zoo fra om formiddagen, og jeg håbede i mit stille sind, at de ville fare vild... Men det gjorde de ikke!
Jeg fejrede min fridag og ensomhed med et laangt ophold på fajancestolen. Ikke fordi det som sådan var nødvendigt, men fordi jeg kunne. Og oplevelsen af at kunne sidde der (og formentlig fyre startskuddet af til en mindre koloni af hæmorider) uden at blive forstyrret, ja selv hunden lod mig, helt ekstraordinært, være i fred var ikke kun underlig, men også noget jeg godt kunne vænne mig til... Altså toiletbesøg ALENE...
Når der kommer noget ud, så må der jo noget ind igen, så jeg tog ind på den foretrukne café for at eliminere en brunch.
Jeg sad der i sofaen der var fyldt til bristepunktet med sol og spiste bacon, eller jeg mener selvfølgelig brunch... Med en let brise ind af døren og god musik på anlægget fik jeg pløjet en masse dameblade igennem UDEN at blive forstyrret vel at mærke!!! Og moden er nok en størrelse jeg har haft en længere orlov fra, hvilket ikke bekymrer mig synderligt. Men ikke destomindre finder jeg det interessant, at på trods af formaninger fra diverse designere, om at man skal have en individuel stil, så er der stadig et kæmpe marked, der dikterer hvordan ens individuelle stil skal være...
Og det var himmelsk at høre noget andet end "moooaaar's greatest hits", at spise UDEN små insisterende fedtede fingre på min tallerken og bare det at sidde (i dagslys) og være ALENE!!!
Ib René Cairo er altså det bedste sted at blive tanket op på overskudskontoen, når man nu også lige står i en situation, med tilkaldevagt og max 30 minutter til hospitalet. Og tanken om at vide jeg rent faktisk var på job -en slags, bidrog til at nydelsen blev endnu større!
Hjemme igen er "de" travlt beskæftiget med at lege på terrassen med assorteret nabo-yngel. Og når "de" bare holder sig derude med leg uden at skændes, så er det faktisk ikke så slemt at være vendt retur, med udvidet horisont på modefronten, fra mit "sanctuary".
Jeg aner ikke hvad der er sket i verden i dag, hvilket jeg egentlig har det fint med, men jeg har i hvertfald fundet ud af, at jeg IKKE hopper med på signalfarve-moden, selvom den er inspireret af surfmiljøet i LA.
Jeg startede faktisk dagen i dag i går med at gå rigtigt sent i seng, chatte med fantastisk gammel veninde, der forresten er i Rio disse dage og sove længe i dag. Altså veninden er ikke gammel i sig selv, men vi har kendt hinanden i virkelig mange år... 17 år!!! Men altså lidt gammel er hun, eller i hvertflad er hun ældre end mig. HELE 2!!! måneder ældre.
"Han" tog "dem" med i Zoo fra om formiddagen, og jeg håbede i mit stille sind, at de ville fare vild... Men det gjorde de ikke!
Jeg fejrede min fridag og ensomhed med et laangt ophold på fajancestolen. Ikke fordi det som sådan var nødvendigt, men fordi jeg kunne. Og oplevelsen af at kunne sidde der (og formentlig fyre startskuddet af til en mindre koloni af hæmorider) uden at blive forstyrret, ja selv hunden lod mig, helt ekstraordinært, være i fred var ikke kun underlig, men også noget jeg godt kunne vænne mig til... Altså toiletbesøg ALENE...
Når der kommer noget ud, så må der jo noget ind igen, så jeg tog ind på den foretrukne café for at eliminere en brunch.
Jeg sad der i sofaen der var fyldt til bristepunktet med sol og spiste bacon, eller jeg mener selvfølgelig brunch... Med en let brise ind af døren og god musik på anlægget fik jeg pløjet en masse dameblade igennem UDEN at blive forstyrret vel at mærke!!! Og moden er nok en størrelse jeg har haft en længere orlov fra, hvilket ikke bekymrer mig synderligt. Men ikke destomindre finder jeg det interessant, at på trods af formaninger fra diverse designere, om at man skal have en individuel stil, så er der stadig et kæmpe marked, der dikterer hvordan ens individuelle stil skal være...
Og det var himmelsk at høre noget andet end "moooaaar's greatest hits", at spise UDEN små insisterende fedtede fingre på min tallerken og bare det at sidde (i dagslys) og være ALENE!!!
Ib René Cairo er altså det bedste sted at blive tanket op på overskudskontoen, når man nu også lige står i en situation, med tilkaldevagt og max 30 minutter til hospitalet. Og tanken om at vide jeg rent faktisk var på job -en slags, bidrog til at nydelsen blev endnu større!
Hjemme igen er "de" travlt beskæftiget med at lege på terrassen med assorteret nabo-yngel. Og når "de" bare holder sig derude med leg uden at skændes, så er det faktisk ikke så slemt at være vendt retur, med udvidet horisont på modefronten, fra mit "sanctuary".
Jeg aner ikke hvad der er sket i verden i dag, hvilket jeg egentlig har det fint med, men jeg har i hvertfald fundet ud af, at jeg IKKE hopper med på signalfarve-moden, selvom den er inspireret af surfmiljøet i LA.
søndag den 24. april 2011
Hvis børn er en gave, hvor helvede sidder byttemærket så henne???
Det hele startede egentligt meget godt og fredeligt med at "de" stod op ved 8-8.30 tiden. Og en halv time efter kom jeg så slæbende ned af tappen fordi "de" forlangte morgenmad. En liter surmælk fordelt på A38, pære/banan og appelsin/mandarin jævnet med et kg havregryn og et diskret drys kokos senere var der atter ro i den lille lejr bestående af lille men utrættelig hær.
Og jeg må fastholde mig selv i netop det tidspunkt, fordi som dagen skred frem, kan jeg nu ved dagens slutning se i bakspejlet, at netop det tidspunkt var det eneste tidspunkt jeg rigtigt kunne lide "dem".
Jeg burde have anet uråd. Karla startede med at tage bleen af og løbe ind i stuen, mens hun triumferende råbte "tisse-numse", mens hun stod og struttede i sofaen, lige op i skærmen på sin storesøster, der forståeligt nok, var halvt panisk og halvt ved at brække sig... (Heldigvis VAR det rent faktisk "kun" en tisse-numse der blev flashet... -og lige netop i denne situation KUNNE det have været meget meget MEGET!!! værre!)
"Kun" 3 timer senere var vi klar til at gå. Nå ja, i dag var den dag jeg (tåbeligt nok) havde valgt til at shoppe sommerfodtøj til "dem", og jeg havde på forhånd lagt en skudsikker plan! -eller næsten...
Vi starter i Eventyrsport, fordi de har de sandaler jeg absolut vil have til "dem". Og det er så også så meget sagt! For selvfølgelig havde de ikke størrelserne hjemme, og selvfølgelig havde alle de andre (utroligt emsige) forældre også gjort denne påskelørdag til deres store sandal-shoppedag.
I ren og skær afmagt og affekt styrer jeg direkte mod Storcentret. Og det er jo tydeligt for enhver, at jeg har efterladt min sunde fornuft hjemme, hvor chihuahuaen formentlig gjorde grimme ting med den.
Hvis man nogensinde har undret sig over hvad skærsilden er for en størrelse, så er Aalborg Storcenter en sådan lørdag et rimeligt godt bud...
Det er virkelig svært, som i VIRKELIG!!! svært, at koncentrere sig om at finde fodtøj til "dem" på hhv. 2,5 og 6,5 år, når 2,5 år hele tiden råber, at hun "faktisk altså er sulten til mad" og 6,5 hele tiden spørger og meget vigtige ting, såsom "hvordan staver man til snørebånd?" 2,5 nægter at holde i hånd, og råber "aaaav" hvergang man tager hende i hånden. Og insisterende på at gå alene, håber jeg et kort øjeblik, at hun bliver væk. Altså bare en lille smule væk...
Når Emma skulle prøve sko, så tog Karla sine sko af og vice versa. Det er faktisk utroligt, at begge formåede at komme hjem med de sko på, som de tog afsted i. Altså på et tidspunkt var det ved at smutte, og da Emma står i strømpefødder og kigger anklagende på mig og spørger surt hvor hendes sandaler er, kan jeg mærke hvordan den der store blodåre man har i panden nærmest er ved at eksplodere!
Og sandaler og sko ryger af og på i et sådan tempo, at jeg tilsidst truer med at lime de skide sandaler fast til fødderne på dem.
Frokost i IKEA forløb rimeligt roligt. Altså selve frokosten. Resten af turen i IKEA var lige så kaotisk som åbningsdagen på Wall Street... Karla stak af konstant, og når jeg ville indfange hende, så løb hun endnu hurtigere med et smørret grin og et fjoget udtryk i fjæset. Når jeg indhentede hende, smed hun sig på gulvet. Og når jeg så løftede hende og tog hende under armen som en gris, så hylede og skreg hun som en stukket én af slagsen OG skreg "aaav mor, det gøøør ooondt, jeg kan ikke liiiii det, aaav".
Heldigvis var der ikke særlig mange i IKEA sådan en lørdag eftermiddag... -og heldigvis kiggede de 4000 mennesker der var der ikke særligt meget... Man kunne bare se tænkeboblerne der steg op fra alle 4000 hoveder "tsk tsk... stakkels enlige etniske mor. Hun har det ikke nemt. Og så uvorne unger... ja, det er den slags der kommer ud af sådanne ægteskaber" -eller nogle tænkte sikkert også: "nå, så er det fars weekend. Se den lille unge thai-mand. Han har jo ikke styr på en skid... tsk tsk... de fremmede kulturer"...
Nu kunne det ikke blive meget værre vel? Men så ville det sgu da være for nemt! Så Emma der har opført sig ganske eksemplarisk vil også være med i cirkusset, og bidrager simpelthen til den gode stemning med an ordentlig omgang næseblod!
Så fik vi fart under IKEA-vognen. Karla der var fuldstændig besat af sin sut (der lå i bilen), havde ikke den fjerneste forståelse for, at hendes søster var ved at forbløde via næsen. Da vi endelig finder toiletterne er Emma helt rød i ansigtet af blod, og Karla endnu rødere i ansigtet af... raseri...
Jeg kan stort set ikke høre hende skrige mere, fordi der nu har etableret sig tinnitus-agtige tilstande i mine ører, men jeg kan mærke på vindstyrken, at der er godt med decibel på damen.
Da "de" langt om længe er pakket i bilen og IKEA-sagerne ditto er det kurs direkte hjem! Karla falder i søvn inden bilen er startet, og TAK for det!!! Hjemme bliver Karla læsset af og smidt i seng, hvor faren allerede lå i dyb kog. Emma (den søde af "dem") og jeg kapitulerer til vores foretrukne café for at styrke os med vulgær-lækker chokoladekage og knivskarp espresso. Altså Emma får en smoothie...
Da jeg så vil betale, går det op for mig, at jeg må have pakket pengene med ud af bilen, da jeg læssede IKEA-tingene af hjemme...
Da vi når hjem til Visse efter penge, som jeg ikke kan finde i køkkenet overhovedet!!! -går det op for mig, at (den forpulede) taske med pengene hele tiden har befundet sig bag forsædet!!! Arrrrrgh! Lige da dét gik op for mig, syntes jeg at kunne fornemme hvordan adskillige af de små blodkar i såvel øjne som tinding brister!
Resten af eftermiddagen går, for mit vedkommende, med at ignorere "dem" og grille ting og sager på Weberen.
Dagen blev reddet med en god saglig aften-snak om honningmelon-bryster og Simon Kvamm look-alikes over ti liter kaffe.
Hvis man kunne blive verdensmester i verdens dårligste dag, så havde jeg vundet guld!
Og jeg må fastholde mig selv i netop det tidspunkt, fordi som dagen skred frem, kan jeg nu ved dagens slutning se i bakspejlet, at netop det tidspunkt var det eneste tidspunkt jeg rigtigt kunne lide "dem".
Jeg burde have anet uråd. Karla startede med at tage bleen af og løbe ind i stuen, mens hun triumferende råbte "tisse-numse", mens hun stod og struttede i sofaen, lige op i skærmen på sin storesøster, der forståeligt nok, var halvt panisk og halvt ved at brække sig... (Heldigvis VAR det rent faktisk "kun" en tisse-numse der blev flashet... -og lige netop i denne situation KUNNE det have været meget meget MEGET!!! værre!)
"Kun" 3 timer senere var vi klar til at gå. Nå ja, i dag var den dag jeg (tåbeligt nok) havde valgt til at shoppe sommerfodtøj til "dem", og jeg havde på forhånd lagt en skudsikker plan! -eller næsten...
Vi starter i Eventyrsport, fordi de har de sandaler jeg absolut vil have til "dem". Og det er så også så meget sagt! For selvfølgelig havde de ikke størrelserne hjemme, og selvfølgelig havde alle de andre (utroligt emsige) forældre også gjort denne påskelørdag til deres store sandal-shoppedag.
I ren og skær afmagt og affekt styrer jeg direkte mod Storcentret. Og det er jo tydeligt for enhver, at jeg har efterladt min sunde fornuft hjemme, hvor chihuahuaen formentlig gjorde grimme ting med den.
Hvis man nogensinde har undret sig over hvad skærsilden er for en størrelse, så er Aalborg Storcenter en sådan lørdag et rimeligt godt bud...
Det er virkelig svært, som i VIRKELIG!!! svært, at koncentrere sig om at finde fodtøj til "dem" på hhv. 2,5 og 6,5 år, når 2,5 år hele tiden råber, at hun "faktisk altså er sulten til mad" og 6,5 hele tiden spørger og meget vigtige ting, såsom "hvordan staver man til snørebånd?" 2,5 nægter at holde i hånd, og råber "aaaav" hvergang man tager hende i hånden. Og insisterende på at gå alene, håber jeg et kort øjeblik, at hun bliver væk. Altså bare en lille smule væk...
Når Emma skulle prøve sko, så tog Karla sine sko af og vice versa. Det er faktisk utroligt, at begge formåede at komme hjem med de sko på, som de tog afsted i. Altså på et tidspunkt var det ved at smutte, og da Emma står i strømpefødder og kigger anklagende på mig og spørger surt hvor hendes sandaler er, kan jeg mærke hvordan den der store blodåre man har i panden nærmest er ved at eksplodere!
Og sandaler og sko ryger af og på i et sådan tempo, at jeg tilsidst truer med at lime de skide sandaler fast til fødderne på dem.
Frokost i IKEA forløb rimeligt roligt. Altså selve frokosten. Resten af turen i IKEA var lige så kaotisk som åbningsdagen på Wall Street... Karla stak af konstant, og når jeg ville indfange hende, så løb hun endnu hurtigere med et smørret grin og et fjoget udtryk i fjæset. Når jeg indhentede hende, smed hun sig på gulvet. Og når jeg så løftede hende og tog hende under armen som en gris, så hylede og skreg hun som en stukket én af slagsen OG skreg "aaav mor, det gøøør ooondt, jeg kan ikke liiiii det, aaav".
Heldigvis var der ikke særlig mange i IKEA sådan en lørdag eftermiddag... -og heldigvis kiggede de 4000 mennesker der var der ikke særligt meget... Man kunne bare se tænkeboblerne der steg op fra alle 4000 hoveder "tsk tsk... stakkels enlige etniske mor. Hun har det ikke nemt. Og så uvorne unger... ja, det er den slags der kommer ud af sådanne ægteskaber" -eller nogle tænkte sikkert også: "nå, så er det fars weekend. Se den lille unge thai-mand. Han har jo ikke styr på en skid... tsk tsk... de fremmede kulturer"...
Nu kunne det ikke blive meget værre vel? Men så ville det sgu da være for nemt! Så Emma der har opført sig ganske eksemplarisk vil også være med i cirkusset, og bidrager simpelthen til den gode stemning med an ordentlig omgang næseblod!
Så fik vi fart under IKEA-vognen. Karla der var fuldstændig besat af sin sut (der lå i bilen), havde ikke den fjerneste forståelse for, at hendes søster var ved at forbløde via næsen. Da vi endelig finder toiletterne er Emma helt rød i ansigtet af blod, og Karla endnu rødere i ansigtet af... raseri...
Jeg kan stort set ikke høre hende skrige mere, fordi der nu har etableret sig tinnitus-agtige tilstande i mine ører, men jeg kan mærke på vindstyrken, at der er godt med decibel på damen.
Da "de" langt om længe er pakket i bilen og IKEA-sagerne ditto er det kurs direkte hjem! Karla falder i søvn inden bilen er startet, og TAK for det!!! Hjemme bliver Karla læsset af og smidt i seng, hvor faren allerede lå i dyb kog. Emma (den søde af "dem") og jeg kapitulerer til vores foretrukne café for at styrke os med vulgær-lækker chokoladekage og knivskarp espresso. Altså Emma får en smoothie...
Da jeg så vil betale, går det op for mig, at jeg må have pakket pengene med ud af bilen, da jeg læssede IKEA-tingene af hjemme...
Da vi når hjem til Visse efter penge, som jeg ikke kan finde i køkkenet overhovedet!!! -går det op for mig, at (den forpulede) taske med pengene hele tiden har befundet sig bag forsædet!!! Arrrrrgh! Lige da dét gik op for mig, syntes jeg at kunne fornemme hvordan adskillige af de små blodkar i såvel øjne som tinding brister!
Resten af eftermiddagen går, for mit vedkommende, med at ignorere "dem" og grille ting og sager på Weberen.
Dagen blev reddet med en god saglig aften-snak om honningmelon-bryster og Simon Kvamm look-alikes over ti liter kaffe.
Hvis man kunne blive verdensmester i verdens dårligste dag, så havde jeg vundet guld!
fredag den 22. april 2011
Dagens første kaffe
Nogle gange smager morgenkaffen meget bedre end andre. Denne morgenkaffe smagte helt fantastisk, men måske er det fordi morgenkaffen i dag også er formiddagskaffe? FOR i dag har vi sovet til kl. 9.30!!! Altså "han" er på arbejde, og har været det siden kl. 8.00, men så ved man jo hvor han er, og så roder han jo ikke her i mens.
Måske smager dagens første kaffe ekstra godt, fordi jeg har sovet i en helt ren seng i dyner der har hængt og luftet ude en hel varm solfyldt dag. Rent sengetøj ER altså bare luksus. Og sådan en ren seng må man ikke krybe i, hvis man ikke er nybadet. Nybadet var vi alle, og nogle havde et større behov herfor end andre, som i meget beskidte sommer-fødder... Jeg skulle jo som ALTID overdrive, og testede sådan et plaster (uden prabener) til, der havde til formål at trække hudorme og andre urenheder ud af huden på næsen... Og eeew!!! Behøver jeg at komme nærmere ind på, at det var en særdeles overraskende høst???
I går var vi til grill på terrassen hos Mortens bror og dennes ægteviv(i) og søde datter ("deres" kusine). Børnene legede i den store have i lette sommer-gevandter, hvor den gennemgående farve var grøn.
Og maden! -arhmmen altså! -man kan jo aldrig blive træt af en skamstegt grillpølse, der fuldstændigt har løsnet sig fra skindet og nærmest kun består af sprødt med sprødt. Jeg skal nok lade være med at beskrive den lækre kylling og den helt perfekte stegte steak, som jeg i øvrigt har haft craving efter i flere uger, for ALLE ved jo, at INTET overgår grill-pølsEN! Det kan også være med en så hyggelig aften in mente at dagens første kaffe denne formiddag er så god.
Kaffe udenfor er et kapitel for sig selv, men det er de fleste ting, man foretager sig udenfor jo. En rugbrød med leverpostej opnår jo helt exorbitant lækre dimensioner, når den bliver konsumeret ude i det fri. Og jeg tror ikke engang NOMA kan, eller vil forsøge at overgå dette koncept. Men det er nok mest fordi man trods alt er klog nok til ikke, at vove at molekylær-gastronomisere en rugbrød med leverpostej.
Èn af de bedste kopper kaffe min trods alt kære ægtefælle og jeg har nydt, tror jeg vi er enige om, foregik ved skranken til et lille træskur på en strand i Grækenland.
Om kaffen var i nævneværdig særklasse, eller om det var det samlede scenarie af varm eftermiddagssol, brusende lunt middelhavshavvand og duften af solcreme (formentlig indeholdende farlige parabener) der gjorde lige netop den kop kaffe (og den næste) så fantastisk, det skal man jo ikke være den store tænker, for at kunne gennemskue. Og den to timers (uforstyrrede) middagslur under parasollen gør jo, at også eftermiddagskaffe pludselig sorterer under "den første kop kaffe"
På jobbet spiller kaffe også en ret væsentlig rolle. Her er der dog ikke i så stor grad tale om nydelses-kaffe, men nærmere overlevelses-kaffe, og en sådan kop eller tre (i træk) skal man bestemt ikke underkende! Overlevelses-kaffen er mange gange en altoverskyggende livsline, når man lige er mødt, og er ganske bedrøvet over der er over 6 timer til man har fri, eller når man lige er mødt, og er ganske frustreret over der KUN er 6 timer til man har fri, for så forskellige kan dagene jo heldigvis være. Jeg har ofte spekuleret på, om jeg helt kommer til at savne smagen af henkogt løbesod, når jeg engang fratræder. -det finder jeg ud af om (alt for) mange år...
Det kan jo også godt være, at dagens første kaffe er så helt igennem vidunderlig, fordi det er dagens første! -og den anden kop er nu heller ikke værst.
Måske smager dagens første kaffe ekstra godt, fordi jeg har sovet i en helt ren seng i dyner der har hængt og luftet ude en hel varm solfyldt dag. Rent sengetøj ER altså bare luksus. Og sådan en ren seng må man ikke krybe i, hvis man ikke er nybadet. Nybadet var vi alle, og nogle havde et større behov herfor end andre, som i meget beskidte sommer-fødder... Jeg skulle jo som ALTID overdrive, og testede sådan et plaster (uden prabener) til, der havde til formål at trække hudorme og andre urenheder ud af huden på næsen... Og eeew!!! Behøver jeg at komme nærmere ind på, at det var en særdeles overraskende høst???
I går var vi til grill på terrassen hos Mortens bror og dennes ægteviv(i) og søde datter ("deres" kusine). Børnene legede i den store have i lette sommer-gevandter, hvor den gennemgående farve var grøn.
Og maden! -arhmmen altså! -man kan jo aldrig blive træt af en skamstegt grillpølse, der fuldstændigt har løsnet sig fra skindet og nærmest kun består af sprødt med sprødt. Jeg skal nok lade være med at beskrive den lækre kylling og den helt perfekte stegte steak, som jeg i øvrigt har haft craving efter i flere uger, for ALLE ved jo, at INTET overgår grill-pølsEN! Det kan også være med en så hyggelig aften in mente at dagens første kaffe denne formiddag er så god.
Kaffe udenfor er et kapitel for sig selv, men det er de fleste ting, man foretager sig udenfor jo. En rugbrød med leverpostej opnår jo helt exorbitant lækre dimensioner, når den bliver konsumeret ude i det fri. Og jeg tror ikke engang NOMA kan, eller vil forsøge at overgå dette koncept. Men det er nok mest fordi man trods alt er klog nok til ikke, at vove at molekylær-gastronomisere en rugbrød med leverpostej.
Èn af de bedste kopper kaffe min trods alt kære ægtefælle og jeg har nydt, tror jeg vi er enige om, foregik ved skranken til et lille træskur på en strand i Grækenland.
Om kaffen var i nævneværdig særklasse, eller om det var det samlede scenarie af varm eftermiddagssol, brusende lunt middelhavshavvand og duften af solcreme (formentlig indeholdende farlige parabener) der gjorde lige netop den kop kaffe (og den næste) så fantastisk, det skal man jo ikke være den store tænker, for at kunne gennemskue. Og den to timers (uforstyrrede) middagslur under parasollen gør jo, at også eftermiddagskaffe pludselig sorterer under "den første kop kaffe"
På jobbet spiller kaffe også en ret væsentlig rolle. Her er der dog ikke i så stor grad tale om nydelses-kaffe, men nærmere overlevelses-kaffe, og en sådan kop eller tre (i træk) skal man bestemt ikke underkende! Overlevelses-kaffen er mange gange en altoverskyggende livsline, når man lige er mødt, og er ganske bedrøvet over der er over 6 timer til man har fri, eller når man lige er mødt, og er ganske frustreret over der KUN er 6 timer til man har fri, for så forskellige kan dagene jo heldigvis være. Jeg har ofte spekuleret på, om jeg helt kommer til at savne smagen af henkogt løbesod, når jeg engang fratræder. -det finder jeg ud af om (alt for) mange år...
Det kan jo også godt være, at dagens første kaffe er så helt igennem vidunderlig, fordi det er dagens første! -og den anden kop er nu heller ikke værst.
onsdag den 20. april 2011
dagen efter dagen derpå
Eller i hvertfald dagen efter den store Cirkus Summarum-Føtex-krise... Men i dag er så dagen efter den store grill-krise...
Alt var jo timet og tilrettelagt fra i forgårs, sådan i går skulle være STORE 1. grill-dag!!! :smiley udformet som en Weber-kuglegrill der danser:
Jeg skyndte mig hjem fra job, efter en vidunderlig dag i lucentisrummet med 21 patienter og iført meget lyserød operationshue!
Hente Karla og hjem og starte grillen op, så den kunne blive godt varm til den lækre økologiske kylling, jeg jo havde købt dagen før i Føtex.
Eller INDEN jeg skulle starte grille op, så skulle den liiige gøres klar. Altså Morten havde jo lavet de indledende krampetrækninger, før han lagde sig til at sove eftermiddagssøvn på sofaen. -hvis det at afmontere det der dækken der hører til grillen, overhovedet tæller som indledende krampetrækninger???!!?... Det "eneste" jeg skulle gøre, var at gøre risten ren og gøre kyllingeholderen ren, som begge dele tilsyneladende var blevet glemt fra sidste år... Heldigvis har jeg sådan et meget stort fad til grillristen, og en tablet fra opvaskemaskinen og noget kogende vand skulle kunne klare opgaven...
Note to self: Husk at placere grillrist-opvaskebalje UDE I GRÆSSET og IKKE INDE PÅ TERRASSEN!!! -altså INDEN man fylder vand og rist i...
Og selvom jeg TROEDE jeg lige kunne flytte arrangementet fra terrasse til græs, så kan man jo med lethed regne ud, at det var et dødsdømt projekt.
En skam-skåret ringefinger, en tilnærmelsesvis forblødning via skamskåret ringefinger og adskillige eder og forbandelser senere var risten ren. Og JA! det VAR grillrist-opvaskebaljen jeg skar mig på!!! Livsfarlig grillrist-opvaskebalje! LIVSFARLIG -blev der sagt!
Morten??? -han sov skam stadig på sofaen!!! §$#€%&@
"De" tog heldigvis ud for at hoppe på trampElinen, så jeg fik lige lidt fred til at komme mig, ovenpå mine traumer. Utroligt hvor restituerende en effekt en Heineken kan have, og man burde kunne få det på recept med tilskud!
Grønsager og kylling blev monteret på (nyrengjort) aggregat til formålet og blev smidt i varm grill.
"De" kom hjem og så manglede vi bare maden.
Vi ventede og ventede og VENTEDE... Og kl. 19.00 (kun en times forsinkelse pga. div sanitære og blodige forsinkelser) satte vi tænderne i en lækker grillet kylling og ditto grønsager. Og den forbrænding jeg fik, da jeg satte anordningen på bordet, gør næsten slet ikke ondt i skrivende stund... -men også kun NÆSTEN!
I dag TROEDE jeg så alt ville blive bedre. Udsigten til et større logistisk puslespil kunne gå op ved hjælp af min søde kollega, udsigten til en hel dag iført påskegul operationshue og udsigten til aftensmad hos farmor og farfar fik uvilkårligt dagen i dag til at se rigtig god ud. Altså set med gårsdagens briller...
For selvfølgelig skal det ikke gå så nemt for mig. Og derfor startede Karla så dagen med høj feber!
Jeg VED bare jeg får verdens bedste påske!
Alt var jo timet og tilrettelagt fra i forgårs, sådan i går skulle være STORE 1. grill-dag!!! :smiley udformet som en Weber-kuglegrill der danser:
Jeg skyndte mig hjem fra job, efter en vidunderlig dag i lucentisrummet med 21 patienter og iført meget lyserød operationshue!
Hente Karla og hjem og starte grillen op, så den kunne blive godt varm til den lækre økologiske kylling, jeg jo havde købt dagen før i Føtex.
Eller INDEN jeg skulle starte grille op, så skulle den liiige gøres klar. Altså Morten havde jo lavet de indledende krampetrækninger, før han lagde sig til at sove eftermiddagssøvn på sofaen. -hvis det at afmontere det der dækken der hører til grillen, overhovedet tæller som indledende krampetrækninger???!!?... Det "eneste" jeg skulle gøre, var at gøre risten ren og gøre kyllingeholderen ren, som begge dele tilsyneladende var blevet glemt fra sidste år... Heldigvis har jeg sådan et meget stort fad til grillristen, og en tablet fra opvaskemaskinen og noget kogende vand skulle kunne klare opgaven...
Note to self: Husk at placere grillrist-opvaskebalje UDE I GRÆSSET og IKKE INDE PÅ TERRASSEN!!! -altså INDEN man fylder vand og rist i...
Og selvom jeg TROEDE jeg lige kunne flytte arrangementet fra terrasse til græs, så kan man jo med lethed regne ud, at det var et dødsdømt projekt.
En skam-skåret ringefinger, en tilnærmelsesvis forblødning via skamskåret ringefinger og adskillige eder og forbandelser senere var risten ren. Og JA! det VAR grillrist-opvaskebaljen jeg skar mig på!!! Livsfarlig grillrist-opvaskebalje! LIVSFARLIG -blev der sagt!
Morten??? -han sov skam stadig på sofaen!!! §$#€%&@
"De" tog heldigvis ud for at hoppe på trampElinen, så jeg fik lige lidt fred til at komme mig, ovenpå mine traumer. Utroligt hvor restituerende en effekt en Heineken kan have, og man burde kunne få det på recept med tilskud!
Grønsager og kylling blev monteret på (nyrengjort) aggregat til formålet og blev smidt i varm grill.
"De" kom hjem og så manglede vi bare maden.
Vi ventede og ventede og VENTEDE... Og kl. 19.00 (kun en times forsinkelse pga. div sanitære og blodige forsinkelser) satte vi tænderne i en lækker grillet kylling og ditto grønsager. Og den forbrænding jeg fik, da jeg satte anordningen på bordet, gør næsten slet ikke ondt i skrivende stund... -men også kun NÆSTEN!
I dag TROEDE jeg så alt ville blive bedre. Udsigten til et større logistisk puslespil kunne gå op ved hjælp af min søde kollega, udsigten til en hel dag iført påskegul operationshue og udsigten til aftensmad hos farmor og farfar fik uvilkårligt dagen i dag til at se rigtig god ud. Altså set med gårsdagens briller...
For selvfølgelig skal det ikke gå så nemt for mig. Og derfor startede Karla så dagen med høj feber!
Jeg VED bare jeg får verdens bedste påske!
mandag den 18. april 2011
Frustrationer i Føtex...
Så var det dagen i dag! Den STORE dag!!! DagEN!!! Billetterne til det legendariske CIRKUS SUMMARUM blev frigivet! -Altså jeg troede så det var i lørdags kl. 10.00, så dér sad JEG så klar ved computeren med dankortet parat og opdaterede Billetnets hjemmeside igen og igen... og igen! Indtil det adskillige opdateringer senere langt om længe gik op for mig, at det så først var I DAG kl. 10.00... -hvor jeg naturligvis var på arbejde! Arhmmen seriøst??!??!!!...
Nå, så i dag fik jeg med al magt og alle midler "ordnet" således, at der var kaffepause på HELE afdelingen kl. 9.45! Og jeg øjnene de perfekte siddepladser i Cirkus Summarum i det fjerne komme lidt nærmere...
Og der blev de så! Altså kun lidt tættere på end fjernt! For hvilken IDIOT!!! glemmer sit dankort hjemme??? Ja, jeg spørger bare! Og hvis man ikke allerede HAR et rimeligt kvalificeret bud, så kan jeg da lige give en hjælpende hånd, og lette på sløret og røbe diskret, at det selvfølgelig var undertegnede...
Jeg prøvede at ringe til Morten, så jeg kunne få HANS kortnummer, og via den kommandovej rekvirere de forjættede billetter! Nu kan man så igen gætte på om han tog sin telefon... Og bare fordi han var på arbejde, så kan han som minimum da svare telefonen når den ringer, i tilfældet af det nu var noget livsvigtigt, hvilket jeg på daværende tidspunkt kan få flere underskrifter på at det var!
En SMS med kortnummer og øvrige data (tror jeg) redder hele Cirkus Summarum-billet missæren, men det ville jo være alt for nemt, hvis jeg skulle være safe home allerede dér! -ville det ikke?
Vi har kort der ikke kan overtrækkes, hvilket luner min nærige og jyde-agtige omgang med penge. Ikke nok med jeg er nærig med mine egne penge, men jeg forholder mig også retten til at være nærig med Mortens penge! -det kunne jo være jeg fik brug for dem på et tidspunkt... SOM FOREKSEMPEL NU!
Jeg bestiller billetter på hans kort (tror jeg), men samlede beløb for 4 billetter overskrider disponible beløb på netop dét kort. Arrrrrgh!!! Nu var det HELE jo Mortens skyld! For det var jo HAM der ikke havde det (groteske) beløb jeg skulle bruge på verdens bedste (og dyreste) pladser i Cirkus Summarum!
(Bemærk hvor elegant jeg undgår at komme ind på, at det jo i virkeligheden var MIG der havde glemt MIT dankort hjemme... :snedig smiley:)
Ude af mig selv af raseri træffer jeg en hurtig beslutning om at Karla alligevel var for lille til en forestilling der varer 2x45 minutter, og at Morten SLET ikke fortjener at komme ind og se Bamse, Sebastian og Bruno live on stage OVERHOVEDET! Resolut bestiller jeg billetter til Emma og jeg (på Mortens kort :endnu mere snedig smiley:) Og vi får måske ikke verdens bedste pladser, men så i hvertfald verdens NÆSTbedste pladser! :smiley der (trods alt) danser triumferende: -Jeg kan dog ikke afvise at jeg vil skule ondt og nederdrægtigt efter de (røvhuller) der rent faktisk formåede (på mest usympatiske vis selvfølgelig) at tilrane sig verdens bedste pladser, sådan nogle svin! -behøver jeg at nævne, at mine kollegaer så en mindre pæn side af mig? Måske er det ved at være min tur til at tage kage med på job...
Nå, men som det store og rummelige menneske jeg er (rummelig som en Yaris), så ender jeg dog op med at glæde mig over verdens næstbedste pladser. Jeg mener, en HEL dag sammen med Emma, uden "dem" er jo en gevinst i sig selv. Så i teorien skulle jeg være alle ærgelser kvit, og sådan følte jeg også et ganske kort øjeblik.
Solen stod højt på himlen, da jeg forlod trædemøllen, og på vej ud derfra, kom jeg i tanke om hvor godt jeg egentlig fik parkeret i morges. En virkelig god parkeringsplads i p-huset denne morgen! Tæt på verdens bedste, men nogen har tilsyneladende kastet en forbandelse efter mig, og ekskluderet mig fra alt der sorterer under kategorien "verdens bedste". Hej middelmådighed din gamle grimme kælling!
Alle ærgelser var lykkeligt glemt, da jeg trådte ind på vuggestuens legeplads, og så min yngste datter stå på en åben ovnlåge på et gammelt komfur, og lave sand-stuvning, eller hvad det nu var hun kokkerede der i pink tyl og sølvsandaler.
Jeg besluttede at vi skulle grille pylser og kylning, så vi kunne lige smutte hjem efter dankortet og så drøne i Føtex. Altså bortset fra at jeg så ikke kunne finde dankortet hjemme. (Fandt dog 47,- mellem hynderne i sofaen der i øvrigt i dén grad trænger til en støvsugning/slamsugning...). Om det er i frustration, jeg tager mig selv på røven, eller om det er fordi jeg lige skulle mærke om den var blevet (endnu) større, så jeg også kunne ærge mig over dét nu jeg var så godt igang med ærgelserne, så mærker jeg der i baglommen det lille skjold, der beskytter dankortet! Wuuu huuu!!! -jeg fandt dankortet i baglommen! Alt er godt!!! -eller i hvertfald indtil det går op for mig, at det skide dankort jo så har været med mig den ganske dag!!! Hvilket betyder at verdens bedste pladser i Cirkus Summarum alligevel kunne have været MINE!!! En snert af ærgelse smælder indeni mig et sted i nærheden af solar plexus, men euforien over snarlig grill på terrassen overstiger trods alt de negative følelser.
Karla og jeg finder alle de gode sager vi skal have, og for at undgå en klassisk "hysterisk barn i Føtex-scene", så gør jeg noget der overgår i historien rent idiotisk! Jeg lader hende holde bilnøglerne!!! Arhmmen seriøst! Så beder jeg sgu da også selv om det ikk'?
Efter at have sat Føtex på den anden ende, tilkaldt Morten med ekstranøgle, som slet ikke var det mindste irriteret, den søde mand. Men nu var det jo nok for at råde bod på det der Cirkus Summarum-noget, som jo ene og alene var hans skyld. (jeg er ikke helt sikker på om han var klar over det var hans skyld), men han var virkelig sød og forstående. Måske var det fordi han kunne fornemme at jeg havde næsten-tudet for åben skærm i Føtex. Efter fire runder i Føtex finder jeg nøglen i tomat-afdelingen!!!
Vi fik rugbrød til aftensmad i dag...
Nå, så i dag fik jeg med al magt og alle midler "ordnet" således, at der var kaffepause på HELE afdelingen kl. 9.45! Og jeg øjnene de perfekte siddepladser i Cirkus Summarum i det fjerne komme lidt nærmere...
Og der blev de så! Altså kun lidt tættere på end fjernt! For hvilken IDIOT!!! glemmer sit dankort hjemme??? Ja, jeg spørger bare! Og hvis man ikke allerede HAR et rimeligt kvalificeret bud, så kan jeg da lige give en hjælpende hånd, og lette på sløret og røbe diskret, at det selvfølgelig var undertegnede...
Jeg prøvede at ringe til Morten, så jeg kunne få HANS kortnummer, og via den kommandovej rekvirere de forjættede billetter! Nu kan man så igen gætte på om han tog sin telefon... Og bare fordi han var på arbejde, så kan han som minimum da svare telefonen når den ringer, i tilfældet af det nu var noget livsvigtigt, hvilket jeg på daværende tidspunkt kan få flere underskrifter på at det var!
En SMS med kortnummer og øvrige data (tror jeg) redder hele Cirkus Summarum-billet missæren, men det ville jo være alt for nemt, hvis jeg skulle være safe home allerede dér! -ville det ikke?
Vi har kort der ikke kan overtrækkes, hvilket luner min nærige og jyde-agtige omgang med penge. Ikke nok med jeg er nærig med mine egne penge, men jeg forholder mig også retten til at være nærig med Mortens penge! -det kunne jo være jeg fik brug for dem på et tidspunkt... SOM FOREKSEMPEL NU!
Jeg bestiller billetter på hans kort (tror jeg), men samlede beløb for 4 billetter overskrider disponible beløb på netop dét kort. Arrrrrgh!!! Nu var det HELE jo Mortens skyld! For det var jo HAM der ikke havde det (groteske) beløb jeg skulle bruge på verdens bedste (og dyreste) pladser i Cirkus Summarum!
(Bemærk hvor elegant jeg undgår at komme ind på, at det jo i virkeligheden var MIG der havde glemt MIT dankort hjemme... :snedig smiley:)
Ude af mig selv af raseri træffer jeg en hurtig beslutning om at Karla alligevel var for lille til en forestilling der varer 2x45 minutter, og at Morten SLET ikke fortjener at komme ind og se Bamse, Sebastian og Bruno live on stage OVERHOVEDET! Resolut bestiller jeg billetter til Emma og jeg (på Mortens kort :endnu mere snedig smiley:) Og vi får måske ikke verdens bedste pladser, men så i hvertfald verdens NÆSTbedste pladser! :smiley der (trods alt) danser triumferende: -Jeg kan dog ikke afvise at jeg vil skule ondt og nederdrægtigt efter de (røvhuller) der rent faktisk formåede (på mest usympatiske vis selvfølgelig) at tilrane sig verdens bedste pladser, sådan nogle svin! -behøver jeg at nævne, at mine kollegaer så en mindre pæn side af mig? Måske er det ved at være min tur til at tage kage med på job...
Nå, men som det store og rummelige menneske jeg er (rummelig som en Yaris), så ender jeg dog op med at glæde mig over verdens næstbedste pladser. Jeg mener, en HEL dag sammen med Emma, uden "dem" er jo en gevinst i sig selv. Så i teorien skulle jeg være alle ærgelser kvit, og sådan følte jeg også et ganske kort øjeblik.
Solen stod højt på himlen, da jeg forlod trædemøllen, og på vej ud derfra, kom jeg i tanke om hvor godt jeg egentlig fik parkeret i morges. En virkelig god parkeringsplads i p-huset denne morgen! Tæt på verdens bedste, men nogen har tilsyneladende kastet en forbandelse efter mig, og ekskluderet mig fra alt der sorterer under kategorien "verdens bedste". Hej middelmådighed din gamle grimme kælling!
Alle ærgelser var lykkeligt glemt, da jeg trådte ind på vuggestuens legeplads, og så min yngste datter stå på en åben ovnlåge på et gammelt komfur, og lave sand-stuvning, eller hvad det nu var hun kokkerede der i pink tyl og sølvsandaler.
Jeg besluttede at vi skulle grille pylser og kylning, så vi kunne lige smutte hjem efter dankortet og så drøne i Føtex. Altså bortset fra at jeg så ikke kunne finde dankortet hjemme. (Fandt dog 47,- mellem hynderne i sofaen der i øvrigt i dén grad trænger til en støvsugning/slamsugning...). Om det er i frustration, jeg tager mig selv på røven, eller om det er fordi jeg lige skulle mærke om den var blevet (endnu) større, så jeg også kunne ærge mig over dét nu jeg var så godt igang med ærgelserne, så mærker jeg der i baglommen det lille skjold, der beskytter dankortet! Wuuu huuu!!! -jeg fandt dankortet i baglommen! Alt er godt!!! -eller i hvertfald indtil det går op for mig, at det skide dankort jo så har været med mig den ganske dag!!! Hvilket betyder at verdens bedste pladser i Cirkus Summarum alligevel kunne have været MINE!!! En snert af ærgelse smælder indeni mig et sted i nærheden af solar plexus, men euforien over snarlig grill på terrassen overstiger trods alt de negative følelser.
Karla og jeg finder alle de gode sager vi skal have, og for at undgå en klassisk "hysterisk barn i Føtex-scene", så gør jeg noget der overgår i historien rent idiotisk! Jeg lader hende holde bilnøglerne!!! Arhmmen seriøst! Så beder jeg sgu da også selv om det ikk'?
Efter at have sat Føtex på den anden ende, tilkaldt Morten med ekstranøgle, som slet ikke var det mindste irriteret, den søde mand. Men nu var det jo nok for at råde bod på det der Cirkus Summarum-noget, som jo ene og alene var hans skyld. (jeg er ikke helt sikker på om han var klar over det var hans skyld), men han var virkelig sød og forstående. Måske var det fordi han kunne fornemme at jeg havde næsten-tudet for åben skærm i Føtex. Efter fire runder i Føtex finder jeg nøglen i tomat-afdelingen!!!
Vi fik rugbrød til aftensmad i dag...
tirsdag den 12. april 2011
Så meget for overskud...
Så i dag har jeg givet den gas i køkkenet!
Jeg startede med at komponere en kødsovs der i dén grad lossede røv! Hvis det var socialt acceptabelt at drikke kødsovs, så vil jeg mene grundlaget for en vidunderlig smoothie var i min stegegryde!
Sovsen har simret i 3-4 timer, og fik sig godt "sat", eller hvad man nu siger...
I mens blev der støbt panik-frikadeller i massevis og lavet kylling, grønsager og nudler. Panik-frikadeller er når, for Gud ved hvilken gang, aftensmaden formår at komme bag på én. Så er det godt at kune trække en pose panik-frikadeller ud af fryseren. -og lade som om man er en god mor med styr på al ting...
Der er blevet produceret to lasagner, bestående af alle de gode sager, kidneybønner, linser og en uanstændig mængde bastant bechamel... To fade med herlighederne stod og var klar til fryseren!
Der var bare en lille detalje... Eller rettere sagt TO detaljer...
Første detalje var at fryseren var fyldt til bristepunktet med alverdens sager... Ene vigtige sager! Æbleskiver fra jul og sammenkogte retter fra 2009 for at nævne noget af det der blev videre ekspederet til arkiv 22.
SÅ skulle lasagnerne ind i fryseren -troede jeg... Og her træder anden detalje i karakter!
Arhmmen for helvede! Hvorfor tester "man" ikke om fadene kan være i fryseren FØR man fylder dem til bristepunktet med sovs, pastaplader og mere sovs???
Efter adskillige alternative forsøg lykkedes det langt om længe at få moslet de to (enormt store) fade ind i den (enormt lille) fryser! Men de kom ind! Og at det meste af sovsen og sovsen så endte i den ene ende af fadene OG den plastikpose der omgav fadene, fordi de nærmest skulle kiles ind i lodret stilling vil jeg mene OGSÅ sorterer ind under detalje-parametret...
Heldigvis er jeg jo ikke typen, der på nogen måde lader mig frustrere af den slags små-bagateller! Og den der ikke-frustration begyndte allerede da lasagnerne skulle pakkes ind. Og hvis der er noget jeg bare ikke kan klare, så er det når den pose maden skal i bliver nasset til i sovs. Den lasagne har bare af at kvalificere sig til kategorien "verdens bedste", når den engang rammer spisebordet efter en time i krematoriet! VERDENS BEDSTE -blev der sagt!
Heldigvis ved jeg, at det kommer til at gå som en leg, når lasagnen skal ud af fryseren!
Noget nemmere end det der befinder sig i den nederste (tråd)skuffe, som er FROSSET fast til skuffe og bunden af fryseren ved hjælp af adskillige liter vand, og jeg magter bare ikke at sidde flere timer og blæse på lortet med en føntørrer! -For slet ikke at tale om alt vandet der vil samle sig på gulvet foran og ikke mindst under fryseren! Men det er jo alligevel adskillige % af fryserens kapacitet der okkuperes af ganske ubrugelige elementer.
Næste gang jeg vil sætte lidt ind på overskuds-kontoen, så husker jeg at tage mål først!
Jeg startede med at komponere en kødsovs der i dén grad lossede røv! Hvis det var socialt acceptabelt at drikke kødsovs, så vil jeg mene grundlaget for en vidunderlig smoothie var i min stegegryde!
Sovsen har simret i 3-4 timer, og fik sig godt "sat", eller hvad man nu siger...
I mens blev der støbt panik-frikadeller i massevis og lavet kylling, grønsager og nudler. Panik-frikadeller er når, for Gud ved hvilken gang, aftensmaden formår at komme bag på én. Så er det godt at kune trække en pose panik-frikadeller ud af fryseren. -og lade som om man er en god mor med styr på al ting...
Der er blevet produceret to lasagner, bestående af alle de gode sager, kidneybønner, linser og en uanstændig mængde bastant bechamel... To fade med herlighederne stod og var klar til fryseren!
Der var bare en lille detalje... Eller rettere sagt TO detaljer...
Første detalje var at fryseren var fyldt til bristepunktet med alverdens sager... Ene vigtige sager! Æbleskiver fra jul og sammenkogte retter fra 2009 for at nævne noget af det der blev videre ekspederet til arkiv 22.
SÅ skulle lasagnerne ind i fryseren -troede jeg... Og her træder anden detalje i karakter!
Arhmmen for helvede! Hvorfor tester "man" ikke om fadene kan være i fryseren FØR man fylder dem til bristepunktet med sovs, pastaplader og mere sovs???
Efter adskillige alternative forsøg lykkedes det langt om længe at få moslet de to (enormt store) fade ind i den (enormt lille) fryser! Men de kom ind! Og at det meste af sovsen og sovsen så endte i den ene ende af fadene OG den plastikpose der omgav fadene, fordi de nærmest skulle kiles ind i lodret stilling vil jeg mene OGSÅ sorterer ind under detalje-parametret...
Heldigvis er jeg jo ikke typen, der på nogen måde lader mig frustrere af den slags små-bagateller! Og den der ikke-frustration begyndte allerede da lasagnerne skulle pakkes ind. Og hvis der er noget jeg bare ikke kan klare, så er det når den pose maden skal i bliver nasset til i sovs. Den lasagne har bare af at kvalificere sig til kategorien "verdens bedste", når den engang rammer spisebordet efter en time i krematoriet! VERDENS BEDSTE -blev der sagt!
Heldigvis ved jeg, at det kommer til at gå som en leg, når lasagnen skal ud af fryseren!
Noget nemmere end det der befinder sig i den nederste (tråd)skuffe, som er FROSSET fast til skuffe og bunden af fryseren ved hjælp af adskillige liter vand, og jeg magter bare ikke at sidde flere timer og blæse på lortet med en føntørrer! -For slet ikke at tale om alt vandet der vil samle sig på gulvet foran og ikke mindst under fryseren! Men det er jo alligevel adskillige % af fryserens kapacitet der okkuperes af ganske ubrugelige elementer.
Næste gang jeg vil sætte lidt ind på overskuds-kontoen, så husker jeg at tage mål først!
mandag den 11. april 2011
Fra bootcamp til tøffelcamp
Jeg tror mange danske mænd har skiftet bootcampen ud med en tøffelcamp.
Jeg anerkender da helt bestemt at vi kvinder bliver stærkere og stærkere, hvilket jeg kun kan applaudere. MEN har vi ikke misforstået noget, hvis vi tror denne kvindekamp går ud på at gøre vores mænd til... altså ja, omend ikke direkte kvinder, men så noget der i høj grad minder herom?
Jeg kender flere og flere mænd, oftest i et solidt parforhold der bliver frataget deres identitet som mand. Og hvis der er børn i det her forhold, så er den næsten så sikker som at Gaia og Co pusletasken er i en fesen pastelfarve.
Det er fint at have fælles interesser og præferencer, så længe de er FÆLLES! -men jeg kan umuligt forestille mig at knækket æggeskals-hvide sofaer med blomstrede puder fra Lene Bjerre sorterer under den kategori.
Jeg er heller ikke helt sikker på, at manden i forholdet betragter en (foredrags)aften i selskab med Lene Hansson -danmarks ubetingede fedeste "sundheds"guru" -eller den uhyggelige Ninka-Bernadette som en fri-kæreste-aften...
Ej heller tror jeg ikke manden i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at han skulle leve et liv, hvor han blev ekviperet af konen. Og dét er der MANGE mænd der gør. Tro mig! Lad dog mændende selv bestemme hvad de vil have på. Jeg er overbevist om, at de heller ikke altid synes det VI har på altid komplimenterer os lige godt. Men VI har lært ham hvad han skal sige, når vi insisterende spørger om vi ser tykke ud i det her...
Hvorfor er det at mange mænd er forvist til kælder-etablissement eller lignende slyngelstue, når han har venner på besøg til bold og bajere, når han SAMTIDIG er forvist til selvsamme etablissement, når vi kvinder har veninder ovre til rødvin, ost og diverse former for lufttørret gris? -Rødvin sætter altså et tydeligere spor på den hvide sofa end øller vil jeg bare lige påpege...
Jeg tror på nogle områder den der ligestilling er blevet misforstået. Ligestilling... Det ligger i ordet. LIGE! Man gør ikke LIGE ved at gøre mænd til kvinder og vice versa. Og hvis "han" skal gå rundt med pusletasken over skulderen (hvilket der ikke er noget galt i), så har han vel også ret til at være medbestemmende rent design-mæssigt.
Min egen mand har som mange årig professionel soldat i dén grad været i ægte boot camp. Boot campen er nu blevet afløst af en hmm designer-sko camp. Men det har han selv valgt. Ikke desto mindre har han faktisk formået at være mand nok til at bære vores yngste datter i en meget rød, patchworked og similibesat bæreaggregat.
Lad Jeres mænd komme frem fra tøflen og elsk dem fordi de er (dumme) mænd!
søndag den 10. april 2011
Forkælelse...
Er blandt andet for mit vedkommende, når jeg tillader mig selv en tur i Silvan... Der er intet som duften fra savværk blandet med friture og ristede løg-duften fra den lille grillbar der er for enden af kasselinjen... (Jeg gjorde det ikke, dersom jeg jo havde haft madpakke med på hospitalet.)
Jeg tog i Silvan i går, efter jeg var færdig på hospitalet. En overraskende god dag i ambulatoriet, alt og alle taget i betragtning...
Men Silvan... Det er sandt, at jeg omgående får nye behov, straks jeg træder ind af døren. Og selvom jeg KUN skulle have en lille håndrive af billigste model, så formåede jeg at komme derfra med TO værktøjskasser, planteskovl (nu har jeg så 3 af dem, men man kan vel reelt ikke få for mange planteskovle... vel?), mælkebøtte-optagnings-inator, mos-opflånings-inator OG selvfølgelig håndriven (som jeg nu har 2 af...)
Hjemme igen og helt overstadig over mine vidunderlige køb går jeg i flæsket på vores bed ude foran huset. Luge, luge, luge... Indtil jeg ser en stor sort Mondeo (eller denne var vel egentlig ikke større end andre Mondeoer... but still) køre op til huset og får uventet besøg af hende der blev forsøgt kvalt af sin paykopatiske eks-kæreste. Sofus, hunden var også med, og Sofus og Wilma er IKKE venner... Eller jeg er sikker på at Sofus var fine venner, men chihuahuaen var ikke parat til at indgå relationer med en kæmpe stor Rhodesian Ridgaback, selvom han er rigtig rigtig sød.
Efter hyggeligt besøg var det tid at få "dem" fodret af, med fiskefrikadeller og hvad dertil hører. Jeg luger færdig efter maden, og da "han" går i seng og tager Karla med, hygger Emma og jeg os med at reparere hendes cykel, gå tur med Klammerten og spise snacks.
Jeg afslutter dagen med en Coors light og et fodbad!
Så i dag da jeg skulle op af sengen... Eller jeg mener: Så i dag, da jeg forsøgte at stå op af sengen...
Hvorfor helvede har jeg det som om jeg har spillet bowling den halve nat? -Det gode ved at have så ondt i ballerne, er at det giver mig en vished om, at jeg stadig har noget der minder om muskler. Og det ville imidlertid også vise sig, at det ikke kun var ballerne den var gal med, men lad mig sige det sådan: det var ballerne der havde det værst...
Ikke desto mindre kastede jeg mig hovedkuls ud i projekt terrasse straks efter morgenmaden.
-hvor idiotisk det var, vil formentlig vise sig i dén grad i morgen...
"De" fik hver smækket en cykelhjelm på hovedet, og cyklede ud i det blå. Eller så meget ud i det blå, som man nu kan kommer her i vores lukkede område... "han" gik (heldigvis) op for at sove efter vagten, så jeg var ALENE!!!
Efter tre timers intensiv oprydning, fejning og mosfjerning (thank God, eller Silvan for mos-opflånings-inator) blev det tid til frokost. "De" inkl. naboyngel skulle jo have noget at leve af, efter tre timers cykling og pirat/sørøver-leg iført stort hvidt tyl og højt hår.
Overskuds-mor smurte madder, skrællede frugt og grønt og hvis jeg ikke havde ondt i røven, så fik jeg det, skulle jeg hilse og sige, EFTER jeg gled i et stykke gulerod som Klammerten i øvrigt havde gjort krav på, og imidlertid fortrudt, og derefter smidt på stuegulvet... Satans til Klammert!
Efter frokost i bagende sol, blev projekt terrasse genoptaget! Og der blev fejet igennem, må jeg nok sige... Hvis fejning var et land... -måske skulle jeg begynde at gå til curling...
Da jeg var færdig med at feje og flå mos op, forkælede jeg mig selv med en alkoholfri øl, for at fejre at jeg var færdig med at feje... Alkoholfri eller ej, det gjorde godt helt ud i de multitraumatiserede baller, og ja, jeg SAD faktisk ned! "De" fik is...
Jeg pakkede Forden med affald, mens "de" var til snobrød sammen med nabo-yngel og nabo-yngels far. Så jeg kunne i ro og mag aflægge genbrugspladsen et besøg. Jeg var så ikke den eneste der havde fået den geniale idé. Aldrig har jeg set så mange trailere på ét sted!!! -og så mange træskobeklædte mænd med ølvom og ternede skjorter for den sags skyld...
Og der hersker åbenbart en hel særlig kultur i det træskobeklædte trailer-segment. Der var indforståede blikke, diskrete nik og en hel usædvanlig trafikal anarkisme jeg aldrig har set før. Og jeg tror nok jeg steg i agtelse ved altså for det første at ligne én af gutterne. Og så ved at vifte en genbrugsplads-gæst ind foran mig. Det indforståede blik OG diskrete nik dryppede af taknemmelighed. Jow jow, man forstår vel at begå sig.
Det var også derfor jeg valgte at tage en ærestur med endnu mere skrald.
Efter jeg fik produceret aftensmad og tømt opvaskemaskemaskine skulle aftensmaden indtages. "Han" kom frem fra gemmerne under stenen og "de" kom ind med kinder der strålede af sol og en hel dag ude... Og efter badet et humør der tydeligt bar præg af en dejlig udedag. Ja, jeg sagde ikkenoget om at deres humør på nogen måde var dejligt, men heldigvis var de så trætte, at de allerede nu sover tungt, trygt og sødt.
Mens "han" puttede "dem" fik jeg gjort badeværelset rent og tørret støv af i stuen.
Der er nu ikkenoget så godt for ens motivation, som en tur i Silvan!
fredag den 8. april 2011
Klatsovning
Klatsovning er når man sover lidt hist og her.
I dag her jeg praktiseret ekstrem klatsovning. 4 runder i alt, om man så må sige.
Jeg startede med at klatsove i RUTEbilen, da Klammerten og jeg drog mod nord efter bilen. Efter at have begrædt det tragiske faktum, at jeg skulle ud og befordre mig med et offentligt transportmiddel, valgte jeg at jeg ikke ville gennemføre distancen alene. Nogen måtte gå planken ud med mig, og hvem er bedre til det end Klammerten?... Eller nogen havde haft nattevagt (hvorfor han ikke mente han ville køre mig derop ,og spare mig for en forfærdelig rejse med RUTEbilen), nogen havde en vigtig dag i 0. klasse at gennemføre og nogen havde betydningsfulde gøremål i Spirevippen... Klammerten var den eneste der ikke rigtig havde planer...
Vi var dog så heldige at blive transporteret til RUTEbilen, så Klammerten slap for et længere ophold i tasken. Det var faktisk kun da vi trådte ind i RUTEbilen, den befandt sig i tasken, der var blevet udtamponeret med en pude. Da vi fik os installeret, lå den og sov sin søde søvn PÅ taske og pude. Og det var her jeg indledte klatsovningen. Vi var knap nået ud af byen, før jeg første gang vågnede ved at underkæben ramte brystkassen. Og hvorfor er første tanke: "Var der nogen der så det???" -for selvfølgelig var der ikke det. Alle de andre (klat)sov også mere eller mindre. Jeg må indrømme, at jeg er overrasket hvor bevidstløs man kan må at være mellem Svanekær møbler og Aabybro! Eller fra byskiltet til Kås og til Jetsmarkhallen for den sags skyld... Og det til trods for, at busserne ikke er blevet mere behagelige at (klat)sove i. Hvornår gik komfort i RUTEbiler og busser af mode? Til gengæld var chaufføren fantastisk. Ja, mage til glade mand skal man lede efter længe, og så endda på en dag, hvor han skulle have holdt fri.
Og hvorfor er det egentlig man, eller i hvertfald jeg, bliver så overrasket, når jeg (en sjælden gang) møder servicemedarbejdere der udstråler og udtrykker ægte glæde, venlighed og interesse for deres arbejde og de der bliver serviceret? Altså overrasket kombineret med mistro, for INGEN er jo ægte venlige og glade i virkeligheden, så der må nødvendigvis stikke noget under... :mistroisk og snedig smiley:
Efter afhentning ag automobilet, frokost og passive cigaretter (de lange blå LA) hos mor var det tid at drage hjemad. Klammerten der burde være blevet træt og udmattet, var mere insisterende end nogensinde. Og det var først da vi var kommet hjem (til en omgang kaltsovning på sofaen) hun gik kold.
Med (meget) åbenmund og (meget) udtørret svælg registrerer jeg i det ganske fjerne en meget irriterende brumme lyd. VÆKKEURET!!! Arrrgh! Emma skal hentes ved bussen...
Fordi det stormer, tillader jeg mig selv at tage det nyreparerede automobil, som jo i virkeligheden slet ikke var i stykker, og fordi bussen er lidt forsinket, når jeg at falde i søvn TO gange i bilen. Heldigvis bar jeg ( mega seje) solbriller, så INGEN havde den fjerneste idé om, at jeg var i dyb dyb kog inde i bilen. Måske og KUN måske kan den (atter) hængende uinderkæbe have bidraget til en afsløring om, at der i dette automobil blev klatsovet in extremis!
Hjemme igen, og tilbage til det jeg var ved på sofaen. Dagens måske sidste lur (desværre)... For nu er "de" jo hjemme til at forpurre det ene gode black out efter det andet!
Hej Champagne og sushi...
en rigtig heldig dag... eller spild af tid
Altså man kan godt sige, at dagen var heldig, taget i betragtning af HVOR crappy min dag reelt var, og senere KUNNE gå hen at blive. Den KUNNE ha været rigtig god, men som dagen skred frem, så var der bare flere, der formåede at trække dagen længere og længere ned mod de røde minustal på humørbarometeret. Tak for det røvhuller!
Det der satte prikken over det berømte I, var da bilen, 15 meter fra vores hus, pure nægtede at indtage første, andet og tredje gear! Altså rent fysisk kunne jeg ikke bevæge gearstangen hen på de respektive gear-pladser, og det er altså sin sag at starte sådan en Focus op i FJERDE gear... -hvilket mellem os sagt blev forsøgt, men igen afblæst, da en underlig brændt lugt begyndte at brede sig inde i bilen.
At jeg skulle gå resten af vejen var en detalje, og når det nu SKULLE ske, var det jo alligevel heldigt, at det trods alt skete så tæt på hjemme-matriklen. Ikke at det pyntede på mit dårlige humør, men det gjorde det ikke (så meget) værre. (det kunne næsten heller ikke blive værre...)
Jeg tænkte straks i ny gearkasse og ringede til den eneste mekaniker i verden der gider bestille noget så sent. Ja, for selvfølgelig gik bilen i stykker 17.15, -15 minutter efter lukketid..
Falck blev adviseret, og meddelte, at de kunne love at bilen senest ville være på værkstedet i morgen tidlig, altså i morges.
Lidt senere fik jeg en sms om at bilen ville blive hentet indenfor 20 minutter. Se det er satme en service man kan forstå! Hvad sker der for at håndværkere ike kan love den slags? "Vi kan være der onsdag mellem kl. 7.00 og kl. 16" -det er jo fordi de aldrig ved hvor længe en opgave varer javist, men så synes jeg bare det er underligt, at de ALTID formår at stemple ud til fyraften kl. 16 -nul dut!
Bilen blev sendt med Falck til indlæggelse og prøvede via internettet at finde ud af om man burde sende blomster til den, mens den var indlagt, men det gik jeg fra igen, da jeg slet ikke engang var klar over hvilke blomster sådan en Ford Focus kan lide, og hvilke farver osv...
Denne formiddag blev jeg genforenet med BILEN! Det var en sten på størrelse med en bagekartoffel, der på underligste vis havde sat sig, således at gearkassen i aller højeste grad var generet af dens tilstedeværelse... Arhmmen seriøst???...
Så det heldige i denne misere var: 1)jeg er medlem af Falck 2)det var tæt på hjemmet bilen gik i stykker 3)det var IKKE gearkassen der var i stykker 4)at jeg har en nevø, der er en dygtig mekaniker 5)jeg fik frokost og passive smøger hos mor...
Så man kan sige, at dagens strabadser ikke som sådan har kostet mig noget, men til gengæld har jeg været holdt aktiveret. Lidt som at holde en trædemølle igang. Man laver en masse, men får reelt ikke en skid ud af det. Spild af tid. Men der er jo så mange måder at spilde sin tid på. I dag valgte jeg så at spilde min tid på at hente en bil, der ikke ægte var i stykker, fra reparation...
torsdag den 7. april 2011
Kan man virkelig det??
-Altså være kineser OG sygeplejerske???
I følge min venindes skønne (og eftertænksomme) datter, så burde den slags ikke (længere) finde sted. Jeg skriver længere, fordi hun simpelthen kom så ganske i tvivl, om der overhovedet fandtes kinesere længere.
Historien udspiller sig i en bybus, hvor lille V sidder på et sæde omgivet af somaliske unge mennesker der talte sammen på somalisk, eller hvilket sprog man nu taler, når man kommer fra et helt fremmed land, og skal bo i et ligeså fremmed land...
Lille V stirrer på de unge, formentlig mest pga. sproget, og spørger diskret sin mor, om det er kinesere, de der... Lille V's mor prøver at aflede lille V, men da busturen er slut, så vil lille V godt lige have en forklaring på de der kinesere der!
Lille V: "mor, var de kinesere eller hvad?"
Mor: "nej, de var somaliere"
Lille V: " jamen mor, findes der da slet ikke kinesere længere?"
Mor: jo da, det gør der da. Hmmm Helle (det er så mig...) kunne godt LIGNE en kineser...
Lille V: Helle?????!!???
Mor: "altså, ja, man kan godt sige, at Helle er kineser"
Lille V: "men mor, vil det så sige... -at Helle er kineser OG sygeplejerske?????"
Så hvis jeg nogensinde skal søge et nyt job, så vil jeg mene, at jeg med god samvittighed kan tilføje "kineser" på mit CV. Det forventer jeg så at kaste adskillige tillæg af sig...
Måske et tillæg for god assimileret etnisk?
Det underlige er, at jeg jo inderst inde godt altid har været klar over jeg var anderledes, eller i hvertfald så anderledes ud. Og jeg har altid haft et meget ambivalent forhold til mit udseende. Altså mit oprindelige udseende. Altså som jeg ser ud ægte... (under tatoveringerne)
I folkeskolen var problemet ved mit udseende, at jeg tilsyneladende var den ENESTE der kunne se det... Og uanset HVOR meget man prøvede at tie ting ihjel dengang i starten af 80'erne i en lille bitte by, hvor man gerne tiede alt ihjel, ja så var det ikke lige sin sag at tie meget sort hår og lettere skæve øjne ihjel...
Selvom jeg godt inderst inde vidste det, så var det faktisk først i gymnasiet det for alvor gik op for mig. I min klasse var der nemlig HELE TO af sådan nogle som mig!!! Vi tre var klar over det, men de andre i klassen kunne tydeligvis ikke se det. Og samlet på gymnasiet var vi faktisk fem i alt! Vi var jo nærmest en dominerende race...
Det var også i gymnasiet jeg blev rigtig træt af mit udseende. Primært fordi mit hår overhovedet ikke havde så meget som et rødligt skær efter 6 timer med ildelugtende hennafarve! -nå ja, og så fordi jeg ikke måtte få ring i næsen for min mor.
Så begyndte jeg at færdes en del i København, hvor det åbenbart var rigtig trendy og smart at have en kæreste der ikke så dansk ud... Og det var de lækreste fyre, der kom arm i arm med smukke smukke kvinder fra alle mulige spændende nationer. Jeg begyndte helt at holde af mit udseende, og med en masse piercinger, hvis formål vel i bund og grund var at aflede opmærksomheden fra den rest af asiatisk udseende der ikke blev tiet ihjel i min barndom, så følte jeg faktisk helt at også JEG havde det der skulle til, for at finde en lækker kæreste hjemme i Ålleren...
Desværre var den trend med at have kærester af anden etnisk herkomst ikke helt nået til Ålleren på det tidspunkt... -eller så var det fordi jeg ikke helt levede op til standarden for hvordan en smuk smuk kvinde skal se ud. T-shirts med the Cure og stooore militærbukser hører bare ikke ind under kategorien smuk smuk kvinde...
Og det var svært det der med kærester. Det var det altså!
Måske havde jeg en lille smule af skylden... det kan ikke afvises. Men faktum er, at enten var det på grund af udseendet, hvilket jo var totaaalt overfladisk, eller så var der på grund af mig, hvilket jo heller ikke kunne accepteres, for ingen skulle være sammen med mig af medlidenhed, og jeg gad i hvertfald ikke have en kæreste der ikke synes jeg var lækker!
Det var faktisk først de jeg mødte min nuværende mand, som udelukkende tog mig for pengenes skyld, hvilket jo er noget man reelt kan forholde sig til, at jeg begynder at tro på det.
Og nu tænker jeg (som regel) kun positive tanker om mit udseende, hennarødt hår og piercinger eller ej. Om det er fordi jeg har fået fred med at være adopteret, som i totaaalt ønskebarn! -købt og betalt kontant ved kasse #1, eller om det er fordi jeg skjuler mig bag et skjold af skarp frisure og massive tatoveringer (altså som i virkelig lækkert hår og über cool tatoveringer)-og på den måde gør mig usårlig, eller om det i virkeligheden er en kombination af de to ting, samt det faktum at jeg føler mig respekteret, værdsat, elsket og komplet qua den person jeg er blevet til bevidst som ubevidst er blevet til, det er jeg faktisk ikke helt klar over. Og kan man reelt være kineser OG sygeplejerske??? -er det tilladt?
tirsdag den 5. april 2011
National flatus-dag
Jeg forsøger at leve sundt, og jeg har fundet ud af, at hvidkål er kilden til sundhed og velvære!
Eller i hvertfald sundhed... Hvis overdreven produktion af flatus er sundhed altså...
Det er jo ingen hemmelighed at hvidkål danner let til moderat luft i tarmsystemet, men hvorfor kan det ALDRIG være på rigtig gode tidspunkter? Hvorfor skal klimaks af flatus absolut træde i kraft, netop som man står med en patient og HAR fået påspændt patienten den klædelige "prøvebrille" med både cylinderglas OG adskillige styrker monteret?
Så sidder den uvidende patient efterladt i verdens mindste undersøgelsesrum, med verdens absolut grimmeste "falske briller", mens den forfesne sygeplejerske kaster sig hovedkuls og storpruttende ind på nærmeste personaletoilet og fyrer den store finale af!
Altså i den ideelle verden var det finalen, der blev ekspederet, men ved nærmere refleksion over resten af dagen, kan jeg konkludere, at det nærmere var startskuddet! Jeg har lukket mere "Luft" ud af røven end munden i dag. Hvis man ikke vidste bedre, så skulle man faktisk tro jeg trak vejret med anus! Ikke særligt flatterende, når man tænker over det. Og det skal heldigvis pointeres, at luften der kommer ud af min mund, trods alt, er en DEL bedre, end den luft der komme ud af min røv...
Nå, men den uvidende (om den overhængende flatus i luften i hvertfald) patient sad så der alene med "brillen" på... Jeg er tilbage, men langt fra færdig, hverken med undersøgelsen eller udgydelse af larmende prutter! Hvorfor er det ikke døve patienter med ringe lugtesans jeg arbejder med? HVORFOR??? -og hvad er der egentlig i vejen med hvidkål, siden det ødelægger et, eller relativt, normalt tarmsystem i en sådan grad, at det nærmest er invaliderende? Jeg tror ikke patienten anede noget som helst om min lille eskapade til flatus-ville...
Heldigvis er der pt. ombygning i ambulatoriet, hvor jeg færdes for tiden. Og ombygning er jo til alles, eller i hvertfald MIT, store held en larmende affære, og når vinkelsliberen også bliver brugt, så er dét område, hvor den bliver brugt, ikke en helt ringe prutte-zone. Kombinationen af larmen og den brændte lugt et sådan apparat kan præstere er udelukkende til den prut-trængendes fordel (eller bagdel... altså bogstaveligt talt...)
Senere, da jeg ikke tror det kan blive værre, sidder jeg med Karla bag i bilen og venter på at Emma skal komme med bussen. Og jeg skal mega skide!
ALLE NORMALE mennesker (over 5 år) ville kunne holde sig til de kom hjem... Men igen... who am I kidding??? Det ender så med at jeg efterlader Karla i bilen, hvis jeg skulle have spændt hende ud af autostolen, for slet ike at tale om at få hende løftet ud af bilen, så ville jeg med sikkerhed skide i bukserne! Jeg løber (så godt som man nu kan, når det "lige er op over", hen til ungdomsklubben!!! -sniger mig ind på toilettet og ahhhhhhh... Heaven, I'm in heaven tra la la laaaah... Lydløs som en ninja, sniger jeg mig tilbage til bilen, indeholdende en meget skeptisk Karla, der spørger hvor jeg har været... -mor var bare lige inde og ordne "noget"...
Med fornyet kapacitet i tarmene genoptager jeg den, trods alt, mere fredelige udskillelse af flatus... Og jeg vil, nu hvor jeg har efterrationaliseret, mene, at dagens store flatulente klimaks blev nået, da jeg sad i sofaen og frygtede jeg havde antændt den med røven... Hunden gik også sin vej...
Hvor meget prut kan der egentlig være i et menneske???
mandag den 4. april 2011
Så tog jeg en patient bagfra...
Jeg er jo efterhånden ved at etablere mig som den lumre type på den der øjenafdeling.
Først tilbyder man at massere den kvindlige overlæge i skridtet, og i dag trumfede jeg ved følgende:
En patient sidder ved spaltelampen og skal til at have laserbehandling.
Inden behandlingen skal man lige have en bedøvende dråbe, fordi laser godt kan være meget smertefuldt.
Patienten sidder helt perfekt, klistret op ad spaltelampen og i totalt spænd mellem stol og bord. HELT PERFEKT!
I stedet for at skulle køre ham væk fra denne perfekte placering, vælger jeg at stå bag ham og sige:
"Hvis du lige lægger hovedet tilbage, så kan jeg lige tage dig her bagfra"
Og i henhold til skridtmassage af overlæge, så kommer historien her:
På operationsstuen har vi sådan en ståstol, der nærmest er sådan lidt sadel-agtig. Den er super at bruge for de der får ondt i lænden af at sidde længe, som vi jo tit gør til vores operationer. Der er bare en lille detalje... HVIS man bruger den i rigtig lang tid af gangen, så bliver man nærmest følelsesløs/får sådan en sovende fornemmelse i, altså ja, jeg siger det som det er: i skridtet...
NÅ, én af vores overlæger der har lidt problemer med ryggen ville gerne bruge på stolen. Fordi hun var i sterilt, så hjalp jeg hende med at indstille rygstøtten.
GODT så... MEGET senere rejste hun sig så og svajede lidt i ryggen og sagde at nu kunne hun ikke holde ud til den stol længere.
JEG sagde så: "skal jeg lige massere dig lidt?"
HUN sagde, mens hun kiggede forarget på mig: "nej tak, dét tror jeg bestemt ikke"
Jeg tænkte: "ja ja, bevares.."
20 minutter gik (TYVE!!!)
-FØR det gik op for mig hvad jeg havde sagt
Altså jeg var jo så den eneste (ENESTE blev der sagt!!!) der havde tænkt i skuldre og ryg, mens de andre (TO narkosesygeplejersker, to andre operationssygeplejersker, overlægen selv og en anden læge!!!) havde tænkt i følelsesløst skræv!!
Altså summa sumarum: Ninjaen tilbød at massere overlægen i skridtet!!!
NÅ, én af vores overlæger der har lidt problemer med ryggen ville gerne bruge på stolen. Fordi hun var i sterilt, så hjalp jeg hende med at indstille rygstøtten.
GODT så... MEGET senere rejste hun sig så og svajede lidt i ryggen og sagde at nu kunne hun ikke holde ud til den stol længere.
JEG sagde så: "skal jeg lige massere dig lidt?"
HUN sagde, mens hun kiggede forarget på mig: "nej tak, dét tror jeg bestemt ikke"
Jeg tænkte: "ja ja, bevares.."
20 minutter gik (TYVE!!!)
-FØR det gik op for mig hvad jeg havde sagt
Altså jeg var jo så den eneste (ENESTE blev der sagt!!!) der havde tænkt i skuldre og ryg, mens de andre (TO narkosesygeplejersker, to andre operationssygeplejersker, overlægen selv og en anden læge!!!) havde tænkt i følelsesløst skræv!!
Altså summa sumarum: Ninjaen tilbød at massere overlægen i skridtet!!!
Der er bare SÅ meget stof til en sexchikane-sag mod mig... POKKERS!
lørdag den 2. april 2011
Øjenkirurgisk top 10 -måske en processbeskrivelse?
Det var ikke sådan "bare lige" at forfatte en top 10 over øjenoperationer, som jeg troede da jeg først fik idéen.
Det lød jo som et "lige til at gå til" -projekt, men SÅ kom der de forskellige overvejelser:
Skal listen være baseret på hvor fed operationen er at være med til, eller skal det være den visuelle lækker-klamme faktor der skal være afgørende?
Hvad de forskellige operationer, udover det jeg fortæller indebærer, må læseren selv google sig frem til...
Top 10 over øjenoperationer der er fede at være med til:
1. Extern Amotio (nethindeløsning man opererer udefra)
-man skal trække i de 4 store øjenmuskler, og endda ret kraftigt... ohhhh swell...
2. Strabis (skeleoperation)
-igen noget med muskler. Man skal holde de store øjenmuskler med skelehager og duppe blod
3. Div. øjentraumer
-man ved ikke helt hvad man skal før i nuet
4. Ptose (løft af øjenlåg pga slap muskel)
-den version hvor man skal klippe i øjenlågsmusklen
5. Vitrektomierne (med forskellige side-dishes)
-fjernelse af glaslegemet
6. Exentration (udtømning af øjets indhold)
-man skal duppe en del blod
7. Enukleation (fjernelse af hele øjet)
-man skal duppe en del blod
8. DCR (rekonstruering af tårekanal)
-der sker virkelig noget på operationsstuen
9. Nedlæggelse af div sonder i tårevejene
10. Lucentis-injektioner
-det er jo altid fedt med injektioner direkte ind i øjenene
Top 10 over lækker-klamme øjenoperationer
1. Enukleation
-hvem synes ikke det er lækker-klamt at fjerne et helt øje?
2. Exentration
-hvem synes ikke det er lækker-klamt at skovle indholdet i et øje ud?
3. Ektropion/entropion (justering af øjenlåg der enten vender udad, eller indad)
-der bliver KLIPPET (af og til store) dele af øjenlåget væk
4. Strabis
-der bliver klippet i musklerne der styrer øjets bevægelser, og bare det at musklerne er blotlagt er jo i sig selv lækker-klamt
5. extern amotio
-igen blotlagte muskler
6. Bleph
-der bliver klippet en del i øjenlåget. Ikke decideret visuelt lækker-klamt, men lyden af hud der klippes i er ret lækker-klam
7. DCR
-lidt blodig og så et lyden af knogle der klippes rigtig god og hul.
8. Fjernelse af fremmedlegemer fra hornhinden
-arhmmen ting hører bare ikke rigtigt hjemme der
9. Nedlæggelse af sonder i tårevejene
-hvis det går vildt for sig, så KAN der komme blod ud af alle naturlige åbninger i ansigtet...
10. Pan Oftalmi
-den ypperste betændelsesform man kan få i øjet...
Abonner på:
Opslag (Atom)